Kategori: Musiknyheder

For et halvt århundrede siden sad det meste af verden med tilbageholdt åndedræt, indtil et menneske natten til den 21. juli 1969 dansk tid for første gang satte sin fod på Månen. Den amerikanske astronaut Neil Armstrong trådte ud af Apollo 11-missionens landingsfartøj The Eagle og proklamerede, at dette var ”et lille skridt for et menneske, et kæmpespring for menneskeheden”. Den første bemandede månelanding påvirkede hele samtiden og gav naturligvis også inspiration til sange, der i mere eller mindre tydelig grad handlede om menneskets erobring af rummet. En af de bedst kendte er David Bowies sang om astronauten Major Tom, ”Space Oddity”, som blev udgivet ni dage, før Apollo 11 blev opsendt, og som derfor blev nært forbundet til hele projektet. Elton Johns astronautsang ”Rocket Man” hører til i samme kategori, men det var en lidt ældre sang, der blev NASA-holdets egen månelandingsmelodi.

Med sig på turen ud i rummet havde astronauterne Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins blandt andet et kassettebånd med måne-relateret musik som ”Moonlight Serenade”, ”Going Back to Houston” og ikke mindst ”Fly Me To the Moon”, som blev den første sang afspillet på Månen. ”Fly Me To the Moon” er fra 1954 og blev udgivet som ”In Other Words” af cabaretsangerinden Felicia Sanders. Flere andre kunstnere tog sangen op, inden Frank Sinatra og Count Basies orkester med Quincy Jones som dirigent i 1964 lancerede det, der i dag er kendt som den definitive version af ”Fly Me To the Moon”. Og det var denne udgave, astronauterne lyttede til undervejs på turen fra Jorden til Månen, og da Buzz Aldrin tog den med ud af landingsfartøjet i en lille båndoptager, gjorde han den til den første sang på Månen. Sangen blev også på Jorden forbundet med den store menneskelige og tekniske bedrift, amerikanerne gennemførte i 1969, og da Neil Armstrong i 2012 gik bort, fremførte jazzsangerinden Diana Krall ved en mindeceremoni ”Fly Me To the Moon” til ære for den mand, som for 50 år siden blev det første menneske på Månen.

Det var ikke bare en stor musiker, men
nærmest en genre-fadder, der gik bort i weekenden, da brasilianske João
Gilberto døde i en alder af 88 år. Gilberto var fra 1950’erne en af de primære
kræfter bag den særlige brasilianske blanding af samba og jazz, som kom til at
gå under betegnelsen bossanova. Gilberto gjorde også genrens bedst kendte sang,
”The Girl From Ipanema”, verdenskendt, men det var hans gode ven Antonio Carlos
Jobim, der skrev sangen sammen med tekstforfatteren Vinícius de Moraes. På en
bar i Rio de Janeiro betragtede de ofte den 17-årige Helo Pinheiro gå forbi, og
hendes udstråling inspirerede Jobim og Moraes til ”Garota de Ipanema”, som
sangen hedder i den originale portugisiske version.

”The Girl From Ipanema”
blev et stort hit, da João Gilberto og Stan Getz indspillede den i 1963 med
Gilbertos hustru Astrud Gilberto som sangerinde, og interessen for sangen kom
til at ændre hele området omkring Ipanema-stranden, blandt andet på grund af
turistinteressen for Ipanema i kølvandet på bossanova-succesen. Selv gaden,
hvor de to sangskrivere sad og beundrede den unge skønhed, er i dag omdøbt til
Rua Vinícius de Moraes.

Torsdag spiller John
Fogerty fra Creedence Clearwater Revival i Royal Arena i København som en del
af turnéen ”My 50 Year Trip”, hvilket egentlig er et misvisende navn, for det
er 60 år siden, han dannede sit først band, og det er 52 år siden, Creedence
Clearwater Revival debuterede – men det er rigtigt nok 50 år siden, bandet for
alvor tog verden med storm med hele tre populære LP’er i 1969. John Fogerty spillede
i mange år med sin bror Tom og et par ungdomsvenner, først som The Blue Velvets
og senere under navnet Golliwogs.

Efter en pause med blandt andet værnepligt
fandt de sammen igen og skulle have et nyt navn. Tom Fogerty havde gennem en
ven hørt om en fyr med det specielle navn Credence Nuball, som han mente kunne
bruges til noget. John kom med ordet Clearwater med henvisning til en
ølreklame, der fremhævede det rene vand på bryggeriet, og så tilføjede de
Revival for at skabe gejst omkring bandets gendannelse. I bogen ”An American
Son” fortæller John Fogerty, at de skulle udveksle idéer til et nyt bandnavn med
pladeselskabsmanden Saul Zaentz, og at de i nervøsitet opfordrede ham til at
afsløre sine forslag først. Zaentz insisterede dog på, at musikerne selv indledte
med deres bedste bud, og da de sagde ”Creedence Clearwater Revival”, svarede
han: ”Jeg har lige revet min liste i stykker”.

Bandet fik således det
mærkværdigt sammensatte navn Creedence Clearwater Revival, og i de følgende år
fik de stor succes med John Fogertys sange så som ”Proud Mary”, ”Have You Ever
Seen the Rain”, ”Down On the Corner” og ”Bad Moon Rising”.

Det
er 40 år siden, musikerne John Guldberg og Tim Stahl fandt sammen og dannede
bandet Laid Back, og jubilæet fejrer de i år med et nyt album og en stribe
sommerkoncerter. En af dem finder sted onsdag eftermiddag på åbningsdagen for årets
Nibe Festival, hvor må forventes at diske op med numre som ”Bakerman”, ”White
Horse” og ”High Society Girl”, og uanset hvordan vejret bliver, vil publikum
formentlig også kræve at høre deres største hit, ”Sunshine Reggae”.

Idéen til
den lidt eksotiske sommersang opstod, da John Guldberg og hans kone var på
bryllupsrejse på Sankt Thomas i De Vestindiske Øer, hvor der var karneval og optog
med steeldrums og dans, som pludselig blev afløst af fællessang – og det skifte
og den samlede livsglæde satte idéerne i gang hos Guldberg. Hjemme i Danmark
blev en ny melodi nærmest jammet frem af de to musikere på en solrig lørdag i
1981, og teksten blev sat sammen af blandt andet klistermærker og postkort, der
hang på musikernes toilet: ”Gimme gimme”. ”Good vibes”, ”Take it easy” og så
videre. De to musikere måtte ud og låne en steeldrum, og da legetøjsharmonikaen
i introen kun havde fire toner, måtte de også have fat i en rigtig harmonika,
da resten af nummeret skulle indspilles. Men Guldberg og Stahl stod for det
meste på egen hånd, og det havde sine fordele, at pladeselskabet ikke blandede
sig:
– Selskabet koncentrerede sig bl.a. om ’High Society Girl’, så den
blev totalt ødelagt med masser af firserkrom og hitklang. Ingen troede rigtig
på ’Sunshine Reggae’, så vores oprindelige indspilning blev bevaret. Derfor fik
den sin tidløse charme. Når vi har lavet vores bedste ting, er det, når vi har
været mest ubevidste og mindst spekulative, fortalte John Guldberg for ti
år siden til bladet Koda/DK.

Ud over Laid Back kan man på årets Nibe Festival
opleve navne som Westlife, Mø, L.O.C., The Minds of 99 og Benal.

I
denne uge er der dansk premiere på det, man kan kalde det en Beatles-film uden
The Beatles. Jack Malik er ved at opgive drømmen om at slå igennem som musiker,
da han kommer ud for et trafikuheld, og efter han er vågnet op igen, opdager
han, at han er den eneste i verden, der kender The Beatles og ikke mindst Beatles’
musik, og med deres sange tager hans karriere fart. Filmen hedder ”Yesterday”,
og mange kender nok historien om, hvordan melodien kom til Paul McCartney i en
drøm – men faktisk kæmpede McCartney ligesom filmens hovedperson med, hvad der
var drøm, og hvad der var virkelighed. Han troede nemlig, at det var en
allerede kendt sang, der var dukket op i hans underbevidsthed, så gennem en
måneds tid spillede han melodien for gud og hver mand, men ingen kunne afsløre,
at han ubevidst skulle have stjålet den fra andre.

Torsdag er der premiere på
filmen ”Yesterday”, der er skrevet af Richard Curtis, som også har stået bag
film som ”Fire bryllupper og en begravelse” og ”Love Actually”.

En
af de mest kendte overleveringer om livet i Danmark under 2. verdenskrig
handler om Hvidstensgruppen og henrettelsen af otte af gruppens medlemmer den
29. juni 1944. Hvidstengruppens bedrifter er levet videre på forskellige måder,
blandt andet i Lars Lilholts sang ”Hvidsten Kro” fra 1994, som fik fornyet
opmærksomhed i forbindelse med filmen ”Hvidsten Gruppen” i 2012. Dengang
fortalte Lars Lilholt til NORDJYSKE, at han som 10-årig hørte om
Hvidstengruppen for første gang. På vej hjem fra Randers til Aalborg efter en
fodboldkamp gjorde hans far stop på Hvidsten Kro, hvor han efter en gang
æggekage og en Valash-sodavand fortalte om den ældre dame, Gudrun Fiil, som
stadig drev kroen, sådan som hun havde gjort sammen med sin mand Marius under
krigen. Historien om Marius Fiil og de andre gjorde stort indtryk på den
10-årige Lars, og da han cirka 30 år senere skrev sin sang om modstandsfolkene
fra Hvidsten, konsulterede han Fiil-parrets datter Gerda for at sikre sig, at
de historiske oplysninger i sangen var korrekte.

På lørdag er det 75 år siden,
otte af Hvidstengruppens medlemmer blev henrettet, og den dag åbner Museum
Østjylland i Randers udstillingen ”Modstand” om både Hvidstengruppen og
modstandsgrupper i resten af landet. Ved åbningen fremfører sanger og
skuespiller Niels Skousen også sin sang ”Ryvangen”, som handler om området i
Hellerup nord for København, hvor besættelsesmagten henrettede modstandsfolk,
og hvor der i dag er mindelund for de faldne.

På søndag samles vi omkring sankthansbålene midsommerfejring,
båltaler og fællessang. Det næsten ufravigelige sangvalg er Holger Drachmanns
tekst ”Vi elsker vort land” fra 1885, som oprindeligt indgik i eventyrspillet
”Der var engang” med melodi af P. E. Lange-Müller. Med tiden blev den kendt som
”Midsommervisen”, og når mange gennem årene har kæmpet med at lære melodien til
denne vise, skyldes det, at den netop er skrevet til en professionel tenor og
et teaterkor, som bedre kunne håndtere de komplicerede tonespring og
taktændringer mellem 9/8-takt, 3/4-takt og 2/4-takt. Den slags er en stor
mundfuld for menigmand, og det var årsagen til at DR-journalisten Kirsten
Jacobsen i 1980 foreslog, at de noget mere folkelige musikere i Shu-bi-dua
skulle skrive en ny melodi til Drachmanns velkendte ord.

Shu-bi-dua havde ofte skrevet en ny tekst til
en eksisterende melodi, men aldrig omvendt, så opgaven var uvant, men ikke
umulig. Forsanger Michael Bundesen fortæller i selvbiografien ”Alting har en
ende”, at guitarist Michael Hardinger fremtryllede den nye melodi på noget, der
lignede et kvarter. De ændrede ”gravhøje” til ”gravhunde” og skilte sig af med
det oprindelige fjerde vers om, at ”Vi elsker vort land, og vi hilser den drot,
som har prøvet og valgt sig den rette fyrstinde”, da det henviser specifikt til
handlingen i eventyrspillet ”Der var engang” – og så var ”Midsommervisen”
blevet til ”Midsommersangen”. Melodien vandt manges hjerter og blev populær ved
sankthansbålene, men ”Midsommersangen” blev på sin vis også en pinlig affære
for Shu-bi-dua. Sankthansaften i 1980 skulle bandet optræde i tv, og for en
sjælden gangs skyld var det ikke live, men playback. Trommeslager Bosse Hall
Christensen havde i stigende grad svært ved at passe sine pligter i bandet på
grund af alkoholproblemer, og det blev meget synligt den aften, fortæller
Michael Bundesen i sin selvbiografi: ”Det var tydeligt, da kameraet panorerede
over til Bosse under Midsommersangen. For i præcis det øjeblik fløj Bosses ene
trommestik ud af hans højre hånd og ramte gulvet. Han var tvunget til at bøje
sig ned og samle trommestikken op, men trommerne og sangen fortsatte”.
Playback-modellen var afsløret med al tydelighed, og Bundesen måtte om og om
igen kommentere det lille udfald i pressen. Men ”Midsommersangen” blev stående
som en nyklassiker ved de danske sankthans-arrangementer.

Det
er svært at sætte en bestemt dato på, men i denne tid er der grund til at
markere 50-året for grundlæggelsen af Gasolin’. I 1969 havnede Kim Larsen i et
øvelokale sammen med bassisten Wili Jønsson og guitaristen Franz Beckerlee, og ifølge
bogen ”Gasolin’ – Masser af succes” har Beckerlee senere sammenlignet det med
at smide en brændende tændstik i en krudttønde. Men de manglede en trommeslager,
så Beckerlee ringede til jazzmusikeren Arne Würgler for at høre, om han kendte
en. ”Jo, der står en her og er ved at male min reol, han hedder Bjørn Uglebjerg”,
svarede Würgler i den anden ende af telefonen. Uglebjerg kom med på holdet, men
blev senere erstattet af Søren Berlev – og Kim Larsen fortæller selv i bogen ”Mine
unge år”, at det ikke var selvskrevet, at han skulle være forsanger, blandt
andet fordi Jønssons kæreste Kathrine Jensenius i en periode havde set sig lun
på den plads. Men hen over sommeren 1969 begyndte bandet at finde sin form, og
50-året markeres på forskellig vis i år. Paul-Jørgens Budtz’ klassiske bog
“Gasolin” fra 1976 er netop blevet genudgivet, og til september åbner
en særudstilling om bandet på musikmuseet Ragnarock i Roskilde.