Kategori: Musiknyheder

Efter Dolly Partons død i sidste uge har medier og fans delt masser af anekdoter, tv-optrædener og gamle interview. Blandt andet har britiske BBC Radio 2 delt en bid af et interview, hvor Parton fortæller om den allerførste gang, hun hørte Whitney Houstons fortolkning af ”I Will Always Love You”, som Parton skrev og udgav i 1974. Det er velkendt, at holdet bag filmen ”The Bodyguard” oprindeligt havde planer om at lade Whitney Houston indspille soulklassikeren ”What Becomes of the Brokenhearted” som det store kærlighedstema i filmen, men i mellemtiden blev den genindspillet af Paul Young til filmen ”Stegte grønne tomater”. Derfor måtte de finde en anden sang til brug i ”The Bodyguard”, fortæller Dolly Parton i BBC-interviewet.

”De blev ved med at rende rundt og spørge: Er der nogen, der har et bud på en perfekt kærlighedssang? Kevin Costner og hans sekretær sagde: Hvad med Dollys I Will Always Love You?”.

Dolly Parton blev kontaktet, og hun sendte dem sin sang. Men hun bad også om, at hvis de ville anvende ”I Will Always Love You”, skulle de sørge for, at det sidste vers blev sunget i stedet for at blive reciteret som på hendes egen indspilning fra 1974. Da countrysangeren Linda Ronstadt fortolkede den i 1975, pillede hun det sidste vers ud, fordi hun ikke syntes, hun kunne fremføre det som tale, og det ville Parton sikre sig ikke skete igen. Derfor gjorde hun filmfolkene opmærksomme på, at teksten var skrevet, så den kunne synges på samme melodi som de øvrige vers.

Herefter hørte Dolly Parton ikke mere til filmplanerne og en eventuel brug af ”I Will Always Love You” i filmen. ”Jeg vidste ikke, om de havde gjort brug af den eller planlagt at gøre det, indtil en dag jeg sad i min bil og hørte ’If I…’”, fortæller hun i radiointerviewet. ”Jeg var lige ved at køre galt. Jeg var nødt til at holde ind til siden og lytte, for du drømmer ikke om, hvor voldsomt det ramte mig. Jeg fik kuldegysninger langt ind i knoglerne. Og den var så fremragende, så meget bedre end min version og meget større. Jeg havde ingen anelse om, at den sang kunne fremføres på den måde”.

Filmversionen af ”I Will Always Love You” fra 1992 – med det sidste vers fremført som sang – blev et gigantisk hit for Whitney Houston, men det medførte også en fornyet interesse for Dolly Partons gamle sange. Dolly Parton gik bort tirsdag i sidste uge, 80 år gammel, efter et kort kræftforløb. Lørdag skrev hendes niece på Instagram, at begravelsen havde fundet sted fredag. Ifølge mediet USA Today var det i forvejen kendt, at Parton havde ønsket en privat højtidelighed for den nærmeste familie.

Det kom som en stor overraskelse for mange, da det blev annonceret, at de engelske britpop-legender i Oasis ville tage på genforeningsturné i 2025. Der blev også gisnet om, hvorvidt de stridslystne brødre Noel og Liam Gallagher ville kunne holde hinanden ud helt frem til turnéstart, eller om det hele ville blive aflyst, før det rigtigt kom i gang, men turnéen ”Live 25” blev rent faktisk gennemført. Der kom også en dokumentarfilm ud af festlighederne og forberedelserne, så i næste uge er der verdenspremiere på filmen ”Don’t Look Back In Anger”. Dokumentarfilmen er naturligvis opkaldt efter et af gruppens store hits fra 1995 med det store fællessangsomkvæd ”And so, Sally can wait, she knows it’s too late as we’re walkin’ on by. Her soul slides away, but don’t look back in anger, I heard you say”. Siden da har fans undersøgt og gættet på, hvem denne Sally kunne være, for eksempel om inspirationen kunne stamme fra sangen ”Sally Cinnamon” af The Stone Roses, som Noel Gallagher så op til i sine unge dage. I mange år affejede han selv spørgsmålene om Sallys identitet med, at han ikke selv vidste det, eller at han kunne se, hvilken forskel det skulle gøre at vide det.

I 2022 satte han dog lidt flere ord på tilblivelsen af ”Don’t Look Back In Anger”, selvom der stadig må siges at være en del ubesvarede spørgsmål: ”Jeg har ingen erindring om at have skrevet den sang”, sagde han i et interview på BBC ifølge Far Out Magazine. ”Vi var på turné, og når et job sluttede, forvandlede stedet sig til en stripklub. Og jeg spekulerer tit over, om Sally er en stripper, jeg har mødt. For en aften gik vi ud, og da jeg vågnede næste dag, var sangen på et stykke papir. Ingen erindring om at skrive den”.

Koncertdokumentaren ”Don’t Look Back In Anger” får premiere på filmfestivalen i Venedig i næste uge, hvorefter den kan opleves i udvalgte biografer. Senere på året vil den ifølge musikmediet Billboard også kunne ses på streamingtjenesten Disney+.

I lørdags kunne man for første gang i 40 år opleve en live-udgave af et dansk kult-hit, kitsch-hit og lokalradio-hit fra 1985. Fire unge mænd fra Skive-egnen havde dannet et band, og i løbet af kort tid var fyrene i Georgs Bureau alle vegne. Deres helt store hit var den komiske fordanskning af 1960’er-hittet ”Wild Thing” med The Troggs, som på drevent jysk blev til den noget utraditionelle kærlighedserklæring ”Wild Ting”. Forsanger Lasse Popp fortalte forleden til TV MidtVest, at han huskede tilblivelsen af ”Wild Ting” på den måde, at et af medlemmerne i Georgs Bureau var kommet til at sige ja til, at bandet kunne spille til Thy Festival, selvom de kun havde én sang på repertoiret. Derfor måtte de i gang med at lave nye sange, og i den forbindelse opstod ”Wild Ting”. De gav en indspilning af nummeret til en radiostation, og herefter spredte ”Wild Ting” som en steppebrand: ”Så var den bare overalt. Så på den måde kan man sige, at det gik pissehurtigt”, fortæller Lasse Popp i dag. Efter et enkelt album og mindre succeser med en ny tekst til Kinks-klassikeren ”Lola” og Jimi Hendrix-sangen ”Hey Joe”, som blev til ”Hej Åge”, gik Georgs Bureau i opløsning i 1986.

Siden da har de fire musikere ikke været samlet på en scene, men efter 40 år genopstod Georgs Bureau i lørdags i hjembyen Skive, hvor byens 700-års jubilæum som købstad blev fejret. En række kunstnere som Mads Langer, Kim & Hallo og andre med rødder i Skive og på Salling spillede, og det gjaldt også Georgs Bureau, som på forhånd havde varslet, at det ville være en engangsforestilling. TV MidtVest kunne dog viderebringe, at der inden længe udkommer en ny sang fra de unge skibonitter, som nu er i tresserne.

Mange musikere kan fortælle om, at de har haft sange, de troede, ville blive taget godt imod, men alligevel floppede – og sange, som de knapt nok selv troede på, men som alligevel væltede verden. Der findes også undtagelser: ”Det er svært at regne ud, hvornår man laver et hit. Man fornemmer det ikke altid selv. ’Dancing Queen’ var en undtagelse. Vi vidste med det samme, at den ville blive gigantisk”, har Abba-sangerinden Agnetha Fältskog sagt om gruppens største hit, som i denne uge fylder 50 år. Eller mere præcist: Der er 50-års-jubilæum for selve udgivelsen af ”Dancing Queen” som single, for nummeret dukkede op flere steder, i månederne før den udkom rigtigt.

Benny Andersson og Björn Ulvæus skrev ”Dancing Queen” i august 1975, og allerede i januar 1976 optrådte de med den på tysk tv og i marts på australsk tv. Men den mest kendte ”forpremiere” for singlehittet ”Dancing Queen” fandt sted på svensk tv i juni 1976. Landets unge konge Carl XVI Gustaf skulle giftes med Silvia Sommerlath, og dagen før brylluppet blev der afholdt et tv-transmitteret gallashow i operahuset i Stockholm. Abba var inviteret til at optræde, og hvad var mere naturligt end at fremføre den nye sang ”Dancing Queen” for den kvinde, som dagen efter ville blive landets dronning ved at gifte sig med kongen?

”Dancing Queen” er således ikke skrevet direkte til dronning Silvia eller til gallaforestillingen for det forlovede par. ”Nej, nej, nej. Jeg hader den historie, den er overhovedet ikke rigtig. Jeg er ægte republikaner. Det svenske kongehus interesserer mig ikke rigtigt, så det er ikke min førsteprioritet”, sagde Björn Ulvæus for nogle år siden i podcasten ”Björn from Abba and Friends”. ”De var lige blevet forlovet eller gift, eller hvad det nu var, og der skulle være en stor gallaforestilling i operaen for det unge par. Og tilfældigvis havde vi ’Dancing Queen’ klar og ville udgive den som single. Vi skulle ud og markedsføre den, og det gjorde vi i Sverige med den optræden, udklædt i 1700-tals-kostumer for at mindes hans tip-tip-tipoldefar, som var en af Napoleons løjtnanter. Vi vender altid tilbage til Waterloo, ikke sandt?”

To måneder senere, den 16. august 1976, landede singlen med ”Dancing Queen” i de svenske pladeforretninger, og dette 50-års-jubilæum markeres i denne uge. Abbas pladeselskab afholder onsdag i London den første af en række Dancing Queen-fester, som i de kommende dage også rammer Stockholm, Berlin, Sydney, Amsterdam og en række andre storbyer. Og på fredag kommer et genoptryk af singlen på såkaldt sparkling vinyl, hvor man på en glitrende singleplade får både en nyligt restaureret udgave af ”Dancing Queen” og den spansksprogede version ”La Reina Del Baile”.

Beatles-fans og selvbestaltede rockarkæologer fik noget at glæde sig til, da det i sidste uge blev annonceret, at albummet ”Rubber Soul” snart bliver genoptrykt i flere forskellige formater. Albummet fra 1965 er blevet finpudset og mixet på ny, og den nye udgivelse på både LP, CD og Blu-ray rummer også demo-versioner og studieoptagelser af de kendte sange, som ikke tidligere har været udgivet. Det gælder også tidlige versioner af ”Day Tripper” og ”We Can Work It Out”, som er fra samme periode, men som dengang kun udkom på single, mens ”Rubber Soul” indeholdt numre som ”Norwegian Wood”, ”Drive My Car”, ”Michelle” og ”Nowhere Man”.

Det nyrestaurerede album lanceres naturligvis med det originale cover med et lidt besynderligt forvredet fotografi af de fire Beatles-medlemmer, der ser ud, som om de er fotograferet lidt nedefra. Men billedet til omslaget i 1965 var til at begynde med ganske regulært og uden visuelle forvrængninger. Fotografen Robert Freeman havde taget billeder af bandet og ville vise dem, hvordan billederne hver især ville fungere på et LP-cover. Det gjorde han med en overhead projector, der viste motiverne på et stykke pap på størrelse med et pladeomslag. Ved en fejl blev pap-pladen vippet en smule bagud, hvilket medførte, at perspektivet i billedet blev forvrænget en smule på pappet, og de fire ansigter blev trukket en anelse ud af proportion. Denne lille, men overraskende effekt tændte en idé hos musikerne, og på den måde blev det afgjort, hvordan deres nye album skulle tage sig ud.

Forsiden af omslaget nævner slet ikke bandnavnet, men kun albumtitlen ”Rubber Soul”, der udspringer af et udtryk, de kendte fra sorte musikere. Rolling Stones’ musik blev af nogen kaldt ”plastic soul”, altså en uægte udgave af de sortes soulmusik, og Paul McCartney ændrede udtrykket til ”rubber soul” (gummi-soulmusik, red.). I biografien ”Maximum Volume” er gruppens faste producer George Martin citeret for at sige, at ”Rubber Soul” var den første af de plader, der introducerede verden for en ny form for Beatles: ”Frem til dette tidspunkt havde vi lavet albummer, der nærmere var en samling af deres singler, og nu begyndte vi virkelig at betragte albummer som en slags kunstform i egen ret. Vi så albummet som en enhed i sig selv, og ”Rubber Soul” var det første, der opstod på den måde”, sagde George Martin. De nye bokssæt med ”Rubber Soul”-pladen og de hidtil ukendte versioner af de kendte sange udkommer den 2. oktober, men allerede nu kan man høre den allerførste studiegennemspilning af ”Michelle”, som ikke tidligere har været ude i offentligheden.

Det engelske fodboldlandshold sikrede sig en tredjeplads ved VM, men det var også involveret i en anden topplacering. Oasis-sangen ”Wonderwall” nåede ikke førstepladsen på den engelske hitliste, da den udkom i 1995, og denne sommer strøg den atter op ad hitlisterne, da sangen fra den ene dag til den anden blev en del af folkestemningen omkring Harry Kane, Jude Bellingham og de andre engelske stjerner. Mens spillerne hilste på deres fans efter holdets første VM-kamp mod Kroatien, satte stadion-DJ’en ”Wonderwall” på, og spillere og fans samledes i fællessang. Med ét var ”Wonderwall” blevet en slagsang, der fulgte englænderne gennem VM, og det åbnede for gætterier om, hvorvidt ”Wonderwall” mon kunne indtage toppen af den engelske hitliste for første gang nogensinde. Da salgstal og streamingaktiviteter blev opgjort i dagene efter VM-bronzekampen, indtog ”Wonderwall” andenpladsen på hitlisten, så heller ikke denne gang lykkedes det af blive nr. 1. Hverken for landsholdet eller for Oasis.

Bandets sangskriver Noel Gallagher fortalte i bogen “The Art of Noise: Conversations with Great Songwriters”, at han efter en koncert i Glasgow havde taget en kvinde med hjem på sit hotelværelse. Hun havde en sten i lommen, som hun insisterede på at forære ham bagefter, og han navngav derfor en af sine nye sange ”Wishing Stone”. Titlen blev dog ændret, da han faldt over Beatles-guitaristen George Harrisons soundtrack til den psykedeliske film ”Wonderwall”, og en rockklassiker var født.

Søndag var fodboldfans verden over ikke blot vidner til den spanske finalesejr over de forsvarende verdensmestre fra Argentina, men også til VM-historiens første ”halftime show”. De amerikanske værter havde i bedste Super Bowl-stil arrangeret en meget omdiskuteret pauseunderholdning med blandt andet stjerner fra musikkens verden. Madonna indledte og blev efterfulgt af blandt andre Justin Bieber, BTS, Shakira og Coldplay, men undervejs dukkede også dukkerne fra The Muppet Show op. Sammen med et stort orkester spillede Muppet-hånddukkerne de let genkendelige toner fra et særligt rock-hit, der over tid også er blevet et sportsstadion-hit.

Gruppen The White Stripes udgav i 2003 nummeret ”Seven Nation Army” med et guitarriff, der har vist sig at fungere usædvanlig godt som fællessang (eller fællesråb). Brugen af ”Seven Nation Army” i fodboldsammenhæng kan spores tilbage til i hvert fald 2006, hvor den indgik i fejringen af Italiens sejr ved VM, og ved EM i 2008 blev nummeret spillet før kampene. Nogle år senere fortalte bandets guitarist og sanger Jack White, at han var begejstret for det liv, ”Seven Nation Army” pludselig havde fået i sportssammenhæng: ”Jeg er beæret over, at italienerne har taget den sang til sig som deres egen. Intet er smukkere, end når folk omfavner en melodi og lader den blive en del af folkemusikkens hellige haller. Som sangskriver er det noget, der er umuligt at planlægge”, fortalte Jack White til musikmediet NME. Han kunne også godt lide tanken om, at de folk, der synger med på guitarriffet ikke nødvendigvis har nogen anelse om, hvor det stammer fra: ”Dét er folkemusik”.

Riffet opstod under en lydprøve før en koncert i Australien, og for at kunne finde det frem på et senere tidspunkt navngav han det ”Seven Nation Army”. Teksten til sangen havde han ikke på det tidspunkt, så der var endnu ingen tekstreference til en syv-nationers-hær. Udtrykket ”Seven Nation Army” stammede fra en misforståelse i hans barndom, hvor han troede, at Salvation Army – som på dansk hedder Frelsens Hær – hed Seven Nation Army. Først senere byggede han sangen og teksten rundt om den, så titlen kunne bibeholdes, og undervejs i arbejdet med nummeret havde han en idé om, hvad riffet kunne bruges til. The Independent har i en artikel gengivet, at Jack Whites tanke var, at hvis han nogensinde blev tilbudt at skrive en James Bond-tema, skulle dette riff bruges.

I 2008 skrev Jack White rent faktisk James Bond-nummeret ”Another Way To Die”, men på det tidspunkt havde ”Seven Nation Army” for længst fået sit eget liv – og i søndags tilførte dukkerne fra The Muppet Show endnu et uventet kapitel til den lange historie om White Stripes-sangen fra 2003.

Hun var i Danmark så sent som i februar og skulle have givet endnu en koncert i marts næste år, men i sidste uge gik Bonnie Tyler bort. Den walisiske sangerinde med den karakteristiske hæse stemme stod bag en lang række hits særligt i 1970’erne og 1980’erne såsom ”Total Eclipse of the Heart”, ”It’s a Heartache”, ”Lost In France” og ”Holding Out For a Hero”. Selvom det lyder som hendes rigtige navn, hed Bonnie Tyler slet ikke Bonnie Tyler. Hun blev døbt Gaynor Hopkins, men efter at være blevet opdaget af en talentspejder midt i 1970’erne gik hun på jagt efter et kunstnernavn, hvilket hun fortalte om i selvbiografien ”Straight From the Heart”, som udkom i 2023. Her kan man læse, at hun en dag havde pløjet sig gennem en avis for at finde inspiration til et velklingende navn: ”Steven Tyler fra Aerosmith må have været i avisen den dag, for jeg opkaldte mig efter ham. Jeg har altid elsket navnet Bonnie, og de to navne syntes at passe samme”, fortæller hun i bogen ifølge musikmediet Billboard. Selvbiografien udkommer i en ny paperbackudgave i næste uge, hvilket dog var planlagt allerede før sangerindens død.

Bonnie Tyler var også i sine sidste år ganske aktiv. Alene herhjemme havde hun tre koncerter i kalenderen, eftersom hun skulle have optrådt i Næstved i november og i både Esbjerg og Aalborg i marts til næste år. I maj blev hun dog syg og skulle have en akut tarmoperation på et hospital i Portugal. Ifølge Bonnie Tylers egne kanaler blev sangerinden lagt i koma for at hjælpe hende med at hele bedre, og senere blev det fortalt, at Tyler var vågnet, og at lægerne var optimistiske, selvom hun stadig var meget syg. Bonnie Tyler blev 75 år.