Musikbrevkassen.dk

Det må være en kandidat til titlen som musikhistoriens mærkeligste timing for et sommerhit, men i dag er det 60 år siden, Cliff Richard udsendte singlen ”Summer Holiday”. Siden dengang er den år efter år dukket op i sommerperioden, men selve udgivelsen skete på en februardag i 1963. Den mærkværdige timing for en sommerferiesang skyldtes, at den var en del af filmen ”Summer Holiday”, som Cliff Richard spillede hovedrollen i, og som havde premiere i januar 1963. To år forinden havde Cliff Richard høstet stor popularitet med filmen ”The Young Ones” og sangene herfra, så succesformlen skulle gentages i 1963. Musikerne fra hans band The Shadows blev bedt om at skrive sange, som kunne passe til den nye film, selvom de ikke kendte meget til handlingen. Guitarist Bruce Welch fortalte for et par år siden til avisen Daily Mail, at de på det tidspunkt kun havde fået en synopsis, der kortfattet udstak hovedlinjerne: Fire eller fem fyre lejer en London-bus og kører gennem Europa på en sommerferie og møder piger. Arbejdet gik i gang med det samme, og Welch leverede straks den nu så kendte linje ”We’re all going on a summer holiday, no more working for a week or two”, mens trommeslager Brian Bennett bød ind med linjen ”We’re going where the sun shines brightly, we’re going where the sea is blue”. Det store hit blev skrevet lynhurtigt. ”Det tog os en halv times tid. Vi skrev sange, der ændrede samfundet. Det var fantastisk”, fortalte Bruce Welch til Daily Mail i efteråret 2020. I filmen endte deres ven Cliff Richard med at skulle synge ”Summer Holiday”, mens han sad ved rattet i den ombyggede dobbeltdækkerbus med kurs mod Paris.

Filmen havde verdenspremiere i London i januar 1963, hvor Cliff Richards popularitet var så stor, at den var skyld i, at han ikke kunne overvære den første fremvisning. Ved Warner Theatre på Leicester Square var der nemlig mødt 3000 mennesker op for at se giraffen, og den store folkemængde betød, at det ikke var muligt for hovedrolleindehaveren Cliff Richard at stige ud af bilen for at komme ind i biografen.

Når Ritt Bjerregaard i dag bliver begravet, skal en af hendes veninder synge en sang, som er skrevet særligt til hende. Ritt Bjerregaard og musikeren Anne Linnet har kendt hinanden gennem mange år, og til ”Aftenshowet” på DR1 fortalte Linnet, at hun var til stede, da den 81-årige politiker udåndede lørdag den 21. januar. I dag skal hun indfri det løfte, hun for flere år siden gav Ritt Bjerregaard om at synge ved hendes begravelse. Sangen ”Hun fletter sit hår”, som Anne Linnet skal fremføre i kapellet på Vestre Kirkegård i København, er ikke en af hendes mest kendte, men til gengæld handler den om netop Ritt Bjerregaard. Den stammer fra Anne Linnets album ”Her hos mig” fra 2005, og i 2015 fortalte hun i musikbladet Gaffa om sangens tilblivelse:

”Jeg havde været ude at arbejde hele dagen i hendes æbleplantage, og da jeg kom hjem om aftenen, tænkte jeg “hvad er det egentlig, træer kan?” Det er helt centralt i slægtsforskning, og når moderkagen skvatter ud, efter et barn er født, så ligner den et træ. Jeg tænkte på, at Ritt igennem hele sit liv har haft op- og nedture, som vi alle sammen har, og på hvordan et menneske holde til så ekstreme opture og nedture. Det er måske bare vigtigt, at man er ekstremt god til at holde fast i sit træ. Se, hvor man kommer fra og sørge for, at træet bliver stående. Teksten siger det hele. Den er om Ritt, men er et billede på både mænd og kvinders opture og nedture, og jeg har da også selv været der. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg bliver fascineret af stærke kvinder, fordi dialogen er så givende”.

Ritt Bjerregaard havde udadtil et ry som netop en stærk kvinde og ikke mindst som foregangskvinde for andre kvinder i politik. Måske med hjælp fra de træer, hun også var optaget af:

”Jeg er godt klar over, at selv meget stærke mennesker har tidspunkter i livet, hvor de er svage. Det er så der, man skal være god til at holde fast i sit træ eller have mennesker omkring en, som hjælper en med at holde fast i det træ”, forklarede Anne Linnet i Gaffa.

I dag kl. 13 samles familie, venner og gamle kolleger til en ikke-kirkelig begravelse på Vestre Kirkegård i København. Efter seancen i det store kapel, hvor Anne Linnet skal synge ”Hun fletter sit hår”, bliver Ritt Bjerregård begravet i et område, der i folkemunde kaldes Det Røde Hav, fordi en lang række prominente navne fra Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen ligger begravet ved en lille sø på kirkegården. Traditionen startede med Thorvald Stauning i 1942, og i nærheden af ham ligger blandt andre Jens Otto Krag, K.K. Steincke, H.C. Hansen, Hans Hedtoft, Anker Jørgensen og den allerførste socialdemokratiske borgmester Jens Jensen. I et nyt område, der støder op til gravstederne for fortidens store socialdemokrater, har Ritt Bjerregaard fået plantet fem æbletræer, og her skal hun begraves.

Det sociale medie TikTok er først og fremmest samlingssted for børn og unge, som deler små videoklip med især musik og dansetrin, men en øvre aldersgrænse er der ikke for brugerne. Derfor var der i sidste uge også plads til, at en mand, som snart fylder 80 år, dansende og hujende kunne gøre sin entré på TikTok. Den 79-årige TikTok-debutant er dog ikke hvem som helst, for det er sangeren Mick Jagger (@jagger), der er gået ombord i de unges kanal, samtidig med at hans band The Rolling Stones også har fået oprettet en officiel profil (@therollingstones). I sin første lille video på TikTok siger Jagger ”Hej TikTok, vi har sluttet os til jeres verden” og ”Vi er så spændte på at se, hvad I kan gøre med vores musik”, mens han vrikker til en sang, der er mere end et halvt århundrede gammel. Fordi The Rolling Stones nu er på TikTok, bliver det også muligt at anvende deres musik på app’en, som gang på gang har vist sig at kunne bære morgendagens hits frem eller genoplive sange, som ellers var gledet i baggrunden.

Musikken, der er valgt til Jaggers første video, er introsekvensen fra ”Sympathy For the Devil” fra 1968. Sangen stammer fra den periode, hvor Mick Jagger var kæreste med sangerinden Marianne Faithfull, som på et tidspunkt forærede ham romanen “Mesteren og Margarita” af Mikhail Bulgakov. Den sovjetiske forfatter arbejdede på den omfattende historie i mere end ti år frem til sin død i 1940, hvorefter hans kone samlede de sidste tråde i Bulgakovs hovedværk, så den endelig kunne udkomme i 1966 – i en censureret version. “Mesteren og Margarita” var blandt andet en satirisk og kritisk skildring af Stalins Sovjetunionen mellem de to verdenskrige, hvor Satan selv ankommer til Moskva og mænger sig med eliten. Jagger og Faithfulls samtaler om bogen, om Satan i menneskeskikkelse og om menneskets skyggesider dannede grundlag for ”Sympathy For the Devil”, hvor Den Onde Selv ligesom i romanen fremstår som “a man of wealth and taste”.

Siden debutvideoen i torsdags har Mick Jagger også postet et sammenklip af koncertoptagelser, hvor han danser til henholdsvis ”Start Me Up” og ”Mixed Emotions”, og på The Rolling Stones’ TikTok-profil kan yngre årgange bliver introduceret til blandt andet vilde outfits fra 1970’erne og et interviewklip fra 1965, hvor Mick Jagger bliver spurgt, hvor længe han tror, bandet vil blive ved. ”Da vi begyndte, regnede jeg alligevel ikke med, at vi ville slå igennem, og nu hvor det er sket, har vi lavet plader i to år, og alle kalder os en ret ny gruppe”, fortæller Jagger og fortsætter sit svar på spørgsmålet om langtidsholdbarheden i The Rolling Stones: ”Jeg ved helt det ærligt talt ikke. Jeg tror, vi er godt kørende i hvert fald et års tid mere”.

Det er nu 58 år siden, men det er selvfølgelig ikke sikkert, det holder i længden.

”Sange er som skibe. De har deres egne særlige ruter og destinationer”. Ordene kommer fra en verdenskendt sangerinde, som på sin Instagram-profil har markeret, at det er fyrre år siden, den vel nok mest afgørende sang i hendes karriere udkom. Den 21. januar 1983 søsatte duoen Eurythmics singlen ”Sweet Dreams (Are Made of This)”, og forleden kommenterede sangerinden Annie Lennox jubilæet således: “Det er nærmest umuligt at forstå, at ‘Sweet Dreams Are Made of This’ blev udgivet for fyrre år siden! Den er fortsat med at rejse verden og de syv have rundt siden da, hvilket i sig selv er en vidunderlig og mirakuløs historie. Sange er som skibe. De har deres egne særlige ruter og destinationer. Når de først er blevet sendt af sted, er der ingen vej tilbage. Du er bare nødt til at følge med på rejsen”.

Sammen med Dave Stewart havde Annie Lennox tidligere været med i bandet The Tourists, som gik i opløsning, hvorefter de to fortsatte på egen hånd under navnet Eurythmics. De var også kærester på det tidspunkt, men selv da forholdet gik i stykker, forsøgte de at holde fast i det musikalske samarbejde. Det var selvsagt ikke nemt hele tiden, og for femten år siden fortalte Annie Lennox i avisen The New York Times, at ”Sweet Dreams (Are Made of This)” blev til efter et stort skænderi mellem Lennox og Stewart, der kæmpede med både at være ekskærester og bandkolleger: ”Jeg troede, at vi var nået til vejs ende, og at nu var det slut. Vi forsøgte at skrive musik, og jeg havde det elendigt. Og han sagde bare: Nå, men jeg arbejder videre uanset hvad”. I denne svære stund fik Dave Stewart konstrueret en grundrytme, som fængede hos Annie Lennox. Hun improviserede et nu udødeligt synthesizer-riff henover beatet, og med det samme stod det klart for dem, at de havde fat i noget interessant. Hurtigt faldt de første dele af teksten også på plads, og i januar 1983 blev singlen søsat, så den med Eurythmics’ ord kunne ”travel the world and the seven seas” – og det er jo nok sandt, at ”everybody’s looking for something”.

Hej Tor
I det første afsnit af Xfactor var den en ung kvinde, der præsenterede sig som Rose fra Fyn. Hun sang en dansk ballade, man ærgerligt nok ikke hørte det hele af. Hvad var det?
K.L.

Hej K.L.
Nytårsdag kunne man se den unge Rose synge en bid af Annika Aakjærs ”Hvis du spørger”. Det er dog ikke en af hendes almindelige udgivelser, for sangen, du hørte i ”X Factor”, stammer fra et andet musikprogram på tv, ”Toppen af Poppen”. Her skulle Annika Aakjær for et par år siden fortolke en Søren Sko-sang, og hun valgte at oversætte teksten til hans nummer ”Don’t Ask”, så den blev til ”Hvis du spørger”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Da kalenderen skiftede til 2023, gik vi også ind i 50-års-jubilæet for debutpladen fra et af de store ikoner i dansk rock og pop (og soul, blues, jazz, country og lidt til og meget mere). Som blot 17-årig udgav Sanne Salomonsen i 1973 debut-LP’en, der bar hendes navn som titel, men allerede på det tidspunkt var hun et aktivt og velkendt stjerneskud i flere sammenhænge. I årene før pladedebuten havde hun spillet i flere bands, lavet revy og haft en lille rolle i tv-serien ”Huset på Christianshavn”, og allerede i 9. klasse forlod hun som 15-årig skolen for at medvirke i opsætningen af musicalen ”Hair”. Det er måske ikke alle, der ville få lov til at droppe skolegangen for at kaste sig fuldtonet ind i underholdningsbranchen, men hun havde opbakning hjemmefra, så længe ambitionerne var store. I bogen ”Anne, Sanne og Lis: Historien om en dansk musikrevolution” citeres Sannes mor Birgit Salomonsen for et interview i ”Dialog mellem to generationer” i 1988:

”Det var ikke en belastning dengang hun – meget tidligt – sprang ud i showbusiness. Men vi sagde til hende, Finn og jeg: Hvis du skal være lårsvinger i femte række, synes vi du skal vælge noget andet … da hun var 16 år. Vi har altid ladet hende køre sit eget løb – hun hader løftede pegefingre, og det er der ingen af os andre i familien, der kunne li’”. Det var i denne meget energiske periode med forskellige typer optræden, at hun fik kælenavnet Lille Sanne Superstar, som senere er blevet erstattet af ”Danmarks rockmama”. Debutpladen, der ikke står tilbage som et musikalsk højdepunkt i Sanne Salomonsens lange karriere, indeholdt blandt andet sangen ”Tom” af Lasse Lunderskov samt flere danske udgaver af udenlandske hits, blandt andet med tekster af Sebastian. I hans oversættelser blev ”Bridge Over Troubled Water” til ”Som en høj og standhaftig klippe”, og ”Killing Softly With His Song” blev med titlen ”Søgte mit indre” det største hit fra debutpladen, som nu runder et halvt århundrede.

Hej Tor
Jeg er kommet i tanke om en sang fra starten af halvfemserne (vil jeg helt bestemt mene), men kan ikke finde frem til den. Lyden gør at jeg først troede, det kunne være Simply Red, men det lader det ikke til.Der er  et ”snakke-vers” og et almindeligt omkvæd, og jeg kan huske linjen “it’s not you it’s me”, men det har ikke hjulpet mig i min søgning. Hvad siger du mon?
Mvh. Nielsen

Hej Nielsen
Ledetrådene er hver for sig små, men samlet set ledte det mig på sporet. Jeg er nemlig ganske sikker på, at du tænker på Jimmy Nails “Ain’t No Doubt” fra 1992. Nogle vil måske også huske sangen ”Crocodile Shoes”, men ellers var “Ain’t No Doubt” det eneste rigtigt store hit for Jimmy Nail.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Da Mette Frederiksen søndag aften holdt sin fjerde nytårstale som statsminister, blev samfundsbetragtninger og politiske planer ledsaget af tekstlinjer fra to kendte sange, eller mere præcist en salme og et digt, der senere blev til en popsang.

Hun er ikke den første statsminister, der har lånt fra musikkens verden for at give budskaber i nytårstalerne en anden bundklang. Helt tilbage i 1977 slog Anker Jørgensen tonen an med Kim Larsens ord om, at ”det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser”, og efter at Lars Løkke Rasmussen på Facebook havde efterlyst forslag til sin 2017-nytårstale, endte han med at citere Gulddrengs hit ”Se mig nu” med omkvædet ”Se mig lige nu, I prøver at følge med, men jeg er så svær at gennemskue”. Lars Løkke Rasmussen omskrev det, så det passede ind i talen: ”Man kan blive helt svimmel ved tanken. Få det lidt, som om man prøver at følge med, men at det er så svært at gennemskue”.

Både Anker Jørgensen og Lars Løkke Rasmussen henviste til sange fra deres egen samtid, mens Mette Frederiksen nu to gange har inddraget gamle tekster, som flere generationer har et forhold til. For tre år siden citerede hun med ordene ”livets skjorte bliver for kort” Shu-bi-dua-sangen ”Den røde tråd”, og i år var det salmedigteren B.S. Ingemann og forfatteren Tove Ditlevsen, der fandt vej til hendes nytårstale. Anledningen var statsministerens besøg i Vor Frelsers Kirke i København fjerde søndag i advent, hvor der blev sunget Ingemanns salme ”Dejlig er Jorden” fra 1850, og hvor Anne Linnet var gæst og blandt andet fremførte sin sang ”Barndommens gade” fra 1986 baseret på Tove Ditlevsens digt fra 1942. Mette Frederiksen brugte Tove Ditlevsens ord om ”de vagtsomme øjne” til at sætte fokus på socialpolitik og behovet for tillid til andre mennesker, men for Linnet selv var det en mere personlig oplevelse, der skabte båndet til digteren Tove Ditlevsen. I 2011 fortalte Linnet i bladet Ud & Se, at hun midt i 1970’erne besøgte en veninde, som netop havde hentet nogle gamle bøger i et antikvariat. Anne Linnet slog tilfældigt op i Ditlevsens digtsamling ”Kvindesind” og linjerne ”Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø / hun er ikke længere mig, og jeg ikke hende / men hun stirrer imod mig fra spejlet, i øjnenes sø / som søger hun noget, hun ikke mere kan finde”. Hun fortalte, at hendes umiddelbare tanke var: ”Hvor fanden kender hun mig fra?”. Hun lånte digtsamlingen med hjem og gik i gang med at sætte musik til digtene. Skæbnen ville, at hun fjorten dage senere fik en henvendelse fra forlaget Gyldendal, der ville foreslå hende at sætte musik til digtene i ”Kvindesind”, og til det kunne Anne Linnet svare: ”Det har jeg allerede gjort”.

Små ti år senere gik hun atter ombord i nogle af Ditlevsens digte, og i den forbindelse blev ”Barndommens gade” en stor succes. Sangen udkom på albummet af samme navn og indgik også i filmatiseringen af Tove Ditlevsens roman ”Barndommens gade”.