Kategorier
Musiknyheder

Lisa Nilsson synger Ace of Base

I
de seneste år har tv-programmet ”Toppen af poppen” herhjemme bevist, at der kan
komme interessante resultater ud af at ”tvinge” musikere til at fremføre
hinandens sange på deres egen måde. Det samme sker i den svenske pendant ”Så
mycket bättre”, hvor Lisa Nilsson får nylig løb med al opmærksomheden, da hun
skulle fortolke Ace of Base-nummeret ”The Sign”. I sidste uge fortalte hun i ”Go’morgen
Danmark” på TV 2, at hun egentlig ikke brød sig om Ace of Base dengang i 1990’erne
og derfor fandt det meget svært, da hun blev sat til at fortolke ”The Sign”.
For at finde sin egen vej ind i sangen begyndte hun at nærlæse teksten, som hun
aldrig havde bidt mærke i tidligere:

– Da så jeg, at den handler om at gå fra
noget negativt til noget positivt, om at løsrive sig. Det var en tekst, som kunne
handle om mig, fortalte Lisa Nilsson med henvisning til, at hun netop i den
periode lå i skilsmisse. Meget hurtigt fik hun en svensk tekst på plads, og ”När kärleken tar slut” blev et stort hit for hende,
også uden for tv-programmet.

Sangen er med på hendes nye album ”Ingen Gör Det
Bättre”, og hun har den også på repertoiret, når hun i disse dage er på turné i Danmark, bl.a. i Musikhuset i Aarhus på torsdag og i Musikkens Hus i Aalborg fredag.

Kategorier
Musiknyheder

Årets rareste popstjerne

Med
lidt held kan der opstå lignende magi, når en stribe amerikanske stjerner
kaster sig ud i fortolkninger af Lionel Richies sange. Anledningen er showet ”MusiCares
Person of the Year”, som er en hyldest til en musikpersonlighed, der gennem
årene både har sat et stærkt fingeraftryk i musikverdenen og været aktiv i
velgørende sammenhænge.

MusiCares støtter musikere i økonomiske eller
personlige problemer, og organisationens årlige hæder går til pop- og soulsangeren
Lionel Richie for det engagement, han har vist i så forskellige sager som AIDS,
kvinders rettigheder, hungersnød og uddannelsesstøtte til sorte amerikanere.
Vanen tro afholdes MusiCares Person of the Year-showet umiddelbart før den
årlige Grammy-uddeling, og når Lionel Richie på lørdag skal hyldes, er det med
hjælp fra stjerner som Rihanna, Stevie Wonder, Ellie Goulding, Lenny Kravitz og
Dave Grohl fra Foo Fighters.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik fra Citroën-reklame

Kære
Tor

Kan
du fortælle mig hvad “sangen” hedder som spilles lige i øjeblikket i
TV i reklamen for Citroen – dyb dyb mandsstemme?

MVH
Henny Dalum

Hej
Henny

Jeg
tror, jeg har misset den reklame, så jeg har været en tur omkring Citroën i
Danmark, som heldigvis kunne hjælpe os på vej. Der er tale om “Sixteen
Tons”, som oprindeligt er fra 1946, men i reklamen er det indspilningen
med The Platters fra 1957. Kunstnere som Johnny Cash, Stevie Wonder og B.B.
King har også indspillet sangen, som du kan høre på Youtube.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Super Bowl og superstjerner søndag


søndag vil mange øjne – særligt i USA – være rettet mod en af verdens største
sportsbegivenheder. Den store football-finale Super Bowl byder på det årlige
cirkus af amerikansk fodbold, ambitiøs markedsføring, omfattende fankultur og
pauseunderholdning med blandt andre Coldplay og Bruno Mars.

Et andet
traditionsrigt punkt er den indledende fremførelse af den amerikanske
nationalmelodi ”Star-Spangled Banner”. Mange amerikanere vil nok stadig kunne
huske den polemik, det gav, da popstjernen Christina Aguilera åbnede showet for
nu fem år siden. Hun havde tilsyneladende ikke styr på teksten og fik for
øjnene af 111 millioner tv-seere ændret linjen “O’er the ramparts we watched, were so gallantly
streaming” til “What so proudly we watched at the twilight’s last
gleaming”.

Hvem, der får æren af at synge ”Star-Spangled Banner” i
år, er endnu ikke offentliggjort.

Kategorier
Musiknyheder

Sweet dreams are… written by Dave Stewart

Gennem
hele sit voksne liv har Dave Stewart været en del af musikindustrien, og gennem
mange år var han den ene del af succes-duoen Eurythmics. Han her derfor masser
af interessante historier at fortælle, og det gør han nu i en ny bog med titlen
”Sweet Dreams Are Made Of This”, som naturligvis er opkaldt efter den nok bedst
kendte sang med Eurythmics, som de udgav i 1982.

Dave Stewart og sangerinden
Annie Lennox havde været kærester gennem flere år, mens de spillede i et anden
band, men selvom bandet gik i opløsning, og Lennox og Stewart slog op,
fortsatte de to alligevel det musikalske samarbejde. Følelserne sad i perioder
uden på tøjet, og en dag i studiet kom de op at skændes, og det lå lidt i
luften, at de nu også måtte gå hver til sit professionelt. Men Dave Stewart
holdt fast i, at han ville arbejde videre trods den nedtrykte stemning. Han
konstruerede en rytme, som gav Lennox idéen til et synthesizer-tema, og før de
havde set sig om, stod de med udkastet til det, der skulle blive gruppens
største hit, ”Sweet Dreams (Are Made of This)”.

Dave Stewarts selvbiografi med
samme titel, udgives på engelsk på torsdag.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Måske i morgen

Hej
Tor

I
den fjerneste del af min hukommelse rumsterer en tv-serie, jeg fulgte i min
barndom. Om en dreng der blandt andet delt varer ud fra sin bedstefars butik
(ikke ”Buster”!). Der var en titelmelodi, som jeg også kunne lide. Men så
stopper min hukommelse altså. Hjælp!

T.S.

Hej
T.S.

Jeg
tror, vi har et hukommelsesoverlap, for jeg vil mene, at det handler om serien
“Måske i morgen”
fra 1985 om drengen Leif, hans far spillet af Kurt Ravn og
rigtigt nok også farfaren, som var købmand, spillet af Erik Paaske. Melodien
dertil hed såmænd også ”Måske i morgen” (hør den på dr.dk), og det var Peter Thorup, der leverede
den – året efter han og Anne Grete havde haft succes med ”Skibe uden sejl”.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Phil Collins-sange fra skuffen

Det
skulle egentlig have været skudt i gang i november, men på grund af en
rygoperation måtte Phil Collins holde sig i ro, og derfor blev første del af
hans nye initiativ skubbet nogle måneder. Men på fredag kommer de første dele
af en ny serie genudgivelser, hvor man kan få remasterede udgaver af gamle Phil
Collins-album kombineret med blandt andet senere live-optagelser, der
sammenlagt skal give et billede af, hvordan sangene har udviklet sig gennem
årene i hænderne på Collins og hans skiftende musikere.

Den samlede
genudgivelseskampagne har fået navnet ”Take a Look At Me Now”, naturligvis
opkaldt efter en vigtig linje i sangen ”Against All Odds”. Nummeret var et
stort hit i 1984, men udkastet til det blev skrevet flere år tidligere uden dog
at nå med på pladen ”Face Value”. Først da filminstruktøren Taylor Hackford
spurgte, om Phil Collins kunne levere en titelmelodi til filmen ”Against All
Odds”, fiskede Phil Collins en sang med arbejdstitlen ”How Can You Sit There” frem
og ændrede dele af teksten for at tilpasse den filmens titel og indhold – om end
instruktøren efter sigende ærgrede sig over, at Phil Collins fandt det mere naturligt
at synge ”against the odds” i omkvædet i stedet for ”against all odds”.

Første
del af ”Take a Look At Me Now”-serien lanceres fredag med genudgivelser af solodebuten
”Face Value” fra 1981 og ”Both Sides” fra 1993.

Kategorier
Musiknyheder

Thriller mod nye rekorder

Det
er nok ikke forbigået mange musikelskeres opmærksomhed, at pladesalget ikke er,
hvad det var engang. Der streames og downloades i stor stil, men salget af musikalbum
i butikkerne er svundet kraftigt ind. Ikke desto mindre blev det for nylig
offentliggjort, at Michael Jacksons album ”Thriller” endnu en gang har skrevet sig
ind i historiebøgerne. Siden Jacksons død er der nemlig solgt 2,1 millioner
eksemplarer af pladen i USA, og det udløser for første gang nogensinde i USA en
tredivedobbelt multi-platin-plade til en musikudgivelse. En sådan udmærkelse kræver
et salg på 30 millioner eksemplarer, og det har ”Thriller” fra 1984 nu nået
alene i USA.

På verdensplan er salgstallet ifølge den amerikanske musikorganisation
RIAA højere end 100 millioner eksemplarer.