Kategorier
Musiknyheder

Bamse var den milde

Der er stadig et par uger til den egentlige premiere på filmen om Flemming Bamse Jørgensen, men allerede nu pibler det frem med biografreklamer, interviews og forpremiere-arrangementer flere steder. Filmen om den folkekære sanger har været mange år undervejs, og det betyder blandt andet, at de første idéer er en del ældre end John Mogensen-filmen, der fik premiere i 2018. Manuskriptforfatteren Bo hr. Hansen har fortalt i filmmagasinet Ekko, at da han blev præsenteret for det spirende Bamse-projekt, havde han ikke havde hørt, at der også var en anden musikerbiografi på vej i form af ”Så længe jeg lever” med Rasmus Bjerg i hovedrollen som John Mogensen – og derfor var Rasmus Bjerg på et tidspunkt også på tale som en mulighed til rollen som Bamse. ”Han er en fremragende skuespiller med dæmoner i øjnene. Han var rigtig som John Mogensen. John var den vilde. Bamse var den milde. Der skulle et andet sæt øjne til for at gestalte Flemming Bamse Jørgensen. At de tilhørte Anders W. Berthelsen, stod først klart mange år efter”, fortalte manuskriptforfatteren til Ekko.

Filmen med Anders W. Berthelsen som Bamse fortæller historien om adoptivbarnet, der er i konflikt med familien, fordi han ikke kan eller vil overtage farens virksomhed, og fordi han mod farens ønske kun brænder for at spille musik. Der er dermed også historien om Flemming Jørgensen, der blev til Bamse, både som solokunstner og som mangeårig orkesterleder i Bamses Venner. Kælenavnet havde han dog med sig, inden han for alvor trådte op på scenen på landets spillesteder, for historien fortæller, at det blev skabt, mens han aftjente sin værnepligt ved Søværnets Grundskole i Nordsjælland. Herefter hang Bamse-navnet ved, og faktisk endte han med at gøre det til en officiel del af sit navn, et par år før han døde, for i 2009 skiftede han navn til Flemming Bamse Duun Jørgensen.

”Bamse” har premiere den 25. august, men allerede i næste uge er der forpremiere-arrangementer i mange byer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *