Musikbrevkassen.dk

Et ukendt band med en meget kendt forsanger er i disse dage på vej rundt i Danmark. Fodboldlegenden Peter Schmeichel er verdenskendt for sine bedrifter i målet for det danske landshold og hos blandt andet Manchester United, men han har alle dage haft musikken med som følgesvend. Hans far var jazzmusiker og insisterede på, at sønnen lærte at spille. Klaverundervisningen kedede lille Peter, som fik lov til at skifte til guitar og senere kastede sig over trommerne – inden han atter vendte tilbage til klaveret. For et års tid siden var Schmeichel gæst i BBC-radioprogrammet ”Desert Island Discs”, hvor kendte mennesker fortæller om deres forhold til musik og præsenterer de plader, de ville vælge at tage med ud på en øde ø. Her fortalte han blandt andet om at fejre en Manchester United-sejr over Liverpool ved at drikke sig fuld med holdkammeraterne og spille ”My Funny Valentine” på klaver sammen med Eric Cantona, der var i gang med at lære at spille trompet.

Efter han har indstillet sportskarrieren, er der blevet mere tid til musikken, og nu har Peter Schmeichel slået sig sammen med de to musikere Niklas Schneidermann og Anders Ramhede, der normalt spiller i Magtens Korridorer, og har dannet et band med navnet The Ones, der henviser til det faste tal på Schmeichels målmandstrøje. I øjeblikket turnerer The Ones med et såkaldt ”rock and talk show”, der præsenteres som en musikalsk rejse gennem syv årtiers rockmusik tilsat Schmeichel-anekdoter om fodbold, musik og familieliv. Hvad der er på repertoiret hos The Ones, kan man opleve på spillesteder i blandt andet Randers og Skive i den kommende uges tid, men hvis man skal bruge Schmeichels favoritter i “Desert Island Discs” som pejlemærker, kan numre som “Rosanna” af Toto, “Sultans Of Swing” af Dire Straits og “Angels” af Robbie Williams måske komme i spil. Hans første sangvalg i radioprogrammet var dog en sang, der er nært knyttet til hans storhedstid som målmand, ”Når jeg lytter til den, tager det mig tilbage til særlige steder og særlige minder”, sagde han om Queens ”We Are the Champions”.

Hej Tor
Jeg skal have fat i en sang med noget med ”lugter af fisk”. Hvad siger du til den?
Carsten

Hej Carsten
Hvis det skal lugte af fisk, har jeg to bud. Det ene er ”Her lugter lidt af fisk”, som var single fra Shu-bi-duas album ”Shu-bi-dua 16” i 1997. Den anden er Tørfisks ”Det ka’ da godt være jeg lugter lidt af fisk i dag” med omkvædet “Det kan da godt være jeg lugter lidt af fisk i dag, men det er fordi, at jeg kommer lige fra arbejde af”. Den findes på Tørfisk-albummet ”Lugter lidt af fisk”. Jeg håber, der er bid.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Hej Tor
Jeg leder efter et stykke musik, jeg gerne vil bruge til en elevforestilling. Jeg troede egentlig, at det var et gammelt James Bond-tema (det har den samme type guitarlyd som det kendte Bond-tema), men jeg har ikke kunnet finde det blandt div. James Bond-indspilninger. Har du på denne baggrund grundlag for at gætte på, hvad det er, jeg kan høre for mit indre øre, så tager jeg gerne mod din hjælp.
Mvh. efterskolelæreren

Hej efterskolelærer
James Bond-filmene havde ikke patent på den lyd, det i dag er let at opfatte som ”007-lyden”. Mit bedste bud er, at du ikke søger lyden af en hemmelig agent, men en detektiv.  Fra 1958 til 1961 kørte detektivserien ”Peter Gunn”, og temaet herfra var en af de første store succeser for filmkoponisten Henry Mancini, som senere også skrev ”Baby Elephant Walk”, ”Moon River” og temaerne til ”Den lyserøde panter” og ”Tornfuglene” blandt andet meget andet.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Når man har været i musikbranchen i mere end 60 år, må det være tilladt at genopfinde sine gamle sange af og til, og det er, hvad den 76-årige Dolly Parton lige har gjort med et af sine største hits. Countrystjernen fik et stort pophit i 1980, i forbindelse med at hun debuterede som skuespiller i filmen ”9 to 5”. Dolly Parton var blevet inviteret til at spille med i filmen om en gruppe kontoransatte kvinder, der tager hævn over deres mandschauvinistiske chef, og det lå naturligvis til højrebenet, at hun også skulle skrive musik til filmen. Titelmelodien kom til verden, mens filmoptagelserne var i fuldt sving, og i et interview i tv-programmet ”60 Minutes” fortalte hun i 2009, at en del af inspirationen faktisk kom fra hendes fingernegle. Hun havde meget lange akrylnegle, og hun opdagede, at når hun gned dem mod hinanden, lød det som en af de skrivemaskiner, som filmens kontordamer arbejder ved. Det satte gang i den rytme, der driver sangen fremad, og selv da hun skulle indspille sangen, fik de klikkende negle lov til at blive en del af rytmegruppen.

Tidligere på året var der premiere på dokumentarfilmen ”Still Working 9 to 5”, som ikke kun handler om filmens forhistorie og tilblivelse, men også om den betydning den fik i populærkulturen, og det aftryk, den efterlod sig som et humoristisk, men markant indlæg i ligestillingsdebatten. I den forbindelse genindspillede Dolly Parton ”9 to 5”-sangen sammen med den noget yngre Kelly Clarkson i en langsommere udgave, der trækker en del af det underholdende element ud af sangen, så den til gengæld fremstår mere alvorlig i sit budskab om manglende ligestilling og urimeligheder på arbejdsmarkedet. Indtil nu har man kun kunnet høre den nye ”9 to 5”-duet i dokumentarfilmen, men forleden blev sangen sluppet fri på alverdens streamingtjenester.

I eftermiddag flyttes den afdøde dronning Elizabeths kiste fra Buckingham Palace til parlamentsbygningen Westminster Palace, hvor den vil befinde sig, indtil selve begravelsen finder sted. Midt i den lange sørgeperiode er mange ting i gang med at skulle ændres i det britiske samfund udover det indlysende i, at en ny monark har taget over. Blandt andet er briternes nationalsang som en del af tronskiftet automatisk blevet ændret fra ”God Save the Queen” tilbage til ”God Save the King”, sådan som det har lydt i lange perioder gennem århundreder. Oprindelsen af ”God Save the King” kan ikke kortlægges med sikkerhed, men det ældste kendte optryk af sangen er helt tilbage fra 1744. Sangen i sig selv er dog formentlig er endnu ældre, og visse steder forbindes den med den engelske komponist John Bull, der levede fra 1562 til 1628. ”God Save the Queen” var også titlen på en stærkt samfundskritisk sang fra punkbandet Sex Pistols i 1979, og i samme kritiske musikkategori findes også ”The Queen Is Dead” fra 1986 med The Smiths.

The Beatles sendte til gengæld dronning Elizabeth en positiv – om end meget kortfattet – hilsen på albummet ”Abbey Road” i 1969. Paul McCartney skrev den lille sang ”Her Majesty”, hvor han erklærede hende sin kærlighed og kaldte hende ”a pretty nice girl”. Magasinet Classic Rock citerede ham engang for at sige, at ”den er dybest set monarkistisk med en lettere respektløs tone, men det er meget med et glimt i øjet. Det er nærmest som en kærlighedssang til dronningen”. Den kortfattede hyldest skulle have været en del af et længere medley som bindeled mellem ”Mean Mr. Mustard” og ”Polythene Pam”, men da McCartney hørte det hele i sammenhæng, bad han studieteknikeren John Kurlander klippe ”Her Majesty” ud. Kurlander gjorde, som han blev bedt om, men han kasserede ikke den lille stump spolebånd helt, fortalte han i Classic Rock-bladet: ”Jeg havde fået at vide, at jeg aldrig skulle smide noget væk, så efter han var gået, samlede jeg det op fra gulvet, satte cirka tyve sekunders indløbs-tape og monterede den sidst på redigeringsbåndet”

Resultatet blev, at man til allersidst på ”Abbey Road”-pladen kunne høre den 23 sekunder korte sangstump ”Her Majesty” som et forsinket bonusnummer, der ikke fremgik af pladens omslag, og det er det hurtige klippearbejdes skyld, at ”Her Majesty” både begynder og slutter lidt klodset. Dronning Elizabeth d. 2. var 43 år, da hun blev besunget som ”a pretty nice girl”, og hun blev 96 år gammel. Hun begraves fra Westminster Abbey på mandag kl. 12 dansk tid.

Før i tiden var det ikke usædvanligt, at musikere forsøgte at puste nyt liv i deres gamle udgivelser med opsamlingsplader, live-indspilninger eller remix. Pop-veteranen Elton John har fundet en anden opskrift, der gav succes sidste år, hvor han hittede med ”Cold Heart”, der var stykket sammen af passager fra hele fire forskellige Elton John-sange af ældre dato, så de fremstod som en ny helhed og lød som et moderne pophit. Forleden udkom endnu et nummer skåret over samme læst, hvor dele af ”Tiny Dancer” og ”The One” er koblet sammen og krydret med et sample fra ”Don’t Go Breaking My Heart” og udgivet med titlen ”Hold Me Closer”. Mest fremtrædende i sangen er omkvædet fra ”Tiny Dancer”, som Elton John udgav i 1971, hvor den ikke blev et stort hit, men med årene voksede den til at blive en klassiker i hans repertoire. ”Tiny Dancer” fik også et skub med på vejen, da den i 2000 indgik i filmen ”Almost Famous” om musikbranchen først i 1970’erne.

Som langt de fleste af Elton Johns andre sange er teksten skrevet af hans makker Bernie Taupin, der har fortalt, at ”Tiny Dancer” handler om de mange kvinder, som de mødte, da de efter Elton Johns gennembrud drog til Californien. Kvinder, der var helt anderledes end dem hjemme i England: ”Jeg ville indfange tidsånden, indkapslet af de kvinder, vi mødte, særligt i tøjbutikkerne på The Strip i Los Angeles”, har han fortalt. ”De ville alle sammen sy lapper på dine jeans. De ville tage sig af dig og gå i seng med dig – det var det perfekte Ødipus-kompleks”. På LP’en ”Madman Across the Water” fra 1971 tilegnede Taupin dog ”Tiny Dancer” til sin kæreste og senere hustru Maxine.

Mere end 50 år senere er ”Tiny Dancer” atter fremme, men denne gang handler det om at indfange en helt anden tidsånd og en helt anden stemning. Elton John instruerede ligefrem produceren om, at ”Hold Me Closer” ikke skulle fremstå som ”den nye Tiny Dancer”, men som en sjov version, folk kan danse til eller have kørende, mens de får en drink på Ibiza, uden at det skal være alt for seriøst. Britney Spears medvirker også på ”Hold Me Closer”, og det er hendes første nye udgivelse i seks år.

For snart halvandet hundrede år siden kunne man i hovedstaden se et syn, man kun sjældent har kunnet opleve, hvis man ser bort fra dødsfald i kongefamilien. Tusindvis af mennesker fulgte N.F.S. Grundtvig på vej på den sidste rejse. Præsten, digteren, politikeren og folkehøjskolernes fader gik bort den 2. september 1872 i en alder af 88 år, og hans bisættelse blev et tilløbsstykke uden lige. Allerede da han skulle synges ud af sit hjem i Hellerup nord for København var flere hundrede mennesker mødt frem, og de ledsagede kisten til Vor Frelser Kirke på Christianshavn. Det havde på sin vis været naturligt at bisætte Grundtvig fra Vartov Kirke, hvor han selv var præst i mere end 30 år helt frem til sin død, men kirken ville umuligt kunne rumme de mange gæster, der alle ville tage afsked med en af nationens dengang mest kendte – og mest omdiskuterede – personer. Ifølge Jes Fabricius Møllers bog ”Grundtvigs død” var der blandt de fremmødte 300 præster, hvilket svarede til omtrent en fjerdedel af alle rigets præster.

Blandt meget andet var Grundtvig kendt for sin uhyre omfattende salmeproduktion, der nåede op omkring 1500 værker, hvoraf mange den dag i dag er blandt de mest elskede både i og uden for kirken, så som “Vær velkommen, Herrens år”, “Nu falmer skoven trindt om land”, “Et barn er født i Betlehem”, “Det kimer nu til julefest”, ”Dejlig er den himmel blå”, ”Morgenstund har guld i mund” og ”Det er så yndigt at følges ad”. Det var dog en anden salme, der blev spillet, da N.F.S. Grundtvigs kiste som en del af processionen gennem Københavns gader nåede frem til ”hans egen” Vartov Kirke.

Bogen ”Grundtvigs død” citerer J. Kristian Madsens beretning om oplevelserne på bisættelsesdagen: ”Hans Ligtog igjennem Kjøbenhavns Gader var i sandhed kongeligt. Da Ligvognen var naaet til Vartov, standsede den uden for Kirken. Døren stod aaben, Orgelet spillede, og snart tonede: ’Krist stod op af Døde’, gjennem den bølgende Mængde. Da de, der stode nærmest Kisten, vare færdige, tonede endnu de sidste Linier fra den bageste Ende af Toget”.

”Krist stod op af døde” var Grundtvigs forsøg på at forny en salme, som kan spores helt tilbage til 1100-tallet, og som han reelt arbejdede på gennem 30 år. Allerede i 1815 forsøgte Grundtvig sig med en gendigtning af ”Kristus er opstanden”, som han kendte fra sine barndomsår, og efter flere bearbejdninger med mange års mellemrum fik teksten til ”Krist stod op af døde” den form, som også findes i salmebogen i dag.

Grundtvigs kiste blev fra København kørt med tog til Køge og fragtet videre ud til Claras Kirkegaard ved herregården Gammelkjøgegaard, hvor hans anden hustru Marie allerede lå begravet. Senere fulgte også hans enke Asta.