Kategori: Musiknyheder

Før Aqua væltede det meste af verden med deres farvestrålende dance-pop i slutningen af 1990’erne, havde en anden dansk duo gjort noget lignende med i hvert fald en enkelt single. Søstrene Susanne og Pernille Georgi har i årtier optrådt som Me & My, og nu udgiver de bogen ”Me & My – Musik, magt og misbrug” i anledning af 30-års-jubilæet for deres kæmpehit ”Dub-I-Dub”.

I 1995 bragede ”Dub-I-Dub” gennem lydmuren, men historien om ørehængeren startede en decembernat i 1994, hvor Susanne Georgi var på vej hjem fra en julefrokost i det københavnske datafirma, hvor hun var kontorelev på det tidspunkt. Søstrene gengav historien i Politiken for et års tid siden, og her fortalte Susanne Georgi, at hun havde satset på at score en bestemt fyr den aften, men at han havde været optaget af andre ting. På vej hjem i taxien lavede hun derfor en simpel sang om ham og om situationen: ” Dub-i-dub-i-dub-i-dub, I don’t need your love”. Den 18-årige Susanne var bange for, at hun ikke ville kunne huske det i ædru tilstand dagen derpå, så hun ringede hjem til sin telefonsvarer og indsang den lille sangidé. Dagen efter ringede hun til sin søster Pernille:

”Susanne siger, at hun har lavet noget i nat, som jeg lige skal høre. Jeg synes, det er superfedt, men vi skal lige have nogle flere ord på. Vi kan ikke bare synge Dub-I-Dub”, fortalte Pernille Georgi til Politiken i 2023. Og der blev selvfølgelig skrevet mere tekst, men vrøvledelen med ”Dub-I-Dub”-ordene blev stående, som de var. Efter at have løbet musikbranchens ledvogtere på dørene i en periode fik søstrene hul igennem hos manageren John Aagaard i Aalborg, som satte dem sammen med produceren Dean’N, og herefter blev lyden af et ægte verdenshit skabt. Den historie og mange flere bliver fortalt i bogen ”Me & My – Musik, magt og misbrug”, der udkommer på Kvindernes Internationale Kampdag på lørdag.

I fredags gik årets udgave af ”X Factor” ind i den afgørende fase, hvor de udvalgte deltagere optræder i liveshows i håbet om at kvalificere sig til næste uges program – og næste uge og næste uge igen. Der blev taget særligt godt imod den nordjyske trio, der med navnet 9000 HÅB er opkaldt efter hjembyen Aalborgs postnummer. 21-årige Gustav Kappel, 22-årige Nikolaj Lange Sørensen og 22-årige Magnus Fløe Simonsen optrådte i deres første liveshow med tv-2’s hit ”Be Bab A Lu La”, som til lejligheden havde fået en kreativ overhaling.

”Be Bab A Lu La” stammer fra tv-2-albummet ”Nutidens unge”, der udkom i 1984, og selvom mange nok forbinder titlen med Gene Vincents gamle rockabilly-hit ”Be-Bop-a-Lula” fra 1956, er udtrykket endnu ældre. Allerede i 1945 blev der udgivet en single med titlen ”Be-Baba-Leba”, og udråb af denne slags dannede også grundlag for navnet på jazz-genren bebop. Men tv-2’s brug af udtrykket kom fra et mere hjemligt og folkeligt udgangspunkt. I bogen ”tv-2 – historierne – pladerne – sangene”, der udkom i december, kan man læse den forklaring, som forsanger Steffen Brandt gav til Herning Folkeblad i 1984: ”Det er sjovt at bruge de tekster, vi allesammen kender – de er en eller anden kulturarv. I studiet fik vi at vide, at Bamses Venner lige havde været der og indspille deres danske undersættelse af Be-Bop-A-Lula. Den hed Birger Og Lulu. Og så brugte vi den gamle sang som ’cue-tekst’, altså en tekst, man indspiller efter, indtil man får skrevet en rigtig tekst. Og så blev den der bare”.

Et udtryk fra amerikansk jazz og R’n’B i 1940’erne blev således til et rockabilly-hit i 1950’erne, som fik en dansk undersættelse, der fostrede idéen til en midlertidig poptekst i 1984, som endte med at blive permanent, og 41 år senere fik aalborgensiske 9000 HÅB et bragende bifald for deres fortolkning i ”X Factor”. Hvad 9000 HÅB og deres mentor Simon Kvamm finder på næste gang, kan man se på TV 2 på fredag.

I morgen er der premiere på endnu en film i kategorien biopics, som har været særdeles populær de seneste år. Biopics er dramatiserede historier om virkelige personer, og når det handler om kendte musikere, synes kilden at være uudtømmelig. Herhjemme har vi set Rasmus Bjerg som John Mogensen, Anders W. Berthelsen som Flemming ”Bamse” Jørgensen og inden længe også Anders Matthesen som Tommy Seebach. De seneste år har der været internationale biograffilm om blandt andre Elton John, Elvis Presley, Queen og Bob Marley, og der er film på vej om både Bruce Springsteen, Michael Jackson og de fire Beatles-medlemmer. Men allerede i morgen lander en ny musiker-biopic i de danske biografer, når der er premiere på Bob Dylan-filmen “A Complete Unknown”, hvor Timothée Chalamet spiller rollen som den unge Bob Dylan, der forsøger at finde sin helt egen plads i musikbranchen.

Titlen “A Complete Unknown” er hentet fra en linje i Bob Dylans store hit “Like a Rolling Stone” fra 1965-pladen “Highway 61 Revisited”. Rullestens-titlen refererede ikke til bandet The Rolling Stones, men til den faste vending om, at der ikke gror mos på en rullesten. Bob Dylan havde samlet udtrykket op i countrylegenden Hank Williams’ sang ”Lost Highway” fra 1949, som indledes med linjen ”I’m a rolling stone, all alone and lost” (”Jeg er en rullesten, helt alene og fortabt”, red.).

Sangen “Like a Rolling Stone” har faktisk en gang tidligere givet navn til en film om Bob Dylan. Da Martin Scorsese i 2005 lavede sin Dylan-dokumentar ”No Direction Home”, hentede han titlen fra Like a Rolling Stone”-linjen ”How does it feel to be on your own, with no direction home”.

På en februardag for 25 år siden, skete der noget, de færreste havde forventet – og nogle måneder senere gik det fra at være en musikalsk overraskelse til at være den totale triumf. I begyndelsen af år 2000 var det længe siden, den 49-årige Jørgen Olsen og hans 45-årige bror Niels ”Noller” Olsen havde været i nærheden af den succes, de oplevede i ungdomsårene i 1970’erne med hits som ”Angelina” og ”San Francisco”. De arbejdede på deres første rigtige album i 21 år, så Brødrene Olsen var på papiret et ekko fra fortiden, da DR inviterede dem til at deltage i årets Melodi Grand Prix. Invitationen var en kærkommen mulighed for opmærksomhed omkring deres comeback-ambitioner, så sangvalget til Grand Prixet var en vigtig beslutning. I dag kan det synes indlysende, at ”Smuk som et stjerneskud” skulle blive en klassiker, men på det tidspunkt var den blot en blandt flere muligheder i bunken af nye Olsen-sange.

Jørgen og Noller Olsen har i flere sammenhænge fortalt historien om, hvordan de besøgte deres mangeårige manager Steen Wittrock for at diskutere mulighederne i fem demoindspilninger, de havde medbragt til kontoret. Det var et åbent spørgsmål hvilken af sangene, de skulle præsentere for DR’s Grand Prix-redaktion, men da de forlod kontoret, hørte de, at Wittrocks sekretær sad og fløjtede melodien til ”Smuk som et stjerneskud”. Hun havde lyttet med undervejs, og det var netop denne melodi, der havde fæstnet sig hos hende. Hendes instinktive reaktion gjorde udslaget, og Brødrene Olsen valgte derfor at satse på ”Smuk som et stjerneskud”. I næste uge er det 25 år siden, de to midaldrende mæng gik på scenen i Melodi Grand Prix som forhenværende ungdomsidoler og forlod showet som sejrherrer og genetablerede stjerner. Knapt tre måneder senere sikrede de Danmark en overbevisende sejr ved Det Internationale Melodi Grand Prix med den engelske version af sangen, ”Fly On the Wings of Love”.

Det er tre et halvt år siden, at man på filmfestivalen i Venedig kunne opleve en tidlig version af en dokumentarfilm om rockbandet Led Zeppelin, men siden da har filmen ikke været vist offentligt. Nu er ”Becoming Led Zeppelin” klippet færdig og klar til for alvor at finde sit publikum. I dag og i morgen kan dokumentaren ses i de store IMAX-biografer i Storbritannien, før den rammer de almindelige biografer. Gennem nye interviews, gamle klip og hidtil ukendte optagelser fortælles historien om, hvordan en gruppe musikere blev til Led Zeppelin, og hvordan Led Zeppelin blev et af de mest betydningsfulde rockbands nogensinde.

Gruppen opstod i asken fra bandet Yardbirds, hvor guitaristerne Eric Clapton og Jeff Beck havde været medlemmer, før bandet gik endeligt i opløsning i juni 1968. Den nye guitarist Jimmy Page måtte herefter i gang med at samle musikere til et nyt band, og da de i september 1968 gav koncert første gang, var det under navnet The New Yardbirds – og endda på dansk jord ved et såkaldt Teen Club-arrangement på en skole i Gladsaxe. Først i oktober 1968 kunne man for første gang se navnet Led Zeppelin på en plakat i forbindelse med en koncert i London. Grundidéen til det specielle navn opstod dog allerede et par år forinden, da Yardbirds-guitaristen fik hjælp fra en gruppe habile musikere til at indspille et soloalbum, blandt andre den senere Led Zeppelin-guitarist Jimmy Page og The Who-medlemmerne Keith Moon og John Entwistle. Indspilningerne gik så godt, at det var på tale at fortsætte samarbejdet i en decideret supergruppe, men den idé fik en spydig kommentar med på vejen fra et af The Who-medlemmerne. Der har været diskussion om hvem af dem, der lod ordene falde, men det blev sagt, at projektet ville falde til jorden som en ballon af bly (det engelske udtryk ”go down like a lead balloon”). Jimmy Page bed mærke i udtrykket, og da hans nye band skulle have sit eget navn, blev ballonen af bly til en zeppeliner af bly. Led Zeppelin faldt dog ikke til jorden med et brag, men skabte rockklassikere som ”Stairway to Heaven”, ”Whole Lotta Love”, ”Black Dog” og ”Immigrant Song”. Herhjemme vil man kunne opleve dokumentarfilmen ”Becoming Led Zeppelin” i en række biografer fra d. 6. marts.

I weekenden bliver de amerikanske Grammy-priser uddelt til tidens store musikere og deres bedste udgivelser, men der er ikke kun de unges prisfest i år. Yngre superstjerner som Post Malone, Billie Eilish, Charlie XCX og Shaboozey fylder naturligvis en del, når man kigger på, hvem der er nomineret i de 66 kategorier, Grammy-organisationen arbejder med, men der er også nogle af fortidens giganter med på listen. The Rolling Stones er nomineret for albummet “Hackney Diamonds” i kategorien Bedste rockalbum, og The Beatles er med i den mest prestigefyldte kategori, Record of the Year, der bedst kan oversættes til Årets udgivelse. For lidt over et år siden udkom ”Now and Then”, der blev præsenteret som den allersidste Beatles-sang, og det er den, der har bragt bandet over alle bands ind i Grammy-feltet igen.

Nummeret er baseret på en ufærdig John Lennon-sang, som hans enke Yoko Ono i 1994 overdrog til Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr, da de arbejdede med “The Anthology”-projektet, der bragte demo-versioner og studieoptagelser frem fra arkiverne. En af de sange, de fik på kassettebånd, var ”Grow Old With Me”, som også havde med på et posthumt Lennon-album, så den rørte de ikke ved, men ”Free As a Bird” og ”Real Love” blev færdiggjort og udgivet i midten af 1990’erne under stor bevågenhed.

Den fjerde sang, “Now and Then”, var ikke helt så komplet i sin form som ”Free As a Bird” og ”Real Love”, og optagelsen af John Lennons stemme blev forstyrret af en summelyd, som man havde på det tidspunkt ikke de teknologiske værktøjer til at fjerne. Særligt George Harrison var derfor modstander af at gå videre med nummeret, og efter en enkelt dag i studiet blev arbejdet med “Now and Then” derfor skrinlagt.

Paul McCartney gav dog ikke helt slip på tanken: “Der var en sang mere, som vi ikke lavede, hvilket var en skam. Den havde ikke en særligt god titel, og den havde brug for en smule bearbejdning, men den havde et smukt vers, og det var John, der sang den”, sagde McCartney til magasinet Q i 2006.

Men for nogle år siden blev det med hjælp fra kunstig intelligens og andre nye teknologier muligt at rense John Lennons optagelse så meget, at man kunne arbejde videre med nummeret. George Harrison var i mellemtiden også død, men optagelserne med hans guitar fra den dag i midten af 1990’erne blev fundet frem fra arkiverne, og Paul McCartney og Ringo Starr kunne dermed færdiggøre ”Now and Then” som den allersidste fælles Beatles-sang.

Natten til mandag dansk tid bliver det afsløret om de gamle mestre får en statuette med hjem fra Grammy-festen. Blandt de andre nominerede i samme kategori er Sabrina Carpenters “Espresso”, Beyoncés “Texas Hold ’Em”, Taylor Swift og Post Malones “Fortnight” og Billie Eilish’ “Birds of a Feather”.

Mandag blev Donald Trump genindsat som USA’ præsident, og som altid blev ceremonien ledsaget af mere folkelige arrangementer. Allerede søndag var der sejrsfest med deltagelse af ikke blot den tiltrædende præsident, men også en gruppe, hvis musik han har brugt undervejs i sin valgkamp. Flere gange har man ved vælgermøder kunnet se Donald Trump vrikke på scenen til det gamle discohit ”Y.M.C.A.” med The Village People. For nogle år siden bad Victor Willis, der er en af grundlæggerne af The Village People, Trump-lejren om at holde op med at bruge deres musik, men han er for nylig vendt på en tallerken. Som B.T. har refereret, skrev Willis i december på Facebook, at han hos gruppens fans fornemmede en modstand mod at gribe ind over for Trumps brug af “Y.M.C.A.”, og at Donald Trump virkede oprigtig og så ud til at have glæde af nummeret – og derfor ville han ikke kræve, at kampagnen ændrede deres musikvalg.

Forleden gik Willis og resten af Village People skridtet videre og optrådte til Trumps “forfest” med “Y.M.C.A.”, som ikke kun er kendt for musikken, men også for den medfølgende dans, hvor man former bogstaverne Y, M, C og A med armene over hovedet. Denne koreografi blev udbredt, efter Village People i januar 1979 optrådte i musikprogrammet ”American Bandstand”, mens publikum i tv-studiet lavede bogstaver med armene. Det er i dag uklart, om tv-holdet havde instrueret publikum, eller om det bare var en idé, der spredte sig på tilhørerpladserne under tv-showet, men umiddelbart efter deres optræden sagde Victor Willis i et interview, at de formentlig ville indarbejde bogstavdansen i deres sceneshow.

Om få dage bliver Donald Trump atter indsvoret som USA’s præsident, sådan som det altid sker den 20. januar efter et amerikansk præsidentvalg. Der vil være edsaflæggelse, bøn og ikke mindst tonerne af ”Hail to the Chief”, som i mere end 200 år har været forbundet med de amerikanske præsidenter.

”Hail to the Chief” udspringer af det engelske fortællende digt ”Lady of the Lake” fra 1810, som fik melodi i 1812 og var en del af et skuespil. Allerede i 1815 blev melodien første gang brugt til at hylde en amerikansk præsident, og i 1837 blev den spillet ved indsættelsen af præsident Martin van Buren. I årene herefter blev det kutyme at bruge ”Hail to the Chief” ikke blot ved præsidentindsættelser, men også ved præsidentens ankomster helt generelt. Det var dog først i 1954, at ”Hail to the Chief” officielt blev den amerikanske præsidents hyldestmelodi.

Engang i det 20. århundrede blev sangens oprindelige digt om en skotsk høvding udskiftet med en tekst, der rent faktisk passer til det amerikanske præsidentembede. Det er dog meget sjældent, at ”Hail to the Chief” bliver fremført med tekst og ikke blot som en slags instrumental fanfare. Og fra på mandag vil den atter akkompagnere Donald Trump, når han ankommer til diverse arrangementer.