Musikbrevkassen.dk

Der findes flere eksempler på, at tegnefilmsserien ”The Simpsons” gennem mere end tre årtier har forudset mærkværdige ting. Mest kendt er nok et gammelt klip, hvor der i et fremtidsscenarie henvises til en præsident Trump, selvom Donald Trump på det tidspunkt ikke var politiker, og der findes en scene med sangerinden Lady Gaga, der ankommer flyvende til Super Bowl-finalen, flere år før hun rent faktisk ankom flyvende til Super Bowl-finalen. Og i aften går endnu en Simpsons-profeti i opfyldelse.

Ladbible.com har tidligere gennemgået et afsnit fra 1996, hvor familien Simpson bliver involveret i en stor musikfestival, og hvor stjerner som Peter Frampton, Sonic Youth, Smashing Pumpkin og Cypress Hills optræder som sig selv. På et tidspunkt kommer en festivalmedarbejder anstigende med en gruppe klassiske musikere og et spørgsmål:

”Hvem skal spille med London Symphony Orchestra? Kom nu, folkens, nogen har hyret London Symphony Orchestra, formentlig mens de var skæve. Cypress Hills, det er jer, jeg kigger på”, meddeler tegnefilmsfiguren. Rapperne fra hiphop-gruppen Cypress Hills når frem til, at det nok er dem, der har bestilt orkestret, hvorefter de må forhøre sig, om symfonikerne kan spille deres hit ”Insane In the Brain”. Alt dette var ren morskab i 1996, men i aften optræder Cypress Hill rent faktisk sammen med London Symphony Orchestra, endda i Royal Albert Hall i London. De ligger dog ikke skjul på, at den gamle morsomhed i tv-serien er medvirkende til, at idéen overhovedet opstod, og at der på nettet gennem årene har været en del opfordringer til at gøre alvor af det.

I et fælles statement har gruppen ifølge Ladbible fortalt, at ”det er en drøm, der går i opfyldelse, et samarbejde, som kun The Simpsons kunne have forudset”.

Festivalsæsonen er over os, og i denne uge er der gang i musikken på både Roskilde Festival, Skagen Festival og Nibe Festival. I Nibe præsenteres en perlerække af store danske navne samt en lille håndfuld internationale stjerner, blandt andre James Blunt, Ronan Keating og The Chainsmokers. Allerede i aften er britiske James Blunt på scenen med hits som ”Carry You Home”, ”Goodbye My Lover”, ”1973” og ikke mindst ”You’re Beautiful”. Sidstnævnte var Blunts store gennembrud i 2005 og udsprang af, at han på en undergrundsstation i London fik øje på sin ekskæreste sammen med en ny fyr, han ikke kendte noget til. For ham er det ikke en romantisk sang, men en sang om at være påvirket af stoffer i det offentlige rum og nærmest stalke en ekskæreste. Derfor finder han det også underligt, når folk bruger den ved bryllupper og lignende.

James Blunt har gennem årene fået kritik for sine sange, der kan være sentimentale, grænsende til det klynkende, men han har også en selvironi, der gør, at han ikke går af vejen for at blande sig i kritikken. Han er således den første til at deltage i festlighederne på det sociale medie X (tidligere Twitter), når nogen skriver noget om hans musik eller hans ry som klynke-rocksanger. For nogle år siden spurgte en tilfældig Twitter-bruger, om hun var den eneste, der ikke kunne fordrage James Blunts stemme. Blunt selv blandede sig i tråden og skrev, at han sådan set heller ikke brød sig om sin egen stemme – indtil den gjorde ham rig. Ved en anden lejlighed svinede en bruger ham til ved at skrive, at James Blunt havde haft sine 15 minutters berømmelse, hvorefter han var væk igen. Hertil pointerede James Blunt i kommentarfeltet, at det faktisk var en del mindre end 15 minutter, for hans store hit ”You’re Beautiful” var faktisk kun tre et halvt minut lang.

Også da han i 2006 modtog Ivor Novello-prisen for årets bedste sang, kom han kritikerne i møde i sin takketale: ”Jeg må hellere være grov, før nogen andre er det, så jeg vil sige mange tak for prisen for årets mest overspillede sang”.

Hej Tor
Jeg har altid været glad for den gamle sang “When i’m cleaning windows”. Den er også skrevet på dansk. Om den er indspillet ved jeg ikke, men måske ved du det?
Mvh. Laust

Hej Laust
Der findes muligvis flere versioner af George Formbys sang på dansk, men den, jeg kender til, hedder “Vinduespudseren” og er fra 1971 med gruppen Basse’s Rag & Skiffle Service. De udgav den som B-side til “Mosters patentmedicin”. Basse i Basse’s Rag & Skiffle Service var i øvrigt Mogens “Basse” Seidelin, som i en periode også var med i Papa Bues Viking Jazz Band.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Herrernes EM-slutrunde i fodbold er i fuldt sving, og søndag aften var det danske landshold i kamp for første gang. Selvom uafgjort mod Slovenien var en skuffelse for de fleste, så var der en bestemt spiller, der viste, at han stadig hører til på holdet. Christian Eriksen havde scoret i træningskampen mod Sverige, og i søndags mod Slovenien sparkede han atter bolden i mål, hvilket affødte de velkendte kommentarer og kælenavne om landsholdets ”Kong Christian”. Slovenerne blev desværre ikke så afskrækkede, at de måtte gøre som i den danske kongesang: ”Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan! Hvo står for Danmarks Christian i kamp”.

Mange ved nok, at ”Kong Christian stod ved højen mast” indgår i Johan Ludvig Heibergs forestilling ”Elverhøj” fra 1828, men sangen er faktisk skrevet til et andet teaterstykke knapt 50 år tidligere. ”Fiskerne – et Syngespil i tre Handlinger” havde premiere på Det Kongelige Teater i 1780, og det handlede ikke om Kong Christian d. 4., selvom han har en fremtrædende rolle i en af sangene. Stykket var en dramatisering af en virkelig begivenhed, hvor et engelsk skib nogle år tidligere var kommet i havsnød ud for Hornbæk i Nordsjælland, og hvor de lokale satte deres liv på spil for at redde en engelsk sømand i land. Som højskolesangbogen.dk fortæller, er kongesangen derfor mest af alt en tekst om mandsmod til søs med et vers om Kong Christian, et om adelsmanden Niels Juel, et om Peder Wessel kendt som Tordenskjold og til sidst – nederst i samfundshierarkiet – fiskeren Knud, der synger sangen, før han skal til havs for at redde den skibbrudne. Ved premieren på ”Fiskerne” i 1780 var der dog nedlagt censur mod, at figuren Knud kunne synge de første vers, for det var ikke passende, at en simpel fisker skulle hylde selveste majestæten i sang.

I dag er ”Kong Christian” den ene af Danmarks to officielle nationalsange, hvor ”Der er et yndigt land” er den mest folkelige, mens ”Kong Christian” særligt bruges ved arrangementer med kongefamilien. Landsholdets egen Kong Christian er i kamp igen torsdag aften, hvor England er modstanderen.

Hej Tor
Jeg har flere gange hørt en reklame for noget, der hedder Maria Casino, hvor der spilles noget af en sang, hvor de synger noget med ”Maria” (rocksang, ikke Santana). Er det en ”rigtig sang” eller bare reklamemusik.
Mvh. Elisabeth

Hej Elisabeth
Det er skam en rigtig sang, der eksisterede længe før casinoreklamerne. Sangen, der blot hedder ”Maria”, blev udgivet i 1999 af gruppen Blondie, som endda fik deres første nr. 1-hit i England siden 1980.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Om få dage bliver europamesterskaberne i fodbold sparket i gang i Tyskland, og søndag aften skal det danske herrelandshold i kamp med Slovenien som slutrundens første modstander. Det betyder også, at vi skal høre ”Der er et yndigt land” før kampstart, men selvom H. E. Krøyer og Adam Oehlenshlägers gamle fædrelandshymne er fast inventar ved de danske landskampe, har det ikke altid været sådan. Ifølge Christian Tolstrup Jensens bog ”Sejren på Wembley” var det i 1950’erne blevet tradition at afspille nationalsange ved idrætsbegivenheder som for eksempel fodboldlandskampe. I dansk sammenhæng var det ”Kong Christian stod ved højen mast” ved OL og ved fodboldkampe i udlandet, mens det ved hjemmekampe var ”Der er et yndigt land”, og det betød, at det hjemlige publikum kom til at opfatte ”Der er et yndigt land” som den rigtige landskampshymne. Efterhånden som det blev mere almindeligt med både direkte tv-transmissioner og danske fans på udenlandske stadioner blev denne forskel tydelig, og med landsholdets store gennembrud i 1980’erne blev landskampe i udlandet nogle gange indledt med en kappestrid mellem danske roligans, der brølede ”Der er et yndigt land”, mens værtsnationen afspillede ”Kong Christian”, sådan som det danske udenrigsministeriums officielle instruks anbefalede dem.

I ”Sejren på Wembley” kan man læse, at to fodboldglade Venstre-politikere havde en finger med i spillet for at få ryddet op i fodboldforvirringen omkring de to sange, der begge tæller som nationalsange i Danmark: ”Siden forsøget med professionel fodbold var Helge Sander i 1986 blevet folketingsmedlem for Venstre og konsulent for Carlsberg, herrelandsholdets vigtige sponsor. Det var altså på alle måder oplagt, at det var ham, der kom til at bede partifælle og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (1941-2022) om at ændre ambassadørinstruksen om nationalmelodien ved idrætsarrangementer”.

Der kan gå en del år mellem, at ”Instruks for Udenrigstjenesten”, som dette dokument kaldes, bliver opdateret, så der gik flere år, før anbefalingen var officielt nedfældet, men i dag ser Udenrigsministeriets instruks således ud: ”Ved ikke-militære sportsbegivenheder i udlandet afgør de sportslige specialforbund selv, hvilken nationalsang der benyttes”. Siden da har det været kutyme, at ”Der er et yndigt land” bruges som nationalmelodi ved fodboldlandskampe i stedet for ”Kong Christian”.

Ifølge højskolesangbogen.dk menes det, at digteren Oehlenschläger blev ansporet til at skrive sin fædrelandshyldest, da Selskabet til de skiønne Videnskabers Forfremmelse i 1819 udskrev en konkurrence om en nationalsang. Han deltog dog ikke i konkurrencen, men udgav alligevel i 1823 teksten ”Fædrelands-Sang” med hele end tolv vers, som han senere barberede ned til de fem vers, vi i dag kender som ”Der er et yndigt land”.

Hej Tor

Jeg skal prøve at holde en lang historie kort, men det korte af det lange er, at jeg af og til griber mig selv i at nynne den franske sang ”La ballade des gens heureux”. Forleden dag kom i tanke om, at den vist nok også kom på dansk, men denne er det ikke lykkedes mig at finde frem til indtil nu. Kender du den?
Mvh. Per

Hej Per
Det er faktisk en sang, der er dukket op blandt mine læserspørgsmål tidligere, så vidt jeg husker. “La ballade des gens heureux” med Gérard Lenorman udkom i 1975, og allerede i 1976 kom den på dansk med titlen “Så lykkelige som vi”, inspireret af den franske originaltitel, der kan oversættes til “Balladen om de lykkelige mennesker”. Det var den allestedsnærværende Johnny Reimar, der havde skrevet teksten, men det var Jan & Kjeld, der indspillede den. Samme år udkom den faktisk også som “Det gamle Nørrebro” med Ingerlise Gaarde, men det er nok Jan & Kjelds “Så lykkelige som vi”, der er den mest kendte danske udgave af “La ballade des gens heureux”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Torsdag begynder valget til Europaparlamentet, som i EU-landene afholdes fra den 6. til den 9. juni, alt efter hvor man er. Herhjemme er stemmeurnerne åbne søndag, og den megen fokus på EU og europæisk samarbejde betyder, at det er højsæson for at støde ind i et stykke klassisk musik, som er blevet en slags EU-hymne, og som netop har rundet sin 200-års-dag. Uropførelsen af Beethovens 9. symfoni fandt nemlig sted den 7. maj 1824 i Wien, og herfra stammer den passage, der er kendt som ”Ode an die Freude” eller blot ”An die Freude”.

Den 9. symfoni blev Ludwig van Beethovens sidste, fuldendte symfoni før hans død i 1827, men selvom han dirigerede orkestret i Theater am Kärntnertor i Wien den dag i 1824, oplevede han aldrig selv glæden ved at høre det nu vidt berømmede værk. Den 54 år gamle Beethoven var blevet døv, og historien fortæller, at en af musikerne måtte gøre ham opmærksom på den vilde jubel fra publikum bag ham allerede efter afslutningen på anden sats, så han kunne opleve, hvordan folk tog imod hans mesterværk. I den sidste sats af Beethovens 9. symfoni indgår en del af teksten til Friedrich Schillers lange digt ”An die Freude”, som den store komponist havde været draget af i mere end tyve år. Denne del af værket er kendt som ”Ode an die Freude”, og den har på forskellig vis flettet sig sammen med europæisk politik og frihedstrang – faktisk lige siden tekstens tilblivelse kort før den franske revolution. I 1972 gjorde Europarådet den til europæisk hymne, det daværende EF tog den også til sig som officiel hymne i 1986, og i EU-traktaten fra 2004 er den nu 200 år gamle komposition skrevet ind som et af EU’s symboler sammen med EU-flaget og Europadagen.