Kategorier
Musiknyheder

Drabschef reddede Grand Prix-koncert

Danskerne
lærte Jens Møller Jensen fra København Politi at kende som manden, der satte
ord på efterforskningen af drabet på svenske Kim Wall. I sidste uge udgav han bogen
“Opklaret – Drabschefens erindringer”, hvor han fortæller om blandt
andet ubådssagen og terrorangrebet i København, men bogen afslører også, at han
i sine unge dage har været med til at redde en koncert.

I 1987 skulle den
svenske gruppe Herryes, som især var kendt for at have vundet det
internationale Melodi Grand Prix med ”Diggi-Loo Diggi-Ley”, optræde i
Nordsjælland – men om natten havde koncertarrangøren i et tog fået stjålet en
taske, der indeholdt det originale playback-bånd, som trioen skulle optræde
til. Og uden bånd, intet show. Jens Møller Jensen og hans makker tog ud til ”de
velkendte ansigter” i hovedstadens kriminelle kredse og kom på sporet: ”Efter
et par timers tjeneste stod vi pludselig med en person, som var i besiddelse af
råbåndet. Han blev selvfølgelig sigtet for tyveri og skulle afhøres”, skriver
Møller Jensen i sine erindringer, men derefter var det med speederen i bund med
kurs mod Humlebækhallen.

Køen af unge piger, som håbede at få et glimt af
popstjernerne før koncerten, var allerede lang, men først da politiet ankom,
var der reelt udsigt til, at Herryes-brødrene kunne komme til at danse i deres
gyldne sko.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.