Forfatter: Tor Bagger

Hej Tor
En kammerat og jeg sad i aftes og ”reminiscede” over nogle gamle popting, bla. Diskofil. Mest deres genindspilninger, men der var også ”Åge”, som jeg ikke havde hørt i årevis. Den var ikke en genindspilning, vel? Men var det så en ”oversættelse”? Eller deres egen melodi?
Mvh. Andreas

Hej Andreas
Den er måske ved at blive glemt, men i begyndelsen af 1960’erne var den originale sang et ganske pænt hit. I Sue Thompsons sang fra 1961 var det ”Norman”, der var den højt elskede hovedperson, mens Diskofil stiller ”Aage” i et knapt så pænt lys.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I morgen går vi ind i julemåneden, hvor man hvert eneste år siden 1847 har samlet sig om at synge en bestemt sang. I december er det nemlig 175 år siden, at Peter Faber skrev en sang om sin egen families juleaften og juletraditioner, som i sig selv er blevet en dansk juletradition. Faber var til daglig direktør for telegrafvæsenet, men havde også en lyrisk åre, som gjorde, at han ofte digtede små vers og lejlighedssange. I 1847 skulle hele den store familie holde jul sammen, og Peter Faber forfattede derfor en sang, der omtalte flere generationer – nevøer, niecer, brødre, koner og Peter Fabers egen søn. Deres juleaften blev ifølge en artikel fra Den Gamle By holdt på Gråbrødretorv i København hos Peter Fabers 83-årige far, som er omtalt i linjerne ”O, hvor den er blød og rar, sikken dejlig hue, den skal sikre bedstefar i mod frost og snue”. Reelt var det dog ikke den 83-årige bedstefar, der stod for julefesten, men derimod Peter Fabers bror Niels Andreas og hans kone Elisabeth. Det var således hende, der var den nu så berømte ”moder er i køkkenet, nu skal hun traktere”. Peter Fabers egen nyfødte søn blev omtalt i et af de i dag mindre kendte vers: ”Træets allerbedste zir skal min William have, på det blanke guldpapir må du gerne gnave”.

Melodien, som vi i dag synger den kendte julesang på, eksisterede ikke på det tidspunkt, så da familien Faber var samlet om urpremieren på ”Højt fra træets grønne top”, var melodien en anden. Mange har gættet på, at teksten oprindeligt er skrevet til den melodi, vi i dag forbinder med ”I en kælder sort som kul”, mens andre mener, at det sandsynligvis var melodien fra den svenske visesanger Bellmanns ”Supa klockan över tolv”, som senere også blev forlæg til ”Vejen går til Nødebo”. Først året efter skrev Emil Hornemann, der var en af samtidens mest kendte komponister og musikhandlere, den nu så elskede melodi. I 1848 forfattede Peter Faber også både ”Dengang jeg drog af sted”, som ligeledes fik musik af Emil Hornemann, og en tekst med titlen ”Julestemning”. Det er den julestemning, vi i dag kender som ”Sikken voldsom trængsel og alarm”.  

Hej,
Jeg søger navnet og kunstneren bag en dansk sang, det eneste jeg har er et brudstykke af teksten, som jeg mener lyder “Er det det de kalder kærlighed, Er det en at ligge sammen med”. Tror jeg har hørt den i radioen midt-slut 80erne (er selv født 1976). Som jeg husker det synges det af en mand, men jeg er ikke sikker. Ved ikke om det er i pop/rock genren, eller om det er mere ovre i dansktop. Har ikke kunne findet noget der ligner ved søgning på tekster osv. Håber at Brevkassen kan hjælpe 🙂
M v h Simon

Hej Simon
Der var en svag rumsteren i mit baghoved, da jeg læste dit spørgsmål, men det krævede lidt arbejde at finde frem til et svar, jeg var helt sikker på. Sangen er med Lasse Helner, der især er kendt som den ene halvdel af duoen Lasse & Mathilde. I 1981 udgav han solo-LP’en “S/H”, som blandt andet indeholdt sangen “Er det det?”. Den er skrevet sammen med Torben Eschen, som også har været involveret i en del af Lasse & Mathildes sange. Du kan genhøre “Er det det?” på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Det er bestemt ikke alle film, der sætter sig lige så varige spor i den kollektive bevidsthed, som ”Casablanca” gjorde. I denne uge er det 80 år siden det romantiske drama med Ingrid Bergman og Humphrey Bogart i hovedrollerne som Ilsa og Rick havde premiere, og filmen rummede masser af ikoniske scener og mindeværdige replikker, som er blevet citeret og kopieret igen og igen. Det gælder citater som “We’ll always have Paris”, “Here’s looking at you, kid” og “I think this is the beginning of a beautiful friendship”. Et af de mest kendte udtryk er knyttet til sangen “As Time Goes By”, men det er samtidig en af de mest fejlciterede replikker i filmhistorien, for selvom de fleste tænker på ”Casablanca”, når de hører ordene ”Play it again, Sam”, så bliver de aldrig sagt i filmen. ”As Time Goes By” minder Ilsa og Rick om en svunden kærlighed, og Ilsa beder barpianisten Sam om at spille den: ”Play it once, Sam, for old times’ sake”. Da han tøver, fortsætter hun: “Play it, Sam. Play As Time Goes By”. Senere beder Rick pianisten om det samme: “You played it for her, you can play it for me” og tilføjer “If she can stand it, I can. Play it”. Men på intet tidspunkt ytres ordene “Play it again, Sam”. Det er til gengæld titlen på et teaterstykke og en film, som Woody Allen stod bag mange år senere – på dansk ”Mig og Bogart”.

Selve sangen ”As Time Goes By” stammede fra Broadway-musicalen “Everybody’s Welcome” fra 1931. Komponisten Max Steiner, der efter sin succes med ”Borte med blæsten” blev hentet ind til at skrive resten af musikken til ”Casablanca”, brød sig ikke om ”As Time Goes By” og ville gerne have den erstattet med en anden sang. Men på det tidspunkt var skuespillerne rejst videre til andre opgaver, og Ingrid Bergman var endda blevet klippet korthåret, så scenerne med ”As Time Goes By” kunne ikke bare tages om. Dermed udødeliggjorde ”Casablanca” sangen med de indledende linjer ”You must remember this, a kiss is still a kiss”.

Efterhånden som dagene bliver kortere og vejret vådere, kan man godt have brug for en smule solskin og optimisme i de mørke novemberdage. For visesangerinden Pia Raug krævede det for mange år siden en tur til Nordjylland for at skabe sangen med den indledende linje ”Jeg vil male dagen blå med en solskinsstribe på” om at holde det grå og triste novembervejr på afstand. Historien om den populære ”Regnvejrsdag i november” er nemlig knyttet til Pia Raugs ture til Skagen i midten af 1970’erne, hvor hun som ung visesanger havde en drøm om at komme til at optræde på den nyetablerede festival. I Skagen mødte hun Gerd Parkholt, som gennem mange år var en af de store ildsjæle bag festivalen, fortalte Raug i forbindelse med genudgivelsen af hendes første indspilninger for nogle år siden:

”Min kusine boede i en nabovilla på Darmstedtvej, så jeg endte, som så mange andre, med at møde Gerd i hendes hjem, Folkers’ Rest. Jeg må have fortalt hende, at jeg drømte om at blive sangskriver, og det efterår sendte hun mig nogle tekster, hun havde skrevet. Hun har sikkert haft sine egne drømme. Jeg prøvede meget ihærdigt, men kunne ikke rigtigt få hendes ord og min musik til at passe sammen. Jeg havde vist nok en forestilling om, at hvis jeg fik sat musik til én af Gerds tekster, så ville det blive en slags adgangsbillet til Skagen Festivalen. Og alligevel måtte jeg give op”. Skæbnen ville dog, at Parkholt havde skrevet sine digte på bagsiden af nogle papirer, hun havde modtaget fra sin veninde Ebba Munk Pedersen, og på de genbrugte sider var derfor også både Ebba Munk Pedersens tekst ”Hej, lille drøm”, som skulle blive titelnummer på Pia Raugs debutplade i 1978, og et digt med titlen ”Regnvejrsdag i november”. Raug satte musik til de to digte, og den dag i dag er det helt almindeligt, at fællessang i alt fra børnehaver til højskoler inkluderer linjen om, at ”klokken elleve-femogfyrre blev november hængt til tørre, jeg vil male dagen lys”. Men ifølge Pia Raug gik der lang tid, før hun fik samlet mod til at fortælle Gerd Parkholt, at det var blevet venindens tekster, hun satte musik til, og ikke de tekster, Parkholt havde sendt hende: ”Og der gik rigtigt mange år, før jeg slap den dårlige samvittighed”.

Hej Tor

Titelmelodien fra Carmen Curlers på DR, er det ”genbrug” fra noget andet eller en ren Carmen Curlers-melodi? Det er bare fordi den virker bekendt.

Kh. Erling

Hej Erling 

Musikken, der kan høres i begyndelsen og slutningen af DR1-serien ”Carmen Curlers”, er skabt til serien af komponisten Jesper Mechlenburg – men selvfølgelig med det formål, at den skal lyde som noget, der er taget ud af de tidlige 1960’ere, hvor serien foregår.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Hej Tor
Hvem synger og hvilken titel har denne sang fra COOP-reklamen ”Lige til at spise” (forkortet, red.)?
Barbara

Hej Barbara
I Kvickly og SuperBrugsens reklame med en blanding af rigtige optagelser og tegnefilmsvarer i supermarkedet hører man en gammel jazzsang helt tilbage fra 1940’erne. Det drejer sig om “Everybody Eats When They Come To My House” med Cab Calloway, der inviterer alle vennerne på besøg og blandt andet synger “Have a banana, Hannah, try the salami, Tommy”. Du kan høre den på Youtube.
Mvh. Tor Bagger

Den var en af de store pionerer fra rock’n’roll-musikkens tidlige år i 1950’erne, der forlod denne verden i sidste uge. Stjerner som Elvis Presley, Bill Haley, Buddy Holly og Carl Perkins er for længst borte, og inden for de seneste år er også Little Richard og Chuck Berry døde. Som den sidste af de helt store musikere fra dengang gik Jerry Lee Lewis i fredags bort i en alder af 87 år. De sange, der står som de mest sejlivede eksempler på den vildskab, han som sanger og pianist tilførte 50’ernes musikrevolution, er ”Whole Lotta Shakin’ Goin’ On” og ikke mindst ”Great Balls of Fire”. Sidstnævnte rummede seksuelle undertoner, og selvom Lewis var en livlig og grænsesøgende performer, så var han også formet af en meget religiøs familie, og han var derfor i tvivl, om han kunne optræde med en sang som ”Great Balls of Fire”. Hans bekymring var så stor, at han midt i indspilningen af den sang, der skulle ende med at blive hans store signaturmelodi, endte i en længere diskussion om tro, synd og frelse med Sam Phillips, der ejede pladeselskabet Sun Records. Båndoptageren kørte stadig, og det religiøse intermezzo i den ellers løsslupne indspilning er senere udgivet i forskellige sammenhænge.

”Great Balls of Fire” blev et gigantisk hit for Jerry Lee Lewis i 1957 og var med til at sætte en standard for den mulige vildskab både i rock’n’rollens lyd og for musikeres liveoptræden. Lewis blev kendt for at rejse sig så hurtigt fra sit klaver, at hans bænk blev væltet omkuld – om end det var en fejl, første gang det skete – og han tog gerne fødderne i brug for at vælte sin energi ud over tangenterne. Der findes endda historier om, at han satte ild til sit klaver under koncerter, hvilket også blev iscenesat i filmen ”Great Balls of Fire” i 1989, men om det rent faktisk er sket, eller om det er en effektiv vandrehistorie, fortaber sig i fortidens tåger. Kort tid efter succesen med ”Great Balls of Fire” fik Lewis dog problemer i offentligheden, fordi han som 22-årig giftede sig med sin kun 13-årige niece – endda før skilsmissen fra hans kone nummer to var gennemført. Herefter gik det ned ad bakke i rockbranchen, men det lykkedes ham senere at etablere en ganske pæn karriere på countryscenen. Trods sin alder turnerede The Killer, som han også blev kaldt, indtil for få år siden, og så sent som i 2014 udgav han sit 41. studiealbum, der også blev hans sidste.