Kategori: Musiknyheder

På en februardag for 25 år siden, skete der noget, de færreste havde forventet – og nogle måneder senere gik det fra at være en musikalsk overraskelse til at være den totale triumf. I begyndelsen af år 2000 var det længe siden, den 49-årige Jørgen Olsen og hans 45-årige bror Niels ”Noller” Olsen havde været i nærheden af den succes, de oplevede i ungdomsårene i 1970’erne med hits som ”Angelina” og ”San Francisco”. De arbejdede på deres første rigtige album i 21 år, så Brødrene Olsen var på papiret et ekko fra fortiden, da DR inviterede dem til at deltage i årets Melodi Grand Prix. Invitationen var en kærkommen mulighed for opmærksomhed omkring deres comeback-ambitioner, så sangvalget til Grand Prixet var en vigtig beslutning. I dag kan det synes indlysende, at ”Smuk som et stjerneskud” skulle blive en klassiker, men på det tidspunkt var den blot en blandt flere muligheder i bunken af nye Olsen-sange.

Jørgen og Noller Olsen har i flere sammenhænge fortalt historien om, hvordan de besøgte deres mangeårige manager Steen Wittrock for at diskutere mulighederne i fem demoindspilninger, de havde medbragt til kontoret. Det var et åbent spørgsmål hvilken af sangene, de skulle præsentere for DR’s Grand Prix-redaktion, men da de forlod kontoret, hørte de, at Wittrocks sekretær sad og fløjtede melodien til ”Smuk som et stjerneskud”. Hun havde lyttet med undervejs, og det var netop denne melodi, der havde fæstnet sig hos hende. Hendes instinktive reaktion gjorde udslaget, og Brødrene Olsen valgte derfor at satse på ”Smuk som et stjerneskud”. I næste uge er det 25 år siden, de to midaldrende mæng gik på scenen i Melodi Grand Prix som forhenværende ungdomsidoler og forlod showet som sejrherrer og genetablerede stjerner. Knapt tre måneder senere sikrede de Danmark en overbevisende sejr ved Det Internationale Melodi Grand Prix med den engelske version af sangen, ”Fly On the Wings of Love”.

Det er tre et halvt år siden, at man på filmfestivalen i Venedig kunne opleve en tidlig version af en dokumentarfilm om rockbandet Led Zeppelin, men siden da har filmen ikke været vist offentligt. Nu er ”Becoming Led Zeppelin” klippet færdig og klar til for alvor at finde sit publikum. I dag og i morgen kan dokumentaren ses i de store IMAX-biografer i Storbritannien, før den rammer de almindelige biografer. Gennem nye interviews, gamle klip og hidtil ukendte optagelser fortælles historien om, hvordan en gruppe musikere blev til Led Zeppelin, og hvordan Led Zeppelin blev et af de mest betydningsfulde rockbands nogensinde.

Gruppen opstod i asken fra bandet Yardbirds, hvor guitaristerne Eric Clapton og Jeff Beck havde været medlemmer, før bandet gik endeligt i opløsning i juni 1968. Den nye guitarist Jimmy Page måtte herefter i gang med at samle musikere til et nyt band, og da de i september 1968 gav koncert første gang, var det under navnet The New Yardbirds – og endda på dansk jord ved et såkaldt Teen Club-arrangement på en skole i Gladsaxe. Først i oktober 1968 kunne man for første gang se navnet Led Zeppelin på en plakat i forbindelse med en koncert i London. Grundidéen til det specielle navn opstod dog allerede et par år forinden, da Yardbirds-guitaristen fik hjælp fra en gruppe habile musikere til at indspille et soloalbum, blandt andre den senere Led Zeppelin-guitarist Jimmy Page og The Who-medlemmerne Keith Moon og John Entwistle. Indspilningerne gik så godt, at det var på tale at fortsætte samarbejdet i en decideret supergruppe, men den idé fik en spydig kommentar med på vejen fra et af The Who-medlemmerne. Der har været diskussion om hvem af dem, der lod ordene falde, men det blev sagt, at projektet ville falde til jorden som en ballon af bly (det engelske udtryk ”go down like a lead balloon”). Jimmy Page bed mærke i udtrykket, og da hans nye band skulle have sit eget navn, blev ballonen af bly til en zeppeliner af bly. Led Zeppelin faldt dog ikke til jorden med et brag, men skabte rockklassikere som ”Stairway to Heaven”, ”Whole Lotta Love”, ”Black Dog” og ”Immigrant Song”. Herhjemme vil man kunne opleve dokumentarfilmen ”Becoming Led Zeppelin” i en række biografer fra d. 6. marts.

I weekenden bliver de amerikanske Grammy-priser uddelt til tidens store musikere og deres bedste udgivelser, men der er ikke kun de unges prisfest i år. Yngre superstjerner som Post Malone, Billie Eilish, Charlie XCX og Shaboozey fylder naturligvis en del, når man kigger på, hvem der er nomineret i de 66 kategorier, Grammy-organisationen arbejder med, men der er også nogle af fortidens giganter med på listen. The Rolling Stones er nomineret for albummet “Hackney Diamonds” i kategorien Bedste rockalbum, og The Beatles er med i den mest prestigefyldte kategori, Record of the Year, der bedst kan oversættes til Årets udgivelse. For lidt over et år siden udkom ”Now and Then”, der blev præsenteret som den allersidste Beatles-sang, og det er den, der har bragt bandet over alle bands ind i Grammy-feltet igen.

Nummeret er baseret på en ufærdig John Lennon-sang, som hans enke Yoko Ono i 1994 overdrog til Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr, da de arbejdede med “The Anthology”-projektet, der bragte demo-versioner og studieoptagelser frem fra arkiverne. En af de sange, de fik på kassettebånd, var ”Grow Old With Me”, som også havde med på et posthumt Lennon-album, så den rørte de ikke ved, men ”Free As a Bird” og ”Real Love” blev færdiggjort og udgivet i midten af 1990’erne under stor bevågenhed.

Den fjerde sang, “Now and Then”, var ikke helt så komplet i sin form som ”Free As a Bird” og ”Real Love”, og optagelsen af John Lennons stemme blev forstyrret af en summelyd, som man havde på det tidspunkt ikke de teknologiske værktøjer til at fjerne. Særligt George Harrison var derfor modstander af at gå videre med nummeret, og efter en enkelt dag i studiet blev arbejdet med “Now and Then” derfor skrinlagt.

Paul McCartney gav dog ikke helt slip på tanken: “Der var en sang mere, som vi ikke lavede, hvilket var en skam. Den havde ikke en særligt god titel, og den havde brug for en smule bearbejdning, men den havde et smukt vers, og det var John, der sang den”, sagde McCartney til magasinet Q i 2006.

Men for nogle år siden blev det med hjælp fra kunstig intelligens og andre nye teknologier muligt at rense John Lennons optagelse så meget, at man kunne arbejde videre med nummeret. George Harrison var i mellemtiden også død, men optagelserne med hans guitar fra den dag i midten af 1990’erne blev fundet frem fra arkiverne, og Paul McCartney og Ringo Starr kunne dermed færdiggøre ”Now and Then” som den allersidste fælles Beatles-sang.

Natten til mandag dansk tid bliver det afsløret om de gamle mestre får en statuette med hjem fra Grammy-festen. Blandt de andre nominerede i samme kategori er Sabrina Carpenters “Espresso”, Beyoncés “Texas Hold ’Em”, Taylor Swift og Post Malones “Fortnight” og Billie Eilish’ “Birds of a Feather”.

Mandag blev Donald Trump genindsat som USA’ præsident, og som altid blev ceremonien ledsaget af mere folkelige arrangementer. Allerede søndag var der sejrsfest med deltagelse af ikke blot den tiltrædende præsident, men også en gruppe, hvis musik han har brugt undervejs i sin valgkamp. Flere gange har man ved vælgermøder kunnet se Donald Trump vrikke på scenen til det gamle discohit ”Y.M.C.A.” med The Village People. For nogle år siden bad Victor Willis, der er en af grundlæggerne af The Village People, Trump-lejren om at holde op med at bruge deres musik, men han er for nylig vendt på en tallerken. Som B.T. har refereret, skrev Willis i december på Facebook, at han hos gruppens fans fornemmede en modstand mod at gribe ind over for Trumps brug af “Y.M.C.A.”, og at Donald Trump virkede oprigtig og så ud til at have glæde af nummeret – og derfor ville han ikke kræve, at kampagnen ændrede deres musikvalg.

Forleden gik Willis og resten af Village People skridtet videre og optrådte til Trumps “forfest” med “Y.M.C.A.”, som ikke kun er kendt for musikken, men også for den medfølgende dans, hvor man former bogstaverne Y, M, C og A med armene over hovedet. Denne koreografi blev udbredt, efter Village People i januar 1979 optrådte i musikprogrammet ”American Bandstand”, mens publikum i tv-studiet lavede bogstaver med armene. Det er i dag uklart, om tv-holdet havde instrueret publikum, eller om det bare var en idé, der spredte sig på tilhørerpladserne under tv-showet, men umiddelbart efter deres optræden sagde Victor Willis i et interview, at de formentlig ville indarbejde bogstavdansen i deres sceneshow.

Om få dage bliver Donald Trump atter indsvoret som USA’s præsident, sådan som det altid sker den 20. januar efter et amerikansk præsidentvalg. Der vil være edsaflæggelse, bøn og ikke mindst tonerne af ”Hail to the Chief”, som i mere end 200 år har været forbundet med de amerikanske præsidenter.

”Hail to the Chief” udspringer af det engelske fortællende digt ”Lady of the Lake” fra 1810, som fik melodi i 1812 og var en del af et skuespil. Allerede i 1815 blev melodien første gang brugt til at hylde en amerikansk præsident, og i 1837 blev den spillet ved indsættelsen af præsident Martin van Buren. I årene herefter blev det kutyme at bruge ”Hail to the Chief” ikke blot ved præsidentindsættelser, men også ved præsidentens ankomster helt generelt. Det var dog først i 1954, at ”Hail to the Chief” officielt blev den amerikanske præsidents hyldestmelodi.

Engang i det 20. århundrede blev sangens oprindelige digt om en skotsk høvding udskiftet med en tekst, der rent faktisk passer til det amerikanske præsidentembede. Det er dog meget sjældent, at ”Hail to the Chief” bliver fremført med tekst og ikke blot som en slags instrumental fanfare. Og fra på mandag vil den atter akkompagnere Donald Trump, når han ankommer til diverse arrangementer.

En gammel Kim Larsen-sang er blevet trukket med ind i debatten om krigen i Gaza og den israelske hærs fremfærd i området. Nytårsaften lancerede sangeren Isam B en omskrevet nyfortolkning af Larsens klassiker ”Jutlandia”, som oprindeligt handlede om det danske hospitalsskib, der hjalp sårede under Korea-krigen ”i 1949 eller cirka deromkring”. Nu er ”Jutlandia” blevet til ”Palæstina”, og den indledende linje i den nye version lyder ”Det var i 1948 eller cirka deromkring, at Palæstina blev stjålet”. Den nye tekst og indspilning vil helt sikkert finde både tilhængere og kritikere, blandt andet fordi de letgenkendelige blæsere i Kim Larsens version er blevet udskiftet med det messende slagord ”From the river to the sea, Palestine will be free”. På sin Facebook-side kalder Isam B blandt andet situationen for ikke bare en humanitær krise, men en moralsk og juridisk falliterklæring. “Sangen er mit bidrag til at sætte fokus på de stemmeløse, der lider under en konflikt, som verdenssamfundet har undladt at tage ansvar for”, skriver han.

I 1986 gav Kim Larsen et interview til musikmagasinet MM, som citeres i bogen ”Solisten – historien om Kim Larsen”, og her fortalte han lidt om tilblivelsen af ”Jutlandia”: ”Egentlig ville jeg lave en antikrigssang, men så kom jeg til at tænke over, hvor meget jeg egentlig er imod krig. Og så måtte jeg jo indrømme, at det er jeg ikke under alle omstændigheder. Hvis det havde været under besættelsen, ville jeg givet have været frihedskæmper. Så kan du ikke lave en antikrigssang, tænkte jeg, og kom så til at fundere over, hvem der er the real hero i det her spil. Og mit blivende idol, helt fra jeg var helt lille, er den barmhjertige samaritan. Dem, der kommer ind, når det hele bare er total madness, og alligevel er humanister”, forklarede Larsen. Samtidig kom han i tanke om, at selvom det er mændene, der drager i krig, spiller kvinderne altid en rolle på den ene eller den anden måde, og her begyndte idéen til Jutlandia-hyldesten at tage form:

”Er det en eller anden form for naturvanvid, en eller anden skæv form for jalousi, der gør, at de der Irma-høns får krudtet os op til at gå i krig? Pludselig kunne jeg se spillet: Når drengene drøner ud, så kommer damerne med deres hvide skibe med de røde kors på og sygeplejeruniformerne. Og samtidig sidder Lili Marleen i radioen og synger ”Auf Wiedersehn”. Og så buum, du ved: Til sidst, når drengene har gjort, hvad de skulle, og ligger og er ved at forbløde, så kommer sygeplejersken på 16 og hælder jod på. Det var bare noget omkring kvinder, som kom frem der. Den er ikke tænkt igennem, men der er en glødelampe der”.

”Jutlandia” findes på Kim Larsens album ”Forklædt som voksen”, mens Isam B’s nye ”Palæstina” kan høres på blandt andet Youtube og Isam B’s Facebook-side.

De fleste vil nok mene, at ”Dejlig er den himmel blå” allerede i den seneste uges tid burde være pakket væk sammen med julepynten, men faktisk er nu på mandag det allermest passende tidspunkt at synge den. For selvom salmen nu om stunder er nært knyttet til juledagene, så er den skrevet til brug ved Helligtrekonger, som falder den 6. januar, og som historisk har markeret afslutningen på julen. Omdrejningspunktet i teksten er heller ikke blot Jesu fødsel i sig selv, men derimod historien om de tre vise mænd, der ledes til stalden i Betlehem. Teksten er af Grundtvig, og ifølge Højskolesangbogen repræsenterer den digterpræstens første bevidste forsøg på at forny den danske salmedigtning, hvilket han først for alvor fik greb om 25 år senere. Den er nemlig oprindeligt skrevet som en børnesang, der genfortæller Matthæusevangeliets historie om ledestjernen og fødslen af en ny konge. Særligt i den oprindelige version fra 1810 med hele 19 vers kan man mærke intentionen om at bruge en salme som historiefortælling for børn, blandt andet med linjer som ”Vil I små ej også gerne se den lyse, milde stjerne”. Dette aspekt fremstår knapt så klart i Grundtvigs redigerede udgave med syv vers, som han udgav i ”Fest-Psalmer” mange år senere i 1853.

Melodien til ”Dejlig er den himmel blå”, som vi kender den i dag, er blot én blandt mange. Salmen, der på et tidspunkt hed ”En Barnesang”, har i hvert fald seks forskellige melodier, heriblandt melodier af kendte komponister som C.E.F. Weyse og Thomas Laub. Men den melodi, som i dag bruges af alle, er skrevet af Jacob Gerhard Meidell, som musikalsk ikke er kendt for andet end netop ”Dejlig er den himmel blå”. I mange år var komponisten anonym, og ifølge Det Kongelige Bibliotek skyldtes det formentlig, at Meidell som toldkontrollør var en del af embedsværket og derfor ikke ville eller burde associeres med sangskrivning. Alligevel stod han – sammen med Grundtvig – bag en af de mest elskede salmer, der bruges gennem hele juletiden, men egentlig er skabt til Helligtrekonger d. 6. januar.

Da en spillefilm om popstjernen Robbie Williams blev annonceret, var der nok ikke mange, der ville have gættet på, at hovedrollen skulle spilles af en computeranimeret abe – men sådan er det i den film, som i dag har premiere i de danske biografer. De seneste år har der været masser af såkaldte biopics om musikere, hvor en persons liv eller et bands tilblivelse præsenteres i dramatiseret form. Nogle af de mest kendte er ”Rocketman” om Elton John, ”Bohemian Rhapsody” om Queen, ”Så længe mit hjerte slår” om John Mogensen, og på vej er også film om blandt andre Bob Dylan, Bruce Springsteen, Tommy Seebach og fire film om de fire Beatles-medlemmer. Mængden af musikerfilm skubber formentlig til behovet for at præsentere historierne på en opsigtsvækkende måde, og i den nye Robbie Williams-film ”Better Man” har man således valgt ikke at hyre en skuespiller til at spille hovedrollen, men har placeret en computeranimeret chimpanse mellem de menneskelige skuespillere. Robbie Williams selv lægger fortællerstemme til filmen, og i traileren forklarer han selv valget af en abe: ”Jeg er en af verdens største popstjerner, men jeg altid set mig selv som lidt mindre udviklet”.

Filmen ”Better Man” er opkaldt efter et af numrene på Robbie Williams’ album fra 2000, “Sing When You’re Winning”, som han skrev, mens han på trods af succes, penge og masser af hits var hårdt ramt af ensomhed og depression. I forbindelse med udgivelsen af pladen fortalte han magasinet Q, at han bad til sangskrivningens højere magter om en sang, der kunne hjælpe ham med at få styr på tanker og følelser. ”Jeg sagde til mig selv: ’Jeg beder bare til John Lennon, og hvis han lytter, forærer han mig måske noget’. Se, det kan man betragte som voldsomt arrogant eller helt tosset, men så begyndte jeg at slå nogle akkorder an, som blev til verset, og det hele var skrevet færdigt på en time. Og jeg mener den sang alvorligt. Det er mig, der er ærlig. Jeg er ikke ironisk eller spiller smart, det er bare mig”. Filmen “Better Man” har premiere landet over i dag, og både computerchimpanse og mennesker er instrueret af Michael Gracey, der før har været involveret i musikfilm som “The Greatest Showman” og “Rocketman” samt Pink-dokumentaren “All I Know So Far”.