Musikbrevkassen.dk

Det blev sangerinden Leslie, der i fredags løb med sejren i årets ”X Factor”-finale, da hun fik markant flere stemmer end både nordjyske 9000 Håb på andenpladsen og Svend på tredjepladsen i det store show på TV 2. De tre deltagere optrådte blandt andet med nyskrevne finalesange, men aftenens første indslag var Leslies fortolkning af Tracy Chapmans sang ”Fast Car”.

Nummeret stammer fra Tracy Chapmans debutplade, som i 1988 vakte opsigt med sine socialrealistiske tekster og sit slægtskab med en singer/songwriter-tradition, som ellers mest blev forbundet med 1960’erne og 1970’erne og folk som Bob Dylan, Joan Baez og Carole King. I et interview med Hot Press i 1999 understregede journalisten kontrasten mellem Tracy Chapman og 1980’ernes øvrige popscene, men det var angiveligt ikke en forskel, sangerinden selv havde skænket mange tanker på det tidspunkt:

“Jeg tror, at når man står midt i det, når det er ens liv, så opfatter man det ikke på den måde. Jeg gjorde jo dybest set bare det, jeg havde gjort i et godt stykke tid: Jeg begyndte at skrive sange og spille guitar, da jeg var syv eller otte år gammel, jeg skrev nogle af sangene på det album, da jeg var 16, jeg havde spillet den samme slags musik, op til jeg lavede min første plade, og overraskende nok fandt jeg et ståsted i populærmusikken. Jeg forventede virkelig ikke, at nogen af mine plader ville blive så succesfulde, som de er blevet”.

I foråret 1988 var der en smule opmærksomhed om singlen ”Fast Car”, men et decideret gennembrudshit var den endnu ikke blevet. I juni var hun inviteret til at optræde ved en stor koncert

på Wembley i London for at markere Nelson Mandelas 70-års-dag fødselsdag. Tracy Chapman optrådte for det fremmødte publikum tidligt på dagen, men fik lidt uventet en chance mere om aftenen, hvor der også var et stort tv-publikum. Stevie Wonder skulle have været på scenen, men harddisken med alle de forproducerede dele af bandets optræden var ikke dukket op, så med meget kort varsel måtte der ændres i programmet. Den nærmest ukendte Tracy Chapman blev sendt på scenen alene med sin akustiske guitar, og efter at have optrådt med ”Fast Car” og ”Across the Lines” for både Wembleys publikum og tv-seere i 67 lande, kendte det meste af verden pludselig den unge musiker. ”Fast Car” er blevet genindspillet flere gange siden da, men særligt i 2023 fik sangen en genopblomstring, da den amerikanske countrysanger Luke Combs fik stor succes med sin version. Fredag aften åbnede den 21-årige sangerinde og guitarist Leslie Nguyen – sammen med det faste ”X Factor”-band og en strygertrio – årets finale med sin fortolkning af ”Fast Car”, som var med til at sikre hende sejren.

Hej Musikbrevkassen
Jeg har tidligere været stor fan af Poul Krebs, men har ikke hørt så meget de sidste par år. Nu er hans musiknumre lige blevet genoplivet, fordi mine svigerforældre fortalte om en fortryllende kirkekoncert i Als Kirke i januar. Her sluttede Poul setlisten af med et acapella nummer helt uden musik, kun sang. Men mine kære svigerforældre kan ikke huske hvilken, selvom jeg har prøvet at spille et par numre for dem. Bl.a. ”Johnny han var lige ved at blive sindssyf”, ”Nat i Oslo (reprise)”, ”Alting Blir krøllet”. Kan du hjælpe her?
Mvh. NJ

Hej NJ
Eftersom jeg – desværre – ikke selv har været til Poul Krebs’ kirkekoncert i Als eller andre steder, har jeg måttet søge hjælp udefra. Rasmus Søby fra Poul Krebs’ bookingbureau har afsløret for mig, at den sidste sang på setlisten er ”Brudebuketten”. Den er oprindeligt fra albummet ”Fri som et forår” fra 1990, hvor den er indspillet med fuld instrumentering, men kirkekoncerterne er ikke første gang, Poul Krebs fremfører nummeret acapella. Blandt andet er den også med som acapella-afslutning på Krebs’ koncertplade fra 2004, ”På en god dag – Live”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

At skulle rangordne sange ud fra mere eller mindre subjektive kriterier er nærmest umuligt og måske ligefrem urimeligt – men ikke desto mindre ganske udbredt og ofte interessant. Den seneste tid har det amerikanske musikmedie Billboard løbende afsløret de sange, de har fundet værdige til en plads på en Top 100-liste over de største dansegulvshits nogensinde. Listen ”The 100 Best Dance Songs of All Time” rummer selvfølgelig masser af disco, dance, techno, funk og andre dansable genrer, men førstepladsen på listen er det første store track, der pegede frem mod en ny tids elektroniske musik. Nr. 1 på listen er nemlig Donna Summers “I Feel Love” fra 1977, som med hjælp fra producerne Giorgio Moroder og Pete Bellotte introducerede et helt nyt lydunivers med pulserende synthesizere og programmerede trommer. Den kortfattede, men effektive tekst til det næsten hypnotiserende dansehit kom fra Donna Summer selv, og ifølge Billboard skrev Summer den efter en timelang samtale med sin clairvoyante rådgiver, som netop havde bekræftet over for hende, at den mand, hun lige havde mødt, var ”den eneste ene”. Det viste sig at holde stik i den forstand, at Donna Summer og Bruce Sudano dannede par frem til Summers død i 2012

På Top 100-listen over de største dansehits nogensinde lige under ”I Feel Love” har Billboard-personalet placeret Deee-Lite-hittet “Groove Is in the Heart” fra 1990 på andenpladsen og Daft Punks “One More Time” fra 2000 på tredjepladsen.

Hej Tor
Jeg var i biografen på premiere dagen for at se den nye film om Tommy Seebach, Under stjernerne på himlen. I starten af filmen fortæller de, at der var en anden, der skulle have sunget ”Disco tango” i Grand Prix, og at Tommy Seebach var med på afbud. Er det virkelig rigtigt, eller er det bare ”filmdrama”?
Mvh Aase

Hej Aase
Det er ikke grebet ud af det blå, men måden, det fremstilles i filmen, må siges at være en overdramatisering. Her får Seebach først på selve aftenen besked om, at han er nødt til at gå på scenen, fordi Gitte Hænning har fået en stor opgave i udlandet. Og det er sådan set rigtigt nok, at Gitte Hænning skulle have fremført ”Disco Tango”, fordi Seebach havde været nervøs for at skulle optræde på direkte tv. Gitte Hænning meldte dog ikke fra på selve dagen, men nogle uger i forvejen.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Bandet TV-2 har mange jern i ilden for tiden. I forrige uge udkom deres 20. studiealbum ”Som om vi ikke har mere at sige”, og i denne uge og næste uge giver bandet tre meget store koncerter i Aarhus Congress Center og Royal Arena. Men TV-2 tilbyder også et interessant indblik i gruppens arbejde og historie i en ny dokumentarfilm. Instruktøren Jesper Skaaning har fulgt de fire musikere, der har lukket ham ind i privaten, fortalt om deres arbejde med musikken samt givet ham adgang til et privat arkiv med gamle optagelser.

Filmen har fået titlen ”TV-2: Kys det satans liv”, som naturligvis er en reference til sangen ”Kys det nu (det satans liv)” fra 1988. Sidste år udkom bogen ”TV-2 – Historien – Pladerne – Sangene”, hvor man kan læse, at forsanger Steffen Brandt til musikmagasinet Gaffa har pointeret, at denne sang kan noget af det, som sange skal kunne: ”De skal kunne kridte nogle store linjer op. Hvis man gennemgår en periode, hvor man ikke kan se nogen fremtid eller noget håb, synes jeg, der skal være nogle sange, der tager én videre, og den slags sange må gerne vove en påstand, som ikke bare er givet i sig selv. Underforstået i den sang ligger det jo, at man selv skal agere. Der er desværre ingen lette løsninger, men man kan godt vove at sige, at det kan lade sig gøre, og at man kan stramme op og gøre noget ved det, hvis man tror på det. Der skal være sange, der skubber én videre til næste dag”.

”Kys det nu (det satans liv)” er måske ikke et af TV-2’s største hits i traditionel forstand, men den har været en populær del af deres repertoire siden 1988, og i 2020 blev den optaget i Højskolesangbogen. Nu lægger sangen også navn til dokumentarfilmen “TV-2: Kys det satans liv”, som i mandags havde premiere på filmfestivalen CPH Dox, og på søndag kan den ses på TV 2 Charlie.

Det er en af dansk pophistories store folkelige succeser og samtidig en af dens store tragedier, der genfortælles, når der i morgen er premiere på filmen ”Under stjernerne på himlen”. Komikeren Anders Matthesen har rollen som popmusikeren og Grand Prix-kongen Tommy Seebach, som efter både stor popularitet og voldsom nedtur fandt trøst i flasken og døde i 2003, blot 53 år gammel.

Filmen er opkaldt efter Tommy Seebachs tredje sejrsmelodi i det danske Melodi Grand Prix, som i dag må betragtes som en folkelig klassiker, men som i 1993 både var kilde til en kortvarig opblomstring for Seebach og medvirkende til en massiv nedtur. Efter at have spillet med Sir Henry and His Butlers fra midten af 1960’erne, have været solo-kunstner i 1970’erne og have haft masser af optrædener i Melodi Grand Prix i 1980’erne var Tommy Seebachs karriere ved at gå i stå i starten af 1990’erne. Hans alkoholmisbrug påvirkede både familieliv og offentlige optrædener, men i begyndelsen af 1990’erne skrev han en melodi, som han mente, ville kunne få ham tilbage på sporet. Den var tænkt som en vuggevise til datteren Marie, og han fik sin mangeårige samarbejdspartner Keld Heick til at skrive en tekst, så han kunne sende den til DR i håbet om at kunne vende tilbage til Melodi Grand Prix i 1991. Men ”Under stjernerne på himlen” blev sendt retur, og Seebach var ifølge biografien ”Tommy” grædefærdig, da han fik det at vide.

”Han satte sig i stuen og lyttede på nummeret, og sagde til mig, at han ikke fattede, at de ikke kunne høre, hvor god den sang var. Han var overbevist om, at det var en af de bedste sange, han nogensinde havde skrevet”, fortæller hustruen Karen Seebach i bogen. Tommy Seebach troede så meget på sangens kvaliteter, at han sendte det samme bånd til DR året efter uden at ændre så meget som en tone. ”Under stjernerne på himlen” blev afvist endnu engang, og det tog hårdt på Seebach, som røg længere ud i sit alkoholmisbrug.

I 1993 kom sangen dog med på et afbud, og Tommy Seebach fik sin tredje sejr i Melodi Grand Prix efter de tidligere vindersange ”Disco Tango” og ”Krøller eller ej”. Seebach var tilbage på toppen, men kun et par måneder senere fik opturen en brat afslutning. Ved Det Internationale Melodi Grand Prix blev ”Under stjernerne på himlen” nr. 22 ud af 25, og på grund af nye regler betød det, at Danmark ikke havde mulighed for at deltage året efter. Grand Prix-kongen blev på den måde ufrivilligt ansvarlig for, at Danmark slet ikke skulle afholde et Melodi Grand Prix i 1994, og både fra DR’s side og i flere medier blev Seebach – og hans elskede sang – gjort til syndebuk. Denne optur og pludselige nedtur er en del af historien i den nye film, der har biografpremiere i morgen.

Publikum i en lang række byer får chancen inden længe, men fra i morgen kan man i København opleve en ny opsætning af en af de seneste årtiers mest populære musicals. Siden urpremieren i London i 2002 har musicalen “We Will Rock You” været verden rundt og har været med til at holde liv i de store hits fra rockbandet Queen. Den har også været sat op herhjemme flere gange, men torsdag har en ny oversættelse af Line Knutzon og en nyopsætning af Nikolaj Cederholm premiere i Tivolis Koncertsal.

Forestillingen er naturligvis opkaldt efter et af Queens hits fra 1977, som guitaristen Brian May skrev. I dokumentarfilmen ”Days of Our Lives” fortalte han, at han havde bemærket, hvordan mange fodboldfans sang – og stadig synger – ”You’ll Never Walk Alone” på tribunerne, og det satte tankerne i gang om, hvorvidt man med musik kunne få et stadionpublikum til at bidrage med andet og mere end blot deres stemmer: ”De er stuvet sammen, men de kan klappe i hænderne og stampe med fødderne, og de kan synge. Om morgenen vågnede jeg og havde idéen til We Will Rock You i mit hoved”.

Brian May Han havde fået idéen til at involvere publikum, som med tramp og klap skulle udgøre grundrytmen i et nummer. Den slags kan nu opleves ved store koncerter, men ved indspilningen af ”We Will Rock You” skulle man finde en måde at simulere et meget stort publikum. Selvom Brian May er bedst kendt som guitarist og sangskriver, er han også fysiker og har endda for nogle år siden opnået en doktorgrad i astrofysik. Han forsøgte derfor at regne sig frem til, hvordan man kunne skabe illusionen af tusind mennesker, der tramper og klapper rytmen i takt. I et virkeligt publikum ville man opleve en svag lydforsinkelse alt efter afstanden, så i stedet for blot at lægge et ekko på rytmelyden sørgede han for, at der i optagelserne blev tilført svage gentagelser med bittesmå forsinkelser af de enkelte optagelser. Og for at skabe uforudsigelighed i effekten blev ”afstanden” markeret til at være primtal, så lytteren får fornemmelsen af at stå midt i folkemængden. På den måde konstruerede han et gigantisk publikum, som ikke fandtes til at begynde med, men som i snart 50 år siden da har vist sig verden over, når Queen har spillet ”We Will Rock You”.

Musicalen, der også hedder ”We Will Rock You”, har i morgen premiere i Tivolis Koncertsal, og hen over foråret og den tidlige sommer tager det store show på tur gennem landet til Aarhus, Esbjerg, Randers, Odense, Aalborg, Frederikshavn, Vejle og Holstebro.

Hej Tor
Jeg husker en gammel sang fra min barndom, som jeg ikke har hørt i mange, mange år. Jeg husker den fra slutningen af 1950érne, men den kan i princippet være lidt ældre. Det er jeg lidt usikker på. Det er noget med “bare en lille serenade”. Kan du hjælpe med det?
Med venlig hilsen
Betty

Hej Betty
Mit bud er, at du skal have fat i “Lille Serenade”, som Lise Reinau indspillede sammen med Poul Reinaus Kvartet i 1958. Det var en dansk version af den italienske “Piccolissima Serenata”, som Knud Pheiffer skrev en ny tekst.
Med venlig hilsen
Tor Bagger