Musikbrevkassen.dk

Hej,
Jeg søger navnet og kunstneren bag en dansk sang, det eneste jeg har er et brudstykke af teksten, som jeg mener lyder “Er det det de kalder kærlighed, Er det en at ligge sammen med”. Tror jeg har hørt den i radioen midt-slut 80erne (er selv født 1976). Som jeg husker det synges det af en mand, men jeg er ikke sikker. Ved ikke om det er i pop/rock genren, eller om det er mere ovre i dansktop. Har ikke kunne findet noget der ligner ved søgning på tekster osv. Håber at Brevkassen kan hjælpe 🙂
M v h Simon

Hej Simon
Der var en svag rumsteren i mit baghoved, da jeg læste dit spørgsmål, men det krævede lidt arbejde at finde frem til et svar, jeg var helt sikker på. Sangen er med Lasse Helner, der især er kendt som den ene halvdel af duoen Lasse & Mathilde. I 1981 udgav han solo-LP’en “S/H”, som blandt andet indeholdt sangen “Er det det?”. Den er skrevet sammen med Torben Eschen, som også har været involveret i en del af Lasse & Mathildes sange. Du kan genhøre “Er det det?” på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Det er bestemt ikke alle film, der sætter sig lige så varige spor i den kollektive bevidsthed, som ”Casablanca” gjorde. I denne uge er det 80 år siden det romantiske drama med Ingrid Bergman og Humphrey Bogart i hovedrollerne som Ilsa og Rick havde premiere, og filmen rummede masser af ikoniske scener og mindeværdige replikker, som er blevet citeret og kopieret igen og igen. Det gælder citater som “We’ll always have Paris”, “Here’s looking at you, kid” og “I think this is the beginning of a beautiful friendship”. Et af de mest kendte udtryk er knyttet til sangen “As Time Goes By”, men det er samtidig en af de mest fejlciterede replikker i filmhistorien, for selvom de fleste tænker på ”Casablanca”, når de hører ordene ”Play it again, Sam”, så bliver de aldrig sagt i filmen. ”As Time Goes By” minder Ilsa og Rick om en svunden kærlighed, og Ilsa beder barpianisten Sam om at spille den: ”Play it once, Sam, for old times’ sake”. Da han tøver, fortsætter hun: “Play it, Sam. Play As Time Goes By”. Senere beder Rick pianisten om det samme: “You played it for her, you can play it for me” og tilføjer “If she can stand it, I can. Play it”. Men på intet tidspunkt ytres ordene “Play it again, Sam”. Det er til gengæld titlen på et teaterstykke og en film, som Woody Allen stod bag mange år senere – på dansk ”Mig og Bogart”.

Selve sangen ”As Time Goes By” stammede fra Broadway-musicalen “Everybody’s Welcome” fra 1931. Komponisten Max Steiner, der efter sin succes med ”Borte med blæsten” blev hentet ind til at skrive resten af musikken til ”Casablanca”, brød sig ikke om ”As Time Goes By” og ville gerne have den erstattet med en anden sang. Men på det tidspunkt var skuespillerne rejst videre til andre opgaver, og Ingrid Bergman var endda blevet klippet korthåret, så scenerne med ”As Time Goes By” kunne ikke bare tages om. Dermed udødeliggjorde ”Casablanca” sangen med de indledende linjer ”You must remember this, a kiss is still a kiss”.

Efterhånden som dagene bliver kortere og vejret vådere, kan man godt have brug for en smule solskin og optimisme i de mørke novemberdage. For visesangerinden Pia Raug krævede det for mange år siden en tur til Nordjylland for at skabe sangen med den indledende linje ”Jeg vil male dagen blå med en solskinsstribe på” om at holde det grå og triste novembervejr på afstand. Historien om den populære ”Regnvejrsdag i november” er nemlig knyttet til Pia Raugs ture til Skagen i midten af 1970’erne, hvor hun som ung visesanger havde en drøm om at komme til at optræde på den nyetablerede festival. I Skagen mødte hun Gerd Parkholt, som gennem mange år var en af de store ildsjæle bag festivalen, fortalte Raug i forbindelse med genudgivelsen af hendes første indspilninger for nogle år siden:

”Min kusine boede i en nabovilla på Darmstedtvej, så jeg endte, som så mange andre, med at møde Gerd i hendes hjem, Folkers’ Rest. Jeg må have fortalt hende, at jeg drømte om at blive sangskriver, og det efterår sendte hun mig nogle tekster, hun havde skrevet. Hun har sikkert haft sine egne drømme. Jeg prøvede meget ihærdigt, men kunne ikke rigtigt få hendes ord og min musik til at passe sammen. Jeg havde vist nok en forestilling om, at hvis jeg fik sat musik til én af Gerds tekster, så ville det blive en slags adgangsbillet til Skagen Festivalen. Og alligevel måtte jeg give op”. Skæbnen ville dog, at Parkholt havde skrevet sine digte på bagsiden af nogle papirer, hun havde modtaget fra sin veninde Ebba Munk Pedersen, og på de genbrugte sider var derfor også både Ebba Munk Pedersens tekst ”Hej, lille drøm”, som skulle blive titelnummer på Pia Raugs debutplade i 1978, og et digt med titlen ”Regnvejrsdag i november”. Raug satte musik til de to digte, og den dag i dag er det helt almindeligt, at fællessang i alt fra børnehaver til højskoler inkluderer linjen om, at ”klokken elleve-femogfyrre blev november hængt til tørre, jeg vil male dagen lys”. Men ifølge Pia Raug gik der lang tid, før hun fik samlet mod til at fortælle Gerd Parkholt, at det var blevet venindens tekster, hun satte musik til, og ikke de tekster, Parkholt havde sendt hende: ”Og der gik rigtigt mange år, før jeg slap den dårlige samvittighed”.

Hej Tor

Titelmelodien fra Carmen Curlers på DR, er det ”genbrug” fra noget andet eller en ren Carmen Curlers-melodi? Det er bare fordi den virker bekendt.

Kh. Erling

Hej Erling 

Musikken, der kan høres i begyndelsen og slutningen af DR1-serien ”Carmen Curlers”, er skabt til serien af komponisten Jesper Mechlenburg – men selvfølgelig med det formål, at den skal lyde som noget, der er taget ud af de tidlige 1960’ere, hvor serien foregår.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Hej Tor
Hvem synger og hvilken titel har denne sang fra COOP-reklamen ”Lige til at spise” (forkortet, red.)?
Barbara

Hej Barbara
I Kvickly og SuperBrugsens reklame med en blanding af rigtige optagelser og tegnefilmsvarer i supermarkedet hører man en gammel jazzsang helt tilbage fra 1940’erne. Det drejer sig om “Everybody Eats When They Come To My House” med Cab Calloway, der inviterer alle vennerne på besøg og blandt andet synger “Have a banana, Hannah, try the salami, Tommy”. Du kan høre den på Youtube.
Mvh. Tor Bagger

Den var en af de store pionerer fra rock’n’roll-musikkens tidlige år i 1950’erne, der forlod denne verden i sidste uge. Stjerner som Elvis Presley, Bill Haley, Buddy Holly og Carl Perkins er for længst borte, og inden for de seneste år er også Little Richard og Chuck Berry døde. Som den sidste af de helt store musikere fra dengang gik Jerry Lee Lewis i fredags bort i en alder af 87 år. De sange, der står som de mest sejlivede eksempler på den vildskab, han som sanger og pianist tilførte 50’ernes musikrevolution, er ”Whole Lotta Shakin’ Goin’ On” og ikke mindst ”Great Balls of Fire”. Sidstnævnte rummede seksuelle undertoner, og selvom Lewis var en livlig og grænsesøgende performer, så var han også formet af en meget religiøs familie, og han var derfor i tvivl, om han kunne optræde med en sang som ”Great Balls of Fire”. Hans bekymring var så stor, at han midt i indspilningen af den sang, der skulle ende med at blive hans store signaturmelodi, endte i en længere diskussion om tro, synd og frelse med Sam Phillips, der ejede pladeselskabet Sun Records. Båndoptageren kørte stadig, og det religiøse intermezzo i den ellers løsslupne indspilning er senere udgivet i forskellige sammenhænge.

”Great Balls of Fire” blev et gigantisk hit for Jerry Lee Lewis i 1957 og var med til at sætte en standard for den mulige vildskab både i rock’n’rollens lyd og for musikeres liveoptræden. Lewis blev kendt for at rejse sig så hurtigt fra sit klaver, at hans bænk blev væltet omkuld – om end det var en fejl, første gang det skete – og han tog gerne fødderne i brug for at vælte sin energi ud over tangenterne. Der findes endda historier om, at han satte ild til sit klaver under koncerter, hvilket også blev iscenesat i filmen ”Great Balls of Fire” i 1989, men om det rent faktisk er sket, eller om det er en effektiv vandrehistorie, fortaber sig i fortidens tåger. Kort tid efter succesen med ”Great Balls of Fire” fik Lewis dog problemer i offentligheden, fordi han som 22-årig giftede sig med sin kun 13-årige niece – endda før skilsmissen fra hans kone nummer to var gennemført. Herefter gik det ned ad bakke i rockbranchen, men det lykkedes ham senere at etablere en ganske pæn karriere på countryscenen. Trods sin alder turnerede The Killer, som han også blev kaldt, indtil for få år siden, og så sent som i 2014 udgav han sit 41. studiealbum, der også blev hans sidste.

Et af de mest sejlivede fænomener på den danske musikscene er Gnags, og selvom bandet har oplevet masser af udskiftninger gennem årene, har Peter A. G. Nielsen været den gennemgående figur siden den spæde start i 1966. På det seneste har forsangeren med kælenavnet A.G. brugt en del af sin tid på at se tilbage på et begivenhedsrigt liv både i og uden for Gnags, og om få dage udkommer hans erindringer i bogen ”Rødvin og memoirer”. Titlen er en direkte reference til en af Gangs’ mest elskede sange, ”Når jeg blir gammel” fra 1989, hvor en dengang noget yngre A.G. blandt andet sang “Når jeg bli’r gammel, så vil jeg sidde på en bar, der hvor havet slår ind over molen og dele rødvin og memoirer med de andre gamle i solen”.

I musikbladet Gaffa fortalte Peter A.G. i 1990, at han i 1988 havde været i Frankrig og Spanien sammen med sin kone på ferie, men som altid arbejdede han i en del af ferietiden for at kunne lade musikidéer og brudstykker til mulige tekster flyde frit. De havde krydset grænsen mellem de to lande og var ankommet til San Sebastián på den spanske nordkyst, hvor A.G. i et lille havnekvarter så, hvordan ældre mennesker netop sad og delte rødvin og memoirer med de andre gamle i solen. ”Sådan vil jeg også have det”, fortalte Peter A.G. i Gaffa om sine tanker om mødet med de ældre i San Sebastián. ”Her virker det i det mindste som om de gamle er synlige i forhold til derhjemme”.

På sit hotelværelse arbejdede han med en medbragt båndoptager og et lille keyboard for at få styr på idéerne til den nye sang, der boblede i ham, og da turen atter gik mod Danmark, var der hele fem vers og ikke blot de tre, som vi kender i dag. Et af dem lød således: “Når jeg bli’r gammel, så vil jeg sidde på en bænk, som de sidder på bænke i syden, og være bare et lillebitte stænk af alt, som der syder i gryden”. Dette vers nåede også at blive indspillet, men i sidste ende blev det klippet ud, fordi det sydlandske element ikke passede ind i helheden af en meget dansk sang. Ved klaveret hjemme i Viby havde han arbejdet han med melodien, og han eksperimenterede først med at skrive sangen som en vals. “Det lyder så godt, når man sidder derhjemme”, fortalte A.G. i Gaffa, “men det et sjældent tilfredsstillende for et helt orkester i det lange løb”, og derfor endte han alligevel med at ændre den fra 3/4-takt til 4/4-takt.

Da Peter A. G. Nielsen stod på havnen i San Sebastián og betragtede byens ældre, var han selv 35 år. Nu er han 69 og udgiver på mandag sine erindringer. Ifølge forlaget er bogen ”en personlig og ærlig fremstilling af et levet liv som Danmarks Mr. Swing King, hvor succeserne undervejs har været store og nederlagene få. Men hvor begge dele har haft personlige omkostninger”.

Det har i mange år været udbredt blandt musikere at sample brudstykker af andre udgivelser, dvs. låne passager eller lyde fra kendte numre og inkorporere dem ens egne produktioner, eller på anden vis genbruge lyde og stemninger. Men det har også i mange år været velkendt, at det ikke er alle, der tillader, at stumper og stykker af deres gamle sange indgår i nye sammenhænge. De svenske poplegender fra Abba tilhører denne kategori, og derfor findes der ikke mange numre, der er baseret på Abba-sange. I 1996 tillod de, at The Fugees samplede bas og synthesizer fra ”The Name of the Game” til sangen ”Rumble In the Jungle”, og i 2005 måtte Madonna have et sendebud til Stockholm for at bede Björn Ulvaeus og Benny Andersson om lov til at bruge “Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight)” som grundlag for hendes sang ”Hung Up”. Det lykkedes, men et Abba-godkendt sample var i sig selv så usædvanlig en begivenhed, at det blev en stor historie ved udgivelsen af Madonnas album ”Confessions on a Dance Floor”.

Nu er det dog endnu engang lykkedes en musiker at gå ombord i dele af discoklassikeren “Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight)”. Den unge japansk-britiske sangerinde Rina Sawayama har til musikmediet Billboard fortalt, at hun til en ny sang havde arbejdet med et guitar-riff, der var så tæt på “Gimme! Gimme! Gimme!”, at hendes pladeselskabsfolk var overbeviste om, at Abba ville sige nej, og at hun derfor var nødt til at ændre sine indspilninger. Hun skyndte sig derfor at genindspille sin nye sang med et andet guitar-riff, men blev undervejs grebet af trods: ”Jeg tænkte sådan: Ved du hvad, det her er skørt. Jeg er sikker på, jeg kan finde en løsning. Så jeg ringede til Elton John og sagde: Elton, kender du Benny eller Björn fra Abba?”. Via en af Elton Johns kontakter på selskabet Universal Music blev Rina Sawayamas sang ”This Hell” sendt til Sverige med en håndskrevet hilsen fra Sawayama om, at det ikke var med vilje, at hun havde lagt sig så tæt op ad “Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight)”, og at hun gerne ville dele rettighederne til sangen med dem. Der kom et positivt svar retur fra Benny Andersson, og som Rina Sawayama sagde til Billboard, er ”This Hell” dermed udgivet med velsignelse fra selveste Abba.