Det har sin egen indre poesi, at manden bag julehittet ”Driving Home for Christmas”, Chris Rea, gik bort blot to dage før juleaften. Mandag oplyste Chris Reas familie til BBC, at han var død efter kort tids sygdom.
”Driving Home for Christmas” udkom første gang i 1986, selvom den blev skrevet allerede i julen 1978, mens Rea seriøst overvejede at forlade musikbranchen. Han havde haft et mindre hit med ”Fool If You Think It’s Over”, men han var ikke blevet den popstjerne, pladeselskabet havde håbet, han kunne blive. Han var på nippet til at miste sin kontrakt, og sammen med sin kæreste havde han overvejet at åbne en restaurant for at gøre noget andet end at jagte det store hit. En dag hentede hun ham ved Abbey Road-pladestudiet i London, så de kunne køre hjem på juleferie i Middlesbrough i det nordlige England, og på passagersædet af en iskold Morris Mascot griflede han nogle idéer ned, som skulle vise sig at få stor betydning senere i hans karriere. Ligesom alle andre trafikanter bevægede de sig gennem landet i en blanding af kø-kørsel og forventningens glæde, og undervejs skrev han ”Driving Home for Christmas”.
Udover julehittet havde Chris Rea succes med numre som “I Can Hear Your Heartbeat”, “On the Beach” og “The Road to Hell”. Han blev 74 år gammel.
