Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kvit eller dobbelt

Hej
Tor

Kender
du det der med, at der ud af det blå dukker en melodistump op i hjernen, og den
vil ikke forsvinde. Sådan har jeg det for tiden. Med melodien som jeg husker
som titelmelodi til ”Kvit Eller Dobbelt” med Otto Leisner. Munter instrumental
musik, let genkendelig. Og nu sidder den fast. Måske hjælper det, hvis jeg i
det mindste kunne finde ud af hvad den hedder. Og det er her, du måske kan
hjælpe mig?

Anders

Hej
Anders

Jeg
forstår dig – og jeg forstår, hvorfor netop den melodi kan bore sig fast. ”Kvit
eller dobbelt”-programmerne gjorde brug af en af den elektroniske musiks tidligste
hits, ”Popcorn”. Oprindeligt udgav komponisten Gershon Kingsley den selv i
1969, men den mest kendte version, som også blev benyttet i tv-quizzen, er gruppen
Hot Butters fra 1972. I en periode blev ”Popcorn” i øvrigt også brugt i
børnenes videnskabsprogram ”Vitek” i 1980’erne, men her i en af de mange andre
fortolkninger, der findes.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Grundlovsdag i grønne lunde


søndag fyldes landet med taler, folkefester og fællessang på den årlige
Grundlovsdag, og en af de sange, der synges mange steder, er ”Jeg elsker de
grønne lunde”. Sangen handler ikke om grundloven og omtaler ikke grundloven,
men at bruge denne hyldest til den danske natur netop Grundlovsdag er ikke
grebet ud af det blå. Digteren, læreren og den tidligere soldat Johannes Helms
skrev nemlig teksten til ”Jeg elsker de grønne lunde” forud for en
grundlovsfest ved Eremitagen i Dyrehaven nord for København i 1873. Han var
selv vokset op i Nordsjælland og skrev ifølge Kristeligt Dagblad sangen i området
omkring Gribskov og Esrum Sø, men hans tid som soldat i Sønderjylland under
treårskrigen midt i 1800-tallet og nogle år som lærer i Slesvig prægede hans
kærlighed til hele landet, der ”er mig moder og fader”.

Ved grundlovsfesten i
1873 sang man den på melodien til ”I alle de riger og lande”, men nogle år
senere sørgede komponisten Albert Møller for, at sangen fik den melodi, som
også på søndag vil lyde mange steder i landet.

Kategorier
Musiknyheder

Gode tider med The Monkees

Hvis
du var fan af det, der ofte er blevet kaldt verdens første boyband, The
Monkees, så er der interessant nyt. Gruppen, som blev sammensat i 1965 med henblik
på en tv-serie, fik hits som ”Daydream Believer” og ”I’m a Believer”, men gruppen
eksisterer stadig i form af de tre overlevende medlemmer.

Nu har The Monkees udsendt
deres første plade i 20 år med både uudgivne optagelser fra 1960’erne og en
stribe helt nye sange skrevet af blandt andre musikere fra Oasis, Weezer og
Death Cab for Cutie. Det nu afdøde bandmedlem Davy Jones er endda med på Neil
Diamond-sangen ”Love to Love”. Den nye plade hedder ”Good Times” og er en del
af et længere forløb omkring gruppens 50-års-jubilæum med turné, album og snart
også genudgivelse af de 58 afsnit af tv-serien, som handlede om et band, der
gerne ville være lige så populære som The Beatles – og som endte med at skabe
et band, der kunne leve videre uden for serien.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Real Love uden Beatles

Hej
Tor

For
nylig var jeg hos frisøren, hvor de havde radioen kørende, og der blev spillet
en version jeg ikke har hørt før af ”Real love” med Beatles (du ved den de kom
med på Anthology-pladerne). Har du et bud på, hvem det kunne have været?

Mvh.
Erik

Hej
Erik

Den
eneste genindspilning af ”Real Love” – altså udover The Beatles’ egen – jeg kender
til, er med den engelske sanger Tom Odell, som udgav den i 2014, hvor den også
blev brugt i en tv-reklame for en engelsk butikskæde. Oprindeligt arbejdede
John Lennon på ”Real Love” over et par omgange sidst i 1970’erne, og på et
tidspunkt var det planen, at den skulle med på hans album ”Double Fantasy”, men
den nåede aldrig videre end demo-stadiet. I 1988 kunne den høres i filmen ”Imagine:
John Lennon”, og da arbejdet med The Beatles’ historiske ”Anthology”-plader
begyndte i 1990’erne, og George Harrison spurgte Lennons enke Yoko Ono om lov
til at arbejde videre med nogle ufærdige Lennon-sange, var ”Real Love” med i den
håndfuld sange, hun overdrog til de tre resterende medlemmer.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Maj-visen, der summer af sol

Der
findes masser af danske julesange, sommersange og efterårssange, men også
måneden maj har sine egne viser. ”Kom maj, du søde milde” er af indlysende
årsager en af de mest kendte, men også ”Se, det summer af sol over engen” hører
til denne kategori. Faktisk hedder den oprindeligt ”Maj-visen”, for det er
sådan den er optegnet i manuskriptet til det skuespil, den stammer fra. Holger
Drachmann skrev i 1897 skuespillet ”Brav-Karl”, hvortil han også kreerede
teksten om ”sølvklang i majbækkens vove” og om, at der ”rundt i verden er
dejlige riger, ingen vår som en maj i vort land”. Melodien hentede han dog
udefra, for den er også kendt som ”Thou wilt come no more, gentle Annie” fra 1856 af den amerikanske sangskriver Stephen Foster.

Kategorier
Musiknyheder

7 timer og 13 dage efter Princes død

Musikeren
Princes pludselige død i april har på internettet affødt en strøm af hyldester,
gamle videoklip og nye fortolkninger af hans sange, og en af dem, der har en
særlig historie, er en ny fremførsel af ”Nothing Compares 2 U”.

Nummeret er
især kendt i Sinead O’Connors version fra 1990, men oprindeligt blev den
indspillet i 1985 af bandet The Family, som udgav en hel LP med Prince-sange,
som den særdeles produktive musiker ikke selv havde inkluderet på sine plader.
The Family eksisterer stadig, men i dag under navnet fDeluxe og for at mindes
deres gamle ven mødtes de med en strygergruppe for at genindspille ”Nothing
Compares 2 U” på et særligt tidspunkt, nemlig syv timer og tretten dage efter
Princes død – med reference til sangens første linje ”It’s been seven hours and
thirteen days since u took your love away”. Sådan lød sangens åbning nemlig,
før Sinead O’Connor ændrede ”thirteen days” til ”fifteen days”. Den nye version
kan høres her
.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Vi elsker 90’erne

Hej Tor
Der kører lige i øjeblik en reklame for ”vi
elsker 90’erne” på tv 3 blandt andet. Jeg mener at nummeret har enten en fransk
eller en spansk titel, men håber at du kan hjælpe os.

Hilsen Keld P og venner

Hej Keld & Co.

Selve reklamen har forbigået min
opmærksomhed, men jeg har været i kontakt med holdet bag fest-turnéen “Vi
elsker 90’erne”
, og de peger på, at det må være Gigi D’Agostino med
“L’Amour Toujours”. Det må siges at være et godt bud, og du kan høre
den på Youtube.
Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Eric Clapton med hjælp fra oven?


fredag udkommer et nyt album fra sangeren og guitaristen Eric Clapton, som på
forhånd har fået mere omtale, end han er vant til i disse år. For allerede i
februar blev der offentliggjort en stribe oplysninger om pladen, og her kunne
man se, at Angelo Mysterioso medvirker på nummeret ”I Will Be There”. Straks
gik gætterier og rygtestrøm i gang, for i 1969 medvirkede Beatles-guitaristen
George Harrison på en plade med Eric Claptons band Cream, men for ikke at komme
i konflikt med sin kontrakt blev Harrison krediteret under pseudonymet L’Angelo
Misterioso.

Musikmedier af alle slags spurgte, om det mon kunne være gamle
optagelser med Eric Clapton og hans nu afdøde ven George Harrison, der nu fandt
vej til et nyt album. Eric Clapton selv afviste gætterierne på sin
Facebook-side, men for at gøre sagen mere mystisk blev opslaget senere slettet,
og en talsmand har sagt, at Angelo Mysteriosos identitet vil forblive hemmelig.
Er det George Harrison, måske hans søn Dhani Harrison, hvilket andre har gættet
på, eller en helt tredje, der gemmer sig bag pseudonymet? Det kan der gættes
videre på, når man fra på fredag kan høre de omdiskuterede optagelser på det
nye album ”I Still Do”.