Kategorier
Musiknyheder

Your Song til Elton Johns afdøde mor

En
af Elton Johns sange fik i sidste uge en anden betydning, end den normalt har
og har haft siden 1970. Sangerens mor gik nemlig bort den 4. december i en
alder af 92, og ved sin første koncert efter dødsfaldet tilegnede Elton John ifølge
BBC ”Your Song” til sin hende. Selvom teksten med indledningen ”It’s a little
bit funny, this feeling inside” er en ung mands kærlighedserklæring til sin
udkårne, så har netop ”Your Song” en tæt forbindelse til den nu afdøde Sheila
Farebrother. Da den helt unge Elton John havde mødt Bernie Taupin, som nu har
skrevet tekster til ham gennem hele karrieren, arbejdede de uafbrudt sammen på
nye sange, og den kun 17-årige Taupin flyttede derfor ind hos Elton John og
hans mor i det nordvestlige London. Det meste af ”Your Song” er således skrevet
hen over morgenbordet
i Sheila Farebrothers køkken, længe før den blev en del
af Elton Johns store gennembrud.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: This Is My Life som duet

Hej
Tor

Jeg
har altid elsket This is my life, og jeg kender selvfølgelig både den hurtige
med Kim Larsen og den langsomme med Gasolin. Men så talte jeg med en ven, der
siger han har hørt den som duet (Kim Larsen!) men det har jeg ikke kunnet
finde. Kender du noget til det?

Joachim

Hej
Joachim

Mit
bud er, at det er duetten mellem Flemming ”Bamse” Jørgensen og Kim Larsen, det
handler om. I 2005 udgav Bamse pladen ”Be My Guest”, hvor han fremførte duetter
med andre danske kunstnere, og ”This Is My Life” var en af dem.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Julesange og vårviser

En
af de store stemmer, der lægger vejen forbi Nordjylland for at synge julen ind,
er den norske sangerinde Sissel Kyrkjebø. Ligesom sidste år optræder hun i
Aalborg Kongres & Kultur Center med showet “Sissels jul”, men i
år er det som en del af hendes 30 års-jubilæum. Selvom hun allerede havde gjort
sig bemærket i Norge i årene forinden, var det nemlig i 1987, at Sissel
Kyrkjebø på en enkelt aften blev allemandseje i Danmark – ikke med en julesang,
men med en vårvise.

Sissel Kyrkjebøs norske debutplade skulle udgives i
Danmark, men der var brug for et par danske sange som lokkemiddel til publikum
herhjemme, og da Sissel var blevet præsenteret for en stribe danske
valgmuligheder, pegede hun selv på Sebastians sang ”Vårvise”. Derefter gik det
hurtigt, fortalte Sebastian for nogle år siden til Ekstra Bladet:
– ”Hun kom ned,
og vi lavede sangen. Om aftenen var vi så med i Hans Otto Bisgaards ‘Under
Uret’ på tv”.

Og efter Sissel Kyrkjebø og Sebastian den 15. maj 1987 havde
fremført ”Vårvise” på landsdækkende monopol-tv, var hun en stjerne. Vårvisen er
dog skiftet ud med både klassiske julesange og gospelmelodier, når Sissel Kyrkjebø
på onsdag er i Aalborg.

Kategorier
Musiknyheder

Fyret for Elvis’ julesang

En
lidt for frisk indspilning af en julesang var for 60 år siden skyld i en af de
mest kendte afskedigelser i amerikansk radiohistorie. Den unge stjerne Elvis
Presley havde i 1957 udsendt en LP med julesange og julesalmer, og fra flere
kanter var der kritik af, at noget så helligt som julen skulle blandes sammen
med Presleys seksuelt ladede stemme og hans rock’n’roll-stil. Blandt andet fik fik
alle medarbejdere på radiokanalen KEX Solid 7 i byen Portland forbud mod at
spille særligt ”White Christmas”. Historien fortæller endda, at komponisten
Irving Berlin var så utilfreds med Elvis Presleys indspilning, at han havde
fået medarbejdere til at ringe rundt til radiostationer for at bede dem om ikke
at spille denne ”blasfemiske parodi” på hans juleklassiker.

KEX Solid 7 tog natradioværten
Al Priddy
dog alligevel chancen og satte ”White Christmas” med Elvis Presley
grammofonen den 12. december 1957 – med det resultat at programchefen ringede
til ham i studiet og fyrede ham. Efter nogle uger med lytterklager blev Al
Priddy dog genansat. Selvom der har været påstande om, at det hele var aftalt
spil for at skabe opmærksomhed om kanalen, lever historien om ”White
Christmas”-opstandelsen og Al Priddys fyring stadig 60 år efter.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musikvideo med maskebal

Hej
Tor

I
mine tidlige teenageår havde jeg et videobånd med musikvideoer optaget på MTV.
Det er selvfølgelig væk nu (måske slidt op af at køre om og om igen), men der
er en af sangene jeg ikke har hørt i mange år. Billederne står klart for mig:
En kvinde i en himmelseng og en slags rokoko/maskebal, men sangen kniber det
med at huske (lidt spansk/mexikansk stemning). Hjælp mig, hvis du kan.

Kh.
Helle

Hej
Helle

Musikvideoer
er ikke min stærkeste side, men denne husker jeg: Det må være ”La Luna” med
Belinda Carlisle – en af singlerne fra hendes album ”Runaway Horses” fra 1989,
der også indeholdt ”Leave a Light On”. Der ligger et nostalgisk genhør og
venter på dig derude et sted.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Crosby og Bowie sang julen ind

Julen
står for døren, og julesangene er klar til at komme frem fra deres elleve
måneder lange karantæne. I morgen er det 40 år siden, amerikanske tv-seere tog
forskud på decemberhyggen med det sidste af de juleshows, som Bing Crosby gennem
flere år stod i spidsen for. Den 30. november 1977 blev ”Bing Croby’s Merrie
Olde Christmas” vist i tv, hvor man i en simpel fortælling ledsaget af
julesange fulgte den amerikanske sanger og hans familie på besøg hos en fjern
slægtning i England. Undervejs kommer ”naboen” David Bowie på besøg, og de to
fremfører sammen en duet, hvor den klassiske engelske julesang ”Little Drummer
Boy” og den nye ”Peace On Earth” flettes sammen.

Juleprogrammet blev optaget i
september 1977, og i oktober døde Crosby 74 år gammel, så da tv-seerne så ”Bing
Croby’s Merrie Olde Christmas” den 30. november, vidste folk udmærket, at det
var Bing Crosbys allersidste optræden, man var vidne til. Derfor havde det en
særlig skønhed over sig, da Bing Crosby – naturligvis – afsluttede showet med
at fremføre sin signatursang ”White Christmas” for allersidste gang.

Kategorier
Musiknyheder

Heavy-veteraner på farten

Et
af verdens mest sejlivede rockbands gør i denne uge stop i Danmark på den verdensturné,
som er deres seneste blandt mange. The Scorpions blev dannet i Tyskland i 1965
og blev en vigtig del af heavyrock-scenen op gennem 1970’erne og 1980’erne, og
turnélivet har givet dem andet end blot muligheden for at møde deres publikum.
I august 1989 sluttede de nemlig halvandet års omfattende koncertrejse af med
to optrædener på Lenin Stadion i Moskva, og oplevelserne kort før Berlin-murens
fald og Sovjetunionens sammenbrud gav inspiration til det, der i 1991 skulle
blive gruppens uden sammenligning største hit. ”Wind of Change” beskriver turen
langs Moskva-floden og gennem den store Gorky Park og den stemning af opbrud og
forandring, der herskede i de år.

Nu er Scorpions atter på farten, og af en
eller anden grund er deres igangværende turné opkaldt efter albummet ”Crazy
World”, som ”Wind of Change” var en del af for mere end 25 år siden. Onsdag aften
står de på scenen i Royal Arena i København.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra “Herrens veje”

Hej
Tor

Når
vi ser ”Herrens veje” i tv studser jeg altid over titelmelodien og den smukke
herrestemme. Kan du fortælle hvad det er for en sang?

Mvh
Esther

Hej
Esther

Al
musikken i serien er skrevet af Kristian Leth og Fridolin Norsø, som i øvrigt er
sønner af henholdsvis forfatter Jørgen Leth og Sneakers-guitaristen Mikkel
Nordsø. De arbejder sammen under projektnavnet Dragonborn, og til temasangen har
de fået hjælp fra sangeren Claus Hempler. Han har gennem årene været vidt
omkring på den danske musikscene, og hvis du fra starten af 1990’erne husker
bandet Fielfraz, var det også Hempler, der var i front. ”Ride Upon the Storm”
er både titlen på temasangen og seriens engelsksprogede titel, når DR
præsenterer den i udlandet. Du kan læse mere om musikken på dr.dk.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger