Kategorier
Musiknyheder

Kong Christian Eriksen i røg og damp

Herrernes EM-slutrunde i fodbold er i fuldt sving, og søndag aften var det danske landshold i kamp for første gang. Selvom uafgjort mod Slovenien var en skuffelse for de fleste, så var der en bestemt spiller, der viste, at han stadig hører til på holdet. Christian Eriksen havde scoret i træningskampen mod Sverige, og i søndags mod Slovenien sparkede han atter bolden i mål, hvilket affødte de velkendte kommentarer og kælenavne om landsholdets ”Kong Christian”. Slovenerne blev desværre ikke så afskrækkede, at de måtte gøre som i den danske kongesang: ”Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan! Hvo står for Danmarks Christian i kamp”.

Mange ved nok, at ”Kong Christian stod ved højen mast” indgår i Johan Ludvig Heibergs forestilling ”Elverhøj” fra 1828, men sangen er faktisk skrevet til et andet teaterstykke knapt 50 år tidligere. ”Fiskerne – et Syngespil i tre Handlinger” havde premiere på Det Kongelige Teater i 1780, og det handlede ikke om Kong Christian d. 4., selvom han har en fremtrædende rolle i en af sangene. Stykket var en dramatisering af en virkelig begivenhed, hvor et engelsk skib nogle år tidligere var kommet i havsnød ud for Hornbæk i Nordsjælland, og hvor de lokale satte deres liv på spil for at redde en engelsk sømand i land. Som højskolesangbogen.dk fortæller, er kongesangen derfor mest af alt en tekst om mandsmod til søs med et vers om Kong Christian, et om adelsmanden Niels Juel, et om Peder Wessel kendt som Tordenskjold og til sidst – nederst i samfundshierarkiet – fiskeren Knud, der synger sangen, før han skal til havs for at redde den skibbrudne. Ved premieren på ”Fiskerne” i 1780 var der dog nedlagt censur mod, at figuren Knud kunne synge de første vers, for det var ikke passende, at en simpel fisker skulle hylde selveste majestæten i sang.

I dag er ”Kong Christian” den ene af Danmarks to officielle nationalsange, hvor ”Der er et yndigt land” er den mest folkelige, mens ”Kong Christian” særligt bruges ved arrangementer med kongefamilien. Landsholdets egen Kong Christian er i kamp igen torsdag aften, hvor England er modstanderen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *