Kategori: Musiknyheder

Det er bestemt ikke alle film, der sætter sig lige så varige spor i den kollektive bevidsthed, som ”Casablanca” gjorde. I denne uge er det 80 år siden det romantiske drama med Ingrid Bergman og Humphrey Bogart i hovedrollerne som Ilsa og Rick havde premiere, og filmen rummede masser af ikoniske scener og mindeværdige replikker, som er blevet citeret og kopieret igen og igen. Det gælder citater som “We’ll always have Paris”, “Here’s looking at you, kid” og “I think this is the beginning of a beautiful friendship”. Et af de mest kendte udtryk er knyttet til sangen “As Time Goes By”, men det er samtidig en af de mest fejlciterede replikker i filmhistorien, for selvom de fleste tænker på ”Casablanca”, når de hører ordene ”Play it again, Sam”, så bliver de aldrig sagt i filmen. ”As Time Goes By” minder Ilsa og Rick om en svunden kærlighed, og Ilsa beder barpianisten Sam om at spille den: ”Play it once, Sam, for old times’ sake”. Da han tøver, fortsætter hun: “Play it, Sam. Play As Time Goes By”. Senere beder Rick pianisten om det samme: “You played it for her, you can play it for me” og tilføjer “If she can stand it, I can. Play it”. Men på intet tidspunkt ytres ordene “Play it again, Sam”. Det er til gengæld titlen på et teaterstykke og en film, som Woody Allen stod bag mange år senere – på dansk ”Mig og Bogart”.

Selve sangen ”As Time Goes By” stammede fra Broadway-musicalen “Everybody’s Welcome” fra 1931. Komponisten Max Steiner, der efter sin succes med ”Borte med blæsten” blev hentet ind til at skrive resten af musikken til ”Casablanca”, brød sig ikke om ”As Time Goes By” og ville gerne have den erstattet med en anden sang. Men på det tidspunkt var skuespillerne rejst videre til andre opgaver, og Ingrid Bergman var endda blevet klippet korthåret, så scenerne med ”As Time Goes By” kunne ikke bare tages om. Dermed udødeliggjorde ”Casablanca” sangen med de indledende linjer ”You must remember this, a kiss is still a kiss”.

Efterhånden som dagene bliver kortere og vejret vådere, kan man godt have brug for en smule solskin og optimisme i de mørke novemberdage. For visesangerinden Pia Raug krævede det for mange år siden en tur til Nordjylland for at skabe sangen med den indledende linje ”Jeg vil male dagen blå med en solskinsstribe på” om at holde det grå og triste novembervejr på afstand. Historien om den populære ”Regnvejrsdag i november” er nemlig knyttet til Pia Raugs ture til Skagen i midten af 1970’erne, hvor hun som ung visesanger havde en drøm om at komme til at optræde på den nyetablerede festival. I Skagen mødte hun Gerd Parkholt, som gennem mange år var en af de store ildsjæle bag festivalen, fortalte Raug i forbindelse med genudgivelsen af hendes første indspilninger for nogle år siden:

”Min kusine boede i en nabovilla på Darmstedtvej, så jeg endte, som så mange andre, med at møde Gerd i hendes hjem, Folkers’ Rest. Jeg må have fortalt hende, at jeg drømte om at blive sangskriver, og det efterår sendte hun mig nogle tekster, hun havde skrevet. Hun har sikkert haft sine egne drømme. Jeg prøvede meget ihærdigt, men kunne ikke rigtigt få hendes ord og min musik til at passe sammen. Jeg havde vist nok en forestilling om, at hvis jeg fik sat musik til én af Gerds tekster, så ville det blive en slags adgangsbillet til Skagen Festivalen. Og alligevel måtte jeg give op”. Skæbnen ville dog, at Parkholt havde skrevet sine digte på bagsiden af nogle papirer, hun havde modtaget fra sin veninde Ebba Munk Pedersen, og på de genbrugte sider var derfor også både Ebba Munk Pedersens tekst ”Hej, lille drøm”, som skulle blive titelnummer på Pia Raugs debutplade i 1978, og et digt med titlen ”Regnvejrsdag i november”. Raug satte musik til de to digte, og den dag i dag er det helt almindeligt, at fællessang i alt fra børnehaver til højskoler inkluderer linjen om, at ”klokken elleve-femogfyrre blev november hængt til tørre, jeg vil male dagen lys”. Men ifølge Pia Raug gik der lang tid, før hun fik samlet mod til at fortælle Gerd Parkholt, at det var blevet venindens tekster, hun satte musik til, og ikke de tekster, Parkholt havde sendt hende: ”Og der gik rigtigt mange år, før jeg slap den dårlige samvittighed”.

Den var en af de store pionerer fra rock’n’roll-musikkens tidlige år i 1950’erne, der forlod denne verden i sidste uge. Stjerner som Elvis Presley, Bill Haley, Buddy Holly og Carl Perkins er for længst borte, og inden for de seneste år er også Little Richard og Chuck Berry døde. Som den sidste af de helt store musikere fra dengang gik Jerry Lee Lewis i fredags bort i en alder af 87 år. De sange, der står som de mest sejlivede eksempler på den vildskab, han som sanger og pianist tilførte 50’ernes musikrevolution, er ”Whole Lotta Shakin’ Goin’ On” og ikke mindst ”Great Balls of Fire”. Sidstnævnte rummede seksuelle undertoner, og selvom Lewis var en livlig og grænsesøgende performer, så var han også formet af en meget religiøs familie, og han var derfor i tvivl, om han kunne optræde med en sang som ”Great Balls of Fire”. Hans bekymring var så stor, at han midt i indspilningen af den sang, der skulle ende med at blive hans store signaturmelodi, endte i en længere diskussion om tro, synd og frelse med Sam Phillips, der ejede pladeselskabet Sun Records. Båndoptageren kørte stadig, og det religiøse intermezzo i den ellers løsslupne indspilning er senere udgivet i forskellige sammenhænge.

”Great Balls of Fire” blev et gigantisk hit for Jerry Lee Lewis i 1957 og var med til at sætte en standard for den mulige vildskab både i rock’n’rollens lyd og for musikeres liveoptræden. Lewis blev kendt for at rejse sig så hurtigt fra sit klaver, at hans bænk blev væltet omkuld – om end det var en fejl, første gang det skete – og han tog gerne fødderne i brug for at vælte sin energi ud over tangenterne. Der findes endda historier om, at han satte ild til sit klaver under koncerter, hvilket også blev iscenesat i filmen ”Great Balls of Fire” i 1989, men om det rent faktisk er sket, eller om det er en effektiv vandrehistorie, fortaber sig i fortidens tåger. Kort tid efter succesen med ”Great Balls of Fire” fik Lewis dog problemer i offentligheden, fordi han som 22-årig giftede sig med sin kun 13-årige niece – endda før skilsmissen fra hans kone nummer to var gennemført. Herefter gik det ned ad bakke i rockbranchen, men det lykkedes ham senere at etablere en ganske pæn karriere på countryscenen. Trods sin alder turnerede The Killer, som han også blev kaldt, indtil for få år siden, og så sent som i 2014 udgav han sit 41. studiealbum, der også blev hans sidste.

Et af de mest sejlivede fænomener på den danske musikscene er Gnags, og selvom bandet har oplevet masser af udskiftninger gennem årene, har Peter A. G. Nielsen været den gennemgående figur siden den spæde start i 1966. På det seneste har forsangeren med kælenavnet A.G. brugt en del af sin tid på at se tilbage på et begivenhedsrigt liv både i og uden for Gnags, og om få dage udkommer hans erindringer i bogen ”Rødvin og memoirer”. Titlen er en direkte reference til en af Gangs’ mest elskede sange, ”Når jeg blir gammel” fra 1989, hvor en dengang noget yngre A.G. blandt andet sang “Når jeg bli’r gammel, så vil jeg sidde på en bar, der hvor havet slår ind over molen og dele rødvin og memoirer med de andre gamle i solen”.

I musikbladet Gaffa fortalte Peter A.G. i 1990, at han i 1988 havde været i Frankrig og Spanien sammen med sin kone på ferie, men som altid arbejdede han i en del af ferietiden for at kunne lade musikidéer og brudstykker til mulige tekster flyde frit. De havde krydset grænsen mellem de to lande og var ankommet til San Sebastián på den spanske nordkyst, hvor A.G. i et lille havnekvarter så, hvordan ældre mennesker netop sad og delte rødvin og memoirer med de andre gamle i solen. ”Sådan vil jeg også have det”, fortalte Peter A.G. i Gaffa om sine tanker om mødet med de ældre i San Sebastián. ”Her virker det i det mindste som om de gamle er synlige i forhold til derhjemme”.

På sit hotelværelse arbejdede han med en medbragt båndoptager og et lille keyboard for at få styr på idéerne til den nye sang, der boblede i ham, og da turen atter gik mod Danmark, var der hele fem vers og ikke blot de tre, som vi kender i dag. Et af dem lød således: “Når jeg bli’r gammel, så vil jeg sidde på en bænk, som de sidder på bænke i syden, og være bare et lillebitte stænk af alt, som der syder i gryden”. Dette vers nåede også at blive indspillet, men i sidste ende blev det klippet ud, fordi det sydlandske element ikke passede ind i helheden af en meget dansk sang. Ved klaveret hjemme i Viby havde han arbejdet han med melodien, og han eksperimenterede først med at skrive sangen som en vals. “Det lyder så godt, når man sidder derhjemme”, fortalte A.G. i Gaffa, “men det et sjældent tilfredsstillende for et helt orkester i det lange løb”, og derfor endte han alligevel med at ændre den fra 3/4-takt til 4/4-takt.

Da Peter A. G. Nielsen stod på havnen i San Sebastián og betragtede byens ældre, var han selv 35 år. Nu er han 69 og udgiver på mandag sine erindringer. Ifølge forlaget er bogen ”en personlig og ærlig fremstilling af et levet liv som Danmarks Mr. Swing King, hvor succeserne undervejs har været store og nederlagene få. Men hvor begge dele har haft personlige omkostninger”.

Det har i mange år været udbredt blandt musikere at sample brudstykker af andre udgivelser, dvs. låne passager eller lyde fra kendte numre og inkorporere dem ens egne produktioner, eller på anden vis genbruge lyde og stemninger. Men det har også i mange år været velkendt, at det ikke er alle, der tillader, at stumper og stykker af deres gamle sange indgår i nye sammenhænge. De svenske poplegender fra Abba tilhører denne kategori, og derfor findes der ikke mange numre, der er baseret på Abba-sange. I 1996 tillod de, at The Fugees samplede bas og synthesizer fra ”The Name of the Game” til sangen ”Rumble In the Jungle”, og i 2005 måtte Madonna have et sendebud til Stockholm for at bede Björn Ulvaeus og Benny Andersson om lov til at bruge “Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight)” som grundlag for hendes sang ”Hung Up”. Det lykkedes, men et Abba-godkendt sample var i sig selv så usædvanlig en begivenhed, at det blev en stor historie ved udgivelsen af Madonnas album ”Confessions on a Dance Floor”.

Nu er det dog endnu engang lykkedes en musiker at gå ombord i dele af discoklassikeren “Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight)”. Den unge japansk-britiske sangerinde Rina Sawayama har til musikmediet Billboard fortalt, at hun til en ny sang havde arbejdet med et guitar-riff, der var så tæt på “Gimme! Gimme! Gimme!”, at hendes pladeselskabsfolk var overbeviste om, at Abba ville sige nej, og at hun derfor var nødt til at ændre sine indspilninger. Hun skyndte sig derfor at genindspille sin nye sang med et andet guitar-riff, men blev undervejs grebet af trods: ”Jeg tænkte sådan: Ved du hvad, det her er skørt. Jeg er sikker på, jeg kan finde en løsning. Så jeg ringede til Elton John og sagde: Elton, kender du Benny eller Björn fra Abba?”. Via en af Elton Johns kontakter på selskabet Universal Music blev Rina Sawayamas sang ”This Hell” sendt til Sverige med en håndskrevet hilsen fra Sawayama om, at det ikke var med vilje, at hun havde lagt sig så tæt op ad “Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight)”, og at hun gerne ville dele rettighederne til sangen med dem. Der kom et positivt svar retur fra Benny Andersson, og som Rina Sawayama sagde til Billboard, er ”This Hell” dermed udgivet med velsignelse fra selveste Abba.

Om få dage er det et halvt århundrede siden, musikeren Sebastian udgav den LP, der blev hans store gennembrud. ”Den store flugt” kom på et tidspunkt, hvor dansksproget rock- og beat-musik stadig var et forholdsvis nyt fænomen, og med sange som ”Når lyset bryder frem”, ”Hvis du tror du er noget” og ”Rose”, var den unge Sebastian med til at sætte nye standarder for dansksproget musik. Vejen hen til udgivelsen af ”Den store flugt” var dog alt andet end let, fortalte Sebastian tidligere på året i DR’s podcastserie ”Det her er Sebastian”, for selvom musikken var indspillet, var det svært at få finansieret udgivelsen, og han og bandet søgte derfor hjælp flere steder: ”Jeg kan huske, vi blandt andet var hos Simon Spies for at høre, om han ville hjælpe og støtte op økonomisk om projektet for at få pladen ud. Han har formodentlig dårligt hørt den, men svaret var: ’Nej, den er ikke noget for de unge i firmaet’. Så den var der allerede dengang – så kunne man gå der med sine 21 år og føle sig for gammel”, fortalte Sebastian til DR. Over for potentielle pladeselskaber gav det også udfordringer, at Sebastian holdt meget hårdt på, at pladen skulle have et dobbeltomslag, men til sidst fik han lavet en aftale med EMI om at få udgivet sit første dansksprogede album. Han havde tidligere udsendt en LP og et par singler på engelsk, som ikke gav ham et egentligt gennembrud, men som i stedet gav ham et ufrivilligt kunstnernavn. Da hans første single var indspillet i 1969, ville hans daværende pladeselskab give ham et kunstnernavn, fordi hans rigtige navn Knud Christensen ikke fungerede til pladeselskabets internationale ambitioner.

”Så får jeg en liste lang med 50 navne. Jeg kigger den igennem og tænker: Det kan jeg ikke bruge til noget. De der navne, de sagde mig ikke noget. Så jeg går ud fra, at pladen ikke bliver til noget – at den ikke bliver udsendt”, fortalte han i ”Det her er Sebastian”, og den tro gik han i, da han en dag blev inviteret i Danmarks Radio: ”Så jeg kommer ind, og så ser jeg i studieruden, at der står et singlecover med et billede af mig, men med ”Sebastian” skrevet henover. Og så tænker jeg: Skal jeg nu styrte ud af studiet og sige, det vil jeg ikke være med til, eller skal jeg prøve at gå med på det?” Sebastian valgte det sidste, blandt andet fordi han regnede med at være hurtigt glemt igen, og så betød det ikke det store at have optrådt under navnet Sebastian et kort øjeblik.  ”Men så blev det svært at komme af med senere, hvis folk skulle identificere mig. Og især efter gennembruddet i ’72 var det svært som artist at begynde at hedde Knud igen”.

Mere end 50 år senere er navnet Sebastian et af de bedst kendte på den danske musikscene, og ”Den store flugt”, som udkom den 17. oktober 1972, står som en af sin tids væsentligste danske pladeudgivelser.

Man skal være varsom med ord som ”historisk” og ”skelsættende”, når det handler om noget så simpelt som udgivelsen af en singleplade, men ikke desto mindre har dagen i dag en helt speciel plads i historiebøgerne. Den 5. oktober 1962 udkom nemlig den første single fra en gruppe fra Liverpool, som i løbet af de følgende otte år satte så store aftryk i musikverdenen, at de den dag i dag uden problemer stadig kan betragtes som det største og vigtigste rockband nogensinde. Det er i dag 60 år siden, The Beatles udgav ”Love Me Do” som debutsingle, men det var faktisk tæt på, at valget var faldet på en helt anden sang, som ikke engang var en Lennon/McCartney-komposition. Gruppens producer George Martin var nemlig stor fortaler for, at deres første udgivelse skulle være en ny sang, han havde fået stukket i hånden fra sangskriveren Mitch Murray. Sangen hed ”How Do You Do It”, og The Beatles indspillede den under George Martins ledelse, men de unge musikere var ikke nær så begejstrede for ”How Do You Do It” som deres nye producer i London, blandt andet fordi de ikke mente, at deres fanbase hjemme i Liverpool ville se den som en passende Beatles-sang. George Martin gav sig til sidst, men hans tro på sangen var så stærk, at han i stedet præsenterede den for en anden gruppe, han arbejdede med, og i begyndelsen af 1963 fik Gerry and the Pacemakers et stort hit, da de debuterede med ”How Do You Do It”. The Beatles’ indspilning af ”How Do You Do It” lå gemt i en skuffe i mere end 30 år, før resten af verden fik mulighed for at høre den, men da deres ”Anthology”-udgivelser kom midt i 1990’erne, kunne man høre, hvordan The Beatles-debuten ville have lydt, hvis de havde ladet sig overtale af George Martin.

I stedet faldt valget på ”Love Me Do”, som Paul McCartney havde skrevet udkastet til allerede som 15-16-årig. På ”Love Me Do” hører man Lennon, McCartney og Harrison, men alt efter hvilken indspilning, man falder over, kan det være tre forskellige trommeslagere. Den første demoindspilning blev lavet med gruppens oprindelige trommeslager Pete Best. Senere kom Ringo Starr til, og det var ham, man kunne høre på debutsinglen, men på blandt andet debut-LP’en er det en optagelse med studiemusikeren Andy White på trommer, mens George Martin havde degraderet Ringo Starr til at spille tamburin.

Netop i dag er det 60 år siden, der blev skrevet musikhistorie – og faktisk også filmhistorie. For 5. oktober 1962 var ikke kun dagen, hvor The Beatles’ debutsingle udkom. Samme dag var der også premiere på den allerførste film om den hemmelige agent James Bond, ”Dr. No”.

Et ukendt band med en meget kendt forsanger er i disse dage på vej rundt i Danmark. Fodboldlegenden Peter Schmeichel er verdenskendt for sine bedrifter i målet for det danske landshold og hos blandt andet Manchester United, men han har alle dage haft musikken med som følgesvend. Hans far var jazzmusiker og insisterede på, at sønnen lærte at spille. Klaverundervisningen kedede lille Peter, som fik lov til at skifte til guitar og senere kastede sig over trommerne – inden han atter vendte tilbage til klaveret. For et års tid siden var Schmeichel gæst i BBC-radioprogrammet ”Desert Island Discs”, hvor kendte mennesker fortæller om deres forhold til musik og præsenterer de plader, de ville vælge at tage med ud på en øde ø. Her fortalte han blandt andet om at fejre en Manchester United-sejr over Liverpool ved at drikke sig fuld med holdkammeraterne og spille ”My Funny Valentine” på klaver sammen med Eric Cantona, der var i gang med at lære at spille trompet.

Efter han har indstillet sportskarrieren, er der blevet mere tid til musikken, og nu har Peter Schmeichel slået sig sammen med de to musikere Niklas Schneidermann og Anders Ramhede, der normalt spiller i Magtens Korridorer, og har dannet et band med navnet The Ones, der henviser til det faste tal på Schmeichels målmandstrøje. I øjeblikket turnerer The Ones med et såkaldt ”rock and talk show”, der præsenteres som en musikalsk rejse gennem syv årtiers rockmusik tilsat Schmeichel-anekdoter om fodbold, musik og familieliv. Hvad der er på repertoiret hos The Ones, kan man opleve på spillesteder i blandt andet Randers og Skive i den kommende uges tid, men hvis man skal bruge Schmeichels favoritter i “Desert Island Discs” som pejlemærker, kan numre som “Rosanna” af Toto, “Sultans Of Swing” af Dire Straits og “Angels” af Robbie Williams måske komme i spil. Hans første sangvalg i radioprogrammet var dog en sang, der er nært knyttet til hans storhedstid som målmand, ”Når jeg lytter til den, tager det mig tilbage til særlige steder og særlige minder”, sagde han om Queens ”We Are the Champions”.