Kategorier
Musiknyheder

Danmark i den gule trøje

På søndag slutter årets Tour de France, som herhjemme vil blive husket både for folkefesten langs de indledende etaper i Danmark, for de danske etapesejre og for Jonas Vingegaard i den gule førertrøje. Der har næppe været så stor dansk begejstring, siden Bjarne Riis i 1996 vandt Tour de France, hvor musikeren Anne Dorte Michelsen tilføjede sin egen hyldest til den massive fejring med sangen ”Bjarne i den gule trøje”. I bogen ”Under en åben himmel” fortæller den musikalske Tour de France-entusiast, at det sjoveste, hun har oplevet i sin karriere, faktisk ikke handlede om musik, men om den opgave hun fik i 1996, da Berlingske Tidende hyrede hende til at rapportere fra Frankrig under Tour de France. Bjarne Riis vandt niende etape og erobrede samtidig den gule førertrøje, som han beholdt hele vejen til Paris i 21. etape. Selvom Anne Dorte Michelsen ikke var sendt til Frankrig som musiker, men som cykelsportsbegejstret tekstforfatter, så kunne sangskriveren i hende ikke holdes i ro den dag, fortalte hun forleden til BT:

”Han kom i gult oppe i Sestriere, og det var der, jeg skrev sangen. En aften skulle vi hen til rytternes hotel, og der havde jeg sagt det til en af journalisterne: ‘Jeg har sgu skrevet en sang’. Og så var der en, der havde taget en guitar med. ‘Kan du ikke lige synge den sang, du har lavet til Bjarne?’ Så spillede jeg den der”.

At få udgivet en sang tog dengang længere tid end her i streamingens tidsalder, men Berlingske Tidende bragte teksten til hendes sang på forsiden af avisen, den dag Bjarne Riis kom hjem, og da han blev hyldet i Tivoli, gik Anne Dorte Michelsen også på scenen og sang ”Bjarne i den gule trøje”.

”Det var så sindssygt, fordi alle folk sang med, selvom ingen kendte den. Den var aldrig blevet udgivet eller spillet for nogen. Den blev først indspillet året efter. Det var utroligt, den kunne blive så sort et hit uden at eksistere som en indspillet sang. Jeg har tit undret mig”, forklarede hun i BT.

I år har Jacob Haugaard til Ekstra Bladet fortalt, at han har skrevet en ny sang på melodien til sit gamle hit ”Ingeborg” – fordi det ligger så dejlig tæt på ”Vingegaard”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *