Musikbrevkassen.dk

Hej Tor
Jeg kan huske en Dansk version af titelmelodien fra Grease-filmen, som handler om en gris, en svinebonde eller noget i den stil. Altså hvor Grease bliver til Gris. Det er mange år siden jeg har hørt den og mange år siden jeg overhovedet har tænkt på den. Men efter jeg kom i tanke om den i sidste uge har jeg tænkt på at det kunne være sjovt at finde den. Er det noget du kender til?
Klaus

Hej Klaus
Det var de vittige hoveder i Østjydsk Musikforsyning, der fordanskede Grease-temaet i 1979, og titlen på sangen var rigtigt nok bare ”Gris”. Den handler om svinekødets lyksaligheder: ”Det er den danske nationalret, vi bliver aldrig træt af svineri, flæskesteg kan vi li’”. Nummeret stammer fra deres LP med den svinagtige titel ”En på trynen”, som blandt andet også indeholdt ”YMCA” med den naturlige danske oversættelse ”K.F.U.M/K.”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I dag er sangen ”Everybody Wants to Rule the World” nok mere berømt end gruppen bag sangen, men i midten af 1980’erne var bandet Tears for Fears et af de helt store navne i musikverdenen. For de fleste er bandnavnet med årene nok blevet en lyd frem for et meningsfuldt navn, men der ligger overraskende meget mening gemt i netop navnet Tears for Fears.

Den amerikanske psykolog og psykoterapeut Arthur Janov forestillede sig i 1960’erne næppe, at hans terapeutiske arbejde og hans faglige begreber ville komme til at sætte spor i rock- og popmusik flere årtier frem, men det blev ikke desto mindre tilfældet. Arthur Janov var manden bag den såkaldte primalterapi, altså tanken om, at mennesker kan frigøres fra deres fødselstraume gennem terapi. Han sendte en udgave af sin bog ”Primalskriget” til John Lennon, som sammen med Yoko Ono endte med at gå i primalterapi på Arthur Janovs institut, og det smittede også af på deres musik. Flere af Lennons sange i begyndelsen af 1970’erne var farvet af oplevelserne fra primalterapien, blandt andet ”Mother”, der slutter med skrig. Nogle år senere var der andre britiske musikere, der lånte fra Arthur Janovs virke. Roland Orzabal og Curt Smith havde læst i en af Janovs bøger, hvordan man kan udskifte frygt med tårer, og begrebet ”tears for fears” klingede så godt, at de opkaldte deres band efter det. Bandet Tears for Fears debuterede i 1983, men deres helt store gennembrud kom i 1985 med albummet ”Songs From the Big Chair”, der indeholdt hits som ”Shout” og ”Everybody Wants To Rule the World”.

40-års-jubilæet for deres vigtigste udgivelse markeres, når Tears for Fears på fredag udsender en særudgave af ”Songs From the Big Chair” med sjældne indspilninger, demoversioner og alternative versioner af sangene fra 1985.

En af de mest populære og meget produktive grupper i slutningen af 1960’erne og 1970’erne var Creedence Clearwater Revival, som bestod af blandt andre brødrene John og Tom Fogerty, indtil gruppen gik i opløsning i 1972. Den dag i dag kan man mange steder opleve ”Proud Mary”, ”Who’ll Stop the Rain”, ”Bad Moon Rising”, ”Down On the Corner” og andre af deres mest kendte sange, og forsanger John Fogerty har i sin solokarriere gjort sit for at holde musikken fra CCR-årene i live til sine mange koncerter. Nu har han taget skridtet videre ved at udgive albummet ”Legacy: The Creedence Clearwater Revival Years”, hvor han har genindspillet tyve sange fra sit gamle band. Genindspilningerne ligger med vilje tæt op ad den originale lyd, og ligesom han oprindeligt spillede sammen med sin nu afdøde bror, har han også allieret sig med den nærmeste familie til det musikalske restaureringsprojekt. Sønnerne Shane og Tyler spiller med på den nye plade, og hans kone Julie er både manager og ansvarlig for udgivelsen.

I et interview med det amerikanske musikmedie Billboard i forbindelse med udgivelsen blev John Fogerty spurgt, hvilken sang han ville vælge, hvis han kun måtte lægge én i en tidskapsel, der kan gemmes til fremtidige generationer. Valget faldt på ”Have You Ever Seen the Rain”, blandt andet fordi det i en svær periode lykkedes ham at skrive en trist sang, som med sin lidt mystiske tekst i dag også fremstår som en glad sang for ham.

”Have You Ever Seen the Rain” blev skrevet efter en tid, hvor John Fogerty havde fornemmet, at der var problemer i Creedence Clearwater Revival, og det endte med, at hans bror Tom Fogerty meddelte, at han ville forlade deres fælles band. Teksten er derfor ikke en vejrudsigt, men en betragtning over udfordringerne i gruppen: “Someone told me long ago there’s a calm before the storm – I know, it’s been coming for some time” (Nogen fortalte mig engang, at der vil være stilhed før stormen – jeg ved, at det har været undervejs et stykke tid). ”Den sang handler i virkeligheden om den snarlige opløsning af Creedence. Billedet er, at man godt kan have en lys, smuk, solrig dag, samtidig med at det regner”, sagde han til Billboard i 1993.

Nu indgår den triste sang, som for John Fogerty er blevet vendt til en positiv fortælling, på det nye album ”Legacy: The Creedence Clearwater Revival Years”. Anledningen til genindspilningsprojektet er, at Fogerty efter årtiers kamp med et musikforlag atter ejer sine egne sange. Af samme årsag bærer titlerne på de nyindspillede sange også parentesen ”(John’s Version)”, på samme måde som sangerinden Taylor Swift har udgivet ”(Taylor’s Version)” af gamle numre, hun ellers havde mistet rettighederne til.

I musikkens verden er nogle folk meget rundhåndede med betegnelser som mesterværk og genistreg, men i visse tilfælde er der ikke meget diskussion om brugen af den slags ord. På fredag er det 50 år siden, et vaskeægte mesterværk udkom, for d. 31. oktober 1975 udgav Queen singlen ”Bohemian Rhapsody”, som med sin blanding af rock og opera væltede verden.

Der er gennem årene fortalt mange historier om den komplekse indspilning, den overraskende genresammenblanding og den kryptiske tekst, og i en ny podcast-serie fortæller bandet og folkene omkring dem også om tilblivelsen af ”Bohemian Rhapsody”. BBC udgiver løbende musikserien ”Eras”, og i den helt nye sæson fortælles den samlede historie om Queen i fire afsnit, hvor et af dem primært handler om ”Bohemian Rhapsody”.

Her fortæller guitarist Brian May og trommeslager Roger Taylor, at forsanger Freddie Mercury ankom med mange af de idéer og ikke mindst overblikket til det, der skulle blive til ”Bohemian Rhapsody”, hvilket krævede en del forklaring, før de andre i bandet kunne følge hans vision. Mercury advarede endda fra starten om, at de andre skulle have lidt tålmodighed, fordi han godt vidste, at det var et underligt projekt.

”Han gik meget op i forberedelse i den periode. Det ændrede sig senere. Han agerede meget mere instinktivt senere. Men dengang kunne han have det hele i sit hoved og på små lapper papir”, fortæller Brian May.

Produktionen var meget omfattende og stod på i mere end tre uger for at få alt på plads med lag-på-lag af instrumenter og vokaler. Ved at indspille deres stemmer igen og igen og igen skabte Mercury, May og Taylor for eksempel et lydbillede af et kor på mellem 160 og 200 stemmer. Resultatet var et næsten seks minutter langt værk, som i princippet er flere forskellige sange, der bevæger sig fra a cappella-kor og klaverballade til rockpassager og operasekvenser. Det var ikke ligefrem opskriften på et radiovenligt singlehit, og modtagelsen på Queens pladeselskab var da også tøvende. I BBC Eras-podcasten fortæller den tidligere chef på EMI-pladeselskabet Paul Watts, hvordan ”Bohemian Rhapsody” blev modtaget: ”Vi lyttede til den og sagde bare: Seriøst? Vi lyttede igen, og vi tænkte: Hvad i alverden er det, der foregår her? Selvfølgelig reagerer man på et hav af måder: Den er overrumplende. Den er latterlig. Den er simpelthen alt”.

Queen havde året forinden gjort sig bemærket med numre som ”Killer Queen” og ”Seven Seas of Rhye”, men intet kunne måle sig med den succes, som ”Bohemian Rhapsody” fik, da den udkom d. 31. oktober 1975. Sangen blev gruppens første nr. 1-hit i Storbritannien, hvor den stadig er den tredjebedst sælgende single nogensinde. Og at den stadig er populær, kan aflæses i, at den er den mest streamede sang fra det 20. århundrede.

Hej Tor
Jeg har for mange år siden hørt en sang om en mand, der hver dag smugler noget med hjem fra den bilfabrik han arbejder på, for at kunne en bygge en bil derhjemme, gratis. Det kan have været Merle Haggard, Willie Nelson, Johnny Cash eller lignende, i hvert fald countrystil. Kender du den? Kan du finde den?
Mvh. Karl Johan

Hej Karl Johan
Det er en meget sjov idé, der går gennem sangen – også beskrivelsen af, at de mange dele viser sig at stamme fra forskellige bilmodeller, så resultatet ikke helt bliver den Cadillac, han havde drømt om. Nummeret hedder ”One Piece At a Time”, og det var Johnny Cash, der havde succes med den i 1976.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

En af de mest kendte danske fortællinger om ungdomsliv og teenageforelskelser er ikke formidlet på film eller i romanform, men i en detaljerig og stemningsmættet sang, som nu fylder 50 år. I oktober 1975 gik Søren Kragh-Jacobsen og Leif Lindskov i studiet for at indspille deres fælles album ”Hinkeruder på motorvejen”, og en af de sange, Søren Kragh-Jacobsen havde med, var ”Kender du det?”, som i dag også er kendt som ”Mona, Mona”. For nogle år siden havde sangeren Andreas Odbjerg, der altid har været fascineret af denne sang, inviteret Kragh-Jacobsen med i DR-programmet ”Ramt af kunst” for at fortælle om netop denne sang, og her gav han sin udlægning af, hvad der skete i studiet den dag i oktober 1975:

”Jeg sagde: ’Jeg har en sang, men jeg synes ikke helt, den er færdig’. Teknikeren sagde: ’Prøv at gå ind og fyr den af’. Og det gjorde vi – og vi gjorde det én gang. Og så sagde han: ’Den kan du aldrig lave bedre’.”

Søren Kragh-Jacobsen tvivlede på, at det kunne have sin rigtighed, når nu de kun havde spillet den én gang i studiet, men det umiddelbare og uperfekte udtryk, der var kommet ud af denne ene optagelse, var der ikke grund til at udfordre. Tom McEwan, der var med som trommeslager og percussionist, supplerede efterfølgende med det, Søren Kragh-Jacobsen i radioprogrammet kalder ”et rasleværk”, men derudover står nummeret præcis, som da sanger og guitarist Søren Kragh-Jacobsen gik i studiet med Tom McEwan og bassisten Michael Friis.

Den nu 50 år gamle sang om Jesper Ravn og hans udkårne Mona har fulgt Søren Kragh-Jacobsen siden da, men han har det stadig godt med Mona, fortalte han i en Mediano Music-podcast forrige år: ”Hun har været min flittigst brugte sang. Jeg har det ikke spor dårligt med den, og det har jeg faktisk aldrig haft. Det eneste, der trækker søm ud i dag, er, at det jo er som at løbe en maraton at synge den. Jeg kan aldrig huske mine tekster, men lige med Mona har jeg det, som Otto Brandenburg havde det. Han affotograferede en side, og så kunne han huske den”, sagde Søren Kragh-Jacobsen i 2023.

Hej Tor
Jeg har de seneste par måneder lavet en Spotify-playliste man kan dyste i og gå på opdagelse i i forhold til dansk covermusik. Der er selvfølgelig masser, der ”mangler”, men hvis du har nogle forslag til listen… Det kan være alt fra typiske børnesange, kendte rock og pophits, folkeviser og julesalmer. Jeg håber jeg hører (nogle bud) fra dig. 
Magnus

Hej Magnus
Det er en sjov samling, du har lavet, og jeg bidrager gerne. Men hvor man skal starte, og hvor man skal slutte? Især frem til 1980’erne var meget almindeligt at lave danske oversættelser af især engelske, tyske og svenske sange, men der findes også lidt nyere udgivelser. Blandt andet indspillede Natasja ”Mon de reggae” som en dansk version af Rihannas debutsingle ”Pon de Replay”. I 1990’erne gjorde Diskofil en dyd ud af underholdende fordanskninger som ”Aage” (Norman), ”Trucker Lindy” (In the Navy), ”Fem frikadeller” (Guantanamera), ”Da Johnny Ble’ Til Connie” (YMCA) og ”Dinge Dong” (Eurovision-vinderen Ding-a-Dong).

Blå Øjne tog en række svenske sange til sig. ”Fiskarna i haven” blev til ”Fiskene i havet”, ”Hos dig är jag underbar” blev til ”Hos dig (er jeg alt)”, og ligesom Søs Fenger indspillede hun ”Under ytan” som ”Inderst inde”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

På Aarhus Teater har en teaterkoncert med Thomas Helmigs musik været en stor succes i år, og i sidste uge blev det annonceret, at der er endnu en Helmig-forestilling på vej. Til september er der nemlig premiere på en Helmig-musical, der godt nok ikke handler om Thomas Helmig, men hvor handlingen er bundet sammen af nogle af hans store hits. Showet starter i Tivolis Koncertsal og fortsætter videre til Vejle og Holstebro. Titlen er ”Stupid Man – The Musical”, naturligvis med henvisning til Helmigs største engelsksprogede hit fra 1995. Historien bag ”Stupid Man” er dog en del anderledes, end de fleste forestiller sig. I tv-programmet ”All Exclusive” fortalte Helmig for et par år siden, at idéen udsprang af krigen i Jugoslavien og billeder af en ung kvinde i en bombet landsby. Derfor var det første udkast mere trist og afdæmpet og med en Balkan-inspireret melodi, men da teksten skulle skrives, føltes det ikke rigtigt. I stedet kom sangens indledende linjer ”Dying to please, dying to serve, I couldn’t break out, didn’t have the nerve” til at handle om sangeren selv.

”Den kom efter sådan en periode, hvor jeg ikke kunne finde ud af, hvornår jeg havde en maske på, og hvornår jeg ikke havde en maske på længere”, har Billed-Bladet citeret Thomas Helmig for efter tv-interviewet. ”Jeg havde det lidt, som om hvem som helst kunne komme og trække mig op, og så ville jeg synge og danse. Det var den fornemmelse, jeg havde”.