Kategori: Musiknyheder

Den store musikalske begivenhed i denne uge er de to semifinaler og lørdagens finale i Det Internationale Melodi Grand Prix, også kaldet Eurovision Song Contest, som i år holdes i den schweiziske by Basel. Med danske briller er handler det naturligvis først og fremmest om, hvorvidt sangerinden Sissal og det danske bidrag ”Hallucination” torsdag aften kan komme videre fra semifinalen, men derudover markeres det også, at det i år er 25 år siden, Brødrene Olsen vandt det hele med ”Fly On the Wings of Love”. Selve årsdagen var i går, og af samme årsag var Jørgen Olsen på besøg i den første semifinale i aftes.

Det endte med den store triumf for 25 år siden, men forventningerne var yderst begrænsede, da Jørgen Olsen og hans bror med kælenavnet Noller drog til Stockholm i maj 2000 efter at have vundet det danske Melodi Grand Prix med ”Smuk som et stjerneskud”. Men i dagene op til Eurovision steg interessen for de to modne herrer mellem alle de unge popsangere, og på finaleaftenen var publikums modtagelse næsten euforisk.

– Jeg kan huske, vi går på scenen, og jeg tænker: “Naura, hvor er det stort, det her!”. Vi står jo bare dér med to guitarer og spiller, men publikum går fuldstændig amok. Jeg tænkte, at svenskerne måtte have drukket sig fulde, mindedes Jørgen Olsen i et interview med DR tidligere i år.

Her fortalte han også, at hans bror efter deres vellykkede optræden fortolkede publikums modtagelse således: “Nå, jeg tror da, vi kan få et stort hit i Sverige”. I stedet for blot et hit i Sverige fik Brødrene Olsen Eurovision-trofæet med hjem fra Stockholm, og deres vindersang bliver stadig ofte fundet frem et kvart århundrede senere. For eksempel har fansitet Eurosong kort før årets Eurovision lagt en video på Youtube, hvor den danske vinder Sissal synger netop ”Fly On the Wings of Love” i duet med selveste Jørgen Olsen.

I næste uge begynder årets filmfestival i Cannes, og et af de kommercielle trækplastre er verdenspremieren på den allersidste film i actionserien ”Mission: Impossible” med Tom Cruise i hovedrollen. Til at begynde med var ”Mission: Impossible” en tv-serie, der blev produceret fra 1966 til 1973 og igen fra 1988 til 1990, og det er fra den originale tv-serie, den berømte kendingsmelodi stammer. Oprindeligt var den dog ikke planlagt til at være kendingsmelodi. Den argentinske komponist Lalo Schifrin var hyret til at skrive musik til tv-serien, men det bud på en kendingsmelodi, han præsenterede, var serieskaberen Bruce Geller ikke tilfreds med. Til gengæld var han så begejstret for et stykke musik, Schifrin havde skrevet til en bestemt spændingsscene, at han ophøjede det til at være kendingsmelodi for hele serien.

Da det gamle agentunivers i midten af 1990’erne skulle bringes ind i en ny tid, blev rockgruppen U2 spurgt, om de ville indspille en ny version af kendingsmelodien. Forsangeren Bono og guitaristen The Edge havde ikke tid til at gå ind i ”Mission: Impossible”-projektet, så bassisten Adam Clayton og trommeslageren Larry Mullen gik på egen hånd i gang med at modernisere Lalo Schifrins karakteristiske serietema. Blandt andet ommøblerede de det en smule ved at ændre rytmen fra den lidt kryptiske 5/4-takt til den mere regulære – og mere dansevenlige – 4/4-takt. Clayton og Mullens genindspilning blev et decideret hit og var med til at understrege succesen for det genoplivede actionkoncept med Tom Cruise i hovedrollen.

Nu er den 62 år gamle Tom Cruise klar til at lukke sin næsten 30 år lange filmserie med den ottende i rækken, ”Mission: Impossible – The Final Reckoning”, som får premiere i Cannes.

I dag er det præcis 50 år siden, Vietnamkrigen sluttede, da de kommunistiske styrker indtog præsidentpaladset i Saigon. Meget tidligt samme morgen forlod de sidste amerikanske marinesoldater og landets ambassadør byen som afslutningen på en omfattende evakuering med helikoptere, som var blevet sat i gang dagen forinden med et kendt – og lidt overraskende – stykke musik som startskud.

Siden 1973 var den amerikanske tilstedeværelse i landet blevet stærkt begrænset, og i slutningen af april havde styrkerne fra det kommunistiske Nordvietnam overmandet de sydvietnamesiske styrker. Hovedstaden Saigon blev omringet, og de sidste tilstedeværende amerikanere gjorde sig klar til at forlade byen, når et særligt tegn blev givet. Den 29. april 1975 kunne man på de amerikanske styrkers radiostation i byen høre vejrmeldingen om, at der var ”105 degrees and rising” (40 grader og temperaturen stiger, red.) efterfulgt af en særligt udvalgt sang, som man under normale omstændigheder aldrig ville spille på dette tidspunkt, og som derfor fungerede som et klart og på forhånd varslet signal til de amerikanske medarbejdere i Saigon: ”White Christmas”.

Den velkendte julesang var også fra en periode med krig, for komponisten Irving Berlin skrev den i 1941, og i 1942 blev den lanceret i filmen ”Holiday Inn” i den populære sanger Bing Crosbys originale indspilning. Under 2. Verdenskrig drog Crosby også ud i verden for at optræde for USA’s udstationerede soldater, og han har senere fortalt, at når han fremførte netop denne sang, græd alle. For ”White Christmas” handler ikke blot om jul og juledrømme, men også om afsavn og hjemve.

Efterfølgende er Vietnamkrigen, dens ofre og de hjemvendte soldaters traumer blevet beskrevet i sange som Billy Joels ”Goodnight Saigon”, Bruce Springsteens ”Born In the USA” og Paul Hardcastles “Nineteen”, men i april 1975 blev det julesangen ”White Christmas”, der satte gang i amerikanernes store evakuering fra Saigon.

I sidste uge fik en lille gruppe kvinder mulighed for at se Jorden udefra, da de deltog i en elleve minutter lang rumrejse. Rigmanden Jeff Bezos’ rumfartsselskab Blue Origin sendte en sangerinde, en tv-journalist, en filmproducer, en borgerretsaktivist, en forsker og Bezos’ forlovede ca. 100 km op, hvor de var i vægtløs tilstand i ca. fire minutter. Sangerinden var Katy Perry, der er kendt for blandt andet ”I Kissed a Girl”, ”Roar” og ”Firework”, og hendes medrejsende på turen forsøgte at få hende til at synge en af hendes egne sange på den korte tur. Det afslog hun, og med udsigt til jordkloden sang hun i stedet ”What a Wonderful World”. ”Jeg synes ikke, det handler om mig, det handler ikke om mine sange. Det handler om en kollektiv energi”, sagde hun bagefter om sit sangvalg.

Det var Louis Armstrong, der lancerede sangen – og udødeliggjorde den – i 1967 som en af de sidste indspilninger før sin død. “What a Wonderful World” var skrevet med Armstrong i tankerne af Bob Thiele og George Weiss, og Armstrong tog sangen til sig, fordi teksten mindede ham om Corona-kvarteret i New York, hvor han i mange år boede sammen med sin kone Lucille. ”Jeg har set tre generationer i det kvarter. De er der med deres børn, børnebørn, og de kommer tilbage for at besøge onkel Satchmo og tante Lucille. Det er derfor, jeg kan sige ’I hear babies cry, I watch them grow, they’ll learn much more than I’ll ever know’ Og jeg kan se betragte alle disse børn. Og jeg har billeder af dem, fra da de var fem, seks, syv år gamle. Så da jeg fik denne Wonderful World i hånden, var jeg ikke i tvivl”, er Louis Armstrong citeret for af Louis Armstrong House Museum, som formidler jazzlegendens historie.

Den danske reklametrailer for en musikalsk portrætfilm blev frigivet forleden dag, og om en måned kan man i en række danske biografer opleve dokumentaren ”One to One: John & Yoko”. Filmen handler naturligvis om ægteparret og kunstnerduoen John Lennon og Yoko One, og titlen henviser til deres velgørenhedskoncert ”One to One” i 1972, der er et af filmens omdrejningspunkter. Traileren lokker også med, at dokumentarfilmen er med ”musik fra John og Yokos eneste koncert i fuld længde nogensinde opført”, og en vigtig del af lydsporet er uddrag af Lennons sang ”Imagine”.

De fleste vil nok betragte ”Imagine” som et rent John Lennon-værk, men han erkendte senere, at netop Yoko Ono spillede en vigtig rolle i tilblivelsen af sangen – eller i hvert fald idéen bag sangen. To dage før sin død i 1980 gav John Lennon interview til BBC, hvor han fortalte, at idéen til ”Imagine” var hentet fra Yoko Onos bog ”Grapefruit” fra 1964. Her kan man blandt andet læse linjerne ”Imagine the clouds dripping. Dig a hole in your garden to put them in. Imagine myself crying and using my tears to make myself stronger”.

I BBC-interviewet sagde Lennon, at han burde dele æren for sangen med Ono, fordi idéen til teksten og selve konceptet stammede fra hende. ”Men dengang var jeg noget mere egoistisk, noget mere macho, og på en måde udelod jeg at nævne hendes bidrag. Men det var taget direkte fra Grapefruit, hendes bog. Der er bunker af ’Imagine this’ og ’Imagine that’”, forklarede John Lennon i interviewet. I traileren til den nye dokumentarfilm kan man høre Lennon sige, at ”jeg forelskede mig i et uafhængigt, kreativt geni. Jeg begyndte at vågne”, og på spørgsmålet om, hvordan han gerne vil have, at de skal huskes, svarer han kort: ”Bare som to elskende”. Filmen om de to elskende kunstnere får dansk biografpremiere den 15. maj.

Det blev sangerinden Leslie, der i fredags løb med sejren i årets ”X Factor”-finale, da hun fik markant flere stemmer end både nordjyske 9000 Håb på andenpladsen og Svend på tredjepladsen i det store show på TV 2. De tre deltagere optrådte blandt andet med nyskrevne finalesange, men aftenens første indslag var Leslies fortolkning af Tracy Chapmans sang ”Fast Car”.

Nummeret stammer fra Tracy Chapmans debutplade, som i 1988 vakte opsigt med sine socialrealistiske tekster og sit slægtskab med en singer/songwriter-tradition, som ellers mest blev forbundet med 1960’erne og 1970’erne og folk som Bob Dylan, Joan Baez og Carole King. I et interview med Hot Press i 1999 understregede journalisten kontrasten mellem Tracy Chapman og 1980’ernes øvrige popscene, men det var angiveligt ikke en forskel, sangerinden selv havde skænket mange tanker på det tidspunkt:

“Jeg tror, at når man står midt i det, når det er ens liv, så opfatter man det ikke på den måde. Jeg gjorde jo dybest set bare det, jeg havde gjort i et godt stykke tid: Jeg begyndte at skrive sange og spille guitar, da jeg var syv eller otte år gammel, jeg skrev nogle af sangene på det album, da jeg var 16, jeg havde spillet den samme slags musik, op til jeg lavede min første plade, og overraskende nok fandt jeg et ståsted i populærmusikken. Jeg forventede virkelig ikke, at nogen af mine plader ville blive så succesfulde, som de er blevet”.

I foråret 1988 var der en smule opmærksomhed om singlen ”Fast Car”, men et decideret gennembrudshit var den endnu ikke blevet. I juni var hun inviteret til at optræde ved en stor koncert

på Wembley i London for at markere Nelson Mandelas 70-års-dag fødselsdag. Tracy Chapman optrådte for det fremmødte publikum tidligt på dagen, men fik lidt uventet en chance mere om aftenen, hvor der også var et stort tv-publikum. Stevie Wonder skulle have været på scenen, men harddisken med alle de forproducerede dele af bandets optræden var ikke dukket op, så med meget kort varsel måtte der ændres i programmet. Den nærmest ukendte Tracy Chapman blev sendt på scenen alene med sin akustiske guitar, og efter at have optrådt med ”Fast Car” og ”Across the Lines” for både Wembleys publikum og tv-seere i 67 lande, kendte det meste af verden pludselig den unge musiker. ”Fast Car” er blevet genindspillet flere gange siden da, men særligt i 2023 fik sangen en genopblomstring, da den amerikanske countrysanger Luke Combs fik stor succes med sin version. Fredag aften åbnede den 21-årige sangerinde og guitarist Leslie Nguyen – sammen med det faste ”X Factor”-band og en strygertrio – årets finale med sin fortolkning af ”Fast Car”, som var med til at sikre hende sejren.

At skulle rangordne sange ud fra mere eller mindre subjektive kriterier er nærmest umuligt og måske ligefrem urimeligt – men ikke desto mindre ganske udbredt og ofte interessant. Den seneste tid har det amerikanske musikmedie Billboard løbende afsløret de sange, de har fundet værdige til en plads på en Top 100-liste over de største dansegulvshits nogensinde. Listen ”The 100 Best Dance Songs of All Time” rummer selvfølgelig masser af disco, dance, techno, funk og andre dansable genrer, men førstepladsen på listen er det første store track, der pegede frem mod en ny tids elektroniske musik. Nr. 1 på listen er nemlig Donna Summers “I Feel Love” fra 1977, som med hjælp fra producerne Giorgio Moroder og Pete Bellotte introducerede et helt nyt lydunivers med pulserende synthesizere og programmerede trommer. Den kortfattede, men effektive tekst til det næsten hypnotiserende dansehit kom fra Donna Summer selv, og ifølge Billboard skrev Summer den efter en timelang samtale med sin clairvoyante rådgiver, som netop havde bekræftet over for hende, at den mand, hun lige havde mødt, var ”den eneste ene”. Det viste sig at holde stik i den forstand, at Donna Summer og Bruce Sudano dannede par frem til Summers død i 2012

På Top 100-listen over de største dansehits nogensinde lige under ”I Feel Love” har Billboard-personalet placeret Deee-Lite-hittet “Groove Is in the Heart” fra 1990 på andenpladsen og Daft Punks “One More Time” fra 2000 på tredjepladsen.

Bandet TV-2 har mange jern i ilden for tiden. I forrige uge udkom deres 20. studiealbum ”Som om vi ikke har mere at sige”, og i denne uge og næste uge giver bandet tre meget store koncerter i Aarhus Congress Center og Royal Arena. Men TV-2 tilbyder også et interessant indblik i gruppens arbejde og historie i en ny dokumentarfilm. Instruktøren Jesper Skaaning har fulgt de fire musikere, der har lukket ham ind i privaten, fortalt om deres arbejde med musikken samt givet ham adgang til et privat arkiv med gamle optagelser.

Filmen har fået titlen ”TV-2: Kys det satans liv”, som naturligvis er en reference til sangen ”Kys det nu (det satans liv)” fra 1988. Sidste år udkom bogen ”TV-2 – Historien – Pladerne – Sangene”, hvor man kan læse, at forsanger Steffen Brandt til musikmagasinet Gaffa har pointeret, at denne sang kan noget af det, som sange skal kunne: ”De skal kunne kridte nogle store linjer op. Hvis man gennemgår en periode, hvor man ikke kan se nogen fremtid eller noget håb, synes jeg, der skal være nogle sange, der tager én videre, og den slags sange må gerne vove en påstand, som ikke bare er givet i sig selv. Underforstået i den sang ligger det jo, at man selv skal agere. Der er desværre ingen lette løsninger, men man kan godt vove at sige, at det kan lade sig gøre, og at man kan stramme op og gøre noget ved det, hvis man tror på det. Der skal være sange, der skubber én videre til næste dag”.

”Kys det nu (det satans liv)” er måske ikke et af TV-2’s største hits i traditionel forstand, men den har været en populær del af deres repertoire siden 1988, og i 2020 blev den optaget i Højskolesangbogen. Nu lægger sangen også navn til dokumentarfilmen “TV-2: Kys det satans liv”, som i mandags havde premiere på filmfestivalen CPH Dox, og på søndag kan den ses på TV 2 Charlie.