Musikbrevkassen.dk

Hej Tor
Jeg har et stykke tid ledt efter en guitarsang, men det har ikke været så let, da man jo ikke kan Google sig frem gennem tekst, når det er et instrumentalnummer. Nu har jeg endelig fundet ud af, at den hedder ”Telstar”, men den version der dukker mest op er med The Tornados, og jeg er ret sikker på, at der findes en anden udgave, der blev brugt som kendingsmelodi i et radio program engang. Siger det dig noget?
Mvh. Johannes

Hej Johannes
Der findes flere forskellige indspilninger af ”Telstar”, men versionen fra 1962 med The Tornados er både den oprindelige og den mest kendte, så det er nok den, man oftest vil støde på. Hvis du derimod er på jagt efter ”Telstar” som kendingsmelodi fra radioen, handler det givetvis om Christian Flagsteds P3-program ”Fanfare”. Her var kendingsmelodien i en periode ”Telstar ’75”, som gruppen Los Valentinos indspillede i – naturligvis – 1975. Los Valentinos-udgaven er på mange måder tro mod originalen, men med en mere omfattende 70’er-sound. Gennem årene var der mange forskellige musikere involveret i instrumentalgruppen Los Valentinos, men i den tidlige periode, hvor ”Telstar ’75” blev til, var det en legeplads for blandt andre Shu-bi-dua-guitarist Claus Asmussen og en ung mand ved navn Tommy Seebach. Du kan høre deres fortolkning af ”Telstar” på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I dag for præcis fem år siden fik en gruppe koncertgængere en oplevelse, som ingen sidenhen vil kunne få. Den 14. april 2016 overværede de den 57-årige poplegende Prince spille på Fox Theatre i den amerikanske by Atlanta, hvor han sluttede af med kæmpehittet ”Purple Rain”, som blev den sidste sang ved hans sidste optræden, før han døde en uge senere. Prince-koncerter bliver der af naturlige årsager ikke flere af, men Prince-udgivelserne kan i princippet fortsætte længe fremover. Den særdeles produktive multikunstner har nemlig efterladt sig hundredvis af uudgivne sange, og efter hans død er der blevet udsendt to album med demoindspilninger, hidtil ukendte sange og Princes versioner af sange, han forærede til andre.

I sidste uge kom nyheden om, at endnu en udgivelse er på trapperne, men denne gang er der tale om rigtigt Prince-album, der ikke består af demoer eller er stykket sammen af sange fra forskellige perioder, men derimod en samling indspilninger, der i 2010 skulle have været udgivet som albummet ”Welcome 2 America”. Dengang tog Prince endda ud på en ”Welcome 2 America”-turné, men af årsager, der ikke er blevet forklaret offentligt, endte ”Welcome 2 America”-albummet med at blive lagt tilbage i arkivskuffen. Titelnummeret er allerede tilgængeligt digitalt, og resten af albummet fra 2010 dukker op til overfladen den 30. juli.

Hej!
Jeg søger en dansktop sang fra sidst i 60’erne eller først i 70’erne sunget af en dame (evt. flere damer). Jeg kan kun huske en lille smule af et vers, det lyder: “Det hændte for mor og ofte for far, statistisk set er sagen klar”, så mener jeg der kommer: “de ting der skal ske, vil stadigvæk ske” (men er ikke sikker). Jeg ville blive meget glad ved et genhør og evt købe den, hvis den kan skaffes. Det er ikke “Que sera, sera”.
Venlig hilsen Isabella

Hej Isabella
Det var godt, at du selv aflivede ”Que sera, sera” som et muligt svar, for det var ellers den vej, jeg var på vej ned ad. Til gengæld ender alle andre veje blindt for mig, så jeg inviterer hermed Musikbrevkassen-læsernes kollektive hukommelse til at byde ind med mulige svar.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I påsken højtideligholdes Jesu død og genopstandelse, hvilket muligvis var årsagen til, at en nordjysk rapper havde planlagt en koncertnyhed til at lande netop i påsken. Niels Roos vender nemlig tilbage under kunsternavnet Niarn i begyndelsen af 2022. Niarn var fra 2004 og nogle år frem et af de mest markante navne på den danske rapscene med numre som ”Antihelt”, ”Mit liv, mine regler”, ”Undskyld (jeg var fuld)” og ikke mindst hans signatursang ”Dobbelt A” fra 2004 om hjembyen Aalborg. Et par år tidligere havde han udsendt en EP, som godt nok ikke blev trykt i et særlig stort oplag, men som blev hørt af de rigtige i branchen, som Niarn selv fortalte i NORDJYSKE i november 2004. En af de rigtige var Jokeren, som dengang var det største navn i dansk hiphop, og som havde et stort hit med ”Havnen” med det let genkendelige omkvæd ”Hvor’ du fra? Jeg’ fra Havnen”. Nummeret skulle udgives i en ny version, og det blev et vendepunkt for den hidtil ukendte Niels Roos.
– Jeg var hjemme i Aalborg, da Jokeren ringede en morgen og spurgte, om jeg ville være med på et remix af Havnen, fortalte han i 2004, og det blev til et nyt nummer med L.O.C. fra Aarhus V, Jokeren fra Christianshavn og Niarn fra Aalborg, ”hvor alle bruger whisky i maden, og tak Gud, for der er priskrig i Gaden”. Det gav Niarns debutalbum ”Årgang 79” og nummeret ”Dobbelt A” den bedst mulige affyringsrampe:
– Der var aldrig en skid, der havde hørt om Niarn, men alle havde hørt den sang, sagde han til NORDJYSKE efter gennembruddet.

Efter ti år med både hits og skandaler var Niarns livsstil med druk og stoffer tæt på at tage livet af ham, så i 2014 tog Niels Roos afsked med sit alter ego. Nu er Niels Roos atter klar til at se Niarn i øjnene, for den 21. januar næste år genopstår Niarn ved en enkelt koncert – godt nok ikke i hans gamle Dobbelt A, men på Store Vega i København.
– Jeg kan stadig ikke leve som Niarn, men jeg kan sgu godt være ham for en aften og fejre hans eksistens med hans tilhængere. I syv år har det handlet om mig. Jeg skulle være ædru, og jeg skulle have det godt. Jeg er ædru og har aldrig haft det bedre. Nu er det på tide, at det handler om fansene, har Niels/Niarn sagt i den forbindelse.

Hej Tor
Der kører en reklame for banken Lunar (efter en date har en kvinde en ung mand med hjem, og i hendes lejlighed sidder en gammel mand, der skal forestille hendes bank). Undervejs kører en sang på fransk (tror jeg). Kan du sige, hvad det er?
Kh Isabella

Hej Isabella
Af grunde jeg ikke helt har gennemskuet benytter bankreklamen sig af sangen ”Ca plane pour moi”. Den findes i flere versioner, men dette er den originale med Plastic Bertrand fra 1977.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Hun var 103 år gammel, da hun gik bort sidste år, og siden da har der været snak om at skabe en blivende hyldest til Vera Lynn og hendes betydning for briterne. Sangerinden var voldsomt populær i Storbritannien i 1940’erne, og hun blev blandt andet kendt som ”the Forces’ Sweetheart” på grund af sin støtte til de britiske tropper under 2. verdenskrig. Hendes radioprogram ”Sincerely Yours” bragte hilsener og musik til de udsendte tropper, og hun var også i Indien, Burma og Egypten for at optræde på de britiske militærbaser. Hendes to mest kendte sange fra den periode er også på hver sin måde en hilsen til de udsendte soldater, ”We’ll Meet Again” og ”The White Cliffs of Dover”, og den sidstnævnte er omdrejningspunkt for en indsamling, som begynder senere i år, men som forleden fik et markant rygstød. Den succesfulde klassiske sangerinde Katherine Jenkins, tekstmageren og musicalforfatteren Tim Rice samt det tidligere Beatles-medlem Paul McCartney bakker bakker ifølge independent.ie alle tre op om et initiativ, der skal rejse et mindesmærke for Vera Lynn. Ønsket er, at det skal stå i Sydengland ud mod Den Engelske Kanal ved netop Dovers hvide klipper, som hun sang om i 1942.

”The White Cliffs of Dover” er faktisk skrevet af to amerikanere og blev indspillet af blandt andre Glenn Millers orkester i 1941, hvor USA endnu ikke var gået ind i krigen, men hvor tyskerne udførte bombetogter over England, og i sangen drømmes der om en tid, hvor krigen er slut, og det er fuglesang i stedet for bombefly, der kan ses over de karakteristiske hvide klipper ud mod kanalen. Den mest kendte linje i sangen afslører dog, at det er amerikanere, der står bag briternes elskede sang: ”There’ll be bluebirds over the white cliffs of Dover”. På dansk kaldes bluebird for hyttesanger, og det er en nordamerikansk drosselfugl, som slet ikke lever i England, og derfor skal man næppe forvente at se dem ved Dovers hvide klipper. Til gengæld kan der i løbet af nogle år blive rejst et mindesmærke for Vera Lynn, og den egentlige indsamling, som alle kan støtte, sættes i gang på årsdagen for Lynns død18. juni. Det vil dog ikke være første gang, Vera Lynn mindes på stedet. På hendes 100-års fødselsdag i 2017 havde pladeselskabet Decca arrangeret, at et billede af hende blev projiceret op på de hvide klipper.

Hej Tor
Jeg leder efter en sang om at gå på jagt. De skyder forskellige dyr, og ender vist også med at skyde en mand. Jeg ville mene, det var De Gyldne Løver, men har ikke kunnet finde en sådan sang på deres plader.
Mvh. Eriksen

Hej Eriksen
Regionen er rigtig, men bandnavnet forkert, for det var Slåbrock Band, der sang, at ”jeg er så glad for dyr, så lukker altid øjnene, når jeg skyder”. Nummeret “Jagten går ind” stammer fra Slåbrock Bands debutalbum “Provins Punk” fra 1977. De originale album kan være svære at opdrive, men opsamlingen “Bundskrab” findes på flere streamingtjenester. Her bærer sangen dobbelttitlen “A er så glå ve dyjr/Jagten går ind”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Det er blevet kaldt verdens mest kendte rock-logo, og den letgenkendelige røde mund, der rækker tunge, har været en del af Rolling Stones’ udtryk gennem et halvt århundrede nu. Bandet slog ganske eftertrykkeligt igennem i 1960’erne, men logoet så først dagens lys i 1971, og i modsætning til hvad mange nok tror, udspringer motivet ikke af forsanger Mick Jaggers karakteristiske mund, men af noget mere guddommeligt. Bandet havde tidligere fået designet en turnéplakat af John Pasche, som var afgangselev på kunstskolen Royal College of Art i London, så da de fik idéen om et symbol, der skulle kunne bruges på alt fra notesblokke til koncertprogrammer, tog Mick Jagger en snak med Pasche. I de år var der meget opmærksomhed om indisk kultur og spiritualitet, og Jagger introducerede Pasche til den hinduistiske gudinde Kali, der altid bliver afbilledet med tungen ud af munden. Den unge illustrator kunne godt se idéen i både de antiautoritære og de seksuelle referencer, der kan ligge i mund og tunge, men hvis planen var at anvende logoet i mange år fremover, var han bange for, at det indiske element risikerede at gå af mode for hurtigt. I stedet skabte han sit eget bud på en mund, der rækker tunge, og den illustration blev han betalt 50 pund for, hvilket i dag ville svare til lidt over 6000 kroner. For et logo, der stadig står stærkt et halvt århundrede senere, lyder det måske ikke af meget, men senere kom der lidt ekstra i kassen for John Pasche. I midten af 1980’erne solgte han sin copyright på logoet for 26.000 pund, og i 2008 købte The Victoria and Albert Museum i London hans originaltegning for 51.000 pund, selvom den tegning, der i dag er bedst kendt, faktisk er en version, der er justeret en smule af en anden illustrator.

På fredag er det præcis 50 år siden, tungelogoet blev brugt for første gang på VIP-kortene til en koncert på Marquee Club i London. Senere samme år dukkede det for første gang op på en Rolling Stones-plade, da albummet ”Sticky Fingers” udkom, og siden da har det været fast inventar på musikudgivelser, plakater, t-shirts og snart sagt alt andet, der har med Rolling Stones at gøre.