Spørgsmål: Rock Around the Rytmefigur

Hej Tor
Da Bill Haley and his Comets indspillede Rock Around the Clock og andre dejlige numre i maj 1954, udkom de på 78-omdrejnings lakplader beregnet til afspilning på mekaniske grammofoner med tragt og nåle. Kort efter kom den nye tidsalder med vinylplader i 33 og 45 omdrejninger til afspilning på nye pladespillere med safir og højttaler. Man må formode, at den unge generation ret hurtigt kastede sig over de nye former for musikgengivelse. Men i mit hjem har holdt tragtgrammofon og nålestifterne sig længe efter. Jeg har stadig Rock Around the Clock og de andre på 78-plader, og betragter dem som meget sjældne, da de kun spiller tre minutter på hver side og derfor nemt bliver anbragt i sofaen under pladeskiftet ved en ungdomsfest, hvorefter andre sætter sig oven i dem og ødelægger dem. Mit spørgsmål drejer sig om en rytmisk figur, som Bill Haley og hans saxofoner laver over 12 takter før sidste kor i Rock Around the Clock. Hvor har Bill Haley den fra? Er det en figur, der var oppe i tiden? 
Venlig hilsen
Peter Wendelboe, hvis ungdomsorkester selv i halvtredserne slog sig på rockmusikken

Hej Peter
Dit spørgsmål har ført mig ned i et dybt kaninhul af Bill Haley-anekdoter og -analyser om de letgenkendelige tolv takter, hvor hele orkestret på én gang følger den samme rytmefigur (se bl.a. rockabillyhall.com). Man kan pege på mange forskellige ting, der minder om den omtalte figur, så det er i hvert fald ikke én, de har opfundet uafhængigt af andre. “Rock Around the Clock” blev oprindeligt indspillet af Sonny Dae and His Knights nogle måneder før Bill Haley and His Comets, og heri indgår den samme figur, dog i en noget kortere udgave under en guitarsolo. Og helt tilbage i 1941 bruger vokaltrioen The Andrews Sisters en lignende figur i slutningen af hittet “Boogie Woogie Bugle Boy”. Hos Bill Haley fremstår den dog meget mere markant, fordi hele orkestret og ikke mindst saxofonisten er sammen på anslagene. Et fint eksempel på, hvordan musikkens udvikling altid er nye idéer, der bygger videre på gamle idéer. 
Med venlig hilse
Tor Bagger

Karantæne-disco fra Elton John

Der er meget skidt at sige om det seneste halvandet års corona-nedlukninger verden over, men mellem aflysninger og isolation er det også piblet frem med nye idéer. En af dem, der kastede sig ind i virtuelle eksperimenter, var popveteranen Elton John. Han har for nylig udsendt et helt album med meget forskelligartede numre, der under nedlukningen er blevet til på tværs af studier og landegrænser – og på tværs af genrer. En af sangene fra albummet ”The Lockdown Sessions” har her i efteråret endda givet Elton John en førsteplads på den britiske hitliste for første gang i 16 år. Meget symptomatisk for den eksperimenterende stil er sangen ”Cold Heart” stykket sammen af melodi og tekst fra fire forskellige Elton John-sange, så de fremstår som en helt ny sang, og den er skabt i samspil mellem den 74-årige Elton John, den 26-årige sangerinde Dua Lipa og den australske producertrio Pnau.

Titlen ”Cold Heart” stammer fra en tilbagevendende linje i sangen, som er hentet fra ”Sacrifice”, en del af omkvædet er lånt fra hans ”Rocket Man”, og derudover bygger den nye kludetæppesang også på brudstykker af ”Kiss the Bride” og den mere ukendte ”Where’s the Shoorah?”.

Spørgsmål: Jazzet “Blackbird”

Hej Tor
Jeg hørte ”Blackbird” i radioen (tror det var P8 Jazz), men ikke med Beatles/Paul Mccartney, men en kvinde. En slags blød jazz-version. Hørte ikke hvem det var. Siger det dig noget?
Mvh Hannah

Hej Hannah
Der findes mange indspilninger af The Beatles’ ”Blackbird”, men ud fra din beskrivelse er det nok, Josefine Cronholm, du har hørt. Hun er svensk jazzsangerinde med en del danske aktiviteter, og hendes indspilning af ”Blackbird” findes på albummet ”Ember” fra 2018.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Da ”Kvinde min” var lummer

Der findes allerede adskillige bøger om både Gasolin’ og Kim Larsen, men i dag landede endnu en af slagsen. Selvom forsanger Kim Larsen døde for nogle år siden, kommer han også til orde i bogen, da den blandt meget andet også bygger på hidtil ikke offentliggjorte interviews med alle fire medlemmer, som filminstruktøren Anders Østergaard lavede i forbindelse med sin dokumentarfilm fra 2006. Resultatet er et omfattende værk med titlen ”Gasolin’ – Gudernes vilje” af Jacob Wendt Jensen og Niels Ole Baadsgaard, der gennemgår bandets historie, succes og opbrud, musikernes baggrund og naturligvis musikken, blandt andet med interessante anekdoter om tilblivelsen af nogle af deres mest kendte sange. Selvom de fleste i dag nok kan enes om, at sange som ”Kvinde min”, ”Masser af succes” og ”Rabalderstræde” er blandt deres største hits, så var det ifølge Franz Beckerlee ikke indlysende klart dengang: “Når vi havde indspillet en plade, gættede vi tit på, hvilket nummer der ville blive et hit, men vi gættede altid forkert. Erfaringen i det lange løb blev, at dem, vi lavede på ti minutter, var dem, der blev hits. Dem, vi knoklede med i tre måneder, nåede ikke ud over dørtærsklen.”

Nogle ting var der dog tid til at arbejde med undervejs, for bogen beretter om, hvordan ”Kvinde min” var genstand for en del diskussioner, før den blev til virkelighed. Indtil da havde Gasolin’ ikke skrevet egentlige kærlighedssange, og både internt i bandet og hos Mogens Mogensen, der hyppigt hjalp med at skrive deres tekster, var der modvilje mod den slags sentimentale pladder. Kim Larsen medbragte en morgen et udkast til en melodi, og han måtte indsynge på et demobånd alene med sin guitar, fordi de andre havde pakket alt udstyr sammen for at tage i ”træningslejr” et sted i Jylland. Herefter gik arbejdet med teksten i gang, og Franz Beckerlee fortæller i bogen, at der blandt andet blev fjernet en passage i et vers, han ikke brød sig om: ”Den linje gik ud på, at vi lå og puttede den ind bagfra, ha ha. Jeg tænkte: ’Det kan vi sgu da ikke synge om’. Kim sagde: ‘Men det er jo det, vi gør’. Jeg sagde: ‘Tal for dig selv, mand. Det kan vi sgu da ikke sætte på skrift og udgive.’ Det mente han bestemt, vi kunne.”

Bogtitlen ”Gasolin’ – Gudernes vilje” kan måske forekomme en anelse svulstig, men det er et udtryk, guitaristen Franz Beckerlee selv har brugt. For nogle år siden var han gæst på radiokanalen P6 Beat, hvor han forklarede, at selvom de i bandet var uenige om mange ting, var der noget fælles, der bandt dem sammen: ”Skal jeg hælde lidt mod overtro, så var Gasolin’ gudernes vilje. Det var noget, vi skulle. Uanset om vi ville det eller ej, blev vi nødt til at blive sammen og lave den musik. Jeg kunne ikke forestille mig at møde nogle andre, jeg skulle blive sammen med og lave musik med end dem”.

Halloween uden halloween-sange

Halloween-aktiviteterne har i de seneste år grebet om sig, og den amerikanske udgave af Allehelgensaften er også blevet en fast tradition mange steder i Danmark. Der laves hyggeligt uhyggelige halloween-udgaver af kendte produkter, butiksvinduerne er pyntet med græskar og edderkoppespind, og børn går fra dør til dør med kravet om ”slik eller ballade”. Men selvom interessen er stor, er halloween-fejringen en død sild på musikfronten, når man sammenligner med juletiden, og skal man for eksempel sammensætte en halloween-playlist, er man nødt til at finde sange, som rummer en uhyggelig stemning eller et gysertema, men som reelt ikke har noget med halloween at gøre. Jagten på en god halloween-sang har også ført folkene bag Muppet Show ud i en lidt speciel løsning til den nye film ”Muppets Haunted Mansion”, der på streamingtjenesten Disney+ har fået den danske titel ”Spøgelseshuset”. Udover et par nyskrevne sange til filmen rummer ”Spøgelseshuset” nemlig også en ny, munter indspilning af sangen ”Dancing In the Moonlight”, som formentlig primært er valgt ud fra sin titel.

De fleste forbinder nok ”Dancing In the Moonlight” med bandet Toploader, som i 2000 gjorde den til et stort hit, men sangen er meget ældre end det – og den har endda en forhistorie, som er en del mere uhyggelig end halloween-indspilningen med Muppet-dukkerne. Nummeret er nemlig skrevet helt tilbage i 1969, efter musikeren Sherman Kelly besøgte den caribiske ø Sankt Croix, som engang var en del af Dansk Vestindien. Sherman Kelly har både på sin egen hjemmeside og på den hollandske tv-kanal NTR fortalt, at han på Sankt Croix var det første offer for en lokal bande, der endte med at dræbe otte amerikanske turister. Han og hans kæreste overnattede på stranden for ikke at blive søsyge på båden, men om natten blev de overfaldet. Sherman Kelly blev slået i hovedet med et baseballbat, og hans kæreste blev voldtaget, og lægerne var ikke sikre på, at han ville overleve på grund af flere kraniebrud. Det gjorde han heldigvis, og mens han kom til hægterne igen, skrev han en sang, hvor han ”forestillede sig en alternativ virkelighed, en drøm om en fredfyldt og glad hyldest til livet”. Resultatet var ”Dancing In the Moonlight”, som han i 1970 udgav sammen med bandet Boffolongo, uden at den ligefrem ændrede musikhistorien.

Et par år senere tog en af hans gamle venner sangen med videre til sit band King Harvest, og da de indspillede den, fik den pludselig luft under vingerne. I 2000 blev den atter et hit med gruppen Toploader, og i 2018 fik svenske Jübel også pæn succes med en nyfortolkning af ”Dancing In the Moonlight”. Men det er først med Muppet-figurernes indblanding, at måneskinsdansen er blevet en del af en halloween-fest.

Sukkerfri Stones

Selvom Rolling Stones for to måneder siden mistede deres trommeslager Charlie Watts, der døde 80 år gammel, er bandet i øjeblikket på turné. På grund af sygdom havde Watts bedt de gamle venner tage af sted uden ham, så det er ikke en overraskelse, at turnéen fortsætter, men det er naturligvis et forandret Rolling Stones, publikum møder uden Watts ved trommerne. Noget andet, der også er ændret, er, at en af gruppens mest kendte sange, ”Brown Sugar”, er blevet pillet ud af setlisten. Det har medført spekulationer om, hvorvidt de aldrende musikere er bekymrede for at havne i en shitstorm i forlængelse af de seneste års debat om synet på sorte mennesker. På trods af den festlige rocklyd er historien, der fortælles i ”Brown Sugar”, ganske ubehagelig. De første linjer lyder ”Gold Coast slave ship bound for cotton fields sold in the market down in New Orleans”, så hvis man synger med i festligt lag, så deltager man altså i fortællingen om et slaveskib med kurs fra Guldkysten mod Amerika, hvor slaverne sælges for at arbejde i bomuldsmarkerne, og senere handler det blandt andet om pisk til kvinderne ved midnatstid.

Det vil være forkert at sige, at sangen direkte forherliger slaveri eller opfordrer til racisme, men skildringen af fortidens voldelige udnyttelse af sorte og antydningerne af seksuelle overgreb mod disse kvinder er heller ikke ligefrem tynget af anger og afsky fra de hvide mænd, der indspillede sangen – og 50 år efter sangens udgivelse kan den slags give kritik fra samtiden. Mediet Los Angeles Times konfronterede forleden Stones-medlemmerne Mick Jagger og Keith Richards med beslutningen om at droppe ”Brown Sugar”, og Richards afslørede, at han ikke helt kan se problemet med sangen, eftersom det er rædslerne i slaveriet, sangen handler om. ”Lige for tiden vil jeg ikke rode mig ud i problemer med alt det lort. Men jeg håber, at vi vil kunne genoplive den sild i al sin skønhed engang hen ad vejen”, sagde Keith Richards til Los Angeles Times tidligere på måneden, mens forsanger Mick Jagger påpegede, at de har spillet ”Brown Sugar” til alle koncerter siden 1970, så nu vil de bare se, hvordan det fungerer, hvis de piller den ud af showet.

Udover de eksplicitte referencer til sorte slavekvinder har der gennem årene også været gættet på, at teksten om ”brunt sukker” rummer henvisninger til rygeheroin.

Spørgsmål: Hyldest til Elvis

Hej Tor
Et par år efter Elvis døde, kom der en slags hyldestsang til ham. Kan du hjælpe med hvilken?
Kh Torsten

Hej Torsten
Der er skrevet flere sange om Elvis Presley, men min umiddelbare bud vil være, at du tænker på ”King’s Call” fra 1980. Det var Thin Lizzy-forsangeren Phil Lynott, der udsendte den på albummet ”Solo in Soho” med hjælp fra guitaristen Mark Knopfler.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Spørgsmål: Bølgepap-pop

Hej Tor
Omkring årtusindskiftet var der en sang (lidt discoagtig), hvor musikvideoen var computeranimeret, så det skulle se ud, som om alting var lavet af bølgepap, også pigen deri. Jeg kan se den for mig, og jeg kan “fornemme” lyden, men ikke huske titel, tekst osv.
Mvh. Helene

Hej Helene
Gruppen DB Boulevard havde i starten af 2002 et pænt hit med sangen “Point of View”, og den passer fint på din beskrivelse. Sangerinden, der lagde stemme til “Point of View”, hedder Moony, og som solokunstner fik hun også succes med “Dove (I’ll Be Loving You)” samme år.
Med venlig hilsen
Tor Bagger