Kategorier
Musiknyheder

Medina på tv og i biografen

Selvom der for tiden er længere mellem de store hits, så har sangerinden Medina ikke forladt rampelyset – og i næste uge skinner det på hende på en ny måde. Hun er nemlig omdrejningspunktet i både dokumentarfilmen ”Medina” og tv-serien ”Medina – hele min historie”, som begge er skabt af filminstruktør Kaspar Astrup Schröder, men som to selvstændige værker. Serien er til en yngre målgruppe og går efter sigende helt tæt på Medina, mens filmen blandt andet har et større fokus på musikken.

Medina udgav sit første album i 2007, uden at ret mange lagde mærke til det, men singlen ”Kun for mig” ramte de danske radiostationer og dansegulve med et brag i september 2008. For nogle år siden fortalte Medina og hendes samarbejdspartnere Rasmus Stabell og Jeppe Federspiel fra producerteamet Providers til musikmediet Gaffa, hvordan ”Kun for mig” kom til verden. Grundlaget i beatet og lyden kom fra et remix, Providers havde lavet til en anden kunstner, men da det aldrig blev udgivet, arbejdede de videre med nye akkorder og en melodi, som Medina udviklede lidt efter lidt. ”Kun for mig” blev et stort hit alle steder, men Medinas egen bedste oplevelse med sangen kom, da hun første gang havde den med hjem fra studiet til sin lejlighed i Istedgade i København, hvor to arbejdsløse veninder havde indlogeret sig. ”De sov længe, og så får jeg vækket de to piger og siger ’Jeg skal lige spille noget for jer’. Og så satte vi den på, og så lavede vi gin og tonics og dansede i stuen hele dagen til den sang, og vi satte højttalerne i vinduet ud mod Istedgade, hvor folk, vi kendte, kom op forbi, og folk stoppede på gaden”.

”Kun for mig” ændrede Medinas liv, og med efterfølgende hits som ”Ensom”, ”Vi to” og ”Synd for dig” fulgte også massiv opmærksomhed fra medier og fans. Medina og filminstruktør Kaspar Astrup Schröder kendte hinanden, før Medina fik sit store gennembrud, og Schröder vil med filmen og serien gerne tegne et andet billede af Medina end det, som han kunne se i mediernes overskrifter de efterfølgende år, og som han ikke følte, han kunne genkende. Filmen ”Medina” kan fra på tirsdag ses i udvalgte Nordisk Film-biografer, mens serien ”Medina – hele min historie” har premiere på Discovery+ og Kanal5 to dage senere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *