Hej Tor!
Det følgende er fra en vise jeg lærte i 1962: “Der var engang en
tapper og modig og kommandant, gevaldigvis bersærk og umanerlig stærk, som lænkehund han havde en
mindre elefant, det er så sandt, så sandt jeg gi’r mit overskæg i pant. En dag han lå og sov en vældig rus, ud i elefantens hus da han igen sku op og dyppe trynen, så lettede han jo lidt på overdynen, den var lidt tung, for det var elefanten, men det generede ikke kommandanten. En morgen blev han vækket af pusleri og støj. På sengekanten sad, tre røvere rad på rad. Så spytted han i næven of råbte ship’ohoy”. Så kan jeg ikke huske mere bortset fra, at der er flere vers. Håber
at du kan hjælpe mig (forkortet, red.).
Med venlig hilsen
Kurt Jensen
Hej Kurt
Det lyder som en
munter sag, som jeg egentlig gerne ville høre i sin fulde længde – men indtil
videre har jeg ikke kunnet finde frem til visen om den modige kommandant. Måske
kan den kollektive hukommelse blandt Musikbrevkassens læsere hjælpe os på vej i dette
tilfælde? I så fald tager jeg i mod assistance på tor@musikbrevkassen.dk.
Med venlig
hilsen
Tor Bagger
TILFØJELSE:
K. Pless har været så flink at fremsende teksten til sangen om kommandanten. Tak!
Der var engang en tapper og modig kommandant.
Gevaldig vild bersærk, og umanerlig stærk
Som lænkehund han havde en mindre elefant
Det er så sandt så sandt, jeg gi’r mit overskæg i pant.
En dag han lå og sov en vældig rus
ud, i elefantens hus.
Da han igen sku’ op og dyppe trynen,
så løftede han lidt på overdynen,
den var lidt tung for det var elefanten,
men det genered’ ikke komandanten.
Når på det vilde hav, for sit land han slog et slaw,
så var han fuld af mod, i kugleregn han stod.
Han grinte af det hele, han sagde aldrig av,
da næsen blev skudt af, så fik han sig en ny af rav.
En dag da skød en mavesvær kanon,
af hans lår en hel portion.
Af agter spejlet misted’ han det hal’e,
så satte han sig på den ene balle,
den anden lå og svømmed’ i Atlanten,
men det genered’ ikke kommandanten.
Af elskerinder havde han mindst et halvt dusin,
for han var jo pikant, den flotte kommandent.
En dag blev der ballade, med skrig og skrål og hvin,
for Kunigunde overrasked’ ham med Irmelin.
Han sig i spejlet så da hun var gået,
Han syn’s der mangled’ noget.
Så sagde han til sin gamle papegøje:
Hvor dælen har hun lagt mit ene øje?
Det hang og spilled’ blomst i kaktusplanten,
men det genered’ ikke kommandanten.
En aften blev han vækket af pusleri og støj.
På sengekanten sad tre røvere på rad.
Så spytted’ han i næven og sagde: ”ship o’høj”
og slog et slaw så skæg og fjer omkring i stuen røg.
På to et halvt minut var stuen tom,
men da han fik set sig om,
så lå hans tommeltot på en kommode,
hans kraveben i skabet, og hans hoved
i den der stod på bunden af servanten,
men det genered’ ikke kommandanten.
Til Afrika han sejled’, og kipped’ med sit flag.
I rød og hvid kulør, for de små sorte mø’r
I pigen Hallihut blev han skudt en solhed dag,
og pigen ku’ jo li’ ham, det var lige hendes smag.
Men også hendes fars. ”Ham smage godt”,
sagde den gamle hottentot.
Så åd de ham, og takked’ pænt for æren,
men da de syn’s han var lidt sej i sværen,
så gylped’ de ham op igen minsanten,
men det genered’ ikke kommandanten