Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Larsen og Seebach

Hej Tor.

Er det en tilfældighed at Kim Larsens Solsortevej ligner en anden
sang. Det synes jeg den gør, kan dog ikke huske/finde ud af det, har en ide om
at det ligner noget Tommy Seebach, Kan du hjælpe på rette spor?

Hilsen Tove

Hej Tove

Det fleste sange minder på et eller andet plan om andre sange – og
måske kan især en simpel sang som “Solsortevej” give associationer
til andre melodier. Når du nu nævner Tommy Seebach, kan jeg sagtens forstå dig.
For det er formentlig hans store ballade fra midten af 1970’erne, “I’m In
Love”, du tænker på – og hvis du vil sammenligne, kan du høre dem på Youtube: “Solsortevej” og “I’m In Love”.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Dr. Bombay

Hej Tor

Jeg skal holde
gensynsfest for gymnasieklassen og er ved at finde musik ”fra dengang”. På en
lejrtur havde vi meget sjov med et nummer, som jeg nu leder efter. Det var en
mand (vist nok dansker?) der klædte sig ud som inder og sang nogen virkelig
fjollede popsange. Men hvad han hed kan jeg ikke huske.

Sune

Hej Sune

Hvis du skal
sparke gang i lejrskoleminderne, skal du have fat i Dr. Bombay. Han havde flere
hits i slutningen af 1990’erne, bl.a. ”Calcutta (Taxi Taxi Taxi)”, ”Rice and
Curry” og ”S.O.S. (The Tiger Took My Family)”.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Bossen er bramfri på ny plade

Om få dage får verden ikke blot lov til at høre,
hvordan Bruce Springsteen lyder i 2012, men også hvordan finanskrisen har
påvirket hans sangskrivning. For ifølge ”The Boss” tager den nye plade blandt
andet udgangspunkt i, hvad korruption og finansverdenens grådighed har gjort
ved omgivelserne.

– Det er den mest bramfri plade, jeg nogensinde har lavet,
har han sagt til musikbladet Rolling Stone – med det legendariske album
”Nebraska” som en mulig undtagelse, understreger han. Nummeret ”We Take Care of
Our Own”, der på forhånd er blevet et pænt hit, er med på ”Wrecking Ball”, som udkommer mandag den 5. marts.

Kategorier
Musiknyheder

Den mest sørgelige sang – med R.E.M.

Det er måske en underlig ros at få,
men hvis man som musiker får placeret en af sine sange på 1. pladsen over sørgeligste
nogensinde, må det være fordi, man i ganske særlig grad har rørt sine lyttere. Ifølge
avisen The Telegraph
har en undersøgelse for nylig vist, at 7 ud af 10 mænd og
knap 9 ud af 10 kvinder har grædt på grund af en sørgelig sang. Undersøgelsen
viser også, at folk peger på R.E.M.-nummeret ”Everybody Hurts” som den allermest
sørgelige sang nogensinde.

Nummeret skulle blandt andet give nyt håb til unge
med selvmordstanker, og netop derfor synger R.E.M.-forsanger Michael Stipe
klarere og tydeligere end normalt på ”Everybody Hurts”, så budskabet ikke
skulle misforstås. På anden- og tredjepladsen over de sørgeligste sange ligger
”Candle In the Wind” med Elton John og ”The
Living Years” med Mike and the Mechanics.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Three Million People…

Hej

Jeg har i flere år ledt efter følgende: Det er nok 20-30 år siden jeg
har hørt den. Det er nok et gammelt flower-power nummer. Det eneste jeg kan
huske er nok omkvædet; en masse lande der bliver remset op med antallet af
mennesker; altså ”Vietnam 10 million
people” osv.

Hilsen Claus Riber

Hej Claus

Tallet og
budskabet, du leder efter, er “Three billion people together forever”.
Det stammer fra 1971-nummeret “Summer Prayer for Peace” med The
Archies, som tidligere havde hittet med noget så letbenet som “Sugar
Sugar”. Den blev ikke udgivet i USA og findes derfor ikke på The Archies’
opsamlingsplader, men du kan høre den på Youtube eller købe den i fx TDC’s musikbutik.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Dansk rap på fransk

Hej Tor

Jeg har brug for din
ekspertise Hvad hed den der
dansk/franske rapper eller var han afrikansk af en eller anden slags, der
sang/rappede på fransk på en udgivelse tilbage i 90’erne? Siger det dig noget
overhovedet?

Peter F.

Hej!

Jeg vil helt bestemt mene,
at det er Lucas, du tænker på. Han er godt nok barn af en amerikaner og en
dansker, men han lavede også nogle ting på fransk. De mest kendte numre på
debutpladen var “Show Me Your Moves” og “To Rap My World Around
You” – begge med fransk islæt – og senere kom “Lucas With the Lid
Off”. Siden har Lucas især arbejdet som producer og sangskriver for andre
kunstnere.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Sidste brøl fra De Gyldne Løver

Der bliver sikkert både fortalt røverhistorier,
sunget gamle sange og knebet en lille tåre, når De Gyldne Løver lørdag den 25. februar giver
deres allersidste koncert. Historien om de populære vendelboer startede i 1967,
hvor en flok unge lærere fik lov til at optræde på pubben Den Gyldne Løve i
Hjørring – for 35 kroner, en øl og en platte pr. mand. De kaldte sig Golden
Lion Folk Group, men da Gustav Winckler fik øje på dem, anbefalede ham dem at
synge på dansk og kalde sig enten De Unge Løver eller De Gyldne Løver.

Siden da
er løverne blevet 45 år ældre og er nu blevet enige om at sige farvel og tak.
Det sker med en allersidste koncert på Vendelbohus – i Hjørring, naturligvis.

Kategorier
Musiknyheder

Sanger i afrikansk præsidentkamp

Normalt ville vi herhjemme næppe høre meget om et
præsidentvalg i Senegal, men i år er der et anderledes blikfang. Blandt
kandidaterne til den øverste post i det vestafrikanske land er nemlig musikeren
Youssou N’Dour, som siden 1990’erne har været en af Afrikas mest populære
sangere. Internationalt er han bedst kendt for ”7 Seconds”, som han i 1994
udsendte sammen med Neneh Cherry. Sangen handlede ifølge de to sangere om de
første syv sekunder efter et barns fødsel, hvor det intet ved om de problemer
og den vold, som findes i verden.

For at tage hånd om hjemlandets vold og
problemer har Youssou N’Dour dannet sin egen politiske bevægelse Fekka Ma Ci
Bolle, som betyder ”Jeg er involveret”, og mandag den 27. februar er han på stemmesedlen ved
Senegals præsidentvalg.