Kategorier
Musiknyheder

Yeah, yeah, yeah!

Det er intet mindre end en verdenspremiere, der rammer Danmark i denne uge, når musicalen ”She Loves You” åbner – men en voldsomt forsinket verdenspremiere. Det er nemlig efterhånden nogle år siden, holdet bag ”She Loves You” fik tilladelse til at bruge John Lennon og Paul McCartneys sange til at skabe den første Beatles-musical nogensinde. Der er tidligere lavet både musikfilm og teaterkoncerter med de gamle sange, men ifølge folkene bag ”She Loves You” er der aldrig tidligere lavet en såkaldt jukebox-musical, dvs. en musical, hvor eksisterende sange danner grundlag for en nyskrevet musicalhistorie, sådan som det for eksempel er tilfældet i Abba-musicalen ”Mamma Mia”. Premieren skulle stå i 2020, men inden da nåede Fredericia Teater at gå konkurs, og med en pandemi oveni tog det noget tid, før ”She Loves You” kunne leve videre et nyt sted. På fredag er der endelig premiere i Tivolis Koncertsal i København, og en måneds tid senere rykker forestillingen videre til Musikhuset i Aarhus.

Historien i ”She Loves You” handler om tre par, som på hver sin måde kæmper med kærligheden, og blandt hovedrollerne er Maria Lucia, Birgitte Raaberg og Karsten Jansfort. De tre fortællinger bindes sammen af flere end fyrre Beatles-sange, heriblandt naturligvis titelnummeret ”She Loves You”, som i 1963 var afgørende for, at det store Beatles-hysteri for alvor tog fart. John Lennon og Paul McCartney skrev sangen i fællesskab, dels på et hotelværelse i Newscastle forud for en koncert, dels i McCartneys barndomshjem på Forthlin Road i Liverpool. I biografien ”Many Years From Now” fortæller Paul McCartney, at da de var færdige med sangen, gik de ind i stuen, hvor hans far sad og så fjernsyn, for at præsentere det helt nye værk for ham: ”Far, hør lige den her. Hvad synes du? Så spillede vi den for min far, og han sagde: Det er meget nydeligt, min dreng, men der er rigeligt med amerikanske udtryk for tiden. Kunne I ikke synge She loves you, yes, yes, yes? På det tidspunkt rullede vi rundt på gulvet og sagde: Nej far, du forstår det ikke”. Heldigvis havde den gamle James McCartney ikke noget at skulle have sagt på dette område, så den nyskrevne sang fik lov at beholde det amerikansk klingende og meget karakteristiske udråb ”Yeah, yeah, yeah”.

Kategorier
Musiknyheder

Hvor længe vil de ydmyge sig?

Der er mange planer, der må ændres eller aflyses på grund af krigen i Ukraine, men at den danske forårsturné for et poporkester skulle komme til at hænge i en tynd tråd af den årsag, var der nok ikke mange, der havde forestillet sig. Gruppen Danser med Drenge skulle åbne koncertsæsonen 1. april, men om det bliver til noget, er lige nu usikkert, da det er svært at gennemskue, om bandet eksisterer og i så fald i hvilken form. Danser med Drenge har ellers været et populært liveband, siden debuten i 1993, hvor gruppen først fik sit besynderlige navn, efter at alle sange til det første album lå klar. Historien går på, at pladeselskabsmanden Jan Degner udlovede en kasse dyr rødvin til den, der kunne finde på et godt navn til bandet, men for at undgå rent faktisk at skulle af med denne kasse rødvin annoncerede Degner i samme ombæring, at han selv havde fundet et passende navn, og at gruppen skulle hedde Danser med Drenge. Klaus Kjellerup og resten af bandet købte idéen, og siden blev Danser med Drenge kendt for sange som ”Hvor længe vil du ydmyge dig”, ”Er der nogen i himlen”, ”Aldrig undvære dig”, ”Kolde hjerter” og ”En dejlig morgen”. Danser med Drenges pludselige sammenbrud kom for få dage siden i forlængelse af, at stifteren Klaus Kjellerup gik til tasterne og blandede sig i en Twitter-tråd om Ruslands invasion af Ukraine. ”Du er vildledt af Vestens medier, som lyver konsekvent om Ukraine, præcis ligesom de gjorde om Corona”, skrev musikeren og fortsatte: ”Russerne bomber intet. Det er de ukrainske nazi-terrorgrupper, der bomber i Ukraine. Russerne betragter sig slet ikke som fjender af Ukraine eller af det ukrainske folk”. Denne udlægning af virkeligheden var dråben, der fik bægeret til at flyde over for fire af bandets medlemmer, som ifølge egne udsagn tidligere har forsøgt at tale med Kjellerup om hans syn på verden. Da rygeloven blev indført, var Klaus Kjellerup stor modstander og fremførte blandt andet, at det ikke kan bevises, at passiv rygning er farlig. Under pandemien har han har kaldt coronapasset for ”medicinsk apartheid” og generelt været en meget stærk kritiker af den førte politik.  Men med den russiske propaganda-logik på Twitter blev det for meget for fire af bandkollegerne, som i et Facebook-opslag skrev, at hans holdninger uimodsagt vil fremstå som Danser med Drenges holdninger, at de ikke ser det som en mulighed at gennemføre den kommende turné sammen med Kjellerup, og at de vil træde ud af et fremtidigt samarbejde. Sidenhen har Kjellerup tilbudt selv at trække sig, og til tv2.dk har han sagt, at ”turnéen gennemføres, men det bliver formentlig uden mig”, mens det sjette og sidste medlem af gruppen, Kjellerups barndomskammerat Stanley Møller, på Facebook forsøger at mane til besindighed og håber, at Kjellerup stadig kan komme på scenen på forårsturnéen. Men hvordan en sådan turné kommer til at se ud, er således noget usikkert lige nu.

Kategorier
Musiknyheder

Musikalsk støtte til Ukraine

Siden Ruslands invasion af Ukraine for knap to uger siden er støtten til ukrainerne strømmet ind på mange forskellige måder. Det handler både om helt konkret assistance i form af penge, nødhjælp og frivilligt mandskab og om mere symbolske handlinger, der skal vise, at det meste af verden er på Ukraines side i denne svære tid. Forleden gik radiostationer i hele Europa sammen om en af disse symbolske støtteerklæringer, da de alle spillede John Lennon-sangen ”Give Peace a Chance” på præcis samme tid fredag morgen. Initiativet blev også bakket op af den statslige Radio Ukraine, og herhjemme deltog blandt andre flere af DR’s radiokanaler.

”Give Peace a Chance” så dagens lys på Queen Elizabeth Hotel i den canadiske by Montreal under en af John Lennon og Yoko Onos ”Bed In”-happenings, hvor de under massiv medieopmærksomhed opholdt sig i sengen på et hotel i dagevis for blandt andet at advokere for fred. Lennon havde haft en idé om at skrive en sang, der kunne bruges ved antikrigsdemonstrationer, fordi der var brug for et nyt alternativ til salmen “We Shall Overcome”, som både borgerrettighedsgrupper og fredsaktivister ofte brugte. Historien fortæller også, at John Lennon betragtede det som et af de største øjeblikke i sit liv, da han i november 1969 så tv-optagelserne af næsten en halv million modstandere af Vietnam-krigen synge ”Give Peace a Chance” ved Det Hvide Hus i Washington DC.

Mere end 50 år senere er ”Give Peace a Chance” fortsat en af de mest anvendte antikrigshymner, og selvom der ikke er offentliggjort mange detaljer endnu, er det ikke svært at forestille sig, at sangen også et på repertoiret ved den danske tv-koncert på lørdag. DR1 og TV 2 har i fællesskab arrangeret støttekoncerten ”Sammen for Ukraine”, som afholdes lørdag aften på Rådhuspladsen i København med det mål at indsamle penge til hjælpen til Ukraine. Udover at koncerten sendes i tv på begge kanaler, vil man også kunne følge med på storskærme i Aalborg, Aarhus, Odense og Esbjerg.

Kategorier
Musiknyheder

Beth Zeppelin

For snart tyve år siden blev der med sange som ”Leave the Light On” og ”Learning to Live” og samarbejder med danske musikere skabt et særligt bånd mellem den amerikanske sangerinde Beth Hart og det danske publikum. Beth Hart er stadig aktiv og udgav forleden et album udelukkende med Led Zeppelin-sange, hvilket har krævet både nogle års tilløb og en god portion vrede. Under optagelserne til hendes forrige album sang Beth Hart i en pause i studiet Led Zeppelin-klassikeren ”Whole Lotta Love”, og hendes producer foreslog hende at lave en hel plade med Led Zeppelin-fortolkninger. Efter sigende afslog Beth Hart med den begrundelse, at hun havde brug for at være i et helt særligt humør for at kunne synge deres sange: ”Man er nødt til at være gal i skralden for at ramme dem rigtigt”. Corona-pandemien gjorde hende dog så sur, at hun gik ombord i projektet, og i sidste uge landede albummet ”A Tribute to Led Zeppelin”.

Åbningsnummeret er naturligvis ”Whole Lotta Love”, som hos Led Zeppelin faktisk også byggede videre på en anden sang, da den udkom i 1969. En del af teksten og i et vist omfang også energien har nemlig klar inspiration fra et nummer med blues-mesteren Muddy Waters, ”You Need Love” fra 1962. Muddy Waters sang ”I ain’t fooling, you need schooling, baby you know you need cooling, Woman, way down inside, woman you need love, you’ve got to have some love”. Hos Led Zeppelin blev det til “You need cooling, baby I’m not fooling, I’m gonna send ya back to schooling. Way down inside, honey you need it, I’m gonna give you my love”. Den slags kan man selvfølgelig ikke slippe gratis af sted med, så Led Zeppelin indgik et forlig med komponisten Willie Dixon, og pengene fra den aftale kanaliserede han ind i et projekt, der købte musikinstrumenter til skoler. Mens Led Zeppelin kun lånte delvist fra Muddy Waters-sangen, så har Beth Hart overtaget hele ”Whole Lotta Love”, og generelt lægger hendes fortolkninger sig tæt op ad den originale stemning. Udover ”Whole Lotta Love” indeholder ”A Tribute to Led Zeppelin” også klassikere som “Stairway to Heaven”, “Kashmir” og “Black Dog”

Kategorier
Musiknyheder

Primalterapeutisk pop

Den amerikanske psykolog og psykoterapeut Arthur Janov havde i 1960’erne næppe forestillet sig, at hans terapeutiske arbejde og hans begreber ville sætte spor i rock- og popmusik langt ind i det følgende århundrede, men ikke desto mindre udkommer der i denne uge endnu et album fra et par musikere, der trækker på Janovs tanker og teorier. Arthur Janov var manden bag den såkaldte primalterapi, der mener, at mennesket helt fra barndomsårene lever hæmmet i en neurotisk følelsesverden, men at man kan frigøres fra sit fødselstraume gennem terapi. Bogen ”Primalskriget – Primalterapi: Kuren mod neurose” udkom i 1970, og dengang var Janov selv ansvarlig for at skabe forbindelsen til pop- og rockkulturen. Han sendte nemlig et eksemplar til John Lennon, der blev så interesseret i den nye terapiform, at han og hans kone Yoko Ono gik i primalterapi på Arthur Janovs institut i Los Angeles. Forløbet smittede af på LP’en ”John Lennon/Plastic Ono Band” med ”Mother” som en af de mest berømte sange, og det er ikke svært at læse hele sangen – fra indledningen ”Mother, you had me but I never had you” til slutningen ”Mama don’t go, daddy come home” – ind i John Lennons interesse for primalterapien og arbejdet med fødselstraumer.

Et årti senere dukkede et engelsk band op, som også lånte fra Arthur Janovs virke. Roland Orzabal og Curt Smith havde tidligere spillet sammen, da de dannede deres eget band History of Headaches, men navnet blev hurtigt ændret med inspiration fra Janovs primalterapi, hvor man blandt andet konfronterer sin inderste frygt ved at råbe og skrige. Curt Smith havde i Janovs bog ”Prisoners of Pain” læst om, hvordan man kunne udskifte frygt med tårer, og begrebet ”tears for fears” klingede så godt for ham, at det nyetablerede band skiftede navn. Mange har også peget på, at et af de første store hits for Tears For Fears kan referere til primalterapien, eftersom de på sangen ”Shout” fra 1984 synger ”Shout, shout, let it all out”.

Efter en succesfuld periode med hits som “Everybody Wants to Rule the World” og “Sowing the Seeds of Love” gik Roland Orzabal og Curt Smith fra hinanden, men omkring årtusindskiftet fandt de atter sammen og udgav et nyt album i 2004. Atten år senere er Tears For Fears igen klar med nyt materiale, og på fredag udsender de albummet ”The Tipping Point”.

Kategorier
Musiknyheder

Neil Youngs uønskede succes

I dag er der 50-års jubilæum for udgivelsen af en LP, der stadig står som et markant værk et halvt århundrede senere – og det blev udgivet af en musiker, der i den seneste tid har bevist, at han fortsat formår at tiltrække sig opmærksomhed. Neil Young havde allerede været med i grupperne Buffalo Springfield og Crosby Stills Nash & Young såvel, og han havde udgivet en række plader i eget navn, da han den 14. februar 1972 udgav den store salgssucces ”Harvest”. Den mest kendte sang på pladen, ”Heart of Gold” kom i kassen på den første indspilningsdag. Neil Young var i Nashville for at medvirke i et tv-program en fredag aften, og selvom det kunne være en udfordring at få studiemusikere til at møde ind på en lørdag, fik han dagen efter showet skrabet en gruppe folk sammen, som skulle være med til at indspille en håndfuld af hans nye sange. For at give plads til musikernes intuition og professionelle erfaring fik de på forhånd kun de allermest nødvendige instruktioner, og historien fortæller blandt andet, at steelguitaristen Ben Keith ikke vidste, hvem Neil Young var, men at han på denne dag blot blev sat i gang i studiet. Han nåede at indspille fem sange med Young, blandt andet ”Heart of Gold”, før de blev rigtigt introduceret til hinanden. Neil Young har gennem årene høstet mange former for anerkendelse, men ”Heart of Gold” er hans eneste førsteplads på den amerikanske singlehitliste. Den massive succes huede dog ikke Neil Young, og i covernoterne til et opsamlingsalbum senere skrev han nogle år, at ”Denne sang placerede mig lige på ’the middle of the road’. Turen der blev hurtigt kedsommelig, så jeg satte kurs mod grøften. Det er en mere besværlig rute, men der mødte jeg nogle mere interessante mennesker”. I bogen ”Neil Young – Heart of Gold” er han endda citeret for at have sagt i 1972, at ”jeg håber bare, at der ikke er en single på mit næste album”. På den måde har Neil Young altid været klar til at gået mod strømmen og han har ikke valgt de nemme løsninger, der lefler for masserne. Det ses også i de seneste ugers debat, hvor Young er endt med at trække al sin musik ud af den store streamingtjeneste Spotify i utilfredshed med, at Spotify også lægger hus til den populære amerikanske podcastvært Joe Rogans programmer, som er blevet kritiseret for at sprede misinformation om coronavirus og –vacciner.

Kategorier
Musiknyheder

Korgave til kronprinsessen

Selvom en gallamiddag var blevet aflyst, og der ikke var noget officielt program på selve dagen lørdag, så blev kronprinsesse Marys 50-års fødselsdag fejret ugen igennem. Blandt andet tog kronprinsessen første spadestik til Zoologisk Have i Københavns kommende anlæg for australske dyr, hun var med, da et nyt portrætmaleri blev afsløret på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, og søndag aften deltog kronprinsparret og deres børn ved et direkte fødselsdagsshow på TV 2. På selve fødselsdagen lørdag sendte DR1 portrætudsendelsen ”Mary 50 år – Man kan kun være sig selv”, hvor kronprinsessen også blev overrasket med en sang, som de seneste dage har spredt sig på sociale medier. Efter at være blevet interviewet af journalist Johannes Langkilde fulgte kronprinsessen ham til en nærliggende sal, hvor DR Pigekoret med dirigent Phillip Faber stod klar til at synge ”Du er som sådan en rose”.  En tydeligt rørt kronprinsesse tog imod den overraskende gave og takkede for sangen, som for de fleste seere nok også var et nyt bekendtskab. Teksten er hentet fra Henrik Nordbrandts digt ”Sådan en”, og det var Phillip Faber selv, der satte musik til det for nogle år siden. Han har ved en tidligere lejlighed fortalt til dr.dk, at han skrev den til et bryllup: ”Det var en af mine gode venner, der ringede dagen inden sit bryllup og spurgte, om jeg ikke lige kunne skrive en melodi til Henrik Nordbrandts digt ’Sådan en’, som han holder meget af. Først tænkte jeg, at det var da en umulig opgave, men jeg skrev den på et kvarter. Jeg tog den med til koret og syntes faktisk, at den lød så fin, at vi valgte at tage den med”.

På fødselsdagen fik kronprinsessen også en musikalsk hilsen fra Den Kongelige Livgardes Musikkorps, som til vagtskiftet på Amalienborg Slotsplads kl. 12 havde udvalgt et særligt repertoire. Musikkorpset spillede ”Happy Birthday” og ”Kronprins Frederiks Honnørmarch” samt naturligvis ”Kronprinsesse Marys Honnørmarch”. Marchen blev komponeret i 2014 af David M. A. P. Palmquist, som sidenhen er blevet dirigent for Livgardens Musikkorps, men kronprinsessen deltog også selv med idéer til værket. ”Kronprinsesse Marys Honnørmarch” rummer således både elementer fra den kendte australske folkesang ”Walzing Mathilda” og fra salmen ”Eternal Father, strong to save”, som både blev sunget ved hendes mors begravelse i 1997 og ved kronprinsparrets vielse i 2004.

Kategorier
Musiknyheder

En aften på Blueberry Hill

De fleste, der har bare nogenlunde styr på rock’n’roll-musikkens helt tidlige klassikere, vil let kunne nynne med, hvis man starter linjen ”I found my thrill on Blueberry Hill”. Men ”Blueberry Hill” er ikke kun titlen på Fats Dominos bedst kendte hit, det er også navnet på et legendarisk spillested i den amerikanske by St. Louis – og derigennem spiller det også en rolle på et nyt album fra en af de største rock’n’roll-legender, Chuck Berry. Det er snart fem år siden, Chuck Berry gik bort i en alder af 90 år, men for nylig udkom albummet ”Chuck Berry Live From Blueberry Hill”. Berry havde et meget nært forhold til Blueberry Hill i St. Louis, hvor han optrådte flere end 200 gange, og i perioden fra 1997 til sin sene pensionering i 2014 gav han koncert på Blueberry Hill på en fast dag en gang om måneden. Det er optagelser fra nogle af disse mange koncerter, der nu er samlet på albummet ”Chuck Berry Live From Blueberry Hill” med klassikere som “Roll Over Beethoven”, “Rock and Roll Music”, “Sweet Little Sixteen” og naturligvis Chuck Berrys signatursang om “Johnny B. Goode”.

Det oplagte spørgsmål er, om ”Chuck Berry Live From Blueberry Hill” også indeholder en Chuck Berry-fortolkning af ”Blueberry Hill”, men selvom det ville forekomme naturligt, har det gamle guitarikon modstået denne fristelse. ”Blueberry Hill” findes i masser af udgaver i forvejen, og Fats Dominos fra 1956 var bestemt ikke den første. Selve sangen er fra 1940, hvor den hurtigt blev samlet op af forskellige musikere, heriblandt The Glenn Miller Orchestra. Det var dog Louis Armstrongs bløde swing-version fra 1949, som Fats Domino lænede sig op ad, da han indspillede den i 1956 og skubbede den videre ind i den spirende rock’n’roll-genre, hvor hans version af ”Blueberry Hill” blev en sejlivet klassiker. Den lagde også navn til spillestedet i St. Louis, som åbnede i 1972, og som med årene blev stamsted for rock-pioneren Chuck Berry.