Kategorier
Musiknyheder

George Michael nyfortolker egen genindspilning

Sangeren
George Michael har over flere omgange haft held med at genindspille andres
sange og nærmest gøre dem til sine egne, og nu er der flere på vej. En stribe
sange fra hans seneste koncertshow ”Symphonica” med et stort symfoniorkester er
klar til albumudgivelse. Blandt sangene er en fortolkning af ”My Baby Just
Cares for Me”, som oprindeligt stammer fra 1930, men som blev genindspillet af
Nina Simone i 1962 – og netop denne version blev voldsomt populær i 1987 efter
at have været brugt i en parfumereklame.

Nu er den atter indspillet – og det er
ikke en gang George Michaels første forsøg med denne sang. Han indspillede den
i 1999, og mandag den 17. marts udkommer den i en ny version på albummet ”Symphonica”, der
blandt andet også indeholder nye fortolkninger af ”Praying for Time”, ”Feeling
Good” og ”Roxanne”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kæresteminder fra 70’erne

Hej Tor

Der var en sang
i midten af 70érne som min daværende kæreste og jeg hørte meget (hun havde
singlen, ikke jeg). Omkvædet var noget med Beneath my feat we need to crumble,
well see the mountains tumble og thats the way its meant to be. Gode minder,
siger det dig noget?

Arne

Hej Arne

Sangen hedder ”Concrete
and Clay” og er oprindeligt fra 1965 med Unit 4+2. Den er indspillet flere
gange, men i 1977 var den populær herhjemme med gruppen Rainbow. Du kan høre
den på dr.dk.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: X Factor-temaet

Hej Tor

Herhjemme kom vi
til at snakke om musikken fra X Factor (altså titelmelodien eller hvad man
kalder det). Det er den samme de har brugt hvert år, men er det en ”rigtig”
sang eller kun noget i X Factor?

Fam. Østergaard

Hej Østergaard

Intromelodi,
temamusik, jingle – kald det hvad du vil. Under alle omstændigheder er det et
stykke musik, der er skrevet og indspillet særligt til ”X Factor”, og det
bruges i alle lande, der sender det populære tv-koncept. Komponisten er Andy
Love, der også har skrevet temaet til bl.a. ”America’s Got Talent” og
reklamemusik for Sony, Kellogg’s, Kinder og flere andre firmaer.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Glemt Dylan-sang i ny film

Denne uges filmpremierer
gemmer på en godbid til de mange Bob Dylan-entusiaster. De succesfulde Coen-brødres
nye film ”Inside Llewyn Davis” handler om en folkesanger, der forsøger at slå
igennem i New York i 1961. Til filmens lydside er det lykkedes Coen-holdet at få
gravet en Bob Dylan-indspilning frem, som hidtil ikke har været udgivet. Da
Dylan lavede sine optagelser til 1963-pladen ”The Times They Are a-Changing”,
indspillede han nemlig også sangen ”Farewell”, som dog aldrig kom med på
pladen. Sidenhen blev den samlet op af musikere som Pete Seeger og Dion, men fra
på torsdag kan danske biografgængere altså høre studieversionen med Bob Dylan
selv i filmen ”Inside Llewyn Davis”.

Kategorier
Musiknyheder

Grand Prix-rejse på egen regning

I år er 30-året
for en af de bedste danske placeringer i det internationale Melodi Grand Prix. Kirsten
& Søren hentede i 1984 en fjerdeplads med ”Det’ lige det”, da de deltog i
den europæiske finale i Luxembourg. DR havde dengang en regel om, at de kun
betalte finalerejsen for vindersangens komponist – i dette tilfælde Søren
Bundgaard – men ikke tekstforfatteren. Så Keld Heick måtte selv have tegnebogen
frem for at komme til Luxembourg, skriver Jørgen de Mylius i sin bog ”Tak for
al musikken”.

Den slags rejseproblemer får vinderne af årets Grand Prix ikke.
Dels fordi reglerne er ændret, dels fordi den internationale finale i år som
bekendt afholdes i København i maj. Om det bliver Basim, Anna David, Bryan Rice
eller en helt fjerde, der som den 44. danske Grand Prix-vinder skal optræde på
hjemmebane til den tid, finder vi ud af på lørdag.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: 90’er-hit med stumfilm

Hej Tor!

Jeg vil gerne
finde en sang, som jeg kan “fornemme”, men ikke huske titel eller
tekst. Den er fra ca. 1990 og i videoen er der mange klip med en kvindelig stumfilmsstjerne.
Jeg tror også, der var nogle skilte i videoen, der fortalte om hende. Siger det
dig noget?

M.L.

Hej M.L.

Det er helt
sikkert ”Pandora’s Box”, du kan huske. Teksten indeholder ikke ordene
”Pandora’s Box”, men de gamle filmklip stammer fra Louise Brooks-filmen af samme navn fra 1928. Det var O.M.D., der udgav
”Pandora’s Box” i 1991, og du kan gense videoen på Youtube.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra TV3-spot

Hej Tor

For nylig brugte
TV3 (eller 3+) et fedt nummer til at reklamere for deres programmer/film. Nogle
piger rapper/synger og omkvædet er
noget med ”I dont care”. Fedt, fedt nummer. Ved du hvem det er?

Sigrid

Hej Sigrid

Ja, den
programreklame kan jeg godt huske at have set – og jeg noterede mig også det
udmærkede sangvalg. Det er den svenske duo Icona Pop med ”I Love It”, som udkom
i 2012.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Peber til D.A.D.

En persons
fødselsdag har en fast og let forklarlig dato, men hvornår et band har
jubilæum, kan man altid diskutere. Tæller det fra den dag, de første gang står
i øvelokalet eller fra datoen for første pladeudgivelse? Det danske rockband D.A.D.
har besluttet, at markeringen af deres 30-års-jubilæum er bundet op på årsdagen
for deres første rigtige koncertarrangement. Den 3. marts 1984 gik bandet, der
dengang hed Disneyland After Dark, på scenen på det københavnske spillested
Huset. Det afgørende denne aften var, at guitaristen Jacob Binzer var med for
første gang. Han havde brugt en enkelt dag på at lære hele repertoiret og
gennemførte koncerten siddende på en stol for at give indtryk af, at han var en
studiemusiker, der var hyret til opgaven.

Denne mærkedag betyder, at D.A.D. om en uge fylder 30. I den forbindelse er de i gang med en stor jubilæumsturné, og
gruppen har også udsendt opsamlingen “Disn30land Af30r D30k (Best of
D-A-D 30 Years 30 Hits 1984-2014)”.