I mere end 40 år har pladekøbere, radiolyttere og koncertgængere kunnet synge med på den kortfattede tekst til tv-2-nummeret ”Lanternen”, der begynder med det letgenkendelige ”Åh, åh, jeg ville gerne – tænde, tænde din lanterne – uh, uh, elske dig”. I disse dage er sangen på vej ud til et nyt publikum i en helt anden form med den elektroniske popgruppe Kind mod Kind. Gruppen, som tidligere har haft succes med blandt andet Medina-duetten ”Love Isn’t Easy”, er blevet inviteret til at deltage i et projekt, hvor unge musikere fortolker danske hits for at markere 100-års-jubilæet for virksomheden Bang & Olufsen. For eksempel har sangeren Skinz kastet sig over ”Den allersidste dans” fra 1950’erne, og sangerinden Dahlin fortolker ”Forelsket i København” fra 1960’erne. Kind mod Kind har fået lov til at vælge et hit fra 1980’erne og har ommøbleret ”Lanternen”, så den lyder mere som Kind mod Kind end som tv-2.
I bogen ”tv-2 – historierne, pladerne, sangene” kan man læse, at den originale version af ”Lanternen” kunne have været kasseret, allerede før den blev udgivet. Nummeret var nemlig tæt på ikke at blive inkluderet på tv-2’s album ”Nutidens unge” i 1984. Forsanger Steffen Brandt fik dog skrevet omkvædet om i sidste øjeblik, og derfor blev der alligevel plads til sangen, som i dag er en af de store klassikere i tv-2’s repertoire.
