Musikbrevkassen.dk

En af Grundtvigs allermest kendte salmer blev først optaget i salmebogen i 1953 og kan dermed fejre 70-års-jubilæum i Den Danske Salmebog, når vi om få dage træder ind i 2023. Den sene anerkendelse tilfaldt den salme, som langt de fleste ellers hører som det allerførste stykke musik i det nye år: ”Vær velkommen, Herrens år”. Salmen findes i to forskellige versioner: En udgave til første søndag i advent, der markerer det nye kirkeårs begyndelse, og en udgave til brug ved kalenderårets begyndelse 1. januar. De to tekster er skrevet af N.F.S. Grundtvig, men grundlaget for dem begge er næsten 500 år gammelt. N.F.S. Grundtvigs søn Svend Grundtvig havde på Det Kongelige Bibliotek fundet den håndskrevne salme ”Wer welkommen, Herrens Aar, och wellkommen herre!” fra det 16. århundrede, og Svend Grundtvig fik den i 1849 genoptrykt på forsiden af Dansk Kirketidende. Sideløbende havde hans produktive far dog arbejdet på en gendigtning af den gamle nytårssalme.

I Dansk Kirketidende kunne man i en fodnote læse, at den genfundne nytårssalme ikke kun havde eksisteret i en kirkelig version, men også i en verdslig version. Ifølge Højskolesangbogens gennemgang af salmens historie handlede den verdslige tekst ikke om kirkens højtider, men om det daglige brød i alle afskygninger. Her var det, man takkede for, ikke Guds gaver, men korn, flæsk, æbler, urter – og smukke piger at danse med. Ganske som ”Wer Welkommen” i midten af 1500-tallet også kunne synges i ikke-kirkelige sammenhæng, skulle N.F.S. Grundtvigs nye adventssalme have en tvilling med mere fokus på årets gang end på kirkens højtider. Den store salmedigter gik derfor hurtigt i gang med endnu en tekst, som allerede omkring jul og nytår 1849 blev omdelt som sangark i Vartov Kirke, hvor Grundtvig var præst gennem 33 år, og den 30. december samme år fik han den trykt i Dansk Kirketidende med titlen ”Nytårsønske”. Der skulle dog gå mere end hundrede år, før nytårsteksten fandt vej til Den Danske Salmebog, som i 1953 udkom i en revideret udgave. Det skete i forlængelse af, at Statsradiofonien, som Danmarks Radio hed dengang, havde gjort det til en fast tradition at afspille nytårsudgaven af ”Vær velkommen, Herrens år” lige ved indgangen til det nye år. Sådan er det stadig, når vi ved midnat skåler og synger ”velkommen nytår og velkommen her”.

Hej Tor

Du kender nok sangen “Streets of London”, og du kender nok også en dansk oversættelse af den. Men den kan jeg ikke finde. Hvad var det, den hed?
Venlig hilsen Kath

Hej Kath
Dette er faktisk et af de spørgsmål, jeg har fået flere gange gennem årene. “Streets of London” er især kendt i Ralph McTells version fra 1974 og på dansk især med De Gyldne Løver. Her hedder den “Byens gader” og er med tekst af Jens Memphis.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Det er ti år siden, Whitney Houston døde som blot 48-årig, og siden da er historien om hendes liv blevet skildret i flere dokumentarfilm og bøger. De seneste to år er der også blevet arbejdet på en spillefilm om den voldsomt succesfulde sangerinde, og i denne uge er der nu mulighed for at se resultatet. Boet efter Whitney Houston bakkede fra starten op om projektet, og det samme gjorde hendes mangeårige musikproducer Clive Davis, så der kunne bygges en spillefilm op med brug af hendes kendte sange og et manuskript af Anthony McCarten, som også stod bag filmen ”Bohemian Rhapsody” om rockgruppen Queen. Det medfølgende soundtrack rummer en lang række Whitney Houston-hits i både originale udgaver og nyopfriskede versioner, men hvilke sange, der indgår i selve filmen, er endnu ikke offentliggjort. Et godt bud er dog, at kæmpehittet ”I Wanna Dance With Somebody” vil kunne høres i biografen, eftersom det også er titlen på filmen, der får dansk premiere i morgen.

Sangen udkom i 1987 som en del af Whitney Houstons andet album, men den kunne lige så godt være havnet et helt andet sted end hos Houston. Sangskriverne George Merrill og Shannon Rubicam havde skrevet ”How Will I Know”, som var et af de store hits på Houstons første album, og derfor blev de bedt om at komme med et bud på endnu en sang, der kunne passe til den unge, fremadstormende popstjerne. I løbet af forholdsvis kort tid fik de skrevet og indspillet en demoversion af ”I Wanna Dance With Somebody” og var klar til at præsentere den for Whitney Houstons chefproducer Clive Davis. Deres besked til Davis var, at han gerne måtte give hurtig besked, om han ville bruge til Whitney Houston, for ellers ville de nok indspille den med deres eget band Boy Meets Girl. Clive Davis fik stukket et kassettebånd i hånden i en lufthavn, og efter en hurtig gennemlytning var beskeden meget klar: Den skulle de ikke regne med selv at indspille, for han var allerede overbevist.

Clive Davis kunne straks høre potentialet i sangen, men der var brug for nogle ændringer i sangens fremtoning, for demoversionen var i en noget mere country-rocket stil. Derfor var produceren Narada Michael Walden heller ikke helt så pjattet med idéen som chefen Clive Davis. Ifølge Whitney Houston-bogen ”One Moment In Time” syntes Walden, det lød som en ”rodeo-sang” med Olivia Newton John, og det passede ikke til den lyd, de var i gang med at bygge op omkring Whitney Houston. Han var nødt til at vride sangen ud i nye hjørner for at gøre den mere funky og dansabel, og det lykkedes i en sådan grad, at ”I Wanna Dance With Somebody” endte med at ramme førstepladsen på hitlisterne i atten lande, blandt andet USA, Storbritannien og Tyskland – og i sidste ende nu som titlen på en hel spillefilm om Whitney Houstons store karriere.

I de seneste uger har vi her på bagsiden set på jubilerende julesange i form af Gnags’ nu 40 år gamle ”Julesang” og den 175-årige ”Højt fra træets grønne top”, men popmusikkens ultimative julehit fejrer også rund fødselsdag i år. Det gjorde den i princippet også sidste år, men i sidste ende er den 80 år gamle ”White Christmas” mere knyttet til 1942 end til 1941. Sangeren Bing Crosby havde fremført den en enkelt gang i sit radioshow ”The Kraft Music Hall” juledag i 1941, men sangen udkom først på single i 1942 i forbindelse med julefilmen ”Holiday Inn”. Underligt nok havde filmen premiere om sommeren, men hen over efteråret og vinteren blev det klart, at ”White Christmas” om hjemve og julenostalgi og havde vundet folks hjerter i en tid med afsavn og verdenskrig.

I og for sig er det bemærkelsesværdigt, at der var en jødisk immigrant fra Sibirien med masser af grunde til ikke at nære varme følelser for juletiden, der skulle skrive denne amerikanske juleklassiker. Irving Berlin og hans familie drog mod Amerika i 1893, da han var fem år gammel, og allerede i teenageårene begyndte han at udfolde sig som komponist. Op gennem 1910’erne og 1920’erne blev han en af landets mest succesfulde sangskrivere, længe før ”White Christmas” så dagens lys. Ifølge bogen ”Hollywood Victory”, der udkom sidste år, mistede han sin søn, der blot fire år gammel døde pludseligt juledag i 1928, så hvert år, mens resten af landet samledes til julebesøg og familiehygge, måtte Irving Berlin markere årsdagen for sin egen families store sorg. Historien fortæller, at Irving Berlin gennem lang tid havde haft en idé om at ville skrive en julesang, og at han en dag kom ind på sit kontor med en klar besked til sin sekretær: ”Dette er ikke blot den bedste sang, jeg har skrevet – det er den bedste sang, der er skrevet nogensinde”.

Det var dog ikke Irving Berlin selv, der skulle fremføre sangen, men i midten af 1930’erne havde crooneren Bing Crosby haft succes med indspilninger af julesalmerne ”Silent Night” og “Adeste Fideles”, der også kendes som “O Come, All Ye Faithful”. Derfor var Crosby det naturlige valg, da Irving Berlin skulle finde en fortolker af ”bedste sang, der er skrevet nogensinde”. Som nævnt introducerede Crosby sangen i sit radioshow juledag i 1941, inden han i 1942 indspillede og udgav den på single. Men faktisk var Bing Croby nødt til at genindspille ”White Christmas” i 1947, da den originale optagelse fra 1942 var ved at være slidt helt i stykker, fordi singlepladen skulle genoptrykkes år efter år efter år.

”White Christmas” vandt en Oscar via filmen ”Holiday Inn” og er den dag i dag den bedst sælgende singleplade nogensinde med mere en 50 millioner solgte eksemplarer.

Det er svært for nye julesange at slå an i en musikkategori, der i meget høj grad er bundet op på traditioner og genkendelighed, men for præcis 40 år siden fik gruppen Gnags en fod inden for med det, de i første vers selv kalder ”en melodi, en simpel sang, historien om den der gang, to mus faldt ned i en spand med mælk”. For nogle år siden fortalte forsanger Peter A.G. Nielsen i bladet KODA/dk om, hvordan den lille julefabel blev til, og hvordan den langsomt viste sit værd: ”Julen er meget traditionsbundet, og det tager lang tid at få plads i den tradition. Så vores julesang er kommet snigende. Det er jo en vanskelig melodi. Det er ikke sådan en, man lige sætter sig og spiller på guitar. Men den fungerer som komposition”. Tegneren Peder Bundgaard, der også har illustreret flere pladecovers, havde i 1982 lavet en tegnefilm til tv, og på opfordring fra DR leverede Gnags en julesang i den forbindelse. ”Jeg startede med: Hvad handler julen om? Et håb! Så kom historien helt af sig selv. Det må være en overlevering – en historie fra en eller anden forfader med glimt i øjet”, fortalte Peter A.G. i 2010. I historien om de to mus vil den ene drukne sig, men makkeren nægter at give op, og som teksten siger til sidst, ”så svømmede de som aldrig før, og mælken blev til sidst til smør, så kravlede de op på land, stod frem og knugede hinanden – og ønskede glædelig jul”.

Gnags har senere udgivet julesange som ”Der sidder to nisser” og ”Skinne som et juletræ”, der slet ikke på samme måde er gledet ind i popmusikkens ”julekanon”, men efter 40 år lever ”Gnags’ Julesang”, som historien om de to mus hedder, stadig i bedste velgående. Manden bag sangen mener selv, at det blandt andet handler om, at man lever sig ind i den. ”Sangen er måske også vokset i takt med vores fokus på kriser overalt. ’Svøm videre’ synger vi – som et skulderklap”, har Peter A.G. Nielsen forklaret.

Hej Tor
Al snakken om valgkamp og regering har et par gange fået mig til at tænke på det ”satirenummer”, der kom for mange år siden, hvor politikercitater var klippet sammen i hiphop-stil. Jeg vil tro var omkring 1985. Med Schlüter, Kristen Poulsgaards ”Op af brøndens klare vand trækker jeg min tissemand” og den slags. Hvad hed den?
”Jokum”

Hej ”Jokum”
Singleudgivelsen, som er fra 1987, hed ganske enkelt ”Politiker Rap”. Det var en gruppe anonyme mediefolk og musikere, der lavede den sammen under navnet M*A*Y*D*A*Y. Nogle år senere fik den en opfølger med klip fra dronning Margrethe og Poul Schlüters nytårstaler. ”(Nyt) År efter år” fra 1989 blev dog ikke udgivet som M*A*Y*D*A*Y, men under navnet Hærværk, da besætningen i bandet – eller hvad vi nu skal kalde det – var ændret en del i mellemtiden.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Hej Tor
En kammerat og jeg sad i aftes og ”reminiscede” over nogle gamle popting, bla. Diskofil. Mest deres genindspilninger, men der var også ”Åge”, som jeg ikke havde hørt i årevis. Den var ikke en genindspilning, vel? Men var det så en ”oversættelse”? Eller deres egen melodi?
Mvh. Andreas

Hej Andreas
Den er måske ved at blive glemt, men i begyndelsen af 1960’erne var den originale sang et ganske pænt hit. I Sue Thompsons sang fra 1961 var det ”Norman”, der var den højt elskede hovedperson, mens Diskofil stiller ”Aage” i et knapt så pænt lys.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I morgen går vi ind i julemåneden, hvor man hvert eneste år siden 1847 har samlet sig om at synge en bestemt sang. I december er det nemlig 175 år siden, at Peter Faber skrev en sang om sin egen families juleaften og juletraditioner, som i sig selv er blevet en dansk juletradition. Faber var til daglig direktør for telegrafvæsenet, men havde også en lyrisk åre, som gjorde, at han ofte digtede små vers og lejlighedssange. I 1847 skulle hele den store familie holde jul sammen, og Peter Faber forfattede derfor en sang, der omtalte flere generationer – nevøer, niecer, brødre, koner og Peter Fabers egen søn. Deres juleaften blev ifølge en artikel fra Den Gamle By holdt på Gråbrødretorv i København hos Peter Fabers 83-årige far, som er omtalt i linjerne ”O, hvor den er blød og rar, sikken dejlig hue, den skal sikre bedstefar i mod frost og snue”. Reelt var det dog ikke den 83-årige bedstefar, der stod for julefesten, men derimod Peter Fabers bror Niels Andreas og hans kone Elisabeth. Det var således hende, der var den nu så berømte ”moder er i køkkenet, nu skal hun traktere”. Peter Fabers egen nyfødte søn blev omtalt i et af de i dag mindre kendte vers: ”Træets allerbedste zir skal min William have, på det blanke guldpapir må du gerne gnave”.

Melodien, som vi i dag synger den kendte julesang på, eksisterede ikke på det tidspunkt, så da familien Faber var samlet om urpremieren på ”Højt fra træets grønne top”, var melodien en anden. Mange har gættet på, at teksten oprindeligt er skrevet til den melodi, vi i dag forbinder med ”I en kælder sort som kul”, mens andre mener, at det sandsynligvis var melodien fra den svenske visesanger Bellmanns ”Supa klockan över tolv”, som senere også blev forlæg til ”Vejen går til Nødebo”. Først året efter skrev Emil Hornemann, der var en af samtidens mest kendte komponister og musikhandlere, den nu så elskede melodi. I 1848 forfattede Peter Faber også både ”Dengang jeg drog af sted”, som ligeledes fik musik af Emil Hornemann, og en tekst med titlen ”Julestemning”. Det er den julestemning, vi i dag kender som ”Sikken voldsom trængsel og alarm”.