Kategori: Musiknyheder

Det er åbenbart aldrig for sent at genoplive en filmsucces, så i denne uge er der biografpremiere på opfølgeren til den legendariske film ”Top Gun” fra 1986. Tom Cruise spiller igen rollen som jagerpiloten Pete ”Maverick” Mitchell, og han er tilbage på Top Gun-skolen, hvor han var rekrut i den oprindelige film, men hvor han nu skal undervise en ny generation af elitepiloter til det amerikanske militær. Filmen fra 1986 var succesfuld på mange forskellige måder. Udover at være et stort biograf-hit og sikre sig en markant plads i filmhistorien sikrede den Tom Cruise det store gennembrud, men også soundtracket til filmen var særdeles populært og høstede adskillige priser, blandt andet en Oscar for bedste sang til den romantiske ”Take My Breath Away”.

Soundtracket til den nye film rummer nye sange fra stjerner som Lady Gaga og OneRepublic, men et af de store hits fra 1986-filmen har også fundet vej til ”Top Gun 2: Maverick”, for ”Danger Zone” er endnu engang en del af jagerpiloternes lydspor. Produceren Giorgio Moroder var i forvejen involveret i filmmusikken til ”Top Gun”, da han blev spurgt, om han også kunne levere et bud på en sang til filmen. Filmholdet havde haft flere hundrede sange i spil til de friske optagelser af jagerfly og hangarskibe, men intet fungerede for alvor, som de gerne ville have det. Moroder arbejdede videre med et stykke musik, han havde skrevet med tanke på filmens åbningsscene, og sammen med sin makker Tom Whitlock blev det til en hel sang med det senere så kendte omkvæd ”Highway to the danger zone, ride into the danger zone”. Nummeret fungerede fuldstændig, som det skulle til de energifyldte flyscener, men det var ikke helt let at få en aftale med en sanger på plads. Det pladeselskab, der havde kontrakt på at udgive filmens soundtrack, holdt på, at det skulle være en af deres egne kunstnere, der skulle i front, hvilket begrænsede mulighederne. Både Toto, Starship og REO Speedwagon var i spil, og sangskriver Tom Whitlock fortalte for nogle år siden til bloggen ”Kickin’ It Old School”, at ”Danger Zone” også var en tur omkring den unge musiker Bryan Adams, men at han afslog tilbuddet, fordi han ikke ville involveres i et projekt med så klart militærtema som ”Top Gun”. Til sidst spurgte de sangeren Kenny Loggins, som i forvejen skulle bidrage med en anden sang til soundtracket, om han havde lyst til at besøge dem i studiet, og i programmet ”Professor of Rock” har han fortalt, at han sagde ja til at synge ”Danger Zone” uden på forhånd at have hørt den. Han syntes nemlig, han havde for mange ballader på repertoiret, så da han fik at vide, at ”Danger Zone” var et uptempo-nummer, var der ingen betænkninger.

Nummeret endte med at blive et af hans største hits og en så integreret del af ”Top Gun”-universet, at den også er med i den nye film. ”Top Gun 2: Maverick”, som får premiere herhjemme torsdag, har været undervejs siden 2010, og selvom filmen har haft forhindringer på vejen, og premieren er blevet udskudt flere gange på grund corona-pandemien, er den blevet modtaget overvældende positivt af alverdens anmeldere.

Den har sine rødder helt tilbage i slutningen af 1800-tallet, men i denne uge er det præcis 60 år siden, den kendte fødselsdagssang ”Happy Birthday To You” indgik i en af tv-historiens mest ikoniske optrædener. Over det meste af verden kender man ”Happy Birthday To You”, men sangen startede faktisk ikke sin tilværelse som en fødselsdagssang, men derimod som en slags morgenhilsen. Søstrene Mildred og Patty Hill fra den amerikanske delstat Kentucky arbejdede begge i børnehaver og i de små skoleklasser, og sammen fandt de på en lille sang, der kunne byde børnene velkommen hver dag. Historien fortæller, at Mildred kom på melodien, og Patty hjalp til med teksten, som lød ”Good morning to you, good morning to you, good morning dear children, good morning to all”, da den i 1893 udkom i sangbogen ”Song Stories For the Kindergarten”. Efterhånden som andre skoler tog sangen til sig, og den begyndte at få sit eget liv, begyndte man nogle steder også at bruge den som fødselsdagssang. Hvem der kreerede den i dag så velkendte ”Happy birthday to you”-tekst, fortaber sig i glemslen, men i 1920’erne dukkede den op i en sangbog med både Hill-søstrenes tekst og det ekstra fødselsdagsvers, og i starten af 1930’erne var fødselsdagssangen så udbredt, at den blev brugt i både musicals og radioshows.

Sangen var derfor allemandseje, da skuespilleren og sangerinden Marilyn Monroe gik på scenen den 19. maj 1962 for at lykønske den amerikanske præsident John F. Kennedy ved et indsamlingsarrangement i anledning af præsidentens 45-års-fødselsdag. Aftenens toastmaster havde flere gange annonceret Monroe, og for publikum virkede det som en joke, at han blev ved med at introducere superstjernen, uden at der skete noget. Men som en del af overraskelsen trådte hun til salens store jubel pludselig ind på scenen iført en pels og en kjole så kropsnær, at hun knapt nok kunne gå i den. På scenen sang hun fødselsdagssangen så indfølt og kælent, at den korte optræden i dag er noget af det, hun er bedst kendt for. Jazzpianisten Hank Jones akkompagnerede Marilyn Monroe og fortalte i 2005 om det på radiostationen NPR: ”Hun gav otte takter med Happy Birthday To You og otte takter af Thanks For the Memories. Så for de seksten takter øvede vi otte timer. Hun var nervøs og oprevet. Hun var slet ikke vant til den slags – og på den anden side, hvem ville ikke være nervøs for at skulle synge fødselsdagssang for præsidenten?”

Den helt store bookmakerfavorit ved årets udgave af Det Internationale Melodi Grand Prix, der afholdes i Italien i denne uge, er Ukraine. Ikke fordi det ukrainske bidrag ”Stephania” skal betragtes som et musikalsk højdepunkt, men fordi landet forventes at modtage en god portion sympatistemmer fra både jury og seere på grund af den russiske invasion. Krigen har også betydet, at både Rusland og Hviderusland i år er udelukket fra at deltage i musikkonkurrencen, der også kaldes Eurovision Song Contest. Men ser man bort fra Ukraines position som ”goodwill-favorit”, er det blandt andre Sverige og værtslandet Italien, der forventes at skulle dyste om topplaceringerne, samt Storbritannien, der ellers har haft det svært i Eurovision, siden det i 1999 blev tilladt selv at vælge, hvilket sprog man vil synge på. Sidste år endte briterne endda med et bemærkelsesværdigt resultat, da både juryerne og seerne tildelte dem lige præcis nul point. Men der er en stor tro på, at Storbritanniens bidrag vil kunne få en topplacering i år, hvor man også kan markere 25-året for den seneste britiske Eurovision-sejr.

I 1997 sang gruppen Katrina and the Waves sig nemlig helt til tops med ”Love Shine a Light”, selvom Grand Prix’et ikke var noget, de på forhånd havde gjort sig mange tanker om. I et interview med avisen Metro i 2009 fortalte forsanger Katrina Leskanich, at hun havde fået et opkald fra BBC’s Eurovision-ansvarlige, der spurgte, om de havde en sang liggende, der ville kunne bruges i konkurrencen. Hun svarede: ”Ja, vi har en sang, der hedder Love Shine a Light, som vi aldrig har udgivet, fordi den er alt for sødsuppe, alt for Abba-agtig, alt for Eurovisionsk, så den vil være perfekt for jer”. Det var dog ikke tanken fra Katrina and the Waves, at de selv skulle fremføre nummeret, men de lod sig overtale, fordi et pladeselskab overbeviste dem om, at de ville kunne genoplive den succes, som var gået i sig selv siden deres store 80’er-hit ”Walking On Sunshine”. ”Folk kan være virkeligt dumme, når de bliver rigtigt desperate, og de får at vide, at noget vil være godt for dem, selvom det ikke vil”, fortalte Katrina Leskanich i 2009 som en forklaring på, hvorfor gruppen alligevel stillede op i en musikkonkurrence, hun egentlig ikke brød sig om.

I år har briterne udpeget sangeren Sam Ryder som deres Eurovision-deltager. Han blev kendt via sociale medier i starten af corona-pandemien, hvor han i sit hjem fremførte coverversioner af andres sange, og særligt på TikTok fik han en meget stor følgerskare. Hans sang ”Space Man” er Storbritanniens bedste bud på en Eurovsion-vinder i mange år, men om den formår at forpurre bookmakerprofetien om ukrainsk sejr, finder vi først ud af på lørdag, når finalen afholdes i Torino.

Tirsdag aften markeres årsdagen for Danmarks befrielse i 1945 overalt i landet. At vi igen står i en tid med krig i Europa, kaster sit skær over befrielsesdagen, både fordi tankerne om ufred og frihed er mere aktuelle end sædvanligt, når der tændes lys i vinduerne, og fordi Jyllands-Posten og Politiken har arrangeret, at Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj via storskærme i København og Aarhus holder tale til danskerne. Netop denne befrielsesdag er også særlig, i og med at det er første gang i flere år, at hverdagslivet i Danmark ikke er påvirket af corona. For præcis et år siden var maj præget af trinvise genåbninger, og for to år siden måtte mange fejringer af 75-året for befrielsen aflyses under den første nedlukning. Blandt andet måtte en stor koncertforestilling på Den Kongelige Teater aflyses, men med to års forsinkelse kan publikum tirsdag komme til en kombination af koncert og fællessang med referencer til de Alsangsstævner, der blev afholdt i de første år af besættelsen. Forestillingen hedder ”En lærke letted’ – 75-året for Danmarks befrielse” opkaldt efter den sang, der med årene er blevet det stærkeste musikalske minde om befrielsen.

Teksten til ”En lærke letted’” blev skrevet af Mads Nielsen, som til daglig var apoteker i Kolding, men som også havde skrevet flere digte og sange til brug hos KFUM-spejderne. Hans befrielsesdigt blev trykt i Kolding Folkeblad under titlen ”Danmark Frit”, og ifølge Det Kgl. Biblioteks gennemgang af sangens historie, var det en af de lokale præster, der fik idéen til at gøre det til en sang ved en befrielsesfest, han var i gang med at planlægge. Det skulle gå stærkt, så han henvendte sig til lærer og komponist Mathias Christensen, som på trods af, at han kun fik en enkelt dag til opgaven, skabte den smukke melodi, vi kender i dag. Der findes også andre melodier til ”En lærke letted’”, og da sangen i 1950 blev optaget i Højskolesangbogen, var det oprindeligt med en anden melodi end Mathias Christensens, som har vist sig at være den mest holdbare.

Selvom der for tiden er længere mellem de store hits, så har sangerinden Medina ikke forladt rampelyset – og i næste uge skinner det på hende på en ny måde. Hun er nemlig omdrejningspunktet i både dokumentarfilmen ”Medina” og tv-serien ”Medina – hele min historie”, som begge er skabt af filminstruktør Kaspar Astrup Schröder, men som to selvstændige værker. Serien er til en yngre målgruppe og går efter sigende helt tæt på Medina, mens filmen blandt andet har et større fokus på musikken.

Medina udgav sit første album i 2007, uden at ret mange lagde mærke til det, men singlen ”Kun for mig” ramte de danske radiostationer og dansegulve med et brag i september 2008. For nogle år siden fortalte Medina og hendes samarbejdspartnere Rasmus Stabell og Jeppe Federspiel fra producerteamet Providers til musikmediet Gaffa, hvordan ”Kun for mig” kom til verden. Grundlaget i beatet og lyden kom fra et remix, Providers havde lavet til en anden kunstner, men da det aldrig blev udgivet, arbejdede de videre med nye akkorder og en melodi, som Medina udviklede lidt efter lidt. ”Kun for mig” blev et stort hit alle steder, men Medinas egen bedste oplevelse med sangen kom, da hun første gang havde den med hjem fra studiet til sin lejlighed i Istedgade i København, hvor to arbejdsløse veninder havde indlogeret sig. ”De sov længe, og så får jeg vækket de to piger og siger ’Jeg skal lige spille noget for jer’. Og så satte vi den på, og så lavede vi gin og tonics og dansede i stuen hele dagen til den sang, og vi satte højttalerne i vinduet ud mod Istedgade, hvor folk, vi kendte, kom op forbi, og folk stoppede på gaden”.

”Kun for mig” ændrede Medinas liv, og med efterfølgende hits som ”Ensom”, ”Vi to” og ”Synd for dig” fulgte også massiv opmærksomhed fra medier og fans. Medina og filminstruktør Kaspar Astrup Schröder kendte hinanden, før Medina fik sit store gennembrud, og Schröder vil med filmen og serien gerne tegne et andet billede af Medina end det, som han kunne se i mediernes overskrifter de efterfølgende år, og som han ikke følte, han kunne genkende. Filmen ”Medina” kan fra på tirsdag ses i udvalgte Nordisk Film-biografer, mens serien ”Medina – hele min historie” har premiere på Discovery+ og Kanal5 to dage senere.

Hvis man udelukkende følger kalenderens inddeling af årstiderne, får man sig gerne en skuffelse, når den påståede forårsmåned marts viser sig fra sin kolde og våde side, og selv efter den astronomiske skillelinje i form af forårsjævndøgn den 20. marts kan foråret ofte føles en tand for vinterligt. Men i disse dage midt i april er al tvivl heldigvis skubbet til side, for nu kan man for alvor mærket foråret, hvor alting springer ud, og hvor forelskelsens sange bliver til. En af de forårssange, der gang på gang finder vej, er ”Vårvise”, som i år fylder 35 år. Sebastian skrev ”Vårvise” til sin plade ”På vulkaner” i 1987, men sangen fik også stor betydning for norske Sissel Kyrkjebøs karriere. Den unge sangerinde havde stor succes med sin debutplade hjemme i Norge, men ”Vårvise” gjorde hende fra den ene dag til den anden kendt i Danmark. For nogle år siden forklarede Sebastian til Ekstra Bladet, at han var blevet kontaktet af producer og talentspejder Poul Bruun, som gerne ville udgive Sissel Kyrkjebø-pladen i Danmark, men at der gerne skulle tilføjes et par danske sange til det danske publikum:

”Han spurgte, om jeg havde noget, og jeg havde lige indspillet nummeret til På Vulkaner-pladen med mig selv på sang. Poul sendte så det og nogle andre sange op til Norge, og Sissel valgte Vårvise”, forklarede Sebastian.

Sissel Kyrkjebø rejste til Danmark og indspillede ”Vårvise” som duet med Sebastian, og om aftenen medvirkede de sammen i Hans Otto Bisgaards tv-program ”Under Uret”, hvor både Kyrkjebø og ”Vårvise” for første gang blev introduceret til danskerne, og siden da har de to været uløseligt forbundet. Til Ekstra Bladet fortalte Sebastian også, at han nogle år senere blev kontaktet af Eddie Skoller, som var vært på et svensk tv-program, hvor Sissel Kyrkjebø også skulle komme på besøg, og han ville gerne lære ”Vårvise” af Sebastian, så han kunne optræde sammen med hende på svensk tv, sådan som Sebastian havde gjort på dansk tv. Alt dette førte til, at den unge sangerinde og den 25 år ældre entertainer forelskede sig og efterfølgende også blev gift og fik to børn, efter at de sammen havde sunget ”sangen om sol og syrener, våren i eksplosion”.

Det var en musikoverraskelse af de store, der blev præsenteret i sidste uge, da det legendariske band Pink Floyd pludselig meddelte, at de havde indspillet en ny sang. Selvom gruppen har optrådt gennem årene, er der ikke kommet nyindspillet musik fra Pink Floyd siden 1994, men en usædvanlig tid afstedkommer usædvanlige tiltag. Årsagen til at udgive sangen ”Hey Hey Rise Up” er nemlig den russiske invasion af Ukraine og den brede opbakning til ukrainernes kamp. Der er dog ikke blot tale om et Pink Floyd-projekt, der skal støtte Ukraine, men i høj grad et ukrainsk værk, som Pink Floyd kanaliserer videre på deres egen måde. ”Hey Hey Rise Up” er baseret på den mere end hundrede år gamle ukrainske sang ”Oi u luzi chervona kalyna”, hvis titel kan oversættes til ”Åh, røde viburnum på engen”. Selvom rød vibernum er en plante i det, der på dansk kaldes kvalkved-familien, så bruges den i den gamle sang som et symbol på en militærenhed, der kæmpede på Østrig-Ungarns side i 1. verdenskrig, og hvert vers i sangen afsluttes med linjen ”Og vi skal rejse os og opmuntre vores herlige Ukraine, hey-hey”. Sangen fra 1914 er efter den russiske invasion blevet brugt som en slags protestsang eller hymne for national stolthed, som ikke blot synges i Ukraine, men som også blev anvendt som musikalsk ledsagelse til de ukrainske deltagere ved VM i kunstskøjteløb.

Som så mange andre meldte sangeren Andriy Khlyvnyuk fra det populære ukrainske rockband Boombox sig til de ukrainske forsvarsstyrker efter invasionen, og sidst i februar oploadede han en lille video, hvor han på Sofiyskaya-pladsen i Kyiv sang den gamle hymne, hvilket blev delt vidt og bredt af ukrainere på de sociale medier. Videoen nåede også frem til Pink Floyd-guitaristen David Gilmour, som har en ukrainsk svigerdatter, og som i 2015 spillede med flere af Boombox-musikerne ved et arrangement i London til støtte for fængslede hviderussiske teaterfolk. Da Gilmour så videoen med Khlyvnyuk i Kyiv, berørte den ham: ”Jeg læste for nylig, at Andriy havde forladt sin amerikanske turné med Boombox, var taget tilbage til Ukraine og havde sluttet sig til De Territoriale Forsvarsstyker. Så så jeg denne utrolige video på Instagram, hvor han står på et torv i Kyiv med en smuk kirke med guldkuppel og synger i byen, der er helt stille uden trafik eller baggrundsstøj på grund af krigen. Det var et stærkt øjeblik, som gav mig lyst til at sætte musik til det”. På Pink Floyds første nyindspilning i 28 år er det således den ukrainske stjerne Andriy Khlyvnyuk, man hører synge, for ”Hey Hey Rise Up” er bygget op rundt om Khlyvnyuks egen optagelse under åben himmel i Kyiv. Andriy Khlyvnyuk har selv givet sin velsignelse til Pink Floyd-udgivelsen, der ikke blot yder moralsk støtte til ukrainerne, men også samler penge ind til Ukraine Humanitarian Relief.

For få dage siden begyndte rygterne at svirre om, at et af historiens mest succesfulde boybands måske er ved atgøre klar til en gendannelse. I slutningen af 90’erne og begyndelsen af 00’erne var den amerikanske kvintet *NSYNC en af verdens største popgrupper, men de har ikke udgivet noget sammen siden 2002, hvor Justin Timberlake fik gang i sin solokarriere. I sidste uge kunne man på den officielle Twitter-profil for *NSYNC læse de tre ord “Something is coming…” (”Noget er på vej”, red.), hvilket naturligvis satte gang i spekulationerne om, at det kunne være et forvarsel om en gendannelse af gruppen bag hits som ”Bye Bye Bye”, ”Tearin’ Up My Heart” og ”It’s Gonna Be Me”. Timingen ville også være fin, efter at en ny generation er blevet introduceret til netop ”It’s Gonna Be Me” via Disney Pixar-tegnefilmen ”Rød”. Godt nok figurerer ”It’s Gonna Be Me” ikke i selve filmen, men den spiller en rolle i traileren for filmen, der foregår i 2002 og handler om den 13-årige kinesisk-canadiske pige Mei, som er vild med et boyband, og som pludselig oplever at kunne forvandle sig til en rød panda, da hun kommer i puberteten. For at give filmreklamen den rette stemning af boyband-hysteri og poplyden omkring årtusindskiftet ledsages filmklippene af ”It’s Gonna Be Me”, måske også fordi titlen synges på en karakteristisk måde, hvor ”me” lyder som ”May” eller ”Mei”. Lige siden udgivelsen i 2000 har den specielle betoning af ”me” vakt opsigt, og sidste år forklarede musikproduceren Rami Yacoub til MusicRadar, at det var helt bevidst, at nogle ord blev ”over-udtalt” for at fremstå helt klart, og han mente, at det gjorde ”me” både iørefaldende, anderledes og lidt irriterende.  

*NSYNC-sangeren JC Chasez har også fortalt, at de arbejdede med at ændre udtalen af visse ord: ”Når man hører nogen i studiet synge det på den måde, tænker man først: Hvad er der galt med dig? Men man er nødt til at dykke ned og ramme konsonanternes og vokalernes forskellige former for at give dem energi. I stedet for at sige ’It’s gonna be me’ sagde vi ’ET’S GONNA BAY MAY’ for at få det til at ramme hårdere. Disse bevidste valg lyder udefra betragtet sjovt, men når det hele bliver samlet, lyder det det forrygende”, forklarede JC Chasez til musikmediet Billboard.

Boyband-sangene i selve tegnefilmen ”Rød” er skrevet af popstjernen Billie Eilish og hendes bror Finneas, og de lyder som noget, *NSYNC, Backstreet Boys eller Five kunne have udgivet omkring årtusindskiftet. Men faktisk er flere af de store boybands fra den periode fortsat aktive, så gamle fans af Backstreet Boys, Westlife og Take That har gennem årene kunnet genopleve de gamle hits. *NSYNC-fansene må dog stadig væbne sig med tålmodighed, for indtil videre lader det til, at det kryptiske Twitter-varsel ”Something is coming” handlede om noget så simpelt som en ny tøjkollektion i gruppens webshop.