Kategorier
Musiknyheder

De misbrugte filmsange

For
to uger siden bragte Politiken og TV 2 en stribe opsigtsvækkende beretninger om
overgreb på børne- og ungdomsskuespillere i nogle af 1970’ernes populære
ungdomsfilm som ”Du er ikke alene” og ”Måske ku’ vi”. Siden da har musikeren
Sebastians titelmelodier til netop disse to film fået en lidt anden klang med
linjer som ”Og bli’r du hentet ind, og mærker du en hånd, så bliv ikke bange, du
ved hvorfor den kom”.

Nogle har stillet spørgsmålstegn ved, om Sebastian efter
afsløringerne i blandt andet dokumentarfilmen ”De misbrugte filmbørn”
overhovedet vil kunne optræde med disse sange igen, men forleden fremlagde han
sit eget syn på sagen. Han planlægger nemlig på sin kommende turné at tilegne
de gamle filmsange dem, der har formået at stå frem og fortælle om overgrebene.
– De her sange er ikke instruktørernes sange – det er vores allesammens. Og de
skal ikke behæftes med det her. De er så meget andet, sagde Sebastian til
Information i lørdags.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Ace of Base på svensk

Hej
Tor


en tur til Sverige hørte jeg en meget smuk sang på bilradioen, som jeg først
langt inde opdagede var en ny version af ”I saw the sign” med Ace of base. Men der
blev ikke sagt, hvem der sang, måske ved du det?

Kh.
Ulrikke

Hej
Ulrikke

Det
er ingen ringere end Lisa Nilsson, der har indspillet ”The Sign” på svensk. Nummeret
udspringer af ”Så mycket bättre”, som er den svenske udgave af tv-programmet ”Toppen af poppen”,
hvor musikere fortolker hinandens sange. Hendes version hedder ”När kärleken tar slut”.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

VM-sang søges

Forberedelserne
til VM i fodbold til sommer er i fuld gang, og torsdag spiller herrelandsholdet
venskabskamp mod Panama på Brøndby, inden Åge Hareides tropper den efterfølgende tirsdag lægger
vejen forbi Aalborg for at møde Chile. Samtidig foregår der andre ting i
kulisserne, for naturligvis skal Danmark også have en slagsang. Der er endnu
ingen meldinger om en officiel sang, men allerede i november fortalte DBU til
DR
, at man havde modtaget adskillige færdige sange og henvendelser om bands, der
var klar til at stille op.

I mellemtiden har andre budt ind med nye
fodboldsange. Tv-værten Cecilie Beck lancerede ved nytårstid ”Danmark op at stå”
i klar ”Re-Sepp-Ten”-stil, og forleden udkom et nyt bud på en slagsang. Humørekspressen
består af yngre dancehall- og popmusikere som Pharfar og Klumben, der ved siden
af deres normale virke hver for sig prøver at forny dansktopgenren i et fælles band.
De slog igennem sidste år og arbejder nu sammen med en af de mest rutinerede i
faget, Johnny Hansen fra Kandis, som synger med på Humørekspressens ”Så er der
mål”
– og det får tilskuerne ved de to testkampe forhåbentlig også lejlighed til
at råbe.

Kategorier
Musiknyheder

Musikken, universet og alt det der

Betegnelsen 80’er-fest er nok passende for det, der rammer Danmark i de kommende dage, når gruppen Level
42 giver tre koncerter. Bandet blev dannet i 1980 på øen Isle
of Wight i Den Engelske Kanal, og det lidt specielle bandnavn, som musikerne blev
enige om, rummer en reference, som især science fiction-fans vil kunne nikke
genkendende til. I det underholdende og lidt filosofiske rumeventyr ”Håndbog
for vakse galakseblaffere” (The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy), der både har
været radioserie, bøger og film, spiller tallet en særlig rolle. En computer har
i millioner af år arbejdet på at finde svaret på ”livet, universet og alt det der”, og
svaret viser sig at være 42. Problemet er bare, at selvom man nu kender svaret,
kender ingen spørgsmålet – men i visse kredse er 42 sidenhen blevet standardsvaret
på de store problemstillinger, man måtte tumle med.

For Level 42 kom der for alvor
fart på i midten af 1980’erne med hits som “Something About You”,
“Lessons In Love” og “Running In the Family”, og det er
blandt andet disse numre, Mark King og kollegerne disker op med i København tirsdag, i Esbjerg onsdag og i Aalborg fredag.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Skøjtende biler

Hej
Tor

Der
har et stykke tid kørt en meget smuk reklame med to biler, der ”danser” på en
skøjtebane. Musikken er en sang jeg ved, jeg kender, men helt klart en anden
version. Drømmende, smukt. Hvad er det, hvem er det?

Kh
Anne Sofie

Hej
Anne Sofie

Alfa
Romeo-reklamen
med de is-dansende biler ledsages af en ny version af ”Wicked
Game”, som oprindeligt var et hit for Chris Isaak i 1990. Den nye udgave, som du
kan høre i fuld længde på Soundcloud, er indspillet til reklamen af Ursine
Vulpine og sangerinden Annaca. Bag navnet Ursine Vulpine gemmer sig den britiske
komponist Frederick Lloyd, som især har markeret sig med filmsoundtrack og musik
til film-trailere.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Tilbage til Haveje med Kim Larsens sange

En stor filmsucces
og en endnu mere populær plade bliver nu til en musical, når Tivoli i København torsdag har premiere på musicalen ”Midt
om natten”
, der – naturligvis – er baseret på filmen, som blandt andre Kim
Larsen, Erik Clausen og Erik Balling stod bag i 1984. For et par år siden
forklarede Erik Clausen i ”Go’ morgen Danmark”, at det var ham, der satte Kim
Larsen i gang:

– Jeg sagde, at ‘så svært er det sgu heller ikke, du kan da også
lave film’, men det mente han ikke, forklarede Erik Clausen.

Alligevel kastede
Larsen sig ud i at skrive en historie, et udkast til manuskript og ikke mindst de
stedsegrønne sange som ”Susan Himmelblå”, ”Papirsklip” og ”Midt om natten”, der
nu får nyt liv i musicalversionen. Her genoplives den gamle historie, men der
digtes også videre på handlingen med et bud på, hvad der skete med Benny,
Arnold, Susan Himmelblå og de andre fra fristaden Haveje. Forestillingen med
blandt andre Troels Malling, Kurt Ravn, Lise Baastrup og Allan Mortensen har
torsdag premiere i Tivoli, inden holdet i maj og juni drager på turné til Holstebro, Aalborg, Aarhus, Vejle og Odense.

Kategorier
Musiknyheder

Sort Sol på dansk

Danske
oversættelser af engelsksprogede sange var engang et langt mere normalt syn på hitlisterne,
end det er i dag – men danske oversættelser af danske, engelsksprogede sange har
altid været sjældne. Men bandet Katinka, som især sidste år fik god vind i
sejlene herhjemme, gør forsøget nu med en ny fortolkning af Sort Sol-hittet ”Let
Your Fingers Do the Walking”
fra 1993.

”En dag, vi spillede
originalversionen i øvelokalet for sjov, var der et eller andet der fungerede. Jeg
oversatte teksten på en nat, mit hoved kunne slet ikke stoppe”, har forsanger
Katinka Bjerregaard fortalt om sangen, der blev til ved lidt af en tilfældighed.

Sidste år havde Katinka nummeret, der på dansk hedder ”Lad dine hænder vandre”,
med ved flere af deres koncerter, og nu er den også indspillet og udgivet, så både
medlemmerne fra Sort Sol og alle andre har mulighed for at høre en dansk udgave
af hittet fra filmen ”Nattevagten”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Tartelet-sangen

Hej Tor

“Tartelet-sangen”. Jeg tror godt du
ved, hvad det er for et nummer jeg tænker på. Men kan du ikke hjælpe mig med,
hvad nummeret i virkeligheden hedder og hvem den er med? Jeg har forsøgt at
finde ud af det via google, men uden held.

Hilsen Anders Bundgaard

Hej
Anders

Hvis
du tænker på den virale video fra sidste år, hvor en fyr i en traktor synger
“Tarteletter” hen over en sang i radioen, kan jeg godt hjælpe. Det er
den skotske gruppe The Proclaimers og deres sang “I’m Gonna Be (500
Miles)”
fra 1988. Den del, der lyder lidt som “tarteletter”, er ikke en reel tekstlinje,
men blot et sted, hvor Proclaimers-tvillingerne synger “Da da da da”.
Og i det lys virker “Tarteletter” da mere tillokkende.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger