Musikbrevkassen.dk

Hej
Tor

Jeg
har engang set at du hjælp læsere med at finde udenlandske versioner af danske
sange. Nu prøver jeg. Du kender nok “Det bliver aldrig som det var i gamle
dage” med Peter Belli. Jeg er blevet nysgerrig efter om det er en af dem,
der bare har fået dansk tekst, for jeg kan se at komponisten hedder
Sewerinsson, så jeg har på fornemmelsen. Hvad siger du?

Mvh.
”Samleren”

Hej
”Samler”

I
Dansktoppens storhedstid sidst i 1960’erne og 1970’erne blev mange svenske
sange fordansket og indspillet på ny, og komponisten Lars Sewerinsson var da
også svensk – men netop denne sang var oprindeligt et samarbejde med norske
Rune Larsen, der skrev den oprindelige tekst og indspillede “Det blir
aldri som det var i gamle dager”. Teksten blev oversat af Claus Lyne og
indspillet af Peter Belli.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Siden
1971 har man på pladeomslag, i sangbøger og opslagsværker kunnet læse, at det
var John Lennon, der skrev ”Imagine”, men det skal der nu ændres en smule på. I
sidste uge gav den amerikanske musikorganisation NMPA sin Centennial Song
Award, dvs. en pris for århundredets sang, til ”Imagine”, og Billboard.com
fortæller, hvordan organisationen ved samme lejlighed afslørede, at Lennons
enke Yoko Onos navn skal stå ved siden af John Lennons, når det handler om
rettighederne til sangen. Lennon fortalte selv i et BBC-interview i 1980, at de
burde dele æren for ”Imagine”, fordi han havde taget idéen til sangen fra
brudstykker af sin hustrus bog ”Grapefruit”, der er et af hendes kendte
kunstværker.

”Dengang var jeg noget mere egoistisk, noget mere macho, og på en
måde udelod jeg at nævne hendes bidrag. Men det var taget direkte fra
Grapefruit, hendes bog. Der er bunker af ’Imagine this’ og ’Imagine that’”,
forklarede John Lennon i interviewet, som nu er ved at omskrive et lille hjørne
af musikhistorien.

Hver
generation har sine musikalske mesterværker, og for mange fans af 1990’ernes indierock
tæller Radiohead-albummet ”OK Computer” fra 1997 som et af de helt store.
Bandet blev dannet på en musikskole midt i 1980’erne og forsøgte sig med flere bandnavne,
før de besluttede sig for On A Friday, fordi de altid øvede om fredagen.
Tingene tog så småt fart, men på et tidspunkt gik det op for både bandet og
deres nye pladeselskab, at ingen af dem for alvor kunne lide navnet On A Friday.
Så før de for alvor skulle begive sig ud i pladeudgivelser og større
ambitioner, valgte de at skifte navn til Radiohead, opkaldt efter et nummer med
Talking Heads.

I årene herefter fulgte succes med sange som ”Creep” og ”My Iron
Lung”, før de i 1997 udsendte ”OK Computer”, kendt for blandt andet ”Karma
Police” og ”Paranoid Android”. Radiohead, som for nylig spillede på
Aarhus-festivalen Northside, markerer nu 20-året for det store album med den
udvidede genudgivelse ”OKONOTOK” med de gamle sange, en stribe B-sider og tre
numre, der aldrig tidligere har været udgivet. ”OKNOTOK” udkommer på fredag.

Hej Tor

Jeg har på Facebook set nogen dele en meget fin video fra America Got Talent med en lille pige og hendes bugtalerdukke. Hun får den til at synge Summertime og vinder osv. men under fejringen bliver der spillet en anden sang. Og det er DEN jeg prøver at finde frem til. Hvad siger du?

Kh Alice

Hej Alice

Jeg har fundet klippet med den bare 12-årige Darci Lynne, som synger fantastisk, og endda er i stand til at gøre det med lukket mund og en kanindukke som stjerne. Da hun bliver sendt direkte videre til talentshowets finaleudsendelser, hører man dele af ”Somewhere Only We Know”. Sangen var i 2004 et hit for gruppen Keane, men den meget afdæmpede version, der bruges i ”America’s Got Talent” er den, Lily Allen udgav i 2013.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

I denne tid er det 50-året for ”The Summer of Love”, hvor flowerpower-bevægelsen, det spirende ungdomsoprør og masser af store musikudgivelser satte et markant aftryk på verden. En af de store begivenheder dengang var Monterey Pop Festival i Californien, som – allerede to år før Woodstock – blev den første store amerikanske rockfestival.

En aften hos Mama Cass fra The Mamas & the Papas, hvor også bandkollegerne John og Michelle Phillips samt Paul McCartney og multikunstneren Lou Adler var til stede, gik snakken på, hvorfor jazzmusik var mere kunstnerisk velanset end den dengang stadig unge rockmusik, og ud på natten opstod idéen om en festival over flere dage med masser af musik og fokus på velgørenhed. Det hele blev arrangeret på seks uger, og fra den 16. til den 18. juni 1967 kunne man på én og samme festival opleve blandt andre Simon & Garfunkel, Janis Joplin, The Who, Grateful Dead og Jimi Hendrix, som endda blev så inspireret af Monterey Pop Festival, at han under festivalen skrev ”Little Wing” om den gode stemning.

I den kommende weekend markeres 50-året for rockfestivalernes moder med et line-up, der måske ikke matcher 1967-plakaten, men dog byder på blandt andre Norah Jones og Father John Misty samt Eric Burdon & The Animals, der også optrådte samme sted for 50 år siden.

Når børn af popstjerner selv forsøger sig i musikbranchen, får mange af dem ikke meget mere opmærksomhed end den, der udspringer af fars eller mors efternavn, men der er også eksempler som Rasmus Seebach, Shaka Loveless og Xander, der som sønner af henholdsvis Tommy Seebach, James Loveless og Anne Linnet har fået hul igennem til et stort publikum. I den forgangne uge sprang endnu en af poppens sønner for alvor ud: Hugo Helmig er søn af Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen, og han er født i sommeren 1998, hvor Helmig Senior arbejdede på pladen ”Dream”. Dengang gav den nybagte far et råd videre i musikmagasinet Gaffa om, at musikere bør satse på originalitet frem for at efterligne andre.
– Der er kun ét Aqua. Der er kun ét Rolling Stones, og der er kun én mig. Der er ikke nogen, der kan gøre det bedre end originalerne, og derfor skal man søge at finde sit eget særpræg og udtryk, sagde han i et interview ved udgivelsen af ”Dream” i 1999.

Man må formode, at han også har givet disse råd til sønnike, som har taget tilløb i nogle år, inden hans første single ”Please Don’t Lie” udkom i fredags.

Hej
Tor

Jeg
er kommet i gang med de nye afsnit af Twin Peaks og kan snakke længe om hvor
både skørt og interessant det er. Men når jeg skriver til dig nu, så er det
fordi der til allersidst i afsnit to er et band, der spiller en helt utrolig
sang. Flere gange synger de ”for the last time”. Den vil jeg virkelig gerne høre
i fuld længde.

Mvh
Caroline

Hej
Caroline

Bandet
i baren ved afslutningen af andet afsnit er amerikanske Chromatics. Deres musik
er flere gange blevet brugt i tv-serier og i Nicolas Winding Refns film ”Drive”,
og nu er deres lidt mystiske elektropop også med i ”Twin Peaks”. Nummeret
hedder ”Shadow” og udkom i 2015.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

To
erfarne musikere, der har kendt hinanden siden 1970’erne, skrevet sange sammen
i årevis og turneret verden rundt, har fundet en ny måde at udforske det gode
samspil. Christine McVie og Lindsey Buckingham har været med i Fleetwood Mac i
nogle af gruppens mest succesfulde perioder, men fremover skal de også ses som
en stærk duo. Efter nogle års fravær sluttede Christine McVie sig for tre år
siden atter til Fleetwood Mac, og i forbindelse med en turné begyndte hun igen
at skrive nye sange sammen med sanger og guitarist Lindsey Buckingham. Denne
gang opstod der dog en fælles forståelse af, at de nye sange egnede sig mere
som duetter end som almindeligt Fleetwood Mac-materiale, og derfra tog det nye
projekt fart.

De har dog ikke givet helt slip på Fleetwood Mac-familien, for
deres bandkolleger Mick Fleetwood og John McVie spiller med på flere af numrene
på det album, som den helt nye, men alligevel meget erfarne duo udsender på
fredag. Titlen er den lidt uopfindsomme, men ganske retvisende ”Lindsey
Buckingham/Christine McVie”.