Værsgo – her er det bedste album!

Hvis man i fremtiden skulle blive involveret i en diskussion om, hvad der er den bedste danske plade nogensinde, så findes der nu slags demokratisk afgørelse, man kan henvise til. Gennem mere end et år har alle interesserede kunnet deltage i den ene afstemning efter den anden på Facebook-siden ”Det bedste danske album nogensinde”. Når radiostationer og musikmedier forsøger sig med afstemninger, er der som regel kun et meget begrænset udvalg, brugerne kan vælge imellem, men i dette tilfælde var der fra starten flere end 2000 album i en løbende ”knock out-turnering”. Næsten ukendte nichealbum, velkendte udgivelser og folkekære klassikere dystede én og én mod hinanden, og kun det ene album i hver af de tilfældigt sammensatte afstemninger kunne gå videre til næste runde. Efterhånden blev feltet snævret mere og mere ind, og de fire tilbageværende på semifinaleniveauet var Kim Larsen-pladerne ”Værsgo” og ”Midt om natten” samt Gasolins ”Efter endnu en dag” og tv-2’s ”Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl”. Da finaleafstemningen stod i onsdags, var det Kim Larsen vs. Kim Larsen, og ”Værsgo” løb med sejren med 50,4 procent af stemmerne.

”Værsgo” var Kim Larsens første solo-LP og blev udgivet i 1973, hvor succesen for hans band Gasolin var enorm, men hvor Larsen havde brug for at få afløb for sin lyst til at lave andet end rock, hvis ikke de modstridende interesser mellem Gasolin-medlemmerne skulle splitte bandet ad. Ifølge bogen ”Værsgo – Den ultimative guide til Kim Larsens plader” var LP’en ”Værsgo” fra starten tænkt som en slags rockopera med titlen ”Sylvester”, og der var oprindeligt så mange sange på bordet, at Larsen kunne have lavet et dobbelt-album, indtil produceren fik ryddet op i materialet og forkortet den samlede udgivelse. Den røde tråd fra starten var et science fiction-tema, og selvom det ikke står lysende klart, når man hører det endelige resultat, så kan man i teksterne til både ”Sylvesters drøm” og sangen om ”De fjorten astronauter” høre resterne af sci-fi-grundidéen. Med sange som ”Joanna”, ”Hvis din far gir dig lov” og ”Det er i dag et vejr” er ”Værsgo” både blevet folkeeje og en stor kommerciel succes, sidenhen optaget i ”Kulturkanonen” og nu kåret ”Det bedste danske album nogensinde”.

I august påbegynder initiativtageren til Facebook-siden en tilsvarende afstemningsrække for at kåre den bedste danske film nogensinde.

Rockband i discodress

Det sker jævnligt, at bands afprøver nye idéer eller udforsker genrer, men sommerens mest mærkværdige – og måske mest humorfyldte – stilskift står rockgruppen Foo Fighters for. Forleden udsendte de et album under navnet Dee Gees, som både henviser til forsanger Dave Grohls initialer D. G. og til den gamle poptrio Bee Gees. De erfarne rockmusikere har nemlig genindspillet en håndfuld Bee Gees-sange fra discomusikkens storhedstid, og det kunne måske have været interessant at høre tunge rockfortolkninger af discogenrens dansegulvsklassikere, men Foo Fighters har lidt overraskende valgt at indspille sangene meget tro mod originalerne – også med den karakteristiske falsetsang. Den første single fra Dee Gees-hyggeprojektet er genindspilningen af et stort hit i 1976, som også blev en del af ”Saturday Night Fever”-filmen i 1977, hvor hovedrolleindehaver John Travolta indtager dansegulvet til den pågældende sang. Filmproducerne havde egentlig tænkt sig, at nummeret ”Night Fever” skulle bruges i den scene, men Travolta havde indøvet sine dansetrin til tonerne af den allerede berømte ”You Should Be Dancing”, så han insisterede på, at den blev brugt i stedet. Nu er ”You Should Be Dancing” sammen med blandt andre ”Tragedy”, ”More Than a Woman” og ”Night Fever” blevet genoplivet af musikerne fra Foo Fighters på albummet med titlen ”Hail Satin”.

Amy Winehouse mindes

På fredag er det ti år siden, den engelske sangerinde Amy Winehouse døde af alkoholforgiftning, blot 27 år gammel. Amy Winehouse var et af de største navne i den bølge af moderne soulmusik, der vandt frem i de år, og hun var både berømt og berygtet, da hendes problemer med alkohol og stoffer og heraf følgende skandaleoptrædener var ganske velkendte. Selv hendes største hit kredsede om emnet. Historien fortæller, at hun under en gåtur med sin producer Mark Ronson improviserede linjen ”They tried to make me go to rehab, but I said no, no, no” (”de prøvede at få mig til at gå på afvænning, men jeg sagde nej, nej, nej”, red.). I første omgang troede Ronson, at det var en linje fra et nummer med en anden kunstner, men da det gik op for ham, at det var Winehouses egne ord, opfordrede han hende til at udbygge idéen til en hel sang, og ”Rehab” blev en slags signatursang for Amy Winehouse.

Der findes allerede en meget rost dokumentarfilm med titlen ”Amy”, men i anledning af tiårsdagen for hendes død lancerer britiske BBC denne sommer endnu en film. I “Amy Winehouse: 10 Years On” fortæller blandt andre hendes egen mor om datterens liv.

Vi er Danmark i Engeland

Hvis der fandtes en samlet opgørelse over hvilke sange, der er blevet spillet hvornår og hvor ofte, ville den formentlig vise, at fodboldsangen ”Re-sepp-ten” fra 1986 har oplevet en helt utrolig vækst i de seneste uger. I de kommende dage er der dog grund til at hente en af de mindre succesfulde fodboldsange frem fra gemmerne, for den officielle slagsang med Big Fat Snake fra 1996 er pludselig mere aktuel, end den har været i de forgangne 25 år. Det var bandets guitarist og sangskriver Peter Viskinde, som dengang fik en henvendelse om muligheden for at skrive en slagsang for landsholdet, der kunne bruges ved EM i 1996, hvis de forsvarende europamestre fra Danmark kvalificerede sig til slutrunden. I sommeren 1996 fortalte Viskinde selv i Politiken, at han fik besked om, at ”Holdet mener, at sådan noget Status Quo-lignende noget, a la slagsang til Manchester United ville være passende”. I 1994 havde bandet Status Quo med stor succes genindspillet sangen ”Burning Bridges” med en ny tekst som slagsang for det engelske tophold Manchester United med titlen ”Come On You Reds” – en sang, hvor målmand Peter Schmeichel endda blev nævnt i teksten. Skulle man finde en dansk pendant til Status Quo, var Big Fat Snake et naturligt sted at starte, og Peter Viskinde indvilgede i at gøre et forsøg.

Ifølge hans egen beretning sad han ti minutter ved klaveret og havde herefter ti minutters idéudveksling med forsanger Anders Blichfeldt, så han kunne allerede efter tyve minutter ringe tilbage til kontakten fra pladeselskabet og spille et engelsksproget udkast til ”Big Boys In Red and White” for ham. Bandet gik i studiet for at indspille en hurtig demo-version af sangen, så den kunne præsenteres for både landsholdet og Spillerforeningen. Sanger Anders Blichfeldt fortalte i 1996 til Berlingske Tidende, at landsholdsspillerne faldt for selve melodien og den del af den engelske tekst, der sagde ”Big boys in red and white”. Det kunne de således arbejde videre med, men det var svært at få en dansk tekst på plads. Blandt andet ville bandet gerne nedtone de sportslige elementer, mens spillerne gerne ville have sangen til at handle om fodbold. Da den danske tekst var på plads, skulle demo-versionen videreudvikles i studiet, men også dette voldte besvær, fortalte Peter Viskinde i Politiken: ”To dage gik med at raffinere arrangementet og lyden for derefter blot at blive kasseret af os selv og pladeselskabet. Alt for firkantet og fortænkt var det blevet og som så ofte før, var det tilbage til demo-udgaven, som havde al den spontanitet og stemning, vi behøvede”.

Det endelige resultat blev udgivet op til EM i England i 1996, som sportsligt blev en kæmpe skuffelse for det danske landshold, men op til semifinalen på onsdag kan Big Fat Snakes slagsang atter bringes på banen: ”Slaget skal slås i England. Vi kæmper det bedste, vi kan. Det kræver lidt mere end en danskvand at vinde for et lille land. Vi vinder, vi ved, vi kan. Vi er Danmark i Engeland, vi kæmper til sidste mand. Big boys in red and white. Det’ Danmark, det’ fodbold, det’ sejt!”

Vi vil ha’ sejren i land

Det var 23 år siden, det danske herrelandshold i fodbold sidst vandt en kamp i knockout-delen af en EM- eller VM-slutrunde, men i lørdags lykkedes det, da Danmark sikrede sig en plads i EM-kvartfinalen. Sidst det skete, var ved VM i 1998, hvor det daværende landshold nåede fra ottendedelsfinalen mod Nigeria til kvartfinalen mod Brasilien, som blev den danske endestation.

Ligesom ved de fleste andre slutrunder skulle der også i 1998 indspilles en officiel slagsang, og i kølvandet på popgruppen Aquas internationale succes blev komponist og -producer Søren Rasted bedt om at hjælpe DBU og landsholdet. Han allierede sig dog med et par erfarne folk udi fodboldsangenes svære disciplin, for han inviterede musiker Michael Bruun og tv-vært og tekstforfatter Jarl Friis-Mikkelsen ombord på holdet. Bruun og Friis-Mikkelsen havde stået bag både ”Rap Nu” i 1984 og ”Re-Sepp-Ten” i 1986, men mellem ”Re-Sepp-Tens” tilblivelse i foråret 1986 og arbejdet med slagsangen i 1998 var der sket en del. Danmark var blevet en mere etableret fodboldnation i de internationale turneringer med deltagelse i flere slutrunder, stor opmærksomhed ved VM i 1986 og ikke mindst det overraskende europamesterskab i 1992. På trods af det skrev Jarl Friis-Mikkelsen en tekst uden storhedsvanvid, for det hørte med til historien, at Danmark ikke kom til VM i 1994, og at EM i 1996 mildest talt ikke var nogen succes.

”Derfor skulle det handle om, at man ikke må holde op med at tro på sig selv”, forklarede Jarl Friis-Mikkelsen i Politiken for nogle år siden.

Da Rasted, Bruun og Friis-Mikkelsen havde styr på sangen ”Vi vil ha’ sejren i land”, kontaktede de endnu en slagsangs-legende, sangerinden Dodo Gad, kendt fra Dodo and the Dodos. Ligesom på ”Re-Sepp-Ten” til i 1986 skulle hun synge sammen med landsholdet, hvor Michael Laudrup var den eneste genganger, og hun var godt tilfreds med spillernes indsats: ”Jeg blev rimeligt imponeret over, hvor godt de synger. De synger bedre end det landshold, der var med i 1986”, sagde hun til BT i forbindelse med udgivelsen af ”Vi vil ha’ sejren i land” i 1998. Også på lørdag ved kvartfinalen mod Tjekkiet gælder det, at ”vi vil ha’ sejren i land, og vi er med alle mand”.

Alanis on the road again

I 1995 udgav sangerinden Alanis Morissette albummet ”Jagged Little Pill”, og hen over det følgende år væltede hun dele af verden med iørefaldende rockhits som ”Ironic”, ”You Oughta Know”, ”You Learn” og ”Hand In My Pocket”. Sidste år skulle en jubilæumsturné have bragt hende vidt omkring for at markere 25-året for gennembrudspladen, men som så meget andet stak corona-pandemien også en kæp i hjulet på disse planer. Derfor gør den canadiske sangerinde og hendes musikere for tiden klar til at genoptage den forsinkede jubilæumstour med sommerkoncerter i USA og efterårskoncerter i Europa. I den anledning har hun udsendt en genindspilning af en sang, der er en del ældre end ”Jagged Little Pill”: Willie Nelsons countryhit ”On the Road Again” fra 1980.

Sangen blev skrevet til filmen ”Honeysuckle Rose” om en omrejsende countrymusiker med Willie Nelson i hovedrollen, og i selvbiografien ”Willie” fortæller han, at ligesom med så mange andre sange faldt ”On the Road Again” ham let at skrive: “Der er en million ting, jeg ikke kan finde ud af, men sangskrivning, det kan jeg finde ud af. Melodierne er det nemmeste for mig, for luften er fuld af melodier. Jeg hører dem hele tiden, rundt omkring mig overalt, nat og dag. Hvis jeg har brug for en melodi, plukker jeg bare en ud af det blå”. Under en flyrejse med et par filmfolk faldt snakken på behovet for sange til ”Honeysuckle Rose”-filmen, og de efterlyste en sang om folk, der konstant rejser land og rige rundt for at spille musik. Willie Nelson forstod opgaven og begyndte at skrive på en konvolut eller en af flyets brækposer: “On the road again. I just can’t wait to get on the road again. The life I love is making music with my friends. I just can’t wait to get on the road again”. Filmproduceren Sydney Pollack spurgte ham, hvordan melodien lød: “Jeg sagde, at det vidste jeg ikke – jeg kunne arbejde på melodien senere. Jeg spekulerede ikke mere over melodien til flere måneder senere, dagen før jeg skulle i studiet for at indspille den. Der var ikke nogen grund til at sætte en melodi til noget, jeg ikke var klar til at indspille. Jeg vidste, at jeg ikke ville have problemer med at hente melodien ud af det blå”.

”On the Road Again” blev nærmest en signatursang for Willie Nelson, og han synger endda duet med Alanis Morissette på hendes nye, afdæmpede fortolkning af nummeret. Morisettes forestående tur ”on the road” bringer hende også til Danmark den 29. oktober, hvor hun spiller i Royal Arena i København.

Vi står sammen side og side

Mindre end et døgn efter fodboldspilleren Christian Eriksen kollapsede på banen, lagde DBU et billede af spillerne – med armene om hinandens skuldre før kampstart – ud på herrelandsholdets Facebook- og Instagram-profiler.  Som en hyldest til holdets ageren i forbindelse med Eriksens hjertestop var billedet ledsaget af teksten ”Vi er røde, vi er hvide. Vi står sammen, side om side”, som stammer fra slagsangen fra fodbold-VM i 1986. I marts 1986 havde Ekstra Bladet annonceret, at alle kunne indsende forslag til, hvordan en dansk slagsang kunne lyde. Ved EM i 1984 havde Danmark ikke en officiel slagsang, men blandt andre tv-manden Jarl Friis Mikkelsen og musikeren Michael Bruun havde skabt den opsigtsvækkende ”Nu Rap”, hvor DR’s pensionerede sportschef Gunnar ”Nu” Hansen hakkede sig gennem en form for rap med omkvædet ”We are red, we are white, we are Danish dynamite”. Da Danmark kvalificerede sig til VM, lavede Jarl Friis Mikkelsen og Michael Bruun en aftale med DBU om at levere en officiel slutrundesang, og i samspil med Ekstra Bladet blev konkurrencen ”Syng dig til Mexico” udskrevet.

En artikel fra Det Kongelige Bibliotek citerer nogle af de tekstforslag, læserne indsendte i håbet om at vinde en rejse til VM: “Søren Busk har overskæg og banens bedste ’overlæg’, fodbold det er sagen, hvis Laudrup han har dagen” og “Det er rødt og hvidt, det er dit og mit, og så er det skattefrit”. Postkassen bugnede mildt sagt ikke af lyriske mesterværker, og det endte derfor med, at Jarl Friis Mikkelsen kombinerede små stumper og stykker fra læserbidragene med sine egne idéer, hvilket kan forklare, hvorfor teksten til ”Re-sepp-ten”, som den hedder, er et mærkværdigt kludetæppe af metaforer, eventyrreferencer og fællessangs-banaliteter. Og faktisk kom teksten til at fremstå endnu mere mærkelig, da den op til VM i 2010 blev genindspillet af den japanske popduo Vanilla Beans, der havde set sig lune på det danske landshold. De to unge kvinder sang lyden af de danske ord fra ”Re-sepp-ten”, og de havde endda overtalt dan danske ambassadør i Japan, Franz-Michael Skjold Mellbin, til at medvirke i musikvideoen, hvor han tog hovedtelefonerne forkert på, præcis som Preben Elkjær gjorde i den originale video fra 1986.

Vort gamle Danmark skal bestå

Med et års forsinkelse begynder herrernes Europamesterskaber i fodbold på fredag, og for første gang nogensinde lægger Danmark bane til nogle af EM-kampene. Værtskabet er i år fordelt ud for tolv byer, og da København er en af dem, skal Danmark for første gang spille på hjemmebane ved en EM-slutrunde. Bandet Alphabeat har leveret årets officielle slagsang ”Danmarks Dynamite”, der helt som ventet bliver målt op imod alle tiders største danske slagsang ”Re-Sepp-Ten” fra 1986 med det stadig effektfulde omkvæd ”Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side”. Men man kan også argumentere for, at den vigtigste fodboldsang i virkeligheden er en gammel sag fra 1800-tallet, for før de danske landskampe spilles nemlig Adam Oehlenschläger og H. E. Krøyers ”Der er et yndigt land”. Ifølge Højskolesangen menes det, at digteren Oehlenschläger blev ansporet til at skrive sin fædrelandshyldest, da Selskabet til de skiønne Videnskabers Forfremmelse i 1819 udskrev en konkurrence om en nationalsang. Han deltog dog ikke i konkurrencen, som blev vundet af Juliane Marie Jessens ”Dannemark, Dannemark, hellige Lyd”, og i stedet udgav han sin tekst med titlen ”Fædrelands-Sang” i 1823. Dengang var der intet mindre end tolv vers, som blandt andet sammenligner den daværende konge Frederik d.6. med sagnkongen Frode Fredegod og holder Danmarks skønhed op mod både ”Ruslands vinterørkner” og ”Sydens blomstermai”. Ved en senere udgivelse havde Oehlenschläger barberet den langstrakte hymne ned til fem vers, og den version, man kender bedst i dag, består af de oprindelige første, andet og tredje vers samt afrundingen af tolvte vers med ”Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå”.

Både ”Der er et yndigt land” og ”Kong Christian stod ved højen mast” er nationalmelodier for Danmark, og oveni er ”Kong Christian” også landets kongesang. Fordi Danmark har to nationalmelodier, opstod der i 1980’erne diskussion om brugen af den ene frem for den anden sang forud for fodboldlandskampe. Mange fodboldfans foretrak ”Der er et yndigt land”, og de danske roligans sang ofte ”Der er et yndigt land”, mens et orkester ved udebanekampe spillede ”Kong Christian”, som Udenrigsministeriets protokol foreskrev. Det førte også til en folketingsdebat om emnet, og sagen endte med, at daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen skar igennem og pegede på ”Der er et yndigt land” som den primære nationalmelodi ved begivenheder som fodboldlandskampe.

Lørdag aften vil H. E. Krøyer og Adam Oehlenshlägers gamle fædrelandshymne lyde i Parken forud for Danmarks første kamp i EM-gruppespillet, hvor landsholdet møder Finland.