Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Brudens far

Hej
Tor

I
anonymitet: Jeg er så småt begyndt at tage noter til talen til min datters
bryllup. Jeg har engang hørt en vise, hvor en far mindes tiden med sin datters
opvækst ifm. at hun skal giftes. Jeg har en idé om, at jeg vil kunne låne lidt
derfra, men jeg kan sgutte finde den. Siger det dig noget?

Mvh
”brudens far”

Hej!

Du
leverer faktisk selv den ledetråd, du søger. For hvis jeg ikke tager helt fejl,
så er det ”Brudens far”. Man kan diskutere, om det kan kaldes en vise, for det
er Osvald Helmuth, der taler hen over pianistens melodi. ”Klokken slår, tiden
går”, som han konstaterer i den bittersøde tekst om, at datteren for alvor
flyver fra reden. ”Brudens far” stammer fra ABC-Revyen i 1952.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Yesterday spøger igen

I
denne uge er der dansk premiere på det, man kan kalde det en Beatles-film uden
The Beatles. Jack Malik er ved at opgive drømmen om at slå igennem som musiker,
da han kommer ud for et trafikuheld, og efter han er vågnet op igen, opdager
han, at han er den eneste i verden, der kender The Beatles og ikke mindst Beatles’
musik, og med deres sange tager hans karriere fart. Filmen hedder ”Yesterday”,
og mange kender nok historien om, hvordan melodien kom til Paul McCartney i en
drøm – men faktisk kæmpede McCartney ligesom filmens hovedperson med, hvad der
var drøm, og hvad der var virkelighed. Han troede nemlig, at det var en
allerede kendt sang, der var dukket op i hans underbevidsthed, så gennem en
måneds tid spillede han melodien for gud og hver mand, men ingen kunne afsløre,
at han ubevidst skulle have stjålet den fra andre.

Torsdag er der premiere på
filmen ”Yesterday”, der er skrevet af Richard Curtis, som også har stået bag
film som ”Fire bryllupper og en begravelse” og ”Love Actually”.

Kategorier
Musiknyheder

Dem fra Hvidsten Kro…

En
af de mest kendte overleveringer om livet i Danmark under 2. verdenskrig
handler om Hvidstensgruppen og henrettelsen af otte af gruppens medlemmer den
29. juni 1944. Hvidstengruppens bedrifter er levet videre på forskellige måder,
blandt andet i Lars Lilholts sang ”Hvidsten Kro” fra 1994, som fik fornyet
opmærksomhed i forbindelse med filmen ”Hvidsten Gruppen” i 2012. Dengang
fortalte Lars Lilholt til NORDJYSKE, at han som 10-årig hørte om
Hvidstengruppen for første gang. På vej hjem fra Randers til Aalborg efter en
fodboldkamp gjorde hans far stop på Hvidsten Kro, hvor han efter en gang
æggekage og en Valash-sodavand fortalte om den ældre dame, Gudrun Fiil, som
stadig drev kroen, sådan som hun havde gjort sammen med sin mand Marius under
krigen. Historien om Marius Fiil og de andre gjorde stort indtryk på den
10-årige Lars, og da han cirka 30 år senere skrev sin sang om modstandsfolkene
fra Hvidsten, konsulterede han Fiil-parrets datter Gerda for at sikre sig, at
de historiske oplysninger i sangen var korrekte.

På lørdag er det 75 år siden,
otte af Hvidstengruppens medlemmer blev henrettet, og den dag åbner Museum
Østjylland i Randers udstillingen ”Modstand” om både Hvidstengruppen og
modstandsgrupper i resten af landet. Ved åbningen fremfører sanger og
skuespiller Niels Skousen også sin sang ”Ryvangen”, som handler om området i
Hellerup nord for København, hvor besættelsesmagten henrettede modstandsfolk,
og hvor der i dag er mindelund for de faldne.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Susanna fra 80’erne

Hej Tor

Jeg leder efter en sang fra nok midten af
firserne, der formentlig hedder noget med ”Susannah”. Det er virkelig mange år
siden jeg har hørt den. Festlig sang med publikum, der hujer osv.

Kh Birgitte

Hej Birgitte

Det var et hollandsk band, der udgav nummeret
over to omgange. Først på hollandsk i 1983 som VOF De Kunst med sangtitlen
”Suzanne” og så i 1984 på engelsk som The Art Company, hvor nummeret hed
”Susanna”. Nogle år senere indspillede Ricky Martin den også på spansk som
”Susana” på sit debutalbum.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Vi elsker vort land, men ved midsommer mest

På søndag samles vi omkring sankthansbålene midsommerfejring,
båltaler og fællessang. Det næsten ufravigelige sangvalg er Holger Drachmanns
tekst ”Vi elsker vort land” fra 1885, som oprindeligt indgik i eventyrspillet
”Der var engang” med melodi af P. E. Lange-Müller. Med tiden blev den kendt som
”Midsommervisen”, og når mange gennem årene har kæmpet med at lære melodien til
denne vise, skyldes det, at den netop er skrevet til en professionel tenor og
et teaterkor, som bedre kunne håndtere de komplicerede tonespring og
taktændringer mellem 9/8-takt, 3/4-takt og 2/4-takt. Den slags er en stor
mundfuld for menigmand, og det var årsagen til at DR-journalisten Kirsten
Jacobsen i 1980 foreslog, at de noget mere folkelige musikere i Shu-bi-dua
skulle skrive en ny melodi til Drachmanns velkendte ord.

Shu-bi-dua havde ofte skrevet en ny tekst til
en eksisterende melodi, men aldrig omvendt, så opgaven var uvant, men ikke
umulig. Forsanger Michael Bundesen fortæller i selvbiografien ”Alting har en
ende”
, at guitarist Michael Hardinger fremtryllede den nye melodi på noget, der
lignede et kvarter. De ændrede ”gravhøje” til ”gravhunde” og skilte sig af med
det oprindelige fjerde vers om, at ”Vi elsker vort land, og vi hilser den drot,
som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde”, da det henviser specifikt til
handlingen i eventyrspillet ”Der var engang” – og så var ”Midsommervisen”
blevet til ”Midsommersangen”. Melodien vandt manges hjerter og blev populær ved
sankthansbålene, men ”Midsommersangen” blev på sin vis også en pinlig affære
for Shu-bi-dua. Sankthansaften i 1980 skulle bandet optræde i tv, og for en
sjælden gangs skyld var det ikke live, men playback. Trommeslager Bosse Hall
Christensen havde i stigende grad svært ved at passe sine pligter i bandet på
grund af alkoholproblemer, og det blev meget synligt den aften, fortæller
Michael Bundesen i sin selvbiografi: ”Det var tydeligt, da kameraet panorerede
over til Bosse under Midsommersangen. For i præcis det øjeblik fløj Bosses ene
trommestik ud af hans højre hånd og ramte gulvet. Han var tvunget til at bøje
sig ned og samle trommestikken op, men trommerne og sangen fortsatte”.
Playback-modellen var afsløret med al tydelighed, og Bundesen måtte om og om
igen kommentere det lille udfald i pressen. Men ”Midsommersangen” blev stående
som en nyklassiker ved de danske sankthans-arrangementer.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Tu-tu-tusindben

Hej
Tor

Min
lille datter går tit og synger ”Tu-tu-tusindben”. Ligesom jeg selv gjorde i den
alder, tror jeg. Men så er jeg blevet nysgerrig. Hvem/hvad har lavet den mærkelige
børnesang?

Kh
Helene

Hej
Helene

Sangen
“Tusindben” stammer fra 1983 og var med Dr. Phil, som var
kunstnernavnet for dansk-englænderen Phil Barrett. Han spillede i en periode med
Kim Larsen, var tekniker for bl.a. Snapshot og producerede for flere grupper,
men han fik altså også egen mærkværdige succes i 1983 med nummeret om det
forelskede tusindben.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Gasolins halve århundrede

Det
er svært at sætte en bestemt dato på, men i denne tid er der grund til at
markere 50-året for grundlæggelsen af Gasolin’. I 1969 havnede Kim Larsen i et
øvelokale sammen med bassisten Wili Jønsson og guitaristen Franz Beckerlee, og ifølge
bogen ”Gasolin’ – Masser af succes” har Beckerlee senere sammenlignet det med
at smide en brændende tændstik i en krudttønde. Men de manglede en trommeslager,
så Beckerlee ringede til jazzmusikeren Arne Würgler for at høre, om han kendte
en. ”Jo, der står en her og er ved at male min reol, han hedder Bjørn Uglebjerg”,
svarede Würgler i den anden ende af telefonen. Uglebjerg kom med på holdet, men
blev senere erstattet af Søren Berlev – og Kim Larsen fortæller selv i bogen ”Mine
unge år”, at det ikke var selvskrevet, at han skulle være forsanger, blandt
andet fordi Jønssons kæreste Kathrine Jensenius i en periode havde set sig lun
på den plads. Men hen over sommeren 1969 begyndte bandet at finde sin form, og
50-året markeres på forskellig vis i år. Paul-Jørgens Budtz’ klassiske bog
“Gasolin” fra 1976 er netop blevet genudgivet, og til september åbner
en særudstilling om bandet på musikmuseet Ragnarock i Roskilde.

Kategorier
Musiknyheder

Debut-LP udgives med 42 års forsinkelse

Klaus
Kjellerup blev en af de bærende figurer i Tøsedrengene og Danser med Drenge. Produceren
Michael Bruun kom til at arbejde med tv-2, medvirke i Ray Dee Ohh og indspille fodboldklassikeren
”Re-Sepp-Ten”. Og Aske Bentzon blev en populær musiker og fast figur i ”Bamses
Billedbog” i tv. Men i 1977 var de alle involveret i et projekt, som endte med
at ligge 42 år i en flyttekasse. Bandet Pakhus 1 spillede fusionsmusik, og i
1977 gik medlemmerne Klaus Kjellerup, Aage Hagen, Frank Jensen, Henrik Schaltz
og Fredrik Søegaard i studiet sammen med den unge, lovende producerspire
Michael Bruun og en stribe gæstemusikere som Aske Bentzon for at indspille
Pakhus 1’s debutalbum. Alt gik efter planen, men undervejs i processen blev
pladeselskabets folk mere forelskede i pop- og reggae-gruppen Tøsedrengene, som
Aage Hagen og Klaus Kjellerup havde været med til at starte op ved siden af, og
indspilningerne med Pakhus 1 blev derfor aldrig udgivet.

Men det bliver der
rådet bod på nu, for efter båndene tidligere i år dukkede op hjemme hos guitaristen
Fredrik Søegaard, har de fem musikere besluttet, at materialet skal ud på
diverse streamingtjenester. Så fra på fredag kan man høre ekkoet af de unge
musikeres hårde arbejde på udgivelsen ”Paysano – The Lost Studio Tapes 1977”.