Musikbrevkassen.dk

Den store musikalske begivenhed i denne uge er de to semifinaler og lørdagens finale i Det Internationale Melodi Grand Prix, også kaldet Eurovision Song Contest, som i år holdes i den schweiziske by Basel. Med danske briller er handler det naturligvis først og fremmest om, hvorvidt sangerinden Sissal og det danske bidrag ”Hallucination” torsdag aften kan komme videre fra semifinalen, men derudover markeres det også, at det i år er 25 år siden, Brødrene Olsen vandt det hele med ”Fly On the Wings of Love”. Selve årsdagen var i går, og af samme årsag var Jørgen Olsen på besøg i den første semifinale i aftes.

Det endte med den store triumf for 25 år siden, men forventningerne var yderst begrænsede, da Jørgen Olsen og hans bror med kælenavnet Noller drog til Stockholm i maj 2000 efter at have vundet det danske Melodi Grand Prix med ”Smuk som et stjerneskud”. Men i dagene op til Eurovision steg interessen for de to modne herrer mellem alle de unge popsangere, og på finaleaftenen var publikums modtagelse næsten euforisk.

– Jeg kan huske, vi går på scenen, og jeg tænker: “Naura, hvor er det stort, det her!”. Vi står jo bare dér med to guitarer og spiller, men publikum går fuldstændig amok. Jeg tænkte, at svenskerne måtte have drukket sig fulde, mindedes Jørgen Olsen i et interview med DR tidligere i år.

Her fortalte han også, at hans bror efter deres vellykkede optræden fortolkede publikums modtagelse således: “Nå, jeg tror da, vi kan få et stort hit i Sverige”. I stedet for blot et hit i Sverige fik Brødrene Olsen Eurovision-trofæet med hjem fra Stockholm, og deres vindersang bliver stadig ofte fundet frem et kvart århundrede senere. For eksempel har fansitet Eurosong kort før årets Eurovision lagt en video på Youtube, hvor den danske vinder Sissal synger netop ”Fly On the Wings of Love” i duet med selveste Jørgen Olsen.

Hej Tor
For et år siden. Måske to år siden. Var der en sang, der nævner Bertel Haarder. Det er noget dansk pop med en lidt sjov tekst. Mere kan jeg ikke lige komme med her. Ved du, hvad det er for en?
Mvh. Lizz

Hej Lizz
Jeg kender kun én sang, der nævner Bertel Haarder (om end kun ved fornavn), og det er nummeret ”Klap for fædrelandet” med gruppen Zar Paolo. Teksten i et af versene lyder således: ”Bertel drømmer om at lukke grænsen for at passe på kulturen, han spiser drømmekage og spiller poker med sig selv på computer”. Sangen udkom i 2022, men blev også inkluderet på gruppens debutalbum ”Elendig software” i 2023.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Hej Tor
For mange år siden havde jeg et lille job på en bodega nogle gange om måneden. Der var en af stamkunderne, han var måske ikke ligefrem forelsket i mig, men han prøvede altid at charme sig ind. Når han blev småfuld sang han nogle gange til mig en sang, som var om en bargæst, der synger til bartenderen/kromutter. Jeg tror ikke jeg har hørt den ellers, men jeg kom til at tænke på den/ham forleden og blev nysgerrig efter hvad det mon var. Har du et bud?
Mvh. Bente

Hej Bente
Ledetrådene er begrænsede, men de peger mig dog i en retning, som ikke er de klassiske bodegastjerner som John Mogensen og Bjarne Liller, men derimod Shu-bi-dua. På albummet ”Shu-bi-dua 3” fra 1976 findes ”Bageren og servitricen”, som skiller sig lidt ud fra de festlige sange. Fortælleren i sangen synger blandt andet ”Arh, hvad fa’n, bare en enkelt til du smukke, jeg vil hellere sidde og hænge her” og ”Sæt dig hos mig, stik mig en pils og et smil”. Måske vækker det bodegaminder?
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I næste uge begynder årets filmfestival i Cannes, og et af de kommercielle trækplastre er verdenspremieren på den allersidste film i actionserien ”Mission: Impossible” med Tom Cruise i hovedrollen. Til at begynde med var ”Mission: Impossible” en tv-serie, der blev produceret fra 1966 til 1973 og igen fra 1988 til 1990, og det er fra den originale tv-serie, den berømte kendingsmelodi stammer. Oprindeligt var den dog ikke planlagt til at være kendingsmelodi. Den argentinske komponist Lalo Schifrin var hyret til at skrive musik til tv-serien, men det bud på en kendingsmelodi, han præsenterede, var serieskaberen Bruce Geller ikke tilfreds med. Til gengæld var han så begejstret for et stykke musik, Schifrin havde skrevet til en bestemt spændingsscene, at han ophøjede det til at være kendingsmelodi for hele serien.

Da det gamle agentunivers i midten af 1990’erne skulle bringes ind i en ny tid, blev rockgruppen U2 spurgt, om de ville indspille en ny version af kendingsmelodien. Forsangeren Bono og guitaristen The Edge havde ikke tid til at gå ind i ”Mission: Impossible”-projektet, så bassisten Adam Clayton og trommeslageren Larry Mullen gik på egen hånd i gang med at modernisere Lalo Schifrins karakteristiske serietema. Blandt andet ommøblerede de det en smule ved at ændre rytmen fra den lidt kryptiske 5/4-takt til den mere regulære – og mere dansevenlige – 4/4-takt. Clayton og Mullens genindspilning blev et decideret hit og var med til at understrege succesen for det genoplivede actionkoncept med Tom Cruise i hovedrollen.

Nu er den 62 år gamle Tom Cruise klar til at lukke sin næsten 30 år lange filmserie med den ottende i rækken, ”Mission: Impossible – The Final Reckoning”, som får premiere i Cannes.

Hej Tor
Jeg har altid kendt ”Helt perfekt” med Laban, men så hørte jeg på ferie tilfældigt den samme melodi med en svensk tekst. Og det lød som om det var et nummer, der var ældre end Laban. Hvordan hænger det sammen?
Mvh. Johan

Hej Johan
Det hænger sammen på den måde, at ”Helt perfekt” fra 1984 er bygget over et svensk hit fra 1972, ”Jag vill ha en egen måne” med musikeren Ted Gärdestad. Han arbejdede i den periode ofte sammen med Abba-medlemmerne, som flere gange sang kor eller producerede hans numre, og med til hans forhistorie hører også, at han i teenageårene var et meget stort tennistalent i Sverige, kun overgået af hans gode ven Björn Borg.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I dag er det præcis 50 år siden, Vietnamkrigen sluttede, da de kommunistiske styrker indtog præsidentpaladset i Saigon. Meget tidligt samme morgen forlod de sidste amerikanske marinesoldater og landets ambassadør byen som afslutningen på en omfattende evakuering med helikoptere, som var blevet sat i gang dagen forinden med et kendt – og lidt overraskende – stykke musik som startskud.

Siden 1973 var den amerikanske tilstedeværelse i landet blevet stærkt begrænset, og i slutningen af april havde styrkerne fra det kommunistiske Nordvietnam overmandet de sydvietnamesiske styrker. Hovedstaden Saigon blev omringet, og de sidste tilstedeværende amerikanere gjorde sig klar til at forlade byen, når et særligt tegn blev givet. Den 29. april 1975 kunne man på de amerikanske styrkers radiostation i byen høre vejrmeldingen om, at der var ”105 degrees and rising” (40 grader og temperaturen stiger, red.) efterfulgt af en særligt udvalgt sang, som man under normale omstændigheder aldrig ville spille på dette tidspunkt, og som derfor fungerede som et klart og på forhånd varslet signal til de amerikanske medarbejdere i Saigon: ”White Christmas”.

Den velkendte julesang var også fra en periode med krig, for komponisten Irving Berlin skrev den i 1941, og i 1942 blev den lanceret i filmen ”Holiday Inn” i den populære sanger Bing Crosbys originale indspilning. Under 2. Verdenskrig drog Crosby også ud i verden for at optræde for USA’s udstationerede soldater, og han har senere fortalt, at når han fremførte netop denne sang, græd alle. For ”White Christmas” handler ikke blot om jul og juledrømme, men også om afsavn og hjemve.

Efterfølgende er Vietnamkrigen, dens ofre og de hjemvendte soldaters traumer blevet beskrevet i sange som Billy Joels ”Goodnight Saigon”, Bruce Springsteens ”Born In the USA” og Paul Hardcastles “Nineteen”, men i april 1975 blev det julesangen ”White Christmas”, der satte gang i amerikanernes store evakuering fra Saigon.

Hej Tor
Jeg har klæbehjerne på nogle områder, men der er alligevel huller i min viden, må jeg erkende. Jeg kan huske at have set et fantastisk nummer med De Nattergale (nok i starten eller midten af halvfemserne), hvor Uffe Rørbæk spiller på et ”usynligt” trommesæt, og hvor hvert slag på trommer og bækkener er et ord, han siger. Teksten (eller hvad vi nu skal kalde denne ord-trommesolo) handler om politik og økonomi. Men jeg har været gennem alle deres plader og kan ikke finde den. Er den ikke udgivet?
Mvh. Lars H.

Hej Lars
Det er rigtigt, at denne ”trommesketch” ikke er med på et af De Nattergales almindelige albummer, men den er udgivet i en anden sammenhæng. For gruppen udgav på et tidspunkt et omfattende bokssæt, som selvfølgelig hed ”The Boks”, og som indeholdt ikke blot deres seks studiealbummer, men også tre DVD’er med liveshows og diverse tv-optrædener. Og her finder man under et show fra 1990 blandt andet “Hva’ tænker de da o i æ Folketing?”, som Uffe Rørbæks tirade med imaginære trommer hedder.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I sidste uge fik en lille gruppe kvinder mulighed for at se Jorden udefra, da de deltog i en elleve minutter lang rumrejse. Rigmanden Jeff Bezos’ rumfartsselskab Blue Origin sendte en sangerinde, en tv-journalist, en filmproducer, en borgerretsaktivist, en forsker og Bezos’ forlovede ca. 100 km op, hvor de var i vægtløs tilstand i ca. fire minutter. Sangerinden var Katy Perry, der er kendt for blandt andet ”I Kissed a Girl”, ”Roar” og ”Firework”, og hendes medrejsende på turen forsøgte at få hende til at synge en af hendes egne sange på den korte tur. Det afslog hun, og med udsigt til jordkloden sang hun i stedet ”What a Wonderful World”. ”Jeg synes ikke, det handler om mig, det handler ikke om mine sange. Det handler om en kollektiv energi”, sagde hun bagefter om sit sangvalg.

Det var Louis Armstrong, der lancerede sangen – og udødeliggjorde den – i 1967 som en af de sidste indspilninger før sin død. “What a Wonderful World” var skrevet med Armstrong i tankerne af Bob Thiele og George Weiss, og Armstrong tog sangen til sig, fordi teksten mindede ham om Corona-kvarteret i New York, hvor han i mange år boede sammen med sin kone Lucille. ”Jeg har set tre generationer i det kvarter. De er der med deres børn, børnebørn, og de kommer tilbage for at besøge onkel Satchmo og tante Lucille. Det er derfor, jeg kan sige ’I hear babies cry, I watch them grow, they’ll learn much more than I’ll ever know’ Og jeg kan se betragte alle disse børn. Og jeg har billeder af dem, fra da de var fem, seks, syv år gamle. Så da jeg fik denne Wonderful World i hånden, var jeg ikke i tvivl”, er Louis Armstrong citeret for af Louis Armstrong House Museum, som formidler jazzlegendens historie.