Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Opera ved dronningejubilæum

Hej Tor Bagger

Så er det mig, som behøver hjælp! Ved Dronning Elizabeths
regeringsjubilæum var der en dejlig koncert ved Buckingham Pallace med mange af
Englands dygtigste kunstnere. Der var bl.a. også en mand, som sang opera.
Hvilke sange sang han alene – og hvilken sang blev sunget sammen med Renee
Fleming? (forkortet, red.)

LM, Sæby

Hej LM

Det er Alfie
Boe, du søger. Hans fulde navn er egentlig Alfred Giovanni Roncalli Boe, og på
trods af det italiensk-klingende navn er han englænder. Ved jubilæumskoncerten
4. juli sang han først “O Sole Mio/It’s Now Or Never” og senere duetten
med Renee Fleming, “Somewhere”, der er kendt fra musicalen “West
Side Story”. Du kan gense hans optrædener på Youtube ved at klikke på sangtitlerne herover.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Den allerførste Stones-LP

Hej.

Jeg har en LP med The Rolling Stones, der bare hedder The Rolling
Stones, den er fra 1964 er indspillet på Decca, og har nr. L K 4605. Er det
deres første LP?

Vh. Mogens Fafara

Hej Mogens

Ja, det er
faktisk den allerførste Stones-LP, du har stående i samlingen. De havde
allerede udgivet en stribe singler og en EP på den tidspunkt, men LP’en fra
april 1964 er deres første hele album. Bemærk i øvrigt, at “The Rolling
Stones” primært består af andres kompositioner. Mick Jagger og Keith
Richards er krediteret for blot en enkelt sang, og dertil kommer to numre af
Nanker Phelge, som var et pseudonym, gruppen brugte i de tidlige år, når de i
fællesskab havde skrevet nyt materiale.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Slotskoncerter med filmhits

En fast tradition i det danske sommerland er de
årlige slotskoncerter med DR Underholdningsorkestret, DR Big Bandet og kendte
gæstesangere. Temaet for årets koncerter i Ledrebrog Slotspark er filmhits
under overskriften ”Play it again, Sam”, hvilket henviser til filmklassikeren
”Casablanca”.

Udtrykket ”Play it again, Sam” bliver ellers ikke brugt ordret i
filmen. Der bliver sagt ”Play it once,
Sam, for old times’ sake” og ”Play it, Sam”, men det er det tætteste man
kommer udtrykket ”Play it again, Sam”. Sangen,
det handler om, er ”As Time Goes By”, som godt nok er fra 1931, men som især
forbindes med ”Casablanca”-filmen fra 1942. ”As Time Goes By” er på programmet
ved den kommende weekends slotskoncerter ligesom blandt andet ”Titanic”-hittet ”My Heart
Will Go On” og musik fra James Bond-filmene.

Kategorier
Musiknyheder

Ny digital Beatles-samling

En helt ny opsamlingsplader
med The Beatles er noget anderledes end de hidtidige. ”Tomorrow Never Knows” findes
nemlig hverken på CD eller LP, men kun i digital form. På iTunes-musikbutikken
kan man nu erhverve sig en særligt sammensat Beatles-kollektion med 14 af
bandets mest skelsættende og eksperimenterende rocknumre.

Albummet er opkaldt
efter sangen ”Tomorrow Never Knows”, som var et forsøg på at flytte grænserne
for, hvad man i 1966 kunne udrette med flerspors-optagelser og lydeffekter.
Undervejs i arbejdsprocessen hed sangen ”The Void”, men gruppen endte med at
opkalde den efter en af Ringos mange faste vendinger, selvom ordene ”Tomorrow
never knows” slet ikke indgår i teksten. Den nye digitale opsamling indeholder
blandt andet ”Helter Skelter”, ”Revolution” og ”She Said She Said”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: En kvindelig “In the Army Now”

Hej Tor

Jeg har på et
tidspunkt hørt en meget smuk version af ”In the army”, ikke med Status Quo, men
med en kvinde. Ved du hvem det er?

Nanna

Hej Nanna

Det er
formentlig danske Tina Dickow, du har oplevet. Hun har tidligere optrådt med en
sart og afdæmpet version af ”In the Army Now” ved sine koncerter. Den findes
ikke på nogen af hendes CD’er, men den er med på koncert-DVD’en ”Live In the
Red”, som udkom i 2006. ”In the Army Now” er i øvrigt ikke med Status Quo
oprindeligt. De lånte den i 1986 blot – med stor succes – fra den hollandske duo
Bolland.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Rappen, hvor “det pissede ned”

Hej Tor

Den triste
danske sommer fik mig i går til at tænke på en dansk sang/rap fra formentlig
midten af 90érne. Jeg kan kun huske linjen ”og det pissede ned”, så det er ikke
så let at finde frem til. Måske dig?

Joch.

Hej Joch.

Nummeret handler
om en uheldig fyr, der under sin ferie i Spanien kun får regnvejr, og da han
lander i Danmark igen, er problemet det samme. ”Charterrejsen” var med Rockers
By Choice og udkom på deres plade ”Klar til kamp” i 1992.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Oasis-hit lukker OL

Da OL blev skudt i
gang for et par uger siden, fyldte britisk rock- og popmusik meget ved
åbningsceremonien, og det bliver også tilfældet, når legene lukker ned på
søndag. Blandt andet har det været fremme, at Oasis-forsangeren Liam Gallaghers
band Beady Eye skal optræde med Oasis’-sangen ”Wonderwall”.

Da hans bror Noel
Gallagher i 1995 havde skrevet ”Wonderwall”, brød Liam sig ellers ikke om
sangen og skulle ligefrem overtales til at synge den. Det lykkedes som bekendt,
og Oasis fik deres største hit med sangen, som Liam endnu en gang er blevet
overtalt til at optræde med, denne gang i en ny og anderledes version. Ved OL’s
afslutningsshow i London optræder også blandt andre The Who, George Michael og
Take That.

Kategorier
Musiknyheder

Whitneys OL-hymne

Sport og musik går
ofte hånd i hånd, når De Olympiske Lege skal ud til folket. Nogle rekorder,
præstationer og sejre skriver sig ind i historien, men det er sjældent, at den
musikalske ledsagelse sætter varige spor. En enkelt OL-hymne er dog kendt af de
fleste.

Da den amerikanske tv-station skulle dække OL i Seoul i 1988, allierede
de sig med den unge stjerne Whitney Houston til at indsynge en OL-sang om at
yde sit bedste og opnå det ypperligste. Sangen har siden hen fået sit eget liv
som en del af Houstons karriere, men ”One Moment In Time” blev oprindeligt
indspillet med tanke på de mange OL-deltagere, der kæmpede for medaljer i 1988.