Springsteen vs. Trump

Der er for alvor ved at komme gang i den amerikanske valgkamp. I denne uge afholder præsident Trump og Republikanerne deres virtuelle konvent, og i sidste uge udnævnte Demokraterne officielt Joe Biden til deres kandidat. I den forbindelse lancerede Demokraterne også en lang reklamefilm med musik fra en af partiets gamle kendinge, Bruce Springsteen – og endda en sang fra 2002, der har været gennem valgkampsmaskinerne flere gange tidligere.

Historien fortæller, at Bruce Springsteen få dage efter det store terrorangreb den 11. september 2001 ville tage sin familie med til stranden hjemme i New Jersey. På parkeringspladsen råbte en fremmed mand gennem et åbent vindue i en bil ”Vi har brug for dig nu, Bruce”. USA havde brug for, at musikeren, der gennem tre årtier havde besunget den amerikanske folkesjæl gennem sine musikalske fortællinger, brød sin tavshed og satte ord på kaos, sorg og vrede efter angrebet. Resultatet blev albummet ”The Rising”, hvorfra særligt titelnummeret, som dels fortæller om en brandmands indsats 11. september og dels har religiøse undertoner, er blevet stående. Nogle år senere begyndte præsidentkandidaterne John Edwards, Hillary Clinton og senere Barack Obama at bruge ”The Rising” som et energisk element i deres valgmøder, og ved præsident Obamas indsættelsesfest i 2009 dukkede Bruce Springsteen op med sin guitar og intet mindre end 125 korsangere for at fremføre ”The Rising”.

Nu er ”The Rising” atter en del af en valgkamp i en tre et halvt minut lang reklamefilm med billeder af blandt andet sundhedspersonale, Black Lives Matter-demonstranter, landbrugsarbejdere og i et kort glimt også Bruce Springsteen og hans kone Patty Scialfa.

Leave a Comment