Kategorier
Musiknyheder

Heldige Kylie i ny musical

Kort tid efter at Take That-musicalen ”Greatest Days” har haft premiere i den nye filmversion, bliver der varmet op til endnu en såkaldt jukeboxmusical med en ny historie bundet sammen af gamle hits. Fra november vil man i Storbritannien kunne opleve en ny musical baseret på musik af trioen Stock, Aitken og Waterman. De skrev og producerede sange på samlebånd i 1980’erne og skabte hits for Rick Astley, Jason Donovan, Kylie Minouge, Donna Summer, Mel & Kim, Bananarama og mange, mange andre. Forleden blev det offentliggjort, at en af producerteamets helt store stjerner selv spiller en rolle i musicalen. Selvom det er i digital form og ikke på scenen, medvirker selveste Kylie Minogue nemlig i musicalen, der har fået navn efter hendes europæiske gennembrudshit ”I Should Be So Lucky” fra 1988. Kylie Minogue var allerede populær i hjemlandet Australien, men folkene omkring hende håbede på endnu større succes via poptroldmændene Stock, Aitken og Waterman. Pete Waterman fortalte i bogen ”1000 UK #1 Hits”, at samarbejdet med Minogue nær var gået i vasken. ”Jeg var hjemme en fredag eftermiddag, da jeg fik et opkald fra Mike Stock på kontoret, som spurgte, om der var noget, jeg havde glemt at fortælle ham. Om en lille australier ved navn Kylie Minogue”? Waterman havde svedt ud, at Minogue skulle komme, og på dette tidspunkt sad hun i pladestudiets reception. I telefonen lagde Waterman derfor op til helt at droppe idéen om et samarbejde. ”Det kan vi ikke, for hun forventer at lave noget med os”, forklarede Mike Stock, hvortil Pete Waterman svarede ”She should be so lucky”, der kan oversættes i stil med ”Hun er heldig, hvis det bliver til noget”. Mike Stock greb sætningen i luften, hvorefter de via telefax hurtigt udvekslede idéer til en sangtekst. Melodien blev skrevet på ganske få minutter, og to timer senere havde den 19-årige Kylie Minogue indspillet sin del projektet i den effektive hitfabrik. Og selvom sangen blev til i lyntempo uden forberedelsestid, viste ”I Should Be So Lucky” sig at blive et af de største hits både for Kylie og for Stock, Aitken og Waterman.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *