Søndag aften fulgte tv-seere i hele landet med, da DR1 og TV 2 i
fællesskab samlede ind til hjælp til flygtningene fra Syrien, og de så blandt
andet Stine Bramsen og Sebastian fremføre en rørende version af Sebastians gamle
sang ”Du er ikke alene”. Sangen handler på sin egen hjemlige facon om at være
på flugt. Forleden fortalte Sebastian til Ekstra Bladet, at tankerne bag ”Du
er ikke alene” fra 1978 udspringer af følelsen af at være utilpasset og flygte
hjemmefra, som han kendte til fra sin egen tid på kostskole:
– En institution,
hvor man, hvis man havde haft det ad helvede til derhjemme, syntes, det var
paradis, og modsat, hvis man havde haft det nogenlunde, mente, det var Helvede
på jord.
Sangen findes på Sebastians soundtrack til filmen af samme navn, men
er nu også inkluderet på den gamle trubadurs nye opsamlingsplade ”De bedste
sange”, som netop er udkommet.