Kategorier
Musiknyheder

En juledag i Skjern for 50 år siden…

Guldbryllup
i musikbranchen er en sjælden begivenhed, men i denne uge begiver Gnags sig ud
på intet mindre end en 50 års jubilæums-turné. Historien om et af Danmarks mest
populære og sejlivede bands begyndte op til jul i 1966, hvor boghandleren i
Skjern fik skabt både kø og trafikkaos, da fem lokale drenge optrådte i et af butiksvinduerne.
Brødrene Peter A.G. Nielsen og Jens Johan G. Nielsen spillede sammen med nogle
venner under navnet Those Gnags, og boghandel-koncerten banede vej for aftaler
med ungdomsklubber og senere også DM i beatmusik og den første singleudgivelse
i 1968, nu med det forkortede navn Gnags.

Gennem et halvt århundrede har der
været skiftende besætninger og stor variation i stilen, men på fredag er Gnags
på banen igen. Bl.a. er forsanger Peter A.G. og den mangeårige guitarist Per
Frost med, når jubilæums-turnéen ”Dansaurus Tour 2016” skydes i gang i Tivoli
Friheden i deres anden hjemby Aarhus. Hen over sommeren er der rig mulighed
for at møde Gnags overalt i landet.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: De Nattergale som husorkester

Hej
Tor

Den
her er sikkert let for dig, men vi har talt om hvad det var for et TV show De
Nattergale var husorkester i engang for mange år siden?

Kh
Margit

Hej
Margit

I
slutningen af 1990’erne kunne man på DR1 se det kombinerede talkshow- og
quizprogram ”Skattefri lørdag”, hvor Jarl Friis-Mikkelsen og Tina Kjær var
værter. På sidelinjen havde de hver uge De Nattergale, som i den periode ikke
var en trio, men en duo eller en kvartet, alt efter hvordan man ser på det.
Uffe Rørbæk havde nemlig kvittet musikerlivet på grund af tinnitus-problemer, og
derfor blev Viggo Sommer og Carsten Knudsen suppleret af trommeslager Henning
Amstrup og pianist Søren Dahl, som senere er blevet kendt som vært for det populære
radioprogram ”Café Hack”.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Danske kærlighedssoldater i Stockholm

Torsdag aften hviler millioner af seeres øjne på de
tre danske sangere Søren, Martin og Johannes, som repræsenterer Danmark ved Det
Internationale Melodi Grand Prix. Deres sang blev skrevet i november, selvom DR
havde lukket for bidrag til konkurrencen et par måneder forinden, men trioen Lighthouse
X var blandt de kunstnere, som DR havde inviteret direkte til at være med. Dagen
efter det store terrorangreb i Paris samledes de med en gruppe producere for at
arbejde på deres bidrag til Melodi Grand Prix.

– Det er ikke fordi, sangen handler
om angrebene, men der er ingen tvivl om, at vi alle sammen var præget af den
fælles bevidsthed og oplevelserne, vi fik gennem nyhederne. På den måde hænger
det meget godt sammen med det, vi står for; at der bliver nødt til at ske en
forandring i vores liv og i vores verden, har Johannes Nymark forklaret
til Aarhus Stiftstidende.

Om “Soldiers of Love”, som sangen hedder, kan
kæmpe sig videre til lørdagens store Eurovision-finale, ved vi sent torsdag
aften efter semifinalen i Stockholm.

Kategorier
Musiknyheder

Donald Trump og rullestenene

Selvom
Donald Trump er tæt på at være i mål som Republikanernes præsidentkandidat i
USA, er det langtfra alle, der er begejstrede – heller ikke for hans valg af
musik. Ifølge nyhedsbureauet Reuters bad rocklegenderne i The Rolling Stones tidligere på ugen Trump om at holde op med at bruge deres musik ved vælgermøderne.

En
af de sange, Trump har benyttet sig af, har ellers en længere historie som
kampagnesang. Oprindeligt havde de i 1977 arbejdet ihærdigt på en reggae-sang
og lavet mere end 70 indspilninger af den uden at være blevet tilfredse. Nogle
år senere blev de mange timers arbejde gennemlyttet, og her opdagede man en
enkelt optagelse, hvor nummeret blev forsøgt spillet i rock-stil – og det
fungerede væsentligt bedre end reggae-forsøgene. Så efter nogle finpudsninger
var rock-udgaven af ”Start Me Up” klar til udgivelse i 1981, og siden da er den
blevet brug i reklamekampagner af blandt andre Microsoft og Ford. Men Donald
Trump skal altså holde sig fra den, synes Rolling Stones.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: “Dennis” fra 70’erne

Hej
Tor

Jeg
er en gammel dårligt hørende fyr idag. Alligevel irriterer det mig, at jeg har
glemt og ikke selv har kunnet finde frem til en plade, som jeg havde i begyndelsen
eller midten af 70’erne. Titlen “DENNIS”. Coveret rødt marmoreret
lignende en stilebog/kladdehæfte med etiket midt på med navnet. Dansk gut med
en guitar. Jeg syntes rigtig godt om den dengang, men har ikke set eller hørt
om den eller ham siden. Please?

Med
venlig hilsen
Svend Heidmann

Hej
Svend

Bag
kunstnernavnet Dennis gemte musikeren Dennis Andersson sig, og han skabte
sammen med Gunner Møller Pedersen i 1973 LP’en, der også bare hed
“Dennis”, hvorfra “A Song for Two” udkom på single. Jeg har
ikke kunnet finde lyttemuligheder på Youtube eller lignende, men til gengæld er
der flere brugte eksemplarer af “Dennis” til salg på samlersiden
discogs.com.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Stairway to Heaven for retten

De
fleste amatørguitarister med en vis fingersnilde har på et eller andet
tidspunkt prøvet kræfter med en af rockhistoriens store værker, ”Stairway to
Heaven”, men nummeret er ikke bare en manddomsprøve for leadguitarister – det er
også omdrejningspunkt i en plagiatsag. Tirsdag d. 10. maj skal en domstol i Los Angeles
afgøre, om en del af ”Stairway to Heaven” er kopieret fra det langt mere
ukendte instrumentalnummer ”Taurus” med gruppen Spirits. ”Taurus” stammer fra
1968 og rummer en guitarsekvens, der minder uhyggeligt meget om den smukke
indledning af ”Stairway to Heaven”, som først blev udgivet i 1970 – i øvrigt
efter at de to bands havde turneret sammen i slutningen af 1960’erne. Hvor tæt
de to sange er på hinanden, kan høres på whosampled.com (den omdiskuterede sekvens forekommer i starten af “Stairway to heaven” og 1:52 inde i “Taurus”).

Det er ikke
første gang
, Led Zeppelin er i søgelyset for at have lænet sig for meget op ad
andres kompositioner. Blandt andet er der sammenfald mellem ”Bring It On Home”
og Willie Dixons sang af samme navn, og ”Black Mountainside” minder om skotske
Bert Janschs ”Black Waterside”.

Kategorier
Musiknyheder

Ja, ja, ja, nu kommer jeg…

Den
store folkelighed gør sit indtog på Aalborg Teater, når der onsdag er premiere
på ”Sommer i Tyrol”
. Oprindeligt var ”Im weissen Rössl” (”På Den Hvide Hest”) en
tysk operette fra 1930, men herhjemme fik den sit helt eget liv som musikalsk
folkekomedie, da Erik Balling filmatiserede den i 1964. Filmen blev optaget i
Østrig, og selvom det tilførte autentisk stemning til ”Sommer i Tyrol”,
medførte det også en række problemer.

For eksempel var der rift om statister og
smukke rekvisitter, fordi filmen ”Sound of Music” blev optaget i nærheden på
samme tidspunkt, og hovedrolleindehaver Dirch Passer pådrog sig en slem
øjenkatar, da han ifølge danskefilm.dk kørte hele vejen fra filmoptagelser i
Jugoslavien til Salzburg i Østrig i åben sportsvogn. Derfor var det umuligt at
lave nærbilleder af hans ansigt, mens de var i Østrig, så når man i filmen ser
ham synge for eksempel ”Rigdom har jeg ej”, er det billeder af en østrigsk
græsmark klippet sammen med optagelser af Dirch Passer hjemme i Nordisk
Film-studierne i Valby – men uden hævede, røde øjne.

Andre sange som ”Man kan
vel ikke gøre for at man har charme”, ”I sommersol ved Den Hvide Hest” og overtjener
Leopolds ”Ja,ja,ja, nu kommer jeg” stammer alle fra ”Sommer i Tyrol”, som spiller
på Aalborg Teater frem til 11. juni.