Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Fransk “La ballade”

Hej Tor

Jeg husker fra
halvfjerdserne en fransk popsang, som jeg tror hed noget med ”La ballade”.
Resten håber jeg du kan hjælpe mig med.

Ulrich

Hej Ulrich

Der er helt
sikkert tale om ”La ballade des gens heureux”,
som Gérard Lenorman fik et stort hit
med i 1976, også uden for de fransktalende lande. Du kan genhøre den på Youtube.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Forbrydelsens Grand Prix-musiker

Søndag aften kiggede en stor del af landets
tv-seere med i åndeløs spænding, mens Sarah Lund både forsøgte at opspore den
kidnappede Emilie og opklare et gammelt mord i sidste afsnit af tv-serien
”Forbrydelsen”. Hele vejen igennem blev hun ledsaget af et meget stemningsfuldt
soundtrack, som er skrevet af en musiker med en fortid, der lyder noget
anderledes end temaet fra ”Forbrydelsen”.

Komponisten Frans Bak, der står bag
seriens underlægningsmusik, var nemlig også manden bag ”Danse i måneskin”, som Trine
Dyrholm optrådte med i Melodi Grand Prix i 1987. I de seneste år har han
leveret musik til tv-succeser som ”Nikolaj og Julie”, ”Krysters kartel” og ”Den
som dræber”.

Kategorier
Musiknyheder

Shania Twain i Las Vegas

Elton
John har gjort det, Cher har gjort det, Celine Dion har gjort det – og nu
melder Shania Twain sig også ind i klubben af sangere med eget show i Las
Vegas. Showet har fået titlen ”Still the One” med reference til balladen
”You’re Still the One” om hendes ægtemand og musikalske partner Robert ”Mutt”
Lange. Han var en del ældre end Twain, og der var derfor mange, som ikke troede
på, at parret ville stå distancen. ”You’re Still the One” var Shania Twains
måde at sige til omverdenen, at de havde taget fejl – og det havde de muligvis
også lige indtil 2008, hvor parret blev skilt, fordi manden var stukket af med
en af Twains veninder.

Man kan spekulere over, om det måske er derfor, showet
ikke hedder ”You’re Still the One”, men blot ”Still the One”. Det nye Shania
Twain-show på Ceasar’s Palace i Las Vegas har premiere på lørdag.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Titanic-sang med alternativ tekst

Hej Tor!

Jeg har for flere år siden hørt en sang, som jeg mener gik på samme
melodi som sangen om Titanic, måske var det også Mikael Wiehe, som sang den.
Teksten var en anden, bl.a. blev der sunget om at kunne se lysene i Sverige
under 2. verdenskrig. Hvis du kan hjælpe mig med at finde denne sang, vil jeg
være meget glad.

Venlig hilsen Birthe

Hej Birthe

Mikael Wiehes sang
“Titanic (Andraklasspassagerarens sista sång)” kendes herhjemme også i Niels
Hausgaards fortolkning, men
jeg er ikke tidligere stødt på en 2. Verdenskrig-version, og jeg har heller
ikke kunnet opspore, at en sådan skulle eksistere. Jeg kan selvfølgelig ikke
afvise, at den findes, og jeg hører derfor gerne fra Musikbrevkassens altid
opmærksomme læsere, hvis nogen ligger inde med viden herom.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

OPDATERET: Efter min efterlysning forleden, har jeg fået en stribe henvendelser, der alle peger i den samme retning. Misforståelsen er selvfølgelig, at det intet har med

Michael Wiehes Titanic-sang at gøre, men at der må være tale om Östen Warnerbrings “Det var en lördagsafton” om barndommens erindringer om at kunne se over Øresund, da lysene tændtes i København i forbindelse med
befrielsen i 1945. Visen kan høres på Youtube. Tak til alle, der har bidraget til opklaringen!!
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: 90’er-hit

Hej Tor

Det er (som vidt jeg ved) ikke Culture Beat eller 2unlimited, men det
er fra den samme tid, det nummer jeg leder efter. Dance-pop med et omkvæd ala
”I am me and you are you and we are here…” Siger det dig noget?

Jonathan

Hej Jonathan

Det stemmer nogenlunde overens med ”Night in Motion” fra 1993, hvor
omkvædet lød ”I am here and you are here and we are here to keep the night in
motion”. Nummeret var et mindre hit for U96, der ellers mest blev kendt for
deres remix af temaet fra tv-serien ”Das Boot”.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Jimi Hendrix fejres med bypark

Tirsdag i næste uge kunne et af rockmusikkens store koryfæer,
Jimi Hendrix, være fyldt 70 år, og det fejres på forskellig vis. Et af de
igangværende projekter er etableringen af en ”Jimi Hendrix Park” i hans hjemby
Seattle i USA. Et af byens grønne områder skiftede for nogle år siden navn til
Jimi Hendrix Park, og nu er en fond i gang med at rejse penge til en Hendrix-tematisk
indretning af parken i form af blandt andet en interaktiv lydvæg, fliser med
Hendrix-tekster samt et sceneområde. Hendrix, der blev kendt for numre som
”Purple Haze”, ”Hey Joe” og ”Little Wing”, døde som 27-årig i 1970.

Kategorier
Musiknyheder

Gotye i Danmark

Manden bag et af årets allerstørste internationale
hits besøger i denne uge Danmark for at give koncert. Australieren med kunstnernavnet
Gotye har gennem et årti været populær i hjemlandet, men takket være sangen
”Somebody That I Used to Know” har han også fået et stort publikum i mange
andre lande.

”Somebody That I Used to Know” endte som en duet, fordi Gotye
syntes, at historien om et forlist parforhold blev for ensidig fra kun den ene
persons synsvinkel. En australsk sangerinde blev tilbudt at medvirke, men
sprang fra i sidste øjeblik, så i stedet blev newzealandske Kimbra inddraget.
Efter sangen blev et verdenshit har den australske sangerinde over for Gotye
erkendt, at det nok var en fejl at sige nej. Gotye står onsdag aften på scenen i
Falconersalen i København.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Engelsk druk-hit

Hej Tor

Jeg leder efter et nummer fra 90erne (mit egen bud vil være 97) med
nogle englænderne, der remser en masse drinks og øl op, en rigtig fest
rocksang.

Christoffer

Hej Christoffer

Jeg vil mene, at det er ”Tubthumping” fra – rigtigt nok – 1997, du tænker
på. Her lyder en del af verset ”He
drinks a whiskey drink, he drinks a vodka drink, he drinks a lager drink, he
drinks a cider drink”. Det var gruppen Chumbawamba, der med dette nummer fik
sit eneste rigtigt store hit.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger