Debut-LP udgives med 42 års forsinkelse

Klaus
Kjellerup blev en af de bærende figurer i Tøsedrengene og Danser med Drenge. Produceren
Michael Bruun kom til at arbejde med tv-2, medvirke i Ray Dee Ohh og indspille fodboldklassikeren
”Re-Sepp-Ten”. Og Aske Bentzon blev en populær musiker og fast figur i ”Bamses
Billedbog” i tv. Men i 1977 var de alle involveret i et projekt, som endte med
at ligge 42 år i en flyttekasse. Bandet Pakhus 1 spillede fusionsmusik, og i
1977 gik medlemmerne Klaus Kjellerup, Aage Hagen, Frank Jensen, Henrik Schaltz
og Fredrik Søegaard i studiet sammen med den unge, lovende producerspire
Michael Bruun og en stribe gæstemusikere som Aske Bentzon for at indspille
Pakhus 1’s debutalbum. Alt gik efter planen, men undervejs i processen blev
pladeselskabets folk mere forelskede i pop- og reggae-gruppen Tøsedrengene, som
Aage Hagen og Klaus Kjellerup havde været med til at starte op ved siden af, og
indspilningerne med Pakhus 1 blev derfor aldrig udgivet.

Men det bliver der
rådet bod på nu, for efter båndene tidligere i år dukkede op hjemme hos guitaristen
Fredrik Søegaard, har de fem musikere besluttet, at materialet skal ud på
diverse streamingtjenester. Så fra på fredag kan man høre ekkoet af de unge
musikeres hårde arbejde på udgivelsen ”Paysano – The Lost Studio Tapes 1977”.

Leave a Comment