Kategori: Musiknyheder

Jordskredsvalget, den danske indtræden i EF og loven om fri abort var nogle af de hjemlige begivenheder, som 1973 er husket for i eftertiden, og internationalt kan man pege på militærjuntaens magtovertagelse i Chile og åbningen af Operahuset i Sydney. På musikscenen er der også flere markante begivenheder, som i år kan fejre 50-års-jubilæum, blandt andet udgivelsen af Queens debutplade samt Elvis Presleys ”Aloha From Hawaii”-koncert, som blev live-transmitteret via satellit til store dele af verden. Men rockgenrens nok vigtigste udgivelse i 1973 kom den 24. marts, da gruppen Pink Floyd udsendte mesterværket ”Dark Side of the Moon”. Bandet havde arbejde på det store projekt i et par år, og de havde også optrådt med det live under titlen ”Dark Side of the Moon: A Piece for Assorted Lunatics”, som refererede til det overordnede tema om ting, der kan gøre folk skøre. Den i dag så velkendte titel var dog tæt på at blive ændret, fordi bandet Medicine Head i 1972 udgav albummet ”The Dark Side of the Moon”, og Pink Floyd-medlemmerne så sig nødsaget til at arbejde videre med deres projekt under den alternative titel ”Eclipse”. Men som Pink Floyd-guitarist David Gilmour forklarer i bogen ”Echoes”, kom den planlagte titel i spil igen, da Medicine Head-pladen ikke blev den store succes: ”Den solgte ikke særligt godt, så hva’ pokker. Jeg var modstander af Eclipse, og vi var en smule irriterede, fordi vi allerede havde planlagt titlen, før Medicine Head udkom. Ikke irriterede på dem, men fordi vi ville bruge den titel”.   Og sådan blev det. På fredag er det 50 år siden, resten af verden blev introduceret til numre som ”Money”, ”Time” og ”The Great Gig In the Sky” på albummet med det ikoniske coverbillede af en lysstråle, der brydes i et prisme. Det er måske ikke det lettest fordøjelige rockalbum nogensinde, men ”Dark Side of the Moon” endte med at blive en af de bedst sælgende plader nogensinde, kun overgået af Michael Jacksons ”Thriller”, AC/DC’s ”Back in Black” og soundtracket til Whitney Houston-filmen ”The Bodyguard”.  

Der findes nogle få sange, som for hele generationer sætter sig fast i barndomsminderne og aldrig forsvinder igen. Der er ikke mange af dem, når man tænker på hvor meget musik, der går nærmest direkte i glemmebogen, men de findes – og en af dem har rund fødselsdag i morgen. Den 16. marts 1963 udgav de amerikanske folkemusikere Peter, Paul & Mary nemlig singlen ”Puff the Magic Dragon”, der med Per Borgstens danske tekst er blevet sunget igen og igen gennem årtier: ”Puff, hvor kan man finde drager som dig, du ligger på en klippeø og venter kun på mig”. Sangen handler om barndommens uskyld og de fantasiverdener, der på et tidspunkt forsvinder, men nærmest fra begyndelsen har sangen om Puff også været beskyldt for at handle om noget helt andet. Allerede året efter Peter, Paul & Mary udgav deres succesfulde single, skrev bladet Newsweek en artikel om popsange med underforståede henvisninger til stoffer, og her var ”Puff the Magic Dragon” iblandt. Der var adskillige skjulte budskaber i teksten, lød anklagen: Navnet ”Puff” skulle henvise til at tage et hiv af en joint. Dragens ven hedder i den engelske tekst Jackie Paper, som skulle være et navn for rullepapir til joints. ”Dragon” kunne høres som en omskrivning af ”drag in”, altså inhalere. Og den dis (”autumn mist”), som dragen boltrer sig i, refererede naturligvis til hashtåger.

Peter Yarrow, der skrev sangen sammen med en studiekammerat, har dog flere gange pure afvist hash-parallellerne i den sørgmodige børnesang. Han har blandt andet forklaret, at da den blev skrevet, fem år før den udkom, anede han ikke, hvad pot var. Men gætterierne og anklagerne mod hans elskelige drage har hængt ved lige siden udgivelsen for 60 år siden.

Der er spændende nyt på vej til U2’s fans, for det sejlivede irske rockband er klar med en samling gamle sange på en helt ny måde. Der er ikke tale om kendte numre på et opsamlingsalbum eller en liveplade, men om bandets nyfortolkninger af egne sange. Musiksitet gaffa.dk har tidligere berettet om, at guitaristen The Edge har skrevet ud til fans af bandet, at projektet blandt andet handler om, at meget af musikken er fra deres helt unge dage, og at disse sange betyder noget helt andet for musikerne, end de gjorde dengang. ”Essensen af disse sange findes stadig i os, men hvordan skal vi genskabe forbindelsen til den essens, når vi har bevæget os videre herfra og vokset så meget siden?” skrev The Edge.

Svaret kan man høre, når ”Songs of Surrender” udkommer i næste uge. Titlen spiller sammen med bogen ”Surrender: 40 Songs, One Story”, som forsangeren Bono udgav i efteråret, men det er ikke Bono, der svinger taktstokken alene på det specielle album. ”Songs of Surrender” kommer nemlig i fire dele, hvor hvert af U2-medlemmerne har udvalgt ti sange til genfortolkning. Guitaristen The Edge har eksempelvis valgt blandt andet ”One” og ”Pride (In the Name of Love)”, trommeslager Larry Mullen har valgt blandt andet “Who’s Gonna Ride Your Wild Horses” og “Stuck in a Moment You Can’t Get Out Of”, og bassist Adam Clayton har udpeget blandt andet “The Fly” og “I Still Haven’t Found What I’m Looking For”. På Bonos egen fjerdedel af det nye album vil man kunne høre blandt andet “With or Without You” og “Sunday Bloody Sunday”.

I efteråret var der international premiere på en meget rost dokumentarfilm om sangerinden Sinead O’Connor, som nu også kan ses herhjemme. Filmen fortæller historien om den unge irske musiker, som blev et kendt navn i begyndelsen af 1990’erne, men som også blev en af sin generations mest kontroversielle skikkelser. Der var allerede tidligt i hendes karriere debat om hendes politiske aktivisme og antikommercielle udtalelser, og hendes fremtoning med store støvler og karseklippet hår vakte stor opsigt. Håret klippede hun af, efter en pladeselskabschef havde foreslået hende at skrue op for de feminine sider. Det helt store ramaskrig kom dog først i 1992, da hun under en optræden i et amerikansk tv-show rev et billede af paven i stykker ledsaget af ordene ”Fight the real enemy” (Bekæmp den egentlige fjende, red.).  

Filmen hedder ”Sinead O’Connor: Nothing Compares” med klar henvisning til sangen, der blev hendes store gennembrud i 1990, ”Nothing Compares 2 U”. Det var Sinead O’Connor, der gjorde ”Nothing Compares 2 U” til et hit, men hun var ikke den første kunstner, der indspillede den store ballade. Den blev skrevet i 1984 af Prince, som gennem hele sin karriere skrev mange flere sange, end han selv kunne nå at færdigproducere og udgive, og ”Nothing Compares 2 U” var en af dem, han forærede væk. Bandet The Family havde kontrakt på Princes pladeselskab, og de udgav den på et album i 1985, men den blev ikke udsendt som single og gjorde ikke meget væsen af sig i offentligheden. Langt de fleste fik derfor først øjnene op for ”Nothing Compares 2 U”, da Sinead O’Connor fortolkede den i 1990 og nærmest gjorde sangen til sin egen. Prince vendte dog tilbage til det værk, han frivilligt gav fra sig, så fansene kunne høre en liveversion af den på en opsamlingsplade i 1993, og efter hans død er også hans oprindelige demoversion fra 1984 blevet frigivet.

Man kan spørge sig selv, hvorfor Prince forærede en sang så stærk som ”Nothing Compares 2 U” væk, men hans studietekniker Susan Rogers gav et bud på et svar for nogle år siden. ”Det er ikke en plaget ’Hjælp mig, baby’-sang. Det er ’Du er væk, og jeg savner dig’, hvilket formentlig er grunden til, at han var tryg ved at give sangen til The Family. Han udgav sit materiale med udgangspunkt i, hvad han ønskede, folk skulle vide om han, og han ønskede ikke, at den skulle repræsentere ham”, sagde Susan Rogers til The Guardian i 2018. Hun afslørede også, at Prince ikke brød sig om Sinead O’Connors version af sangen, men at det ikke handlede om O’Connor i sig selv. Han brød sig bare ikke om, at andre indspillede hans sange, hvis ikke han havde bedt dem om det.

Filmen ”Sinead O’Connor: Nothing Compares” kan for tiden ses på DRTV.

Det kan godt være, at tv-2 i mange år kaldte sig for Danmarks kedeligste orkester, men stillesiddende kan man ikke beskylde dem for at være. De var knapt nok færdige med deres 40-års-jubilæumsturné, før de satte gang i et stort projekt med Danmarks Underholdningsorkester, som har premiere i dag. I den kommende tid turnerer de rundt i landet med en symfonisk overbygning på de velkendte hits som en slags videreførelse af et lignende initiativ i 1999. Dengang lavede tv-2 sammen med DR’s Underholdningsorkester og Peter Schaufuss Balletten en musikalsk forestilling med titlen ”Manden, der ønskede sig en havudsigt”, der også blev udgivet på CD. Forsanger Steffen Brandt har op til den nye turné erklæret, at undertitlen denne gang sagtens kunne have været “Manden der ønskede sig en havudsigt – og fik den”. Faktisk luftede han idéen om en fortsættelse allerede i september 1999 i et interview med Jyllands-Posten forud for premieren på Aarhus Festuge: “Hvis ikke det bliver mere spændende end nu, altså spændende set med negative briller, så har det absolut været en god oplevelse, der får mig til at ønske, at der skal laves en del 2. Den kan eventuelt hedde Manden der ønskede sig en havudsigt – mere”, sagde Steffen Brandt dengang for snart 24 år siden, hvor balletmesteren Peter Schaufuss i samme ombæring foreslog en trilogi: ”Først ønskede han sig en havudsigt, så får han den i anden omgang, og så mister han den i tredje”. Hvis den model holder, er der mere arbejde forude for Steffen Brandt, hans band og deres medrejsende symfoniorkestre. Steffen Brandt bød også ind med idéen om en ekstra forestilling relateret til Aarhus Festuge med titlen ”Manden der ønskede sig et fadølsanlæg”. I år hedder koncertrækken blot ”tv-2 & Danmarks Underholdningsorkester”, og i aften er der i Vejle premiere på rock/symfoni-turnéen med tv-2’s sangskat, som i den kommende måned bevæger sig rundt i landet.

I lørdags blev årets danske Melodi Grand Prix afholdt, og udover otte nye sange og en seerafstemning, der langt fra gik som planlagte, var der endnu en ting, der vakte opsigt. For undervejs stod også sangerinden Svea S på scenen som en del af underholdningen i ventetiden før afgørelsen. Hun fremførte sin nye fortolkning af Danmarks første vinder af det internationale Melodi Grand Prix, ”Dansevise”, som netop nu har 60 års-jubilæum. Det gjorde hun med en moderne lyd, men med respekt for den tone og stemning, der gjorde ”Dansevise” til noget særligt ikke bare i 1963, men også i alle årene siden da. ”Dansevise” blev skrevet af komponisten Otto Francker og tekstforfatteren Sejr Volmer-Sørensen, og det skete helt bogstaveligt i sidste øjeblik iforhold til at få den med i Grand Prixet. I forbindelse med sangens 50 års-dag havde Politiken en gennemgang af historien bag, og her genfortalte Jørgen de Mylius den historie, han havde fået fra Volmer-Sørensens hustru Grethe Sønck.

Reglerne i Danmarks Radio var dengang, at bidrag til Melodi Grand Prix skulle indleveres som tekst og noder på en bestemt dag senest klokken 12, hvorefter de indsendte sange skulle vurderes af en jury.

”Først ved 10-tiden om formiddagen, den dag der var deadline, kom Otto Francker op i den lejlighed på Gråbrødre Torv i København, hvor sangerinden Grethe Sønck boede sammen med sin mand Volmer-Sørensen”, fortalte Jørgen de Mylius. Otto Francker havde komponeret en melodi, som han ville høre den erfarne tekstforfatters vurdering af på trods af, at der kun var et par timer til, at der ville blive lukket for indlevering af sange. Volmer-Sørensen var positiv, og historien går på, at han lagde sig på køkkengulvet derhjemme og meget hurtigt skrev ordene til det, der skulle blive en sand evergreen: ”Et solstrejf i en vandpyt, et lille kindkys af en vind og sivet, der nynner, at livet begynder sit spind i dit sind”. Alt faldt på plads, og to minutter i 12 blev en kuvert med tekst og noder til en såkaldt ”Dansevise” afleveret på Danmarks Radio.

Da sangen var blevet udvalgt til at deltage i Melodi Grand Prix, blev det kendte musikerægtepar Grethe og Jørgen Ingmann bedt om at fremføre ”Dansevise”, og i Jørgen de Mylius’ bog ”Det danske Melodi Grand Prix” kan man læse, at de faktisk ikke spåede sangen nogen særlige chancer, fordi den var for god og ikke banal nok til at kunne begå sig i Grand Prix. Sangen var rigtigt nok god og ikke banal, men det viste sig ikke at være et problem, og i næste uge er det 60 år siden, at ”Dansevise” vandt i Danmark. En måned senere sejrede den også ved den europæiske finale i London, og i lørdags fik Francker og Volmer-Sørensens lille mesterværk nyt liv med den unge sangerinde Svea S.

Det må være en kandidat til titlen som musikhistoriens mærkeligste timing for et sommerhit, men i dag er det 60 år siden, Cliff Richard udsendte singlen ”Summer Holiday”. Siden dengang er den år efter år dukket op i sommerperioden, men selve udgivelsen skete på en februardag i 1963. Den mærkværdige timing for en sommerferiesang skyldtes, at den var en del af filmen ”Summer Holiday”, som Cliff Richard spillede hovedrollen i, og som havde premiere i januar 1963. To år forinden havde Cliff Richard høstet stor popularitet med filmen ”The Young Ones” og sangene herfra, så succesformlen skulle gentages i 1963. Musikerne fra hans band The Shadows blev bedt om at skrive sange, som kunne passe til den nye film, selvom de ikke kendte meget til handlingen. Guitarist Bruce Welch fortalte for et par år siden til avisen Daily Mail, at de på det tidspunkt kun havde fået en synopsis, der kortfattet udstak hovedlinjerne: Fire eller fem fyre lejer en London-bus og kører gennem Europa på en sommerferie og møder piger. Arbejdet gik i gang med det samme, og Welch leverede straks den nu så kendte linje ”We’re all going on a summer holiday, no more working for a week or two”, mens trommeslager Brian Bennett bød ind med linjen ”We’re going where the sun shines brightly, we’re going where the sea is blue”. Det store hit blev skrevet lynhurtigt. ”Det tog os en halv times tid. Vi skrev sange, der ændrede samfundet. Det var fantastisk”, fortalte Bruce Welch til Daily Mail i efteråret 2020. I filmen endte deres ven Cliff Richard med at skulle synge ”Summer Holiday”, mens han sad ved rattet i den ombyggede dobbeltdækkerbus med kurs mod Paris.

Filmen havde verdenspremiere i London i januar 1963, hvor Cliff Richards popularitet var så stor, at den var skyld i, at han ikke kunne overvære den første fremvisning. Ved Warner Theatre på Leicester Square var der nemlig mødt 3000 mennesker op for at se giraffen, og den store folkemængde betød, at det ikke var muligt for hovedrolleindehaveren Cliff Richard at stige ud af bilen for at komme ind i biografen.

Når Ritt Bjerregaard i dag bliver begravet, skal en af hendes veninder synge en sang, som er skrevet særligt til hende. Ritt Bjerregaard og musikeren Anne Linnet har kendt hinanden gennem mange år, og til ”Aftenshowet” på DR1 fortalte Linnet, at hun var til stede, da den 81-årige politiker udåndede lørdag den 21. januar. I dag skal hun indfri det løfte, hun for flere år siden gav Ritt Bjerregaard om at synge ved hendes begravelse. Sangen ”Hun fletter sit hår”, som Anne Linnet skal fremføre i kapellet på Vestre Kirkegård i København, er ikke en af hendes mest kendte, men til gengæld handler den om netop Ritt Bjerregaard. Den stammer fra Anne Linnets album ”Her hos mig” fra 2005, og i 2015 fortalte hun i musikbladet Gaffa om sangens tilblivelse:

”Jeg havde været ude at arbejde hele dagen i hendes æbleplantage, og da jeg kom hjem om aftenen, tænkte jeg “hvad er det egentlig, træer kan?” Det er helt centralt i slægtsforskning, og når moderkagen skvatter ud, efter et barn er født, så ligner den et træ. Jeg tænkte på, at Ritt igennem hele sit liv har haft op- og nedture, som vi alle sammen har, og på hvordan et menneske holde til så ekstreme opture og nedture. Det er måske bare vigtigt, at man er ekstremt god til at holde fast i sit træ. Se, hvor man kommer fra og sørge for, at træet bliver stående. Teksten siger det hele. Den er om Ritt, men er et billede på både mænd og kvinders opture og nedture, og jeg har da også selv været der. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg bliver fascineret af stærke kvinder, fordi dialogen er så givende”.

Ritt Bjerregaard havde udadtil et ry som netop en stærk kvinde og ikke mindst som foregangskvinde for andre kvinder i politik. Måske med hjælp fra de træer, hun også var optaget af:

”Jeg er godt klar over, at selv meget stærke mennesker har tidspunkter i livet, hvor de er svage. Det er så der, man skal være god til at holde fast i sit træ eller have mennesker omkring en, som hjælper en med at holde fast i det træ”, forklarede Anne Linnet i Gaffa.

I dag kl. 13 samles familie, venner og gamle kolleger til en ikke-kirkelig begravelse på Vestre Kirkegård i København. Efter seancen i det store kapel, hvor Anne Linnet skal synge ”Hun fletter sit hår”, bliver Ritt Bjerregård begravet i et område, der i folkemunde kaldes Det Røde Hav, fordi en lang række prominente navne fra Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen ligger begravet ved en lille sø på kirkegården. Traditionen startede med Thorvald Stauning i 1942, og i nærheden af ham ligger blandt andre Jens Otto Krag, K.K. Steincke, H.C. Hansen, Hans Hedtoft, Anker Jørgensen og den allerførste socialdemokratiske borgmester Jens Jensen. I et nyt område, der støder op til gravstederne for fortidens store socialdemokrater, har Ritt Bjerregaard fået plantet fem æbletræer, og her skal hun begraves.