Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Blanket/æbletræ

Hej Tor
Jeg er ret sikker på, at der findes en dansk udgave af conutry sangen “Blanket on the Ground”. Kender du den?
Kh Lisbeth

Hej Lisbeth
Jeg kan ikke afvise, at der findes flere danske oversættelser af “Blanket on the Ground”, som især er kendt med Billie Jo Spears fra 1975, men mit bud er, at du tænker på Keld Heick & The Donkeys’ “Det gamle æbletræ”, som også blev indspillet af Ulla Pia.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Sebastians halve århundrede

Om få dage er det et halvt århundrede siden, musikeren Sebastian udgav den LP, der blev hans store gennembrud. ”Den store flugt” kom på et tidspunkt, hvor dansksproget rock- og beat-musik stadig var et forholdsvis nyt fænomen, og med sange som ”Når lyset bryder frem”, ”Hvis du tror du er noget” og ”Rose”, var den unge Sebastian med til at sætte nye standarder for dansksproget musik. Vejen hen til udgivelsen af ”Den store flugt” var dog alt andet end let, fortalte Sebastian tidligere på året i DR’s podcastserie ”Det her er Sebastian”, for selvom musikken var indspillet, var det svært at få finansieret udgivelsen, og han og bandet søgte derfor hjælp flere steder: ”Jeg kan huske, vi blandt andet var hos Simon Spies for at høre, om han ville hjælpe og støtte op økonomisk om projektet for at få pladen ud. Han har formodentlig dårligt hørt den, men svaret var: ’Nej, den er ikke noget for de unge i firmaet’. Så den var der allerede dengang – så kunne man gå der med sine 21 år og føle sig for gammel”, fortalte Sebastian til DR. Over for potentielle pladeselskaber gav det også udfordringer, at Sebastian holdt meget hårdt på, at pladen skulle have et dobbeltomslag, men til sidst fik han lavet en aftale med EMI om at få udgivet sit første dansksprogede album. Han havde tidligere udsendt en LP og et par singler på engelsk, som ikke gav ham et egentligt gennembrud, men som i stedet gav ham et ufrivilligt kunstnernavn. Da hans første single var indspillet i 1969, ville hans daværende pladeselskab give ham et kunstnernavn, fordi hans rigtige navn Knud Christensen ikke fungerede til pladeselskabets internationale ambitioner.

”Så får jeg en liste lang med 50 navne. Jeg kigger den igennem og tænker: Det kan jeg ikke bruge til noget. De der navne, de sagde mig ikke noget. Så jeg går ud fra, at pladen ikke bliver til noget – at den ikke bliver udsendt”, fortalte han i ”Det her er Sebastian”, og den tro gik han i, da han en dag blev inviteret i Danmarks Radio: ”Så jeg kommer ind, og så ser jeg i studieruden, at der står et singlecover med et billede af mig, men med ”Sebastian” skrevet henover. Og så tænker jeg: Skal jeg nu styrte ud af studiet og sige, det vil jeg ikke være med til, eller skal jeg prøve at gå med på det?” Sebastian valgte det sidste, blandt andet fordi han regnede med at være hurtigt glemt igen, og så betød det ikke det store at have optrådt under navnet Sebastian et kort øjeblik.  ”Men så blev det svært at komme af med senere, hvis folk skulle identificere mig. Og især efter gennembruddet i ’72 var det svært som artist at begynde at hedde Knud igen”.

Mere end 50 år senere er navnet Sebastian et af de bedst kendte på den danske musikscene, og ”Den store flugt”, som udkom den 17. oktober 1972, står som en af sin tids væsentligste danske pladeudgivelser.

Kategorier
Musiknyheder

60 år: Den første single

Man skal være varsom med ord som ”historisk” og ”skelsættende”, når det handler om noget så simpelt som udgivelsen af en singleplade, men ikke desto mindre har dagen i dag en helt speciel plads i historiebøgerne. Den 5. oktober 1962 udkom nemlig den første single fra en gruppe fra Liverpool, som i løbet af de følgende otte år satte så store aftryk i musikverdenen, at de den dag i dag uden problemer stadig kan betragtes som det største og vigtigste rockband nogensinde. Det er i dag 60 år siden, The Beatles udgav ”Love Me Do” som debutsingle, men det var faktisk tæt på, at valget var faldet på en helt anden sang, som ikke engang var en Lennon/McCartney-komposition. Gruppens producer George Martin var nemlig stor fortaler for, at deres første udgivelse skulle være en ny sang, han havde fået stukket i hånden fra sangskriveren Mitch Murray. Sangen hed ”How Do You Do It”, og The Beatles indspillede den under George Martins ledelse, men de unge musikere var ikke nær så begejstrede for ”How Do You Do It” som deres nye producer i London, blandt andet fordi de ikke mente, at deres fanbase hjemme i Liverpool ville se den som en passende Beatles-sang. George Martin gav sig til sidst, men hans tro på sangen var så stærk, at han i stedet præsenterede den for en anden gruppe, han arbejdede med, og i begyndelsen af 1963 fik Gerry and the Pacemakers et stort hit, da de debuterede med ”How Do You Do It”. The Beatles’ indspilning af ”How Do You Do It” lå gemt i en skuffe i mere end 30 år, før resten af verden fik mulighed for at høre den, men da deres ”Anthology”-udgivelser kom midt i 1990’erne, kunne man høre, hvordan The Beatles-debuten ville have lydt, hvis de havde ladet sig overtale af George Martin.

I stedet faldt valget på ”Love Me Do”, som Paul McCartney havde skrevet udkastet til allerede som 15-16-årig. På ”Love Me Do” hører man Lennon, McCartney og Harrison, men alt efter hvilken indspilning, man falder over, kan det være tre forskellige trommeslagere. Den første demoindspilning blev lavet med gruppens oprindelige trommeslager Pete Best. Senere kom Ringo Starr til, og det var ham, man kunne høre på debutsinglen, men på blandt andet debut-LP’en er det en optagelse med studiemusikeren Andy White på trommer, mens George Martin havde degraderet Ringo Starr til at spille tamburin.

Netop i dag er det 60 år siden, der blev skrevet musikhistorie – og faktisk også filmhistorie. For 5. oktober 1962 var ikke kun dagen, hvor The Beatles’ debutsingle udkom. Samme dag var der også premiere på den allerførste film om den hemmelige agent James Bond, ”Dr. No”.

Kategorier
Musiknyheder

Peter Schmeichel samler nyt hold

Et ukendt band med en meget kendt forsanger er i disse dage på vej rundt i Danmark. Fodboldlegenden Peter Schmeichel er verdenskendt for sine bedrifter i målet for det danske landshold og hos blandt andet Manchester United, men han har alle dage haft musikken med som følgesvend. Hans far var jazzmusiker og insisterede på, at sønnen lærte at spille. Klaverundervisningen kedede lille Peter, som fik lov til at skifte til guitar og senere kastede sig over trommerne – inden han atter vendte tilbage til klaveret. For et års tid siden var Schmeichel gæst i BBC-radioprogrammet ”Desert Island Discs”, hvor kendte mennesker fortæller om deres forhold til musik og præsenterer de plader, de ville vælge at tage med ud på en øde ø. Her fortalte han blandt andet om at fejre en Manchester United-sejr over Liverpool ved at drikke sig fuld med holdkammeraterne og spille ”My Funny Valentine” på klaver sammen med Eric Cantona, der var i gang med at lære at spille trompet.

Efter han har indstillet sportskarrieren, er der blevet mere tid til musikken, og nu har Peter Schmeichel slået sig sammen med de to musikere Niklas Schneidermann og Anders Ramhede, der normalt spiller i Magtens Korridorer, og har dannet et band med navnet The Ones, der henviser til det faste tal på Schmeichels målmandstrøje. I øjeblikket turnerer The Ones med et såkaldt ”rock and talk show”, der præsenteres som en musikalsk rejse gennem syv årtiers rockmusik tilsat Schmeichel-anekdoter om fodbold, musik og familieliv. Hvad der er på repertoiret hos The Ones, kan man opleve på spillesteder i blandt andet Randers og Skive i den kommende uges tid, men hvis man skal bruge Schmeichels favoritter i “Desert Island Discs” som pejlemærker, kan numre som “Rosanna” af Toto, “Sultans Of Swing” af Dire Straits og “Angels” af Robbie Williams måske komme i spil. Hans første sangvalg i radioprogrammet var dog en sang, der er nært knyttet til hans storhedstid som målmand, ”Når jeg lytter til den, tager det mig tilbage til særlige steder og særlige minder”, sagde han om Queens ”We Are the Champions”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Lugter af fisk

Hej Tor
Jeg skal have fat i en sang med noget med ”lugter af fisk”. Hvad siger du til den?
Carsten

Hej Carsten
Hvis det skal lugte af fisk, har jeg to bud. Det ene er ”Her lugter lidt af fisk”, som var single fra Shu-bi-duas album ”Shu-bi-dua 16” i 1997. Den anden er Tørfisks ”Det ka’ da godt være jeg lugter lidt af fisk i dag” med omkvædet “Det kan da godt være jeg lugter lidt af fisk i dag, men det er fordi, at jeg kommer lige fra arbejde af”. Den findes på Tørfisk-albummet ”Lugter lidt af fisk”. Jeg håber, der er bid.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: 007-lyd uden 007

Hej Tor
Jeg leder efter et stykke musik, jeg gerne vil bruge til en elevforestilling. Jeg troede egentlig, at det var et gammelt James Bond-tema (det har den samme type guitarlyd som det kendte Bond-tema), men jeg har ikke kunnet finde det blandt div. James Bond-indspilninger. Har du på denne baggrund grundlag for at gætte på, hvad det er, jeg kan høre for mit indre øre, så tager jeg gerne mod din hjælp.
Mvh. efterskolelæreren

Hej efterskolelærer
James Bond-filmene havde ikke patent på den lyd, det i dag er let at opfatte som ”007-lyden”. Mit bedste bud er, at du ikke søger lyden af en hemmelig agent, men en detektiv.  Fra 1958 til 1961 kørte detektivserien ”Peter Gunn”, og temaet herfra var en af de første store succeser for filmkoponisten Henry Mancini, som senere også skrev ”Baby Elephant Walk”, ”Moon River” og temaerne til ”Den lyserøde panter” og ”Tornfuglene” blandt andet meget andet.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Dolly Parton arbejder stadig fra ni til fem

Når man har været i musikbranchen i mere end 60 år, må det være tilladt at genopfinde sine gamle sange af og til, og det er, hvad den 76-årige Dolly Parton lige har gjort med et af sine største hits. Countrystjernen fik et stort pophit i 1980, i forbindelse med at hun debuterede som skuespiller i filmen ”9 to 5”. Dolly Parton var blevet inviteret til at spille med i filmen om en gruppe kontoransatte kvinder, der tager hævn over deres mandschauvinistiske chef, og det lå naturligvis til højrebenet, at hun også skulle skrive musik til filmen. Titelmelodien kom til verden, mens filmoptagelserne var i fuldt sving, og i et interview i tv-programmet ”60 Minutes” fortalte hun i 2009, at en del af inspirationen faktisk kom fra hendes fingernegle. Hun havde meget lange akrylnegle, og hun opdagede, at når hun gned dem mod hinanden, lød det som en af de skrivemaskiner, som filmens kontordamer arbejder ved. Det satte gang i den rytme, der driver sangen fremad, og selv da hun skulle indspille sangen, fik de klikkende negle lov til at blive en del af rytmegruppen.

Tidligere på året var der premiere på dokumentarfilmen ”Still Working 9 to 5”, som ikke kun handler om filmens forhistorie og tilblivelse, men også om den betydning den fik i populærkulturen, og det aftryk, den efterlod sig som et humoristisk, men markant indlæg i ligestillingsdebatten. I den forbindelse genindspillede Dolly Parton ”9 to 5”-sangen sammen med den noget yngre Kelly Clarkson i en langsommere udgave, der trækker en del af det underholdende element ud af sangen, så den til gengæld fremstår mere alvorlig i sit budskab om manglende ligestilling og urimeligheder på arbejdsmarkedet. Indtil nu har man kun kunnet høre den nye ”9 to 5”-duet i dokumentarfilmen, men forleden blev sangen sluppet fri på alverdens streamingtjenester.

Kategorier
Musiknyheder

A pretty nice girl på 96 år

I eftermiddag flyttes den afdøde dronning Elizabeths kiste fra Buckingham Palace til parlamentsbygningen Westminster Palace, hvor den vil befinde sig, indtil selve begravelsen finder sted. Midt i den lange sørgeperiode er mange ting i gang med at skulle ændres i det britiske samfund udover det indlysende i, at en ny monark har taget over. Blandt andet er briternes nationalsang som en del af tronskiftet automatisk blevet ændret fra ”God Save the Queen” tilbage til ”God Save the King”, sådan som det har lydt i lange perioder gennem århundreder. Oprindelsen af ”God Save the King” kan ikke kortlægges med sikkerhed, men det ældste kendte optryk af sangen er helt tilbage fra 1744. Sangen i sig selv er dog formentlig er endnu ældre, og visse steder forbindes den med den engelske komponist John Bull, der levede fra 1562 til 1628. ”God Save the Queen” var også titlen på en stærkt samfundskritisk sang fra punkbandet Sex Pistols i 1979, og i samme kritiske musikkategori findes også ”The Queen Is Dead” fra 1986 med The Smiths.

The Beatles sendte til gengæld dronning Elizabeth en positiv – om end meget kortfattet – hilsen på albummet ”Abbey Road” i 1969. Paul McCartney skrev den lille sang ”Her Majesty”, hvor han erklærede hende sin kærlighed og kaldte hende ”a pretty nice girl”. Magasinet Classic Rock citerede ham engang for at sige, at ”den er dybest set monarkistisk med en lettere respektløs tone, men det er meget med et glimt i øjet. Det er nærmest som en kærlighedssang til dronningen”. Den kortfattede hyldest skulle have været en del af et længere medley som bindeled mellem ”Mean Mr. Mustard” og ”Polythene Pam”, men da McCartney hørte det hele i sammenhæng, bad han studieteknikeren John Kurlander klippe ”Her Majesty” ud. Kurlander gjorde, som han blev bedt om, men han kasserede ikke den lille stump spolebånd helt, fortalte han i Classic Rock-bladet: ”Jeg havde fået at vide, at jeg aldrig skulle smide noget væk, så efter han var gået, samlede jeg det op fra gulvet, satte cirka tyve sekunders indløbs-tape og monterede den sidst på redigeringsbåndet”

Resultatet blev, at man til allersidst på ”Abbey Road”-pladen kunne høre den 23 sekunder korte sangstump ”Her Majesty” som et forsinket bonusnummer, der ikke fremgik af pladens omslag, og det er det hurtige klippearbejdes skyld, at ”Her Majesty” både begynder og slutter lidt klodset. Dronning Elizabeth d. 2. var 43 år, da hun blev besunget som ”a pretty nice girl”, og hun blev 96 år gammel. Hun begraves fra Westminster Abbey på mandag kl. 12 dansk tid.