Kategorier
Musiknyheder

Ziggy Stardust in memoriam

Musikeren og multikunstneren David Bowie gik bort i 2016, men det er denne sommer også 50 år siden, Bowies succesfulde alter ego Ziggy Stardust måtte lade livet. I karrierens tidlige år opfandt David Bowie den fiktive Ziggy Stardust, som ankom til Jorden fra en fremmed planet og blev rockstjerne, men endte med at blive offer for sin egen succes. Figuren trak på inspiration fra blandt andet filmen ”A Clockwork Orange”, rock’n’roll-koryfæet Gene Vincent og rock-kollegaen Iggy Pop, mens navnet var delvist lånt fra Legendary Stardust Cowboy, som var en af 1960’ernes mere grænsesøgende musikere. Historien foldes især ud på albummet ”The Rise & Fall of Ziggy Stardust & The Spiders from Mars” fra 1972, og perioden med Ziggy Stardust var med til at definere glamrocken og cementere David Bowies succes som musiker såvel som hans ry som genrekamæleon. Undervejs blev det dog klart for ham, at han ikke kunne holde Ziggy Stardust-figuren kørende i årevis. I bogen “Strange Fascination – David Bowie The Definitive Story” fortæller han om arbejdet med den opfølgende plade ”Aladdin Sane” fra 1973:

”Jeg vidste på sin vis, at jeg havde sagt alt, hvad jeg kunne sige om Ziggy, og at det, jeg lavede, ville ende som en Ziggy Part 2. Jeg tænkte: Jeg er ret fristet af at gå skridtet videre med den her Ziggy-ting, ganske enkelt fordi den er så populær, men det er faktisk ikke det, jeg har lyst til”. Konsekvensen blev, at Bowie den 3. juli 1973 tog afsked med Ziggy Stardust-personaen og bandet bag ham ved en koncert i London, som blev rundet af med sangen ”Rock’n’Roll Suicide”. Det er nu 50 år siden, og i den forbindelse udkommer på lørdag en jubilæumsudgave af denne sidste koncert på ”Ziggy Stardust and the Spiders From Mars: The Motion Picture Soundtrack”. Koncertoptagelsen udkom oprindeligt i 1983, men i en forkortet version. Den nye udgave inkluderer blandt andet et medley af Bowies ”The Jean Genie”, Beatles-nummeret ”Love Me Do” og Chuck Berry-sangen ”Round and Round”, som David Bowie (eller Ziggy Stardust, om man vil) fremfører sammen med gæsteguitaristen Jeff Beck.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *