Kategorier
Musiknyheder

Internet-oprør mod X Factor-hits

Normalt kæmper musikere om den prestigefyldte førsteplads på den engelske hitliste i juledagene, men i de seneste år har det været nærmest en naturlov, at den ære tilfaldt årets vinder af X Factor. Det har generet en engelsk DJ og hans kone så meget, at de via en hastigt voksende Facebook-gruppe har opfordret folk til i ugen op til jul at købe nummeret Killing In the Name fra 1993.

Egentlig handler sangen med rockgruppen Rage Against the Machine om amerikanske politibetjente, der er med i den racistiske Ku Klux Klan, men nummeret er formentlig valgt til oprøret mod den kommercielle X Factor-pop på grund af slagordet ”Fuck you, I won’t do what you tell me”. I søndags fik ”modstandsbevægelsen” sendt Killing In the Name ind på førstepladsen som en af de største overraskelser i hitlistens historie – og som den første nr. 1, der kun har været tilgængelig som download og ikke på single i butikkerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.