20 år: 11. september 2001

På lørdag markeres 20-års-dagen for en af de mest skelsættende begivenheder i nyere tid. Terrorangrebene i USA den 11. september 2001 og de følgende mange års ”krig mod terror”, som den amerikanske præsident George W. Bush døbte det, vendte op og ned på både storpolitik og hverdagsliv. Kulturlivet og underholdningsindustrien forsøgte gennem film, bøger og musik at fortolke alt fra sorg og vrede til patriotisme og sammenhold, og meget hurtigt fik sange som “Hero” af Mariah Carey og “Superman (It’s Not Easy)” af Five For Fighting en symbolsk værdi. Efterfølgende er der udkommet talrige sange, som behandler begivenhederne og følelserne omkring 11. september, blandt andet Tori Amos’ “I Can’t See New York” og Mark Knopfler og Emmylou Harris’ “If This Is Goodbye”. Det mest kendte musikværk om 11. september og tiden derefter er dog nok Bruce Springsteens album ”The Rising”, der udkom i 2002. På det tidspunkt havde Springsteen ikke udgivet en plade siden 1995, og historien, der ofte fortælles om ”The Rising” er, at han nogle dage efter 11. september 2001 tog familien med på stranden i bydelen Asbury Park ikke langt fra New York. En mand i en bil fik øje på ham og råbte ”Vi har brug for dig nu” ud gennem sit åbne vindue, og dermed blev en af de store fortolkere af den amerikanske folkesjæl sat i gang med overvejelserne om, hvordan han ville kunne sætte ord og musik til den traumebearbejdning, hans landsmænd nu stod over for. Ved et stort tv-transmitteret indsamlingsshow allerede den 21. september fremførte Bruce Springsteen sangen ”My City In Ruins”, som sammen med sange som ”The Rising” og ”Waitin’ On a Sunny Day” kom med på albummet ”The Rising i juni året efter. Titelnummeret rummer dels en fortælling om en brandmands indsats den 11. september og dels et mere religiøst eller spirituelt budskab, hvilket Bruce Springsteen også koblede sammen i et interview i tv-programmet ”Nightline”:

”Et af de stærkeste billeder på 11. september, som jeg læste i avisen, var om de folk, der kom ned og fortalte om redningsfolkene, der var på vej op. Tanken om disse fyre på vej op ad trapperne, op ad trapperne, opadstigende, opadstigende. Jeg mener: Du kan stige op ad en røgfyldt trappe, du kan være i det hinsidige, på vej videre”.

1 thought on “20 år: 11. september 2001”

Leave a Comment