Kategorier
Musiknyheder

Dansegulvets største sang

At skulle sammensætte lister over de bedste sange for eksempel inden for en bestemt genre eller periode kan være sjovt og interessant, men det er naturligvis også en helt urimelig opgave og vældig subjektivt. Ikke desto mindre har det store amerikanske musikmedie Rolling Stone kastet sig ud i at samle listen ”The 200 Greatest Dance Songs of All Time”. I sig selv kan det være vanskeligt at definere, hvad dansemusik er, når man i princippet kan danse til hvad som helst, men Rolling Stone har afgrænset det til, at de udvalgte sange alle skal tilhøre dansemusik-kulturen, hvilket vil sige, at det er tiden fra omkring disco-musikkens opblomstring i 1970’erne og frem til i dag, det handler om. De udvalgte 200 sange ligger derfor primært inden for disco, house, techno og beslægtede genrer. Det er ikke svært at forestille sig diskussioner på redaktionen om den ene sangs placering på listen frem for den anden, men da den samlede Top 200 blev offentliggjort forleden, havde de valgt at placere et skelsættende Donna Summer-hit fra 1977 på førstepladsen.

I denne periode arbejdede Donna Summer sammen med producerne Giorgio Moroder og Pete Bellotte på konceptalbummet ”I Remember Yesterday”, der sang for sang bevægede sig gennem tidsperioder og genrer og lød mere og mere moderne undervejs. Som et afsluttende nummer på den ellers bagudskuende plade ville de gerne have noget, som pegede fremad, og som kunne signalere lyden af fremtiden. Giorgio Moroder fortalte for nogle år siden til avisen The Guardian, at en del af idéen kom, da han så den dengang helt nye ”Star Wars”-film:

– Jeg skelede til filmen Star Wars, der havde en scene kaldet La Cantina, hvor der tilsyneladende blev spillet fremtidens musik. Det lød slet ikke som fremtidens musik. Det så sådan ud, men det lød ikke sådan. Så jeg tænkte, at den eneste måde at gøre det på, var at gøre det med computere og udelukkende computere, sagde Moroder.

Med en Moog-synthesizer begyndte de derfor at skabe lyden af hvert enkelt instrument kunstigt lige fra hi-hat og stortromme til bas og strygere, hvilket var meget usædvanligt dengang. Resultatet blev en langstrakt og næsten hypnotisk diskoteksklassiker, der langsomt stiger i intensitet – ledsaget af en meget kortfattet tekst, sensuelt og næsten spirituelt fremført af Donna Summer. ”I Feel Love”, som nummeret hedder, vendte op og ned på, hvordan pophits kunne lyde og var med til at lægge vigtige grundsten til udviklingen inden for house og elektronisk musik i mange år efter.

”I Feel Love” er udvalgt til at ligge nr. 1 på Rolling Stone-listen ”The 200 Greatest Dance Songs of All Time” efterfulgt af Daft Punks ”One More Time” fra 2000 som nr. 2 og ”Good Times” med Chic fra 1979 som nr. 3.

Kategorier
Musiknyheder

Grease is the word

Siden 1970’erne har ”Grease”-universet begejstret publikum med musical, film og musikudgivelser, der alle kredser om ungdom, forelskelser og kappestrid på den amerikanske skole Rydell High. Den oprindelige musical er fra 1971, men rigtigt kendt blev ”Grease” for alvor i filmversionen fra 1978 med Olivia Newton-John som Sandy og John Travolta som Danny. Senere fulgte den mindre succesfulde ”Grease 2”, som med nye elever byggede videre på stemningen fra den oprindelige film, og nu er der hele to nye projekter på vej, som begge foregår før den populære film. Idéen har været luftet tidligere, men planerne har skullet skifte hænder, før de nu er sat rigtigt i søen. Det amerikanske medie Variety kunne forleden berette, at tv-tjeneste Paramount Plus har bestilt serien ”Grease: Rise of the Pink Ladies”, og Paramount Plus kommer også til at vise den nye Grease-film ”Summer Lovin”. Serien skal fortælle historien om, hvordan pigekliken Pink Ladies med Rizzo, Jan, Marty og Frenchy fra ”Grease”-filmen fandt sammen og blev det seje slæng på Rydell High, længe før den pæne pige Sandy ankom til skolen. Filmen ”Summer Lovin” bliver ligeledes en prequel, det vil sige en historie, der kronologisk går forud for den oprindelige film, men her er det Sandy og Dannys sommerferieforelskelse før skolestart, der er omdrejningspunktet.

Titlen ”Summer Lovin” er hentet fra sangen ”Summer Nights”, der modsat flere af filmens store hits som ”You’re the One That I Want” og ”Hopelessly Devoted to You” rent faktisk stammer fra den musical, der var forlæg til filmen. ”Summer Nights” tiltrak sig dog uheldig opmærksomhed for nogle år siden, for når tiderne skifter, er der visse sangtekster, der kommer til at stå i et andet skær. I 2016 viste den amerikanske tv-kanal Fox ”Grease” som live-transmitteret tv-musical fra ende til anden, og for at komme bornerte og mindreårige seere i møde var teksterne justeret en anelse her og der. For eksempel var sangen ”Greased Lightning” omskrevet flere steder, så linjen “the chicks’ll cream”, der bedst kan oversættes til “tøserne vil komme i bukserne” elegant blev ændret til “the chicks’ll scream”, så pigerne i stedet blot vil hvine af fryd – og fyrenes bil blev ikke kaldt en ”pussy wagon”, men en ”dragon wagon”. Og netop fordi en ny tid skulle afspejles i de modererede tekster, faldt det visse seere for brystet, at ikke også ”Summer Nights” fik en overhaling. Drengene tigger for at vide, om Danny har været i seng med sin sommerflirt og synger den velkendte linje “Tell me more, tell me more, did she put up a fight”. Spørgsmålet om, hvorvidt pigen gjorde modstand, emmer ikke ligefrem af samtykke og gensidig respekt fra fyrene i Dannys slæng, T-Birds, og det kunne man med fordel have omskrevet, når man nu alligevel var i gang, mente nogle Fox-seere dengang.

Hvor meget der rent faktisk skete eller ikke skete mellem Sandy og Danny i den famøse sommerferie, får vi måske svar på, når forløberfilmen ”Summer Lovin” er klar.

Kategorier
Musiknyheder

Danmark i den gule trøje

På søndag slutter årets Tour de France, som herhjemme vil blive husket både for folkefesten langs de indledende etaper i Danmark, for de danske etapesejre og for Jonas Vingegaard i den gule førertrøje. Der har næppe været så stor dansk begejstring, siden Bjarne Riis i 1996 vandt Tour de France, hvor musikeren Anne Dorte Michelsen tilføjede sin egen hyldest til den massive fejring med sangen ”Bjarne i den gule trøje”. I bogen ”Under en åben himmel” fortæller den musikalske Tour de France-entusiast, at det sjoveste, hun har oplevet i sin karriere, faktisk ikke handlede om musik, men om den opgave hun fik i 1996, da Berlingske Tidende hyrede hende til at rapportere fra Frankrig under Tour de France. Bjarne Riis vandt niende etape og erobrede samtidig den gule førertrøje, som han beholdt hele vejen til Paris i 21. etape. Selvom Anne Dorte Michelsen ikke var sendt til Frankrig som musiker, men som cykelsportsbegejstret tekstforfatter, så kunne sangskriveren i hende ikke holdes i ro den dag, fortalte hun forleden til BT:

”Han kom i gult oppe i Sestriere, og det var der, jeg skrev sangen. En aften skulle vi hen til rytternes hotel, og der havde jeg sagt det til en af journalisterne: ‘Jeg har sgu skrevet en sang’. Og så var der en, der havde taget en guitar med. ‘Kan du ikke lige synge den sang, du har lavet til Bjarne?’ Så spillede jeg den der”.

At få udgivet en sang tog dengang længere tid end her i streamingens tidsalder, men Berlingske Tidende bragte teksten til hendes sang på forsiden af avisen, den dag Bjarne Riis kom hjem, og da han blev hyldet i Tivoli, gik Anne Dorte Michelsen også på scenen og sang ”Bjarne i den gule trøje”.

”Det var så sindssygt, fordi alle folk sang med, selvom ingen kendte den. Den var aldrig blevet udgivet eller spillet for nogen. Den blev først indspillet året efter. Det var utroligt, den kunne blive så sort et hit uden at eksistere som en indspillet sang. Jeg har tit undret mig”, forklarede hun i BT.

I år har Jacob Haugaard til Ekstra Bladet fortalt, at han har skrevet en ny sang på melodien til sit gamle hit ”Ingeborg” – fordi det ligger så dejlig tæt på ”Vingegaard”.

Kategorier
Musiknyheder

Da Gangnam Style slog alle rekorder

Hver eneste dag bliver der oploadet videoer til Youtube, som med det samme forsvinder i glemslen, men af og til sker det, at en video går Jorden rundt, fordi man aldrig har set noget lignende. Det skete i disse dage for præcis ti år siden, for den 15. juli 2012 landede en koreansk musikvideo på Youtube. ”Gangnam Style” med rapperen Psy blev i løbet af få måneder et globalt fænomen, især fordi sangen blev ledsaget af en farvestrålende og underholdende musikvideo, hvor en af overraskelserne var en medfølgende dans, der mindede om hesteridning og lassokast. Det var Psy selv, der hen over nogle måneder udviklede den mærkværdige koreografi for at kunne tilføre sin nye sang noget opsigtsvækkende, fordi det i Sydkorea i forvejen var almindeligt med særlige danse til udvalgte sange. Titlen ”Gangnam Style” refererer til det fashionable og luksuriøse Gangnam-område i Sydkoreas hovedstad Seoul, og med undtagelse af ganske få engelske ord er hele teksten på koreansk. Det var således ikke planen at tale til et publikum uden for hjemlandet, men nummeret og ikke mindst musikvideoen spredte sig hurtigt som en steppebrand ud over landegrænser og til områder, hvor der bestemt ikke var tradition for koreansk pop på det tidspunkt. Allerede i september opnåede ”Gangnam Style” at blive videoen med flest likes i Youtubes historie, i november var den med 800 millioner afspilninger den mest sete Youtube-video nogensinde, og inden juleaften i 2012 passerede den som den første video nogensinde en milliard visninger.

Psy var allerede et kendt navn i Sydkorea, da ”Gangnam Style” udkom, men han fik travlt med at rejse verden rundt for at ride med på den bølge af succes, som det uventede hit gav ham. Den massive opmærksomhed til ”Gangnam Style” gjorde det dog samtidig svært at følge op med noget, der bare tilnærmelsesvis kunne skabe samme virak, men på trods af disse præstationsproblemer er han i dag stolt af ”Gangnam Style” som sit ”største og vildeste trofæ i mit liv”, som han beskrev det i et AFP-interview tidligere på sommeren: ”Når jeg optræder, er den mit stærkeste våben”.

Kategorier
Musiknyheder

Danmark (k)vinder EM

I dag begynder kvindernes fodbold-EM, som afholdes i England i de kommende uger, og heldigvis er det danske landshold med i turneringen. På fredag spiller Danmark første kamp mod Tyskland, og senere følger Finland og Spanien – og forhåbentlig flere modstandere efter den indledende runde. Under herrernes EM sidste år skabte den musikalske komikerduo Lidt Til Lægterne en stribe underholdende hyldestvers til spillerne, og i år har de ligefrem fået lov til at levere den officielle slagsang med titlen ”Vi(k)vinder EM”, der ligesom sidste år primært består af ordspil og muntre forvanskninger af spillernavnene.

Hvis nogen i den kommende tid føler en tilsvarende inspiration, så er der i øjeblikket mulighed for at komme med input til det, der skal blive til herrelandsholdets officielle VM-sang senere på året. DBU og Carlsberg efterlyser nemlig fansenes idéer til, hvad teksten skal handle om, hvorefter mere professionelle kræfter samler det hele. Musikken skal leveres af Burhan G, Ankerstjerne og Nicolai Seebach, og med i tekstarbejdet har de Jarl Friis Mikkelsen, som er en decideret veteran ud i fodboldslagsange. Jarl Friis Mikkelsen stod sammen med musikeren Michael Bruun bag Gunnar Nu Hansens ”Rap Nu”, og derfor fik makkerpar i 1986 mulighed for at lave slagsangen over dem alle, ”Re-Sepp-Ten”. Også dengang bad man folket om hjælp til teksten i form af konkurrencen ”Syng dig til Mexico” i Ekstra Bladet. Der kom masser af forslag til tekstlinjer af svingende kvalitet, som Jarl Friis Mikkelsen kombinerede med sine egne idéer, hvilket gjorde ”Re-sepp-ten” til det nu legendariske kludetæppe af metaforer og eventyrreferencer.

I 1998 var Jarl Friis Mikkelsen og Michael Bruun på spil igen, da de sammen med Søren Rasted fra Aqua skrev VM-sangen ”Vi vil ha’ sejren i land”. Bruun gik bort sidste år, men Jarl Friis Mikkelsen er på spil endnu en gang, når folkets forslag til tekstlinjer skal stykkes sammen til en ny fodboldsang senere i år. Om Dodo Gad fra Dodo and the Dodos også dukker op ligesom i 1986 og 1998, er der endnu ingen meldinger om.

Kategorier
Musiknyheder

Uffes sidste ord

Han havde allerede i tidligere interviews fortalt, at det var hans yndlingssang, men Uffe Ellemann-Jensen gav ”What a Wonderful World” en særlig placering i programmet ”Det sidste ord”, som blev sendt på TV 2 søndag aften. Tv-værten Mikael Bertelsen interviewer i en særlig serie kendte danskere om deres liv ud fra en klar aftale om, at programmet først vil blive sendt efter deres død, og at interviewet således vil komme til at stå som deres sidste ord – formuleret i levende live, men gemt som en sidste samtale efter døden. Afslutningsvis i programmet forlod Mikael Bertelsen studiet og lod den tidligere udenrigsminister få kameraet for sig selv, så han på egen hånd kunne runde udsendelsen af. Og efter at have takket seerne for at have lyttet til, hvad han havde at fortælle, brød Uffe Ellemann-Jensen ud i sang og rundede det posthume program af med Louis Armstrong-klassikeren ”What a Wonderful World”.

Louis Armstrong var en markant skikkelse på jazzscenen allerede i 1920’erne, men ”What a Wonderful World” var blandt de sidste sange, han indspillede, eftersom den er fra 1967, hvor han var 66 år. Sangskriverne Bob Thiele og George Weiss skrev sangen med Armstrong i tankerne, og Louis Armstrong House Museum fortæller historien om, at han sagde ja tak, da han fik den tilbudt, blandt andet fordi teksten mindede ham om Corona-kvarteret i New York, hvor han på det tidspunkt havde boet i 25 år sammen med sin kone Lucille. ”Der er så meget i Wonderful World, der minder mig om mit nabolag, hvor jeg bor i Corona, New York”, forklarede han i 1968. ”Jeg har set tre generationer i det kvarter. De er der med deres børn, børnebørn, og de kommer tilbage for at besøge onkel Satchmo og tante Lucille. Det er derfor, jeg kan sige ’I hear babies cry, I watch them grow, they’ll learn much more than I’ll ever know’ Og jeg kan se betragte alle disse børn. Og jeg har billeder af dem, fra da de var fem, seks, syv år gamle. Så da jeg fik denne Wonderful World i hånden, var jeg ikke i tvivl”, er Louis Armstrong citeret for af museet, der i dag formidler hans historie.

Sangen blev hurtigt et stort hit i blandt andet England, men i Louis Armstrongs hjemland USA blev den overset. Chefen for hans pladeselskab ville have haft en festlig opfølger til hittet ”Hello Dolly” og var slet ikke begejstret for ”What a Wonderful World”, som derfor ikke fik den fornødne markedsføring i USA. Efter Armstrongs død i 1971 dukkede sangen op i reklamer, og den blev for alvor kendt i USA, da den indgik i krigsfilmen ”Good Morning Vietnam” i 1987 (selvom filmen foregår i 1965, og sangen er fra 1967). 

Louis Armstrongs indspilning af ”What a Wonderful World” varer blot to minutter og femten sekunder, så Uffe Ellemann-Jensen fik det hele med, og lyset i studiet blev slukket, da han havde sunget det sidste ord.

Kategorier
Musiknyheder

Netflix puster liv i 80’er-hit

Hitlisterne og musikstreamingtjenesterne oplever for tiden det besynderlige fænomen, at en 37 år gammel sang pludselig er et af tidens helt store hits – men det kommer ikke ud af ingenting. I sidste uge kravlede Kate Bush-sangen ”Running Up That Hill” op på førstepladsen af den toneangivende britiske hitliste, og i USA ligger den nr. 4, hvilket den aldrig var i nærheden af, da den første gang udkom i 1985. Årsagen til den pludselige hype skal findes i den nye sæson af den populære Netflix-serie ”Stranger Things”, som udspiller sig i 1980’erne i et sammenstød mellem en gruppe unge mennesker i en lille amerikansk by og uhyggelige væsener fra en parallelverden. En af hovedpersonerne er den unge kvinde Max, der nærmest altid har hovedtelefoner på, og i de nyeste afsnit, som foregår i 1986, er ”Running Up That Hill” hendes yndlingssang, som hun hører konstant, og som hendes venner også begynder at bruge for at kalde hende tilbage til vores egen verden. En af de tilbagevendende linjer i sangen lyder: ”And if I only could I’d make a deal with God and I’d get him to swap our places” (“Og hvis jeg kunne, ville jeg indgå en aftale med Gud om at lade os bytte pladser”, red.). I seriens sammenhæng kan det let knyttes til, at Max savner sin bror, der er blevet dræbt og nu er en del af den mystiske parallelverden, men i Kate Bush’ verden dækker linjen over noget helt andet. Da sangen blev udgivet, forklarede hun i et interview, at sangen handler om et forhold mellem en mand og en kvinde, der ikke kun rummer kærlighed, men også usikkerhed: ”Hvis manden kunne være kvinden og kvinden manden, hvis de kunne indgå en aftale med Gud om at bytte pladser, så kunne de forstå, hvordan det er at være den anden, og måske ville det rydde misforståelser af vejen. Du ved, alle de små problemer ville ikke være der”.

Fordi ”Running Up That Hill” ikke bare er tidstypisk underlægningsmusik i serien, men rent faktisk spiller en afgørende rolle gennem flere afsnit, anmodede holdet bag ”Stranger Things” om Kate Bush’ tilladelse og lod hende gennemgå manuskriptet, så hun vidste, hvordan de ville anvende sangen. Det viste sig, at Kate Bush i forvejen var fast ”Stranger Things”-seer, og hun gav dem derfor sin velsignelse og har nu fået introduceret en af sine gamle sange til et helt nyt publikum, der har taget imod den med åbne arme. Da ”Running Up That Hill” landede på den britiske førsteplads, fik Kate Bush endda tre pladser i hitlistens rekordbøger. Hun er nu den kunstner, der har det længste spænd mellem to førstepladser, eftersom der er 44 år mellem hendes nr.1-hit ”Wuthering Heights” i 1978 og ”Running Up That Hill” i 2022. Med 37 år har ”Running Up That Hill” også den mest langstrakte periode fra udgivelsesdatoen til hitlistens førsteplads. Og som 63-årig har Kate Bush overhalet Cher som den nu ældste kvinde med en førsteplads på UK Top 40.

Kategorier
Musiknyheder

Beatle og Beach Boy fylder 80

Det er to af popmusikkens mastodonter, der med to dages mellemrum begge fylder 80 år, når Paul McCartney fra The Beatles har fødselsdag lørdag, og Brian Wilson fra The Beach Boys fylder rundt mandag. I midten og slutningen af 1960’erne var de på én gang kolleger og konkurrenter, og det er velkendt, at når den ene udsendte noget skelsættende, lagde den anden sig i selen for at overgå det. Og mens nogle betragter Paul McCartney som den største sangskriver i nyere tid, så betragter han selv en af Brian Wilsons sange som den bedste sang, der nogensinde er skrevet. Til BBC Radio 1 fortalte McCartney for femten år siden om, hvor nært knyttet han er til netop denne sang fra The Beach Boys: ”God Only Knows er en af de få sange, der får tårerne frem hos mig, hver eneste gang jeg hører den. Det er egentlig bare en kærlighedssang, men den er fremragende udført. Den viser Brians genialitet. Jeg har faktisk optrådt med den sammen med ham, og jeg er nødt til at indrømme, at jeg brød sammen under lydprøven”.

Mange år før det har Paul McCartney også fortalt, at han købte Beach Boys-albummet ”Pet Sounds”, som indeholder blandt andet ”God Only Knows”, ”Sloop John B” og ”Wouldn’t It Be Nice”, til hvert af sine børn som en del af deres almene dannelse, og fordi han ikke mente, at man er rigtigt skolet musikalsk, før man har hørt ”Pet Sounds”. Selv vokalharmonierne i starten af Beatles-sangen ”Here, There and Everywhere” har Paul McCartney indrømmet er med inspiration direkte fra ”God Only Knows”.

Rivaliseringen mellem de to musikere ligger mere end 50 år tilbage i tiden, og dengang ville det måske være svært at regne ud, at den gensidige beundring ville forblive intakt i årene efter, også når de to unge superstjerner en dag skulle fejre deres 80-års-fødselsdage.