Musikbrevkassen.dk

Om en uge kunne en af rockhistoriens mest
originale skikkelser være fyldt 70. Navnet Farrokh Bulsara ringer nok ikke en klokke
hos ret mange, men han blev født på Zanzibar ved Afrikas østkyst den 5.
september 1946 i en familie med rødder i Indien. Som 17-årig flyttede hele
familien til England, og her gav nogle af hans lærere ham kælenavnet Freddie i
stedet for Farrokh. I lang tid gik han derfor under navnet Freddie Bulsara, og han
kom med i et band, som han insisterede på skulle skifte navn til Queen. Da det
skete, skiftede Bulsara også selv navn og opkaldte sig efter den romerske gud
Merkur, og på den måde var sangeren, entertaineren og kamæleonen Freddie
Mercury en realitet. Bulsara/Mercury døde i 1991, blot 45 år gammel.

I
midten af 1960’erne var Brian Wilson fra den amerikanske popgruppe The Beach
Boys på sammenbruddets rand og kunne ikke overskue at fortsætte turne-livet.
Han lovede dog at skrive nye sange, og resultatet af det løfte blev en skelsættende
LP, som i år har 50-års-jubilæum, og som løftede Beach Boys fra glade surfpop-hits
til konceptalbum med dybde og avancerede produktioner. Den nye stil og det høje
ambitionsniveau blev ikke lige godt modtaget hos alle i bandet og på
pladeselskabet, blandt andet hos Beach Boys-medlem Mike Love, som stillede
spørgsmålet: ”Hvem skal lytte til det her lort? En hunds ører?”.

Pudsigt nok
var det ifølge musikmediet Rolling Stone denne sure bemærkning, der inspirerede
Brian Wilson til, at LP’en skulle hedde ”Pet Sounds” (kæledyrslyde, red.), og
blandt de mange lydeffekter på pladen var også gøende hunde, heriblandt Wilsons
egen hund Banana. Albummet fra 1966, der indeholder sange som ”Wouldn’t It Be
Nice” og ”God Only Knows”, regnes i dag for at være et af de bedste og
vigtigste i musikhistorien, og i anledning af 50-års-jubilæet er Brian Wilson
på den ”Pet Sounds”-turné, han ikke kunne overskue i 1960’erne. Torsdag aften
optræder han på Værket i Randers med turens eneste skandinaviske koncert.

Hej
Tor

Jeg
har set du skrev om OL musik, så kan du måske også hjælpe med mit spørgsmål. Op
til OL kørte der nogle ”reklamer” for OL hvor en kvinde sang Metallicas ”Nothing
else matters”. Er den lavet til reklamen eller findes den ”i virkeligheden”?

Jonas

Hej
Jonas

Den
findes skam i virkeligheden, og det er den britiske sangerinde Lucie Silvas, du har hørt. Hendes fortolkning af
Metallica-balladen ”Nothing Else Matters” udkom i 2004.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Ny
teknologi og nye seer-vaner vender i disse år op og ned på, hvad tv kan være,
og hvordan tv-programmer kan distribueres, men i 1930’erne var fjernsyn en ny
og hidtil uset mulighed for at transmittere levende billeder. Der blev famlet
og eksperimenteret i de første år, og i 1936 oprandt dagen, hvor den første
sang blev sendt i tv. Ved en radioudstilling i London fremviste man også
tv-apparater, og for at kunne fremvise noget særligt i de nye fjernsyn blev der
i den anledning produceret et dagligt varieté-program. Den første optrædende ved
første transmission den 26. august 1936 var sangerinden Helen McKay, som sammen
med det til lejligheden oprettede BBC Television Orchestra fremførte sangen ”Here’s
Looking At You”. Selve programmet havde haft arbejdstitlen ”Variety”, men endte
med også at blive kaldt ”Here’s Looking At You”, ligesom den første tv-transmitterede
sang i verdenshistorien.

Ord
som klassiker, oldie og evergreen er alle betegnelser for ældre sange, som
stadig lever i bedste velgående, men den melodi, som markerer et 85-års-jubilæum
om nogle dage, har på den front en helt anden pondus end de fleste andre gamle
sange. Den 28. august 1931 kunne man nemlig på Statsradiofonien – som DR hed
dengang – for første gang høre folkevisen ”Drømte mig en drøm i nat” som
pausesignal. Stroferne, som med årene blev synonym med Danmarks Radio, blev
omkring år 1300 nedfældet i lovsamlingen kaldet Codex Runicus, som med
runeskrift også indeholder blandt andet Skånske Lov.

Nogle steder får
musikhistorikeren Jens Peter Larsen æren for idéen til, at det skulle være denne
den ældste, nedskrevne danske melodi, der skulle være pausesignal i
Statsradiofonien, andre steder krediteres tårnsursfabrikanten Fritjof
Bertram-Larsen. Det var også Fritjof Bertram-Larsen, der fremstillede det
xylofon-apparat, som ”Drømte mig en drøm i nat” blev afspillet fra helt frem
til omkring 1970, hvorefter det blev afløst af en båndoptagelse med melodien.
Fra DR’s side har man beskrevet ”Drømte mig en drøm i nat” som verdens længst
brugte radiokending.

Hej
Tor

Jeg
er lige kommet hjem fra dejlig ferie i Edinburgh og ikke bare en, men hele tre
gange hørte jeg (dele af) af en meget smuk version af det jeg mener var ”I keep
dancing on my own” med Robyn. Jeg fangede bare aldrig, hvad sangeren hed.

Mvh
Johanne

Hej
Johanne

Sangeren
hedder Calum Scott, og han har begået en imponerende vellykket ballade-fortolkning
af Robyns ellers meget energiske ”Dancing On My Own”. Han var sidste år med i
talentshowet ”Britain’s Got Talent”, hvor han ved sin audition tog dommerne med
storm med netop denne sang, og tidligere i år udgav han den så i en egentlig
studieversion, blot akkompagneret af klaver.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

De Olympiske Lege fortsætter nogle dage endnu, og
det betyder, at der stadig er chance for at løbe ind i brudstykker af “Alma e
Coração”, som er den officielle OL-sang i 2016. For 24 år siden var den mest
karakteristiske OL-sang ”Barcelona” med Queen-forsangeren Freddie Mercury og
operasangerinden Montserrat Caballe – men ”Barcelona” var faktisk ikke den
officielle OL-sang det år.

Den storladne duet blev oprindeligt udgivet i 1987,
og der var planer om at gøre den til den officielle sang for sommerlegene i
Barcelona i 1992, men på grund af Mercurys død året forinden, blev der sat
andre ting i værk, blandt andet fordi Mercury og Montserrat ikke ville kunne
optræde sammen ved åbnings- eller afslutningsceremonien. I stedet skrev
musicalmesteren Andrew Lloyd Webber ”Amigos Para Siempre (Friends Forever)” til
Sarah Brightman og José Carreras. ”Barcelona” blev dog brugt flittigt under OL
i ’92 og står nok for de fleste som det ”rigtige” OL-soundtrack for det år.

Den
verdensberømte guitarist Eric Clapton må i den kommende uge markere en fødselsdag på
en måde, han helst havde været foruden. På søndag kunne hans søn Conor nemlig
være fyldt 30 år, hvis ikke han som blot 4-årig var død under tragiske
omstændigheder. Conor boede hos sin mor i New York, og i forbindelse med rengøring
havde en af bygningens ansatte åbnet et stort glasparti, som ellers altid var
lukket. Den lille dreng ville lege gemmeleg med sin barnepige, og før nogen
kunne nå at reagere, var han faldet ud af det åbne vindue – fra 53. etage.

Årene herefter var naturligt nok præget af chok og sorg, og Eric Clapton skrev
flere sange om savnet, hvoraf den mest kendte er balladen ”Tears In Heaven”.
Han havde kun dele af sangen på plads, da holdet bag filmen ”Rush” kontaktede
ham med henblik på at få en nyskrevet Clapton-sang til filmen. I et interview
med bladet Guitar World i 1993 forklarede Eric Clapton, at havde det ikke været
for filmen, havde han nok aldrig fået færdiggjort ”Tears In Heaven” eller følt
sig motiveret til at indspille den.

”Tears In Heaven” blev udgivet i 1992 og
blev en stor succes, både i studieversion fra ”Rush” og i den akustiske liveudgave
fra Claptons ”MTV Unplugged”-plade senere samme år.