Kategorier
Musiknyheder

Marilyn og præsidenten

Den har sine rødder helt tilbage i slutningen af 1800-tallet, men i denne uge er det præcis 60 år siden, den kendte fødselsdagssang ”Happy Birthday To You” indgik i en af tv-historiens mest ikoniske optrædener. Over det meste af verden kender man ”Happy Birthday To You”, men sangen startede faktisk ikke sin tilværelse som en fødselsdagssang, men derimod som en slags morgenhilsen. Søstrene Mildred og Patty Hill fra den amerikanske delstat Kentucky arbejdede begge i børnehaver og i de små skoleklasser, og sammen fandt de på en lille sang, der kunne byde børnene velkommen hver dag. Historien fortæller, at Mildred kom på melodien, og Patty hjalp til med teksten, som lød ”Good morning to you, good morning to you, good morning dear children, good morning to all”, da den i 1893 udkom i sangbogen ”Song Stories For the Kindergarten”. Efterhånden som andre skoler tog sangen til sig, og den begyndte at få sit eget liv, begyndte man nogle steder også at bruge den som fødselsdagssang. Hvem der kreerede den i dag så velkendte ”Happy birthday to you”-tekst, fortaber sig i glemslen, men i 1920’erne dukkede den op i en sangbog med både Hill-søstrenes tekst og det ekstra fødselsdagsvers, og i starten af 1930’erne var fødselsdagssangen så udbredt, at den blev brugt i både musicals og radioshows.

Sangen var derfor allemandseje, da skuespilleren og sangerinden Marilyn Monroe gik på scenen den 19. maj 1962 for at lykønske den amerikanske præsident John F. Kennedy ved et indsamlingsarrangement i anledning af præsidentens 45-års-fødselsdag. Aftenens toastmaster havde flere gange annonceret Monroe, og for publikum virkede det som en joke, at han blev ved med at introducere superstjernen, uden at der skete noget. Men som en del af overraskelsen trådte hun til salens store jubel pludselig ind på scenen iført en pels og en kjole så kropsnær, at hun knapt nok kunne gå i den. På scenen sang hun fødselsdagssangen så indfølt og kælent, at den korte optræden i dag er noget af det, hun er bedst kendt for. Jazzpianisten Hank Jones akkompagnerede Marilyn Monroe og fortalte i 2005 om det på radiostationen NPR: ”Hun gav otte takter med Happy Birthday To You og otte takter af Thanks For the Memories. Så for de seksten takter øvede vi otte timer. Hun var nervøs og oprevet. Hun var slet ikke vant til den slags – og på den anden side, hvem ville ikke være nervøs for at skulle synge fødselsdagssang for præsidenten?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *