Kategorier
Musiknyheder

Når jeg ser et rødt flag på 100 år

På mandag markeres arbejdernes internationale kampdag, ligesom det sker hvert år 1. maj. Det er generelt en festdag på venstrefløjen, i fagbevægelsen og i Socialdemokratiet, men nogle steder er stemningen over for socialdemokraterne noget kølig efter regeringsdannelsen med Venstre og Moderaterne og ikke mindst efter afskaffelsen af Store bededag. Men én ting må forventes at være, som det plejer, nemlig at man ved socialdemokratiske 1. maj-arrangementer landet over synger med på ”Når jeg ser et rødt flag smælde”. I år kan den slidstærke partisang endda fejre sin 100 års-dag, selvom det godt nok ikke er i forbindelse med kampdagen. Digteren Oskar Hansen tilsluttede sig som 16-årig den socialdemokratiske ungdomsbevægelse, og var senere med til at stifte det, der blev til Danmarks Kommunistiske Parti, inden han i 1922 atter vendte tilbage til Socialdemokratiet. Året efter skrev han ”Når jeg ser et rødt flag smælde” til et socialdemokratisk ungdomsstævne i august 1923. Oskar Hansen skulle selv deltage i DSU’s kredsstævne i det daværende Brønshøj Tivoli, som bestod af en bygning med en have bagved, hvor der var scene og forlystelser, og hvor DSU’erne havde arrangeret en lille revy.

Oskar Hansen skrev han en tekst, der bar titlen ”Ung flagsang”, som skulle bruges som mellemspil i revyen ved ungdomsstævnet i Brønshøj. Han var uddannet typograf, og det samme var John Madsen, som var involveret i revyen, og som Oskar Hansen havde samarbejdet med tidligere. John Madsen havde lært sig at spille klaver efter et forsimplet system, han havde set i et ugeblad, og han komponerede en melodi til Oskar Hansens tekst. ”Ung flagsang” blev godt modtaget og blev trykt i kredsbladet Ungdomsappellen, hvorefter den spredte sig fra auguststævnet i Brønshøj til socialdemokratiske afdelinger i andre dele af landet. Det var dog først flere årtier senere, at ”Når jeg ser et rødt flag smælde” kunne betragtes som partiets primære fællessang foran titler som ”Rejs jer, fordømte her på Jorden (Internationale)”, ”Rød flagsang” og ”Danmark for folket”.

Forfatteren Jens-Emil Nielsen beskriver i bogen ”Når jeg ser et rødt flag smælde – En biografi om arbejderdigteren Oskar Hansen”, at Oskar Hansen frem til sin død i 1968 skrev 2655 sange og digte, heriblandt kampagnesangen ”Danmark for folket”, den danske tekst til ”Brødre, lad våbnene lyne” og ”Visen om de tre musikanter”, som især er kendt fra tv-serien ”Matador”. Men i hans omfattende produktion betragtede Oskar Hansen selv den tekst, han skrev som 28-årig, ”Når jeg ser et rødt flag smælde”, som den bedste af dem alle. Og på mandag vil mangen et 1. maj-arrangement genopfriske den politiske slagsang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *