Det er intet mindre end en verdenspremiere, der rammer Danmark i denne uge, når musicalen ”She Loves You” åbner – men en voldsomt forsinket verdenspremiere. Det er nemlig efterhånden nogle år siden, holdet bag ”She Loves You” fik tilladelse til at bruge John Lennon og Paul McCartneys sange til at skabe den første Beatles-musical nogensinde. Der er tidligere lavet både musikfilm og teaterkoncerter med de gamle sange, men ifølge folkene bag ”She Loves You” er der aldrig tidligere lavet en såkaldt jukebox-musical, dvs. en musical, hvor eksisterende sange danner grundlag for en nyskrevet musicalhistorie, sådan som det for eksempel er tilfældet i Abba-musicalen ”Mamma Mia”. Premieren skulle stå i 2020, men inden da nåede Fredericia Teater at gå konkurs, og med en pandemi oveni tog det noget tid, før ”She Loves You” kunne leve videre et nyt sted. På fredag er der endelig premiere i Tivolis Koncertsal i København, og en måneds tid senere rykker forestillingen videre til Musikhuset i Aarhus.
Historien i ”She Loves You” handler om tre par, som på hver sin måde kæmper med kærligheden, og blandt hovedrollerne er Maria Lucia, Birgitte Raaberg og Karsten Jansfort. De tre fortællinger bindes sammen af flere end fyrre Beatles-sange, heriblandt naturligvis titelnummeret ”She Loves You”, som i 1963 var afgørende for, at det store Beatles-hysteri for alvor tog fart. John Lennon og Paul McCartney skrev sangen i fællesskab, dels på et hotelværelse i Newscastle forud for en koncert, dels i McCartneys barndomshjem på Forthlin Road i Liverpool. I biografien ”Many Years From Now” fortæller Paul McCartney, at da de var færdige med sangen, gik de ind i stuen, hvor hans far sad og så fjernsyn, for at præsentere det helt nye værk for ham: ”Far, hør lige den her. Hvad synes du? Så spillede vi den for min far, og han sagde: Det er meget nydeligt, min dreng, men der er rigeligt med amerikanske udtryk for tiden. Kunne I ikke synge She loves you, yes, yes, yes? På det tidspunkt rullede vi rundt på gulvet og sagde: Nej far, du forstår det ikke”. Heldigvis havde den gamle James McCartney ikke noget at skulle have sagt på dette område, så den nyskrevne sang fik lov at beholde det amerikansk klingende og meget karakteristiske udråb ”Yeah, yeah, yeah”.