I modsætning til juletiden er der ikke et væld af sange, der knytter sig særligt til nytår, men der er dog nogle stykker, der dukker op igen og igen. En af dem er den skotske vise ”Auld Lang Syne”, som menes at være fra midten af det 16. århundrede eller måske endnu ældre, og som sidst i 1700-tallet blev nedfældet og trykt af den skotske digter Robert Burns. Herhjemme var digteren Jeppe Aakjær uhyre optaget af Robert Burns og hans værker, som han i flere tilfælde oversatte og bearbejdede, og mange steder vil man kunne læse, at han i 1927 udgav ”Auld Lang Syne”-oversættelsen ”Skuld gammel venskab rejn forgo” i en digtsamling. Men som tidsskriftet Ord & Sag fra det daværende Institut for Jysk Sprog- og Kulturforskning på Aarhus Universitet redegjorde for i 2002, havde Jeppe Aakjær fingrene i den nu så velkendte venskabshymne allerede fire år forinden. I januar 1923 deltog Aakjær nemlig i folkemindesamleren Evald Tang Kristensens 80-års fødselsdag, og det menes, at ”Skuld gammel venskab rejn forgo” blev fremført på dansk for første gang ved denne fest. Fødselarens søn fortalte mange år senere, at Jeppe Aakjær efter flere taler havde rejst sig og sagt:
“Ja gamle ven… Egentlig burde jeg have hædret dig med et digt, men det har jeg gjort før og kan næppe gøre det bedre. Nu vil jeg til ære for dig synge en bette vise, jeg nylig har oversat fra skotsk til jysk. Det er en vise, der i Skotland synges 10 gange for hver gang alle andre synges een”.
Han sang ”Skuld gammel venskab rejn forgo” for sin 80-årige ven, og ifølge historien blev resten af selskabet grebet af stemningen og rejste sig for at synge med på omkvædet efter sidste vers. Senere samme år blev sangen trykt i den årlige almanak ”Danmark”, som Jeppe Aakjær selv var med medredaktør af, men i denne version var det med titlen ”For læng, læng sind” – helt parallelt med det skotske forlæg ”Auld Long Syne”. Først i digtsamlingen ”Under Aftenstjærnen” i 1927 blev den til ”Skuld gammel venskab rejn forgo”.