Leonard Cohen vs. Trump

Under de amerikanske valgkampe kan man nærmest altid være sikker på, at en musiker mener, at hans eller hendes musik er blevet brugt i en uønsket sammenhæng ved valgmøder eller i reklamer, eller at kunstnerrettighederne ligefrem er overtrådt. Nu nærmer vi os præsidentvalget i november, og ved det republikanske konvent i sidste uge kunne man to gange opleve Leonard Cohens sang ”Hallelujah”. Sangen fra 1984 er gennem årene blev fortolket, brugt og misbrugt i et utal af koncerter, film og talentshow. Efter Donald Trumps valgsejr for fire år siden indgik ”Hallelujah” endda også som en slags kombineret hyldest til den netop afdøde Cohen og modstandssang mod Trump i satireshowet ”Saturday Night Live”, hvor en skuespiller udklædt som Hillary Clinton fremførte den ved et klaver.

Men efter ”Hallelujah” blev brugt i forbindelse med, at Republikanerne forleden kårede Trump som deres præsidentkandidat, satte boet efter Leonard Cohen foden ned. I et opslag på Facebook fortæller de, at partiet havde bedt om tilladelse til at bruge ”Hallelujah” og havde fået et nej, og at man er ved at undersøge mulighederne for et retsligt efterspil, fordi Republikanerne anvendte sangen alligevel. De skriver blandt andet, at de er overraskede og forfærdede over ”det ganske frække forsøg på på en så uhyggelig måde at politisere og udnytte Hallelujah”. Beskeden afsluttes med en spids bemærkning om, at man måske havde været mere imødekommende, hvis Trumps hold havde bedt om lov til at anvende Cohens sang fra 2017 med titlen ”You Want It Darker”.

Leave a Comment