Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Lad mig bo i dine arme…

Hej

Jeg har en del af en sang, hvor der synges: Lad mig bo
i dine arme, lad mig ligge her og varme mig. Hvad hedder sangen, som jeg tror
er med Mikael Falck.

Venlig hilsen Inge Gudum

Hej Inge

Jeg beklager
den lange svartid, men jeg har måttet lide den tort at have din melodilinje
kørende i hovedet et stykke tid uden at kunne komme i tanke om, hvilken sang,
den hørte til. For jeg kunne også høre Michael Falchs stemme for mit indre øre,
men jeg kunne ikke opspore den tilhørende sang – indtil det pludselig slog mig,
at det var et af numrene fra den periode, hvor Michael Falch og hans
ungdomsvenner gendannede bandet Malurt og blandt udgav pladen
“Ghetto” i 1993. Herfra stammer nummeret “Hjerte af is”,
som du leder efter (hør den på dr.dk – klik på “Hør”).

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Sting mindes terrorofre


lørdag er det et år siden, Paris blev ramt af en stribe terroranslag, som kostede
130 mennesker livet, heraf 89 på spillestedet Bataclan. Aftenen før årsdagen
genåbner Bataclan med en koncert med Sting, og det er ikke første gang, Sting
giver koncert i skyggen af terror. I 2001 havde han gennem længere tid
forberedt en intimkoncert i sin bolig i Italien, som skulle udgives som
livealbum og dokumenteres på film. Men eftersom koncerten var planlagt til at
finde sted om aftenen den 11. september, blev hele seancen farvet af dagens store
terrorangreb i USA, og både koncerten og live-CD’en ”All This Time” blev dedikeret
til terrorofrene. Overskuddet fra fredagens koncert på Bataclan vil gå til to
organisationer, der hjælper ofre og efterladte efter Paris-angrebet sidste år,
og for Sting er der to vigtige aspekter ved genåbningen:

”Først og fremmest at mindes
og ære dem, der mistede livet i angrebet for et år siden, og dernæst at fejre
livet og musikken, som dette historiske spillested repræsenterer”.

Kategorier
Musiknyheder

60 år med (mange) Elvis-film

Elvis
Presley var indiskutabelt en stor sanger og rockstjerne, men eftermælet som
filmskuespiller er noget mere blandet. Flere har kritiseret, at filmselskaberne
udnyttede Presleys popularitet i film af alt for svingende kvalitet. Alene i
løbet af de første ti år spillede han med i hele 22 film. Den allerførste var ”Love
Me Tender”, som egentlig skulle have heddet ”Reno Brothers”, men da sangen fra
filmen allerede var et stort hit før premieren, blev titlen ændret for at profitere
på ”Love Me Tender”.

Selve sangen var bygget over ”Aura Lee” fra midten af
1800-tallet, som Ken Darby satte ny tekst til. Elvis Presleys kontrakt sikrede
ham en stor del af rettighederne, selvom han reelt ikke var involveret i sangskriverarbejdet,
og historien fortæller, at når Ken Darby lagde resten af rettighederne i sin
kones navn, var det som en slags kommentar til det regnestykke – for hun havde skrevet
præcis lige så meget af sangen, som Elvis Presley havde.

Den 15. november er
det 60 år, siden den amerikanske ungdom valfartede til biograferne for at
opleve Elvis Presley i debutfilmen ”Love Me Tender” – men der gik næsten to år,
før filmen fik premiere i Danmark.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sang fra Barnaby

Hej Tor Bagger

Dejlig brevkasse. I begyndelsen af afsnit 32 af Barnaby
på DR1: Sin of commision. Melodien/sangen der spilles ca. 2 min inde hvor en
dame kommer kørende i sportsvogn – har ordene i sangen som er: ”Why should all
my love just turn away? Pretending it’s not needed in
my life And why is love a game even if I show”. Har søgt en del og nu er det blevet en ørehænger, som
jeg håber du kan hjælpe med.

Bedste hilsner

Lars M. Bentzen

Hej Lars

Jeg har lyttet til Barnaby-musikken, undersøgt rulleteksterne og søgt i
flere forskellige retninger, men svaret må være, at det er et stykke musik, der
er skabt netop til dette afsnit. Normalt ville det også indgå i rulleteksterne,
hvilke musikstykker der er anvendt, men her fortæller optegnelserne blot, at én
person har skrevet musik, dvs. underlægnings- og stemningsmusik, og en anden
har stået for “Additional music”, dvs. supplerende musikstykker som
eksempelvis det, der høres i bilradioen i den indledende scene. Årsagen til at
vælge en løsning som denne er formentlig, at produktionsselskabet bliver fri
for at søge om ret til samt betale for brugen af andres musik. Men det betyder
så også, at den lille musikstump, du har forelsket dig i, næppe findes i en
fuld version, der er udgivet nogen steder, desværre.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Alice Cooper for president!

Om en uges tid skal amerikanerne afgøre, hvem der skal være USA’s næste
præsident, og selvom fokus er på Hillary Clinton og Donald Trump, så er der
også andre, der har budt sig til for at indtage landets højeste embede. En af
dem er den 68-årige rockveteran Alice Cooper, som fører sin egen lille kampagne
under sloganet ”En besværet mand til en besværlig tid”.

Han har tidligere i år annonceret
sit valgprogram, som blandt andet handler om at genindsætte Brian Johnson som
forsanger i AC/DC, få komikeren Groucho Marx på 50 dollars-sedlerne, forbyde
selfie-billeder og ikke mindst få den afdøde Mötorhead-forsanger Lemmys
kontrafej op ved siden af de fire gamle præsidenter i den store Mount Rushmore-klippeskulptur.
Det mest musikalske ved Alice Coopers kampagne er, at den også har bragt hans
gamle hit ”Elected” (Valgt, red.) fra 1972 frem i lyset igen.

Kategorier
Musiknyheder

Jursassic Park med liveorkester

Trenden med
at kombinere filmfremvisning med live-opførelse af musikken bliver i morgen
løftet et skridt videre af et selskab, der tidligere har skabt sådanne
totaloplevelser med blandt andet filmene ”Tilbage til fremtiden” og ”E.T.”.
Denne gang er det en banebrydende film med en storladen lydside, der tages
under behandling, for på torsdag er der premiere på ”Jurassic Park in Concert”. Steven
Spielberg-filmen ”Jurassic Park” fra 1993 vises i HD i en koncertsal, hvor et
symfoniorkester spiller det Oscar-nominerede soundtrack af John Williams, man
almindeligvis ville kunne høre som en del af filmen. De første shows er i Royal
Albert Hall i London, hvorefter turnéen går til blandt andet Nashville,
Stuttgart og Lucerne.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Hr. Skæg, Bowie og Beatles

Hej
Tor

Du
er jo så sej til musik! Kan du hjælpe mig og min gemal med hvilken kunstner
denne Hr. Skæg-sang er inspireret af? Den hedder ”Hr. Skægs store drøm” fra
albummet ”Hr. Skægs store drømme”. Jeg selv er inde på noget David Bowie? Det
er mest omkvædets lyd, men jeg vil sige, at du ikke er i tvivl når det kommer,
det jeg hentyder til. Der er sådan en helt særlig tromme-rundgang og også andre
elementer der minder mig om noget. Håber du kan hjælpe!

Anne
Kirstine Nielsen

Hej!

Det
har faktisk været et meget sjovt stykke musikarkæologi, du har sendt mig ud på
her, så nu kommer der en længere smøre, for du har ret i, at det lyder som
noget, man har hørt før – men det er ikke planket et enkelt sted fra. Jeg kan
godt forstå, at dine tanker ledes hen på David Bowie, særligt i indledningen, som
minder om nogle af David Bowies tidlige ting. Og uden at det er kopieret fra en
enkelt sang, kan f.eks. “Oh! You Pretty Things” og “All the
Young Dudes”
afsløre en smule slægtskab. Men efterhånden som Hr. Skæg og
hans band bevæger sig gennem sangen, synes jeg, at Bowie-referencerne fortoner
sig til fordel for en klar inspiration fra de sene Beatles-år – og indledningen
har også et lille ekko af “Across the Universe”. Guitaren efter 1:43
har George Harrison-lyd a la “Something”, dine omtalte
trommesekvenser er helt i Ringo Starrs spillestil fra f.eks. “Carry That
Weight”, “Octopus’ Garden” og “Hey Jude”. Men sjovt er
nok er den Beatles-sang, jeg synes Hr. Skæg læner sig mest op ad, et nummer,
der først blev lanceret i midten af 1990’erne, nemlig “Real Love”, en
John Lennon-demo, som blev færdiggjort af de tre øvrige medlemmer i forbindelse
med “Anthology”-albumserien. Ligheden skyldes måske, at “Real
Love” ligesom “Hr. Skægs store drøm” kombinerer en tydelig sen-60’er-inspiration
med en mere moderne produktionslyd. Jeg håber, du kan følge mig.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Halloweens hyggelige uhygge-hit

Der
er efterhånden ikke længere tvivl om, at den amerikanske Halloween-tradition
har fået godt fat herhjemme med græskarlygter, kostumer og uhyggelige
udsmykninger. Til enhver festlig højtid hører også passende musik, og
hitlisternes mest kendte Halloween-klassiker er ”Monster Mash” fra 1962.
Entertaineren Bobby Pickett havde i en periode optrådt med en parodi på Boris
Karloff, der spillede Frankensteins monster i de oprindelige film, og sammen
med sin pianist fik han idéen til at lave en egentlig Halloween-sang om et
monster, der starter en danse-dille.

Egentlig skulle den have heddet ”Monster
Twist”, men fordi twist-bølgen var ved at ebbe ud, valgte de at lukrere på en
anden danse-dille kaldet mashed potato. ”Monster Mashed Potato” blev forkortet
til ”Monster Mash”, og et af musikhistoriens største ”spøg og skæmt-hits” var
skabt. Man kan lytte og danse med via musikbrevkassen.dk – eller selv prøve sig
frem, når det på mandag er den rigtige Halloween-dag.