Kategori: Musiknyheder

Selvom fans af musikeren og sangeren Prince stadig begræder hans død for tre år siden, har Princes bortgang dog den fordel, at der er åbnet for masser af udgivelser med hidtil uhørt materiale og genudgivelser af de største værker i nye forklædninger. I denne uge gælder det nye, udvidede versioner af en af Princes mest kendte plader, ”1999”. Op gennem 1980’erne og 1990’erne sang mange med på ordene ”Tonight we’re gonna partly like it’s 1999”, og ved årtusindskiftet var hittet ”1999” en slags uofficiel kendingsmelodi for millennium-festlighederne. ”1999” blev dog ikke bare skabt af festlige årsager, men også ud med udgangspunkt i en bekymring, Prince havde observeret.

I 1999 fortalte han i et interview på CNN, at han sammen med andre havde set et tv-program om forventningerne til, hvordan verden kunne eller ville se ud ved årtusindskiftet, og han bemærkede, at hans venner gruede en del mere for fremtiden, end han selv gjorde. Han ville gerne indgyde håb mellem de mange bekymringer, og sangen ”1999” refererer derfor både til bomber, krig og dommedag, men også til behovet for at danse og feste, mens man stadig har chancen. Albummet ”1999” udkom i 1982, og udover titelnummeret indeholdt det blandt andet ”Little Red Corvette” og ”Delirious”. På fredag udkommer ”1999” i tre forskellige versioner, herunder en Super Deluxe Edition med ti LP’er med ikke tidligere udsendte studieindspilninger og en koncertoptagelse samt en DVD med en koncertfilm fra 1982.

Selvom ”Last Christmas” med Wham er en af de mest populære julepopsange nogensinde, kan man godt argumentere for, at den ikke rigtigt handler om julen, men blot nævner julen undervejs i en tekst om ulykkelig kærlighed. Men der bliver skruet op for julestemningen i filmen ”Last Christmas”, som har dansk premiere på torsdag, og som er en viderebearbejdning af historien fra Wham-klassikeren. George Michaels bandmakker i Wham, Andrew Ridgely, fortalte for et par år siden til The Daily Mail, at George Michael skrev sangen hjemme hos sine forældre, som de begge var på besøg hos. Mens resten af flokken så fjernsyn, var George Michael listet op på sit gamle værelse og havde sat sig ved sit keyboard, og da han en times tid senere hentede Ridgely, var han fuld af begejstring: ”Han spillede indledningen og de forførende, vemodige omkvædsakkorder til Last Christmas for mig. Det var et mirakuløst øjeblik. George havde udrettet musikalsk alkymi og omsat essensen af jul til musik”, forklarede Andrew Ridgely året efter George Michaels død.

Nu får den elskede sang fra 1984 fornyet liv gennem filmen af samme navn om Kate, der arbejder i en helårs-julebutik uden at være i julestemning i december, efter hun har været alvorligt syg – men så møder hun Tom. Emma Thompson har skrevet manuskriptet og spiller også selv en af rollerne, og danske Peter Mygind er også med i den engelske film. Soundtracket rummer naturligvis titelmelodien ”Last Christmas”, men også en perlerække af andre sange med Wham og George Michael, heriblandt “This Is How (We Want You to Get High)”, som ikke tidligere har været udgivet.

Torsdag bliver en festdag på højskoler landet over, for den danske folkehøjskolebevægelse fejrer 175 års-jubilæum. Datoen er sat ud fra åbningen af Rødding Højskole den 7. november 1844, og det bliver en dag med taler, fest og naturligvis masser af sang. For i dag er højskolerne tæt forbundet med Højskolesangbogen, men selvom højskolerne fylder 175 år, bliver Højskolesangbogen i år ”kun” 125 år. I de første 50 år med højskolebevægelse blev der udgivet en del lokale og tematiserede sangbøger, men først da man i 1890’erne etablerede en samlende højskoleforening, blev der sat gang i en fælles sangbog. Arbejdet tog udgangspunkt i tre eksisterende sangbøger fra Askov, Vallekilde og Testrup, for her kendte en stribe forstandere og lærere hinanden fra studietiden, så de havde kunnet koordinere temaer og udvekslet sangbøger mellem skolerne, hvor én havde fokus på historiske sange, en anden på fædrelandssange og folkeviser og den tredje på kristelige sange og salmer. Fusioneringen og videreførelsen af de tre sangbøger blev til samlingen med den simple titel ”Sangbog”, som senere blev til ”Folkehøjskolens Sangbog” og siden 2006 blot ”Højskolesangbogen”. Den første sang i den første højskolesangbog var ”Den signede dag”, ganske som det er tilfældet den dag i dag.

Er du en af dem, der gennem årene har drømt om at kunne skrue dig ned i et sort læder-outfit og give den gas til gamle ”Grease”-sange, så kan du overveje at tømme sparebøssen i denne uge, for sangerinden og skuespilleren Olivia Newton-John sætter gamle ejendele til salg. I begyndelsen af 1990’erne fik hun konstateret brystkræft, og for et par år siden var hun atter i behandling, og hun har været med til at etableret et behandlingscenter i hendes australske hjemby Melbourne. Auktionen skal derfor indsamle penge til Olivia Newton-John Cancer Wellness & Research Centre, og blandt de ting, hun sætter til salg, er flere ”Grease-relikvier”. Man kan få fingre det originale filmmanuskript, en guldplade, en lyserød kjole fra premiereaftenen og ikke mindst det nærmest ikoniske outfit, hun har på i den sidste del af filmen. Her forvandlede hun den pæne og dydige skolepige Sandy til en sej og sexet pendant til John Travoltas rolle Danny.

”Grease” havde på forhånd været en succes som musical på blandt andet Broadway, men til filmproduktionen blev der skrevet en stribe nye sange, og to af dem blev først komponeret, efter sangerinden Olivia Newton-John i elvte time sagde ja til sin første filmrolle. Hendes faste sangskriver John Farrar hjemme fra Australien fik til opgave at levere et par nye sange, og det resulterede i balladen ”Hopelessly Devoted To You” og det store duet-hit ”You’re the One That I Want”. Og det var netop til den sidstnævnte sang, at Olivia Newton-John iførte sig sort læderjakke og et par ubegribeligt stramme bukser. Buksernes lynlås fungerede ikke, så de skulle syes sammen, hver gang hun skulle have dem på – og derfor har de siden filmindspilningerne sidst i 1970’erne blot hængt i hendes skab. Den sorte læderjakke gjorde hun til gengæld rigt brug af i årene efter, indtil hun en dag smed den fra sig på scenen, og det gik op for hendes manager, at det ikke bare var en sort jakke, men at det var den originale jakke fra ”Grease”! Han havde i modsætning til sangerinden øje for, at denne jakke kunne være penge værd – og præcis hvor mange penge, den er værd, vil vise sig fredag og lørdag, når online-auktionshuset Julien’s Auctions har det mere end fyrre år gamle outfit under hammeren.

Uge
42 er lig med efterårsferie, løvfald, kastanjedyr og i visse sammenhænge fine
sange om årstidernes skiften, og en af de mest elskede efterårssange er ”Nu
falmer skoven trindt om land”. N.F.S. Grundtvig var i en brevveksling med
præsten Peter Rørdam i 1844 blevet bedt om at komme med et bud på en høstsalme,
men Rørdam ikke brød sig om hans første, lidt for kedsommelige udkast. Digteren
måtte derfor tilbage til skrivebordet og forfattede i stedet ”Nu falmer skoven
trindt om land” om årets gang, døden og det evige liv.

Med til historien hører
også, at Grundtvig lige var kommet ud af en af de perioder med decideret
sindssyge, som han blev ramt af flere gange i sit liv. Han fik et sammenbrud,
da han var sidst i tyverne, og mange år senere blev han atter ramt. I 1843 og
1844 gennemgik han først det, der er blevet kaldt en rablende manisk periode
efterfulgt af en dyb depression, og i tiden efter beskæftigede han sig meget
med alderdommen og ”livets efterår”. Det var netop i denne periode, han satte
ord på den tid på året, hvor fuglestemmen daler, og at på de engang bølgende
marker “ser man nu kun sorten muld og stubbene de golde”.

25
år er gået, siden verden med ”Pulp Fiction” fik en filmoplevelse, der påvirkede
både biografgængerne og hele filmbranchen. Quentin Tarantinos film havde
amerikansk premiere 14. oktober 1994, og filmens soundtrack blev også lidt af
et fænomen med sit mix af blandt andet surf-rock og gammel soul og funk. Ikke
mindst gav filmscenen, hvor John Travolta og Uma Thurman stiller op i en
twistkonkurrence på 1950’er-restauranten Jack Rabbit Slim’s, lidt af en
renæssance til den gamle ”You Never Can Tell”.

Chuck Berry skrev nummeret, der
også er kendt som ”Teenage Wedding”, mens han i begyndelsen 1960’erne afsonede
en fængselsdom. Han havde taget en blot 14-årig pige med fra Mexico til USA for
at lade hende arbejde på en natklub, og ifølge en gammel amerikansk lov er det
ikke tilladt at transportere kvinder eller piger over statsgrænser ”med henblik
på prostitution, skørlevned eller andre amoralske formål”. Det gav rock’n’roll-legenden
tyve måneder i fængsel, hvor han skrev en stribe sange, som han indspillede
efter afsoningen. Hvis man kan tale om, at ”You Never Can Tell” var ved at gå i
glemmebogen, så fik den i hvert fald en heftig revival, da ”Pulp Fiction” havde
premiere for 25 år siden.

Torsdag er der premiere på den nye spillefilm ”Valhalla”, der baserer sig på
både den nordiske mytologi og på tegnefilmen fra 1986 om vikingeguderne og de
to menneskebørn Tjalfe og Røskva. De færreste er nok klar over, at den nu så
berømte thriller-forfatter Jussi Adler-Olsen spillede en særlig rolle omkring
”Valhalla”-filmen dengang i 80’erne. Jussi Adler-Olsen drev i 1970’erne et
tegneserieantikvariat i København, hvor han lærte blandt andre tegneren Peter
Madsen og forlagsredaktøren Henning Kure fra ”Valhalla”-tegneserieprojektet at
kende.

Da idéen om at videreføre tegneserien som biograffilm begyndte at tage
form i starten af 1980’erne, blev Jussi Adler-Olsen, der også havde erfaringer
som musiker og komponist, bedt om at skrive musik til en testfilm, der skulle
vise, hvordan en biograffilm kunne tage sig ud og hjælpe med at skaffe penge
til det ambitiøse filmprojekt. Han arbejdede længe med at skabe filmmusik og
lydunivers, undervejs også sammen med musikeren Bent Hesselman, men i sidste
ende blev det den erfarne engelske filmkomponist Ron Goodwin, der blev
ansvarlig for musikken til ”Valhalla”-tegnefilmen. Flere af Jussi Adler-Olsen
og Bent Hesselmans idéer var dog så vellykkede, at Goodwin inkorporerede dem i
sine egne værker, og derfor endte de to danskere med alligevel også at stå på
plakaten, da ”Valhalla” fik premiere i 1986. Filmen blev en stor succes, men
Jussi Adler-Olsen var ikke tilfreds med filmen:
– Man havde snakket om
Valhalla i fire år, og det skal man ikke. Det svarer til at sige: ‘Nu skal du
høre, hvad du får i julegave, du bliver simpelthen så glad.’ Forventningerne
stiger og stiger, og når man omsider får julegaven, så er den o.k. Men ikke
mere end det, fortæller han i biografien ”Jussi”.

Når
instruktøren Fenar Ahmads filmatisering af ”Valhalla”-historierne har
biografpremiere torsdag, er det hverken Jussi Adler-Olsen eller Ron Goodwin,
der er ansvarlige for musikken. Til gengæld kan man på et netop udkommet CD høre
ikke blot den oprindelige tegnefilmsmusik, men også for første gang Jussi Adler-Olsens
værker til testfilmen, som aldrig tidligere har været kendt i offentligheden.

At
begivenhederne sidst i 1960’erne fik stor betydning for især populærkulturen i
mange år fremover, bliver man i øjeblikket mindet om, når det ene 50
års-jubilæum efter det andet skal markeres. På lørdag er turen kommet til et af
de helt store tv-fænomener, ”Monty Python’s Flying Circus”. Den 5. oktober 1969
løb første afsnit af det revolutionerende og nærmest absurde BBC-sketchshow
over skærmen i Storbritannien, og tv-underholdning var for altid forandret.
Dermed er det også 50 år siden, et ellers hæderkronet stykke musik blev kapret
og sat ind i en helt ny sammenhæng, for programmernes temamusik blev så afgjort
ikke skrevet til Monty Python-gruppen. Den muntre march-musik i starten og
slutningen af ”Monty Python’s Flying Circus” stammer fra 1893 og er en
amerikansk militærmarch kaldet ”The Liberty Bell”. Ingen af medlemmerne i
komikergruppen kendte på forhånd komponisten John Philip Sousas march, men da
de af BBC’s folk blev præsenteret for flere mulige intromelodier, var de
hurtigt enige om, at det var ”The Liberty Bell”, de havde brug for til deres
nye show. At værket kunne bruges uden udgifter til rettighedshavere har sikkert
også trukket op i regnestykket.

Terry
Jones forklarede i et interview med The Telegraph for ti år siden, at grunden,
til at de faldt for denne march, nok var, at den på én gang er både munter og
pompøs – og fordi den nærmest bare ventede på, at man skulle lave sjov med den
og ”afmontere” den. Så det gjorde de. ”The Liberty Bell” havde ellers været
brugt jævnligt i højtidelige sammenhænge i Storbritannien, blandt andet ved
kongefamilien i Buckingham Palace, men det ændrede sig, efter folk pludselig
kun kunne forbinde den med gakket og anarkistisk tv-humor. I USA, hvor Monty
Python ellers også har været meget populære, er sagen dog en anden. Her bruges
den 126 år gamle militærmarch fortsat ved vigtige anledninger, blandt andet ved
fem af de seneste syv præsidentindsættelser inklusive George W. Bush, Barack
Obama og Donald Trump.