Alanis on the road again

I 1995 udgav sangerinden Alanis Morissette albummet ”Jagged Little Pill”, og hen over det følgende år væltede hun dele af verden med iørefaldende rockhits som ”Ironic”, ”You Oughta Know”, ”You Learn” og ”Hand In My Pocket”. Sidste år skulle en jubilæumsturné have bragt hende vidt omkring for at markere 25-året for gennembrudspladen, men som så meget andet stak corona-pandemien også en kæp i hjulet på disse planer. Derfor gør den canadiske sangerinde og hendes musikere for tiden klar til at genoptage den forsinkede jubilæumstour med sommerkoncerter i USA og efterårskoncerter i Europa. I den anledning har hun udsendt en genindspilning af en sang, der er en del ældre end ”Jagged Little Pill”: Willie Nelsons countryhit ”On the Road Again” fra 1980.

Sangen blev skrevet til filmen ”Honeysuckle Rose” om en omrejsende countrymusiker med Willie Nelson i hovedrollen, og i selvbiografien ”Willie” fortæller han, at ligesom med så mange andre sange faldt ”On the Road Again” ham let at skrive: “Der er en million ting, jeg ikke kan finde ud af, men sangskrivning, det kan jeg finde ud af. Melodierne er det nemmeste for mig, for luften er fuld af melodier. Jeg hører dem hele tiden, rundt omkring mig overalt, nat og dag. Hvis jeg har brug for en melodi, plukker jeg bare en ud af det blå”. Under en flyrejse med et par filmfolk faldt snakken på behovet for sange til ”Honeysuckle Rose”-filmen, og de efterlyste en sang om folk, der konstant rejser land og rige rundt for at spille musik. Willie Nelson forstod opgaven og begyndte at skrive på en konvolut eller en af flyets brækposer: “On the road again. I just can’t wait to get on the road again. The life I love is making music with my friends. I just can’t wait to get on the road again”. Filmproduceren Sydney Pollack spurgte ham, hvordan melodien lød: “Jeg sagde, at det vidste jeg ikke – jeg kunne arbejde på melodien senere. Jeg spekulerede ikke mere over melodien til flere måneder senere, dagen før jeg skulle i studiet for at indspille den. Der var ikke nogen grund til at sætte en melodi til noget, jeg ikke var klar til at indspille. Jeg vidste, at jeg ikke ville have problemer med at hente melodien ud af det blå”.

”On the Road Again” blev nærmest en signatursang for Willie Nelson, og han synger endda duet med Alanis Morissette på hendes nye, afdæmpede fortolkning af nummeret. Morisettes forestående tur ”on the road” bringer hende også til Danmark den 29. oktober, hvor hun spiller i Royal Arena i København.

Spørgsmål: Slagsang ved EM i 1992

Hej Tor
Vi har talt om fodbold sange på kontoret i dag. Kan det passe, at der ikke var en sang i 1992?
Kh Jette (og kollegerne)

Hej Jette
Jeg har fået lignende spørgsmål under andre slutrunder, og forklaringen er, at det hele jo gik lidt stærkt i 1992, hvor Danmark kom med til EM på et afbud på grund af borgerkrigen i Jugoslavien, så DBU nåede ikke at arrangere en officiel slagsang. Der var dog en gruppe, der under navnet De Heftige Heppere nåede at udgive ”Gi’ dem no’en på frakken”, i øvrigt med Melodi Grand Prix-vinder Lonnie Devantier som forsanger. Den sportslige succes i 1992 var stor, men sangen nåede ikke at bide sig fast.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Vi står sammen side og side

Mindre end et døgn efter fodboldspilleren Christian Eriksen kollapsede på banen, lagde DBU et billede af spillerne – med armene om hinandens skuldre før kampstart – ud på herrelandsholdets Facebook- og Instagram-profiler.  Som en hyldest til holdets ageren i forbindelse med Eriksens hjertestop var billedet ledsaget af teksten ”Vi er røde, vi er hvide. Vi står sammen, side om side”, som stammer fra slagsangen fra fodbold-VM i 1986. I marts 1986 havde Ekstra Bladet annonceret, at alle kunne indsende forslag til, hvordan en dansk slagsang kunne lyde. Ved EM i 1984 havde Danmark ikke en officiel slagsang, men blandt andre tv-manden Jarl Friis Mikkelsen og musikeren Michael Bruun havde skabt den opsigtsvækkende ”Nu Rap”, hvor DR’s pensionerede sportschef Gunnar ”Nu” Hansen hakkede sig gennem en form for rap med omkvædet ”We are red, we are white, we are Danish dynamite”. Da Danmark kvalificerede sig til VM, lavede Jarl Friis Mikkelsen og Michael Bruun en aftale med DBU om at levere en officiel slutrundesang, og i samspil med Ekstra Bladet blev konkurrencen ”Syng dig til Mexico” udskrevet.

En artikel fra Det Kongelige Bibliotek citerer nogle af de tekstforslag, læserne indsendte i håbet om at vinde en rejse til VM: “Søren Busk har overskæg og banens bedste ’overlæg’, fodbold det er sagen, hvis Laudrup han har dagen” og “Det er rødt og hvidt, det er dit og mit, og så er det skattefrit”. Postkassen bugnede mildt sagt ikke af lyriske mesterværker, og det endte derfor med, at Jarl Friis Mikkelsen kombinerede små stumper og stykker fra læserbidragene med sine egne idéer, hvilket kan forklare, hvorfor teksten til ”Re-sepp-ten”, som den hedder, er et mærkværdigt kludetæppe af metaforer, eventyrreferencer og fællessangs-banaliteter. Og faktisk kom teksten til at fremstå endnu mere mærkelig, da den op til VM i 2010 blev genindspillet af den japanske popduo Vanilla Beans, der havde set sig lune på det danske landshold. De to unge kvinder sang lyden af de danske ord fra ”Re-sepp-ten”, og de havde endda overtalt dan danske ambassadør i Japan, Franz-Michael Skjold Mellbin, til at medvirke i musikvideoen, hvor han tog hovedtelefonerne forkert på, præcis som Preben Elkjær gjorde i den originale video fra 1986.

Vort gamle Danmark skal bestå

Med et års forsinkelse begynder herrernes Europamesterskaber i fodbold på fredag, og for første gang nogensinde lægger Danmark bane til nogle af EM-kampene. Værtskabet er i år fordelt ud for tolv byer, og da København er en af dem, skal Danmark for første gang spille på hjemmebane ved en EM-slutrunde. Bandet Alphabeat har leveret årets officielle slagsang ”Danmarks Dynamite”, der helt som ventet bliver målt op imod alle tiders største danske slagsang ”Re-Sepp-Ten” fra 1986 med det stadig effektfulde omkvæd ”Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side”. Men man kan også argumentere for, at den vigtigste fodboldsang i virkeligheden er en gammel sag fra 1800-tallet, for før de danske landskampe spilles nemlig Adam Oehlenschläger og H. E. Krøyers ”Der er et yndigt land”. Ifølge Højskolesangen menes det, at digteren Oehlenschläger blev ansporet til at skrive sin fædrelandshyldest, da Selskabet til de skiønne Videnskabers Forfremmelse i 1819 udskrev en konkurrence om en nationalsang. Han deltog dog ikke i konkurrencen, som blev vundet af Juliane Marie Jessens ”Dannemark, Dannemark, hellige Lyd”, og i stedet udgav han sin tekst med titlen ”Fædrelands-Sang” i 1823. Dengang var der intet mindre end tolv vers, som blandt andet sammenligner den daværende konge Frederik d.6. med sagnkongen Frode Fredegod og holder Danmarks skønhed op mod både ”Ruslands vinterørkner” og ”Sydens blomstermai”. Ved en senere udgivelse havde Oehlenschläger barberet den langstrakte hymne ned til fem vers, og den version, man kender bedst i dag, består af de oprindelige første, andet og tredje vers samt afrundingen af tolvte vers med ”Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå”.

Både ”Der er et yndigt land” og ”Kong Christian stod ved højen mast” er nationalmelodier for Danmark, og oveni er ”Kong Christian” også landets kongesang. Fordi Danmark har to nationalmelodier, opstod der i 1980’erne diskussion om brugen af den ene frem for den anden sang forud for fodboldlandskampe. Mange fodboldfans foretrak ”Der er et yndigt land”, og de danske roligans sang ofte ”Der er et yndigt land”, mens et orkester ved udebanekampe spillede ”Kong Christian”, som Udenrigsministeriets protokol foreskrev. Det førte også til en folketingsdebat om emnet, og sagen endte med, at daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen skar igennem og pegede på ”Der er et yndigt land” som den primære nationalmelodi ved begivenheder som fodboldlandskampe.

Lørdag aften vil H. E. Krøyer og Adam Oehlenshlägers gamle fædrelandshymne lyde i Parken forud for Danmarks første kamp i EM-gruppespillet, hvor landsholdet møder Finland.

Schlüter og shubberne

I torsdags døde forhenværende statsminister Poul Schlüter, og siden dødsfaldet blev offentligt kendt fredag formiddag har der fra alle sider været mindeord og lovprisninger fra tidligere medarbejdere, kolleger og modstandere. Sammen med beskrivelserne af den erfarne politiker og parlamentariske balancekunstner er der også blevet vist billeder af Schlüters folkelige og joviale side, som formentlig var medvirkende til at holde ham i Statsministeriet i ti år, og et af de mest kendte motiver er fra dengang, han gik på scenen med Shu-bi-dua. Billederne med forsanger Michael Bundesen og resten af bandet stammer fra den store fejring af hans 60-års fødselsdag i 1989. Dagen var startet med morgenmad for alle medarbejderne i Statsministeriet og officiel frokost på Langelinie Pavillonen i København, men det store slagnummer var aftenfesten i Bella Center med tv-transmission og to orkestre – og en statsminister med elguitar.

”Det var en gevaldig fest og utrolig veltilrettelagt; der kom minsandten 2.000 mennesker. Jeg havde været lidt bange for, at det ville blive en kedelig aften, men det kan jeg love for, at det ikke blev. Og jeg husker alt i alt dagen som en fabelagtig fødselsdag med taler og festsange – blandt andre havde Bertel Haarder skrevet en sang, og der var underholdning med Johnny Reimars Partyband”, fortæller den tidligere statsminister i erindringsbogen ”Det var vel ikke så ringe endda”. Men udover Johnny Reimar og Bertel Haarder var også Shu-bi-dua hyret til at gøre aftenen festlig, og musikerne inviterede statsministeren op for at spille med dem. Hvad stillbillederne flere årtier senere ikke afslører, er, at Schlüter reelt ikke spillede med:

”Det lød slet ikke så dårligt, selv om jeg aldrig havde spillet guitar, kun klaver … Og grunden til, at det lød godt, var nok, at jeg slet ikke spillede – men nøjedes med at illudere”, erkendte Schlüter over for forfatter Kurt Strand i ”Det var vel ikke så ringe endda”.

Poul Schlüter satte også spor på flere popudgivelser i sin samtid på grund af sin evne til at levere udtryk og citater, der blev hængende i sproget. Både musikeren Nikolaj Steen under kunstnernavnet Nickname og komikerdouen Cirkus Montebello med Niels Olsen og Thomas Mørk har udgivet sange med titlen ”Det går ufattelig godt” med klar henvisning til et Schlüter-citat, og i 1987 udgav en stribe anonyme medie- og musikfolk under navnet M*A*Y*D*A*Y singlen ”Politiker rap”, der brugte klip fra en række danske politikere. Opfølgeren ”(Nyt) År efter år” rummede med klip fra dronning Margrethe og statsminister Poul Schlüters nytårstaler og blev udgivet under navnet Hærværk.

Poul Schlüter blev 92 år gammel, og han bliver bisat fra Holmens Kirke på lørdag – grundlovsdag.

Spørgsmål: Musik, der hjælper naturen

Hej Tor
TV2 sender for tiden en lille reklametegnefilm om noget med at hjælpe naturen. Der er en utroligt fin sang med. Er det en, der ”findes i virkeligheden”, eller er den kun lavet til reklamen?
Mvh. Klara

Hej Klara
Sangen findes skam i fuld længde og har også haft et fint liv forud for tv-spottet. Den hedder ”Home to you” og er med den norske sangerinde Sigrid. ”Home to You” er fra 2019 og udkom i første omgang på soundtracket til filmen ”The Aeronauts”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Venner genforenes på tv

Selvom det er 17 år, siden det sidste afsnit af ”Venner” blev sendt, er komedieserien om Rachel, Monica, Phoebe, Ross, Chandler og Joey stadig vældigt populær på tv-kanaler og streamingtjenester. I flere år har der været snak om at genforene stjernerne fra serien, men blandt andet corona-pandemien har været medvirkende til, at planerne har trukket ud. Nu er optagelserne dog i kassen, og på tjenesten HBO kan man fra på torsdag atter se de gamle venner samlet i den kulisselejlighed, der var omdrejningspunkt for serien fra 1994 til 2004. Det er dog ikke tv-seriens figurer, der mødes, men derimod skuespillerne bag rollerne, for der er ikke tale om et nyt afsnit af ”Venner”, men en slags genforeningsudsendelse med interviews, anekdoter og gæster som Lady Gaga, David Beckham og Justin Bieber på besøg. Hvordan det hele præsenteres, kan man først følge om nogle dage, men mon ikke også man kan høre den karakteristiske kendingsmelodi ”I’ll Be There For You” i programmet.

Da serien var under udvikling, var det oprindeligt planen at bruge R.E.M.-sangen ”Shiny Happy People” som kendingsmelodi, men det sagde medlemmerne i R.E.M. nej til. I stedet fik sangskriverne Allee Willis og Michael Skloff til opgave at skrive et stykke lignende musik, der kunne bruges i introsekvensen. Allee Willis havde set seriens pilot, dvs. det indledende prøveafsnit, der skulle give et billede af, om serien ville kunne fungere på skærmen, og hun havde fået udstukket linjen ”I’ll be there for you” (jeg vil være der for dig), fordi temaet skulle være venskab og loyalitet gennem tykt og tyndt. Duoen The Rembrandts, som ellers satsede på deres egen musik, blev sat til at indspille den korte bid, der skulle bruges i serie-introen, og det var som udgangspunkt det. Men da serien hurtigt viste sig at blive en stor succes, steg efterspørgslen også på at få udgivet ”I’ll Be There For You” som en hel sang i fuld længde. The Rembrandts fik lov til selv at skrive endnu et vers og et C-stykke sidst i sangen, så den kunne vare mere end de 45 sekunder, seerne havde oplevet på tv. Den store fordel for The Rembrandts i dette var, at mens de ikke havde nogen rettigheder til – og dermed indtægter fra – tv-seriens intromusik, så fik de et medejerskab over den fulde sang, der blev udgivet og spillet heftigt på alverdens radiostationer.