Musikbrevkassen.dk

Det er ikke mange tv- eller radioprogrammer, der
får lov til at overleve årti efter årti, men torsdag fylder det mest sejlivede
underholdningsprogram i radioen intet mindre end 70 år. I 1946 gik den første
udgave af ”Lytternes
ønskeprogram på grammofon” i luften som et af de indsamlingsinitiativer,
organisationen Red Barnet satte i gang i årene efter 2. verdenskrig, men da
Otto Leisner blev vært fem år senere skiftede udsendelsen navn til ”Giro 413”.

Søndag
den 13. oktober 1946 bød Karl Bjarnhof velkommen til det allerførste program,
som blev indledt med ”Prins Jørgens March”. Dette værk fra starten af
1700-tallet var særdeles velkendt blandt danskerne på det tidspunkt, for
marchen til den ære for danske prins, der blev prinsgemal hos den engelske
dronning Anne, blev under krigen brugt som indledning, når BBC sendte nyheder
til danskerne på kortbølgeradio. Blandt de øvrige ønsker i programdebuten i
1946 var Carl Nielsens ”Underlige aftenlufte” og et uddrag af operetten ”Den
glade enke”.

Blandt den kommende uges
biografpremierer herhjemme er en musikdokumentar, som er længe imødeset af mange
Oasis-fans. Oasis var det helt store band i 1990’ernes britpop-genre, og
filmens titel ”Oasis: Supersonic” refererer til gruppens debutsingle i 1994.
Gruppen var egentlig i gang med at indspille ”Bring It On Down”, som var udset
til at skulle være deres første single, da Noel Gallagher forlod studiet for ti
minutter senere at komme tilbage og proklamere, at han havde skrevet en ny sang
– og meget hurtigt stod det klart, at ”Supersonic” i stedet skulle være
gruppens første udspil.

Senere fulgte store hits som ”Whatever”, ”Wonderwall”
og ”Don’t Look Back In Anger”, før succesen langsomt gled dem af hænde, og bandet
i 2009 gik i opløsning efter tilbagevendende kontroverser mellem brødrene Liam
og Noel Gallagher. Den nye dokumentarfilm er stykket sammen af blandt andet
interviews med Gallagher-brødrene, klip fra bandets storhedstid og private
videooptagelser fra deres barndom.

Hej
Tor

Hvad
var det for en sang, de spillede til Kirsten Siggaards dans (”Vild med dans” på
TV 2 fredag aften, red.)? Omkvædet var ”Tjikkerlikker tjawtjaw”, men jeg kender
den ikke. Og jeg er endda gammel spejderleder! Er det mon en af Kirsten
Siggaards/Kirsten og Sørens egne sange?

Kh.
Britta

Hej
Britta

Det
var ikke et nummer fra Kirsten Siggaards egen karriere, der blev spillet af ”Vild
med dans”-bandet, men derimod et Kim Larsen-nummer. Sangen hedder faktisk ”Tjikker
Likker Tjau Tjau” og stammer fra hans 1988-album ”Yummi Yummi” – og versionen i
”Vild med dans” var ikke meget anderledes end originale. Bortset fra fraværet
af Kim Larsen selv, naturligvis.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Det er efterhånden en del år siden, idéen om en international spillefilm
baseret på de nordjyske Gjøl-trolde blev luftet første gang, men først nu er ”Trolls”
klar til at indtage verden. Det er dog et halvt år siden, en af Justin
Timberlakes sange fra soundtracket blev sluppet løs, og ”Can’t Stop the Feeling”
blev et af årets store sommerhits. Og ”Can’t Stop the Feeling” er ikke bare en
sang, som Timberlake hev op af skuffen til lejligheden, men et nummer skabt
specielt til ”Trolls”-filmen. Han havde hørt filmens producere og instruktører
fortælle om den 1970’er-inspiration, de selv havde arbejdet med i forbindelse
med ”Trolls”, og han dykkede derfor ned i 70’ernes store filmplade ”Saturday
Night Fever” og begyndte brygge på et solidt dansehit.

– Hele filmen forekommer
mig at være som en skamløs popsang, så jeg tænkte: Lad os da skrive en skamløs
popsang, fortalte han i april til bladet People.

Filmen har Danmarkspremiere
torsdag i næste uge, men allerede på søndag er der lokal snigpremiere for Gjøl
og omegn i Pandrup Kino.

For
tiden kan man på Facebook lave “plakater”, der viser, hvilke musikere man gerne
så optræde på Roskilde Festival 2017 – uanset om man mener det seriøst eller
blot morer sig med at sætte uventede bands i forbindelse med festivalen. Der er
næppe mange, der ville tage det seriøst, hvis de så navne som Bob Dylan, Paul
McCartney, Rolling Stones og The Who på den samme plakat, for et sådant program
ligner en umulig drøm for den modne festivalgænger.

Ikke desto mindre er det
det, der venter publikum ved en tre dage lang rockfestival i USA i den kommende
weekend. På Desert Trip-festivalen kan man endda også opleve Neil Young og Pink
Floyd-medlemmet Roger Waters, og hele programmet med nogle af rockmusikkens
største legender ”genudsendes” i næste uge samme sted, i Indio i det sydlige
Californien.

Hej
Tor

Man
hører stadig nogle gange California Blue, med Roy Orbinson. Den har alle dage
virket så bekendt, så mit spørgsmål går på om den rigtigt er med Roy Orbinson,
eller om der har været nogen, der lavede den før ham. Jeg håber du kan opklare
denne lille ”gåde”.

Jørn

Hej
Jørn

Det
var Roy Orbison, der var den første. Han skrev ”California Blue” sammen med
Jeff Lynne og Tom Petty, som han også spillede sammen med i bandet Traveling
Wilburys. ”California Blue” stammer fra albummet ”Mystery Girl”, der udkom i
1989 kort tid efter Roy Orbisons død. Sangen findes i også på dansk som ”Californiens
blå” med Peter Kent.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

I
den kommende uge er der dansk premiere på en ny musikfilm om The Beatles, som dykker
ned i et omfattende arkiv af optagelser og interviews, der alle sammen kredser
om perioden 1962-1966, hvor gruppen stadig gav koncerter. Dokumentarfilmen har
fået titlen ”Eight Days a Week – The Touring Years”, opkaldt efter et af deres
hits fra 1964.

Der findes flere historier om, hvordan beskrivelsen af en uge
med otte dage sneg sig ind i sangteksten. Den ene handler om, hvordan Paul
McCartney på vej hjem til John Lennon spurgte sin chauffør, om han havde noget
at se til for tiden, hvortil chaufføren svarede, at han arbejdede otte dage om
ugen på grund af travlhed, mens den anden – og mere udbredte – forklaring går
på, at Ringo med et af sine mange skæve udtryk brugte formuleringen ”eight days
a week” til at beskrive det konstante arbejdspres, The Beatles var under i den
periode. Det pres får man et indblik i, hvis man tager i biografen og ser den
nye koncert-dokumentar, som har dansk premiere på torsdag.

Julegaveidéen
til den ihærdige Bruce Springsteen-fan lander tidligt på året, for tirsdag udkommer den 500 sider lange selvbiografi, som ”The Boss” har arbejdet på gennem
de sidste syv år. Bogen fortæller hans egen historie om opvæksten i New Jersey,
vejen ind i musikken, karrierens store år og de kampe, han har oplevet
undervejs, og biografen har – nærmest helt logisk – fået titlen ”Born to Run”.

Navnet
er naturligvis hentet fra titelnummeret til den LP, han udsendte i 1975, men
faktisk havde han arbejdet længe på netop den sang. Allerede i maj 1974 spillede
han ”Born to Run” til en koncert, som gjorde, at han blev udråbt til at være
rockens fremtid af rockkritikeren Jon Landau, som siden da har været
Springsteens manager, og The Hollies-sangeren Allan Clarke nåede faktisk at
udgive sin egen version af ”Born to Run”, før Bruce Springsteen gjorde. Nu lægger
den ikoniske rockklassiker også navn til musikerens selvbiografi, og simultant
med bogudgivelsen bliver albummet ”Chapter and Verse” lanceret med både
kendte hits og hidtil uudgivet materiale, som på forskellig vis understøtter
den historie, der også fortælles i ”Born to Run”-bogen.