Plakatteksten
”Årets Soul Disco Funky Friday Dance Party” kunne reklamere for nærmest hvilket
som helst diskoteksarrangement, men på fredag dækker den omfattende overskrift
over en dobbeltkoncert med to af 70’ernes og 80’ernes store popgrupper. Både
Kool & the Gang og Sister Sledge er nemlig på scenen fredag i København, og
begge er sejlivede familieprojekter. Grundstammen i Kool & the Gang har
siden midten af 60’erne bestået af brødrene Robert ”Kool” Bell og Donald Bell,
og Sister Sledge-navnet henviser til, at sangerinderne rent faktisk er søstre
med det fælles efternavn Sledge. Oprindeligt var der fire søstre i gruppen, men
i dag er de kun alle fire på scenen ved særlige lejligheder, og ved den danske
koncert på fredag er det da også kun Debbie og Joni Sledge, der medvirker. Det
store disco-arrangement foregår i Falconersalen i København.
Kategorier